I helligdommen i ørkenen og i templet, som var de jordiske symboler på Guds bolig, var der en afdeling, som var viet hans tilstedeværelse. Der var kun en hånd, som måtte løfte det tæppe, som hang ved indgangen til dette lokale. Tæppet var prydet med keruber. Der var dødsstraf for at løfte forhænget og uden tilladelse træde ind i det allerhelligste, som var et indviet, hemmelighedsfuldt sted. Over sonedækket dvælede den Allerhelligstes herlighed. Intet menneske kunne tåle at se den og leve. Der blev forrettet tjeneste i det allerhelligste en bestemt dag hvert år. Så trådte ypperstepræsten bævende frem for Guds åsyn, mens røgelse skyer skjulte herligheden for hans blik. Der var fuldstændig stilhed i templets forgårde. Der blev ikke forrettet tjeneste ved altrene. Hele menigheden knælede i ærbødighed og opsendte i stilhed deres bønner om Guds nåde.