Kristus så i den retning, hvor kvinden stod, og sagde, at han ville have at vide, hvem der havde rørt ved ham. Da hun var klar over, at hun ikke kunne skjule sig, trådte hun frem. Hun rystede af skræk og faldt ned for ham. Hun var ham dybt taknemmelig og fortalte grædende, mens hele skaren hørte på det, hvorfor hun havde rørt ved hans tøj, Hun fortalte også, at hun var blevet rask med det samme. Hun var bange for, at hun var gået for vidt, da hun rørte ved ham: men Kristus bebrejdede hende ikke. Han roste hende for det, hun havde gjort. Han elskede menneskene og havde medfølelse med dem i deres elendighed. Han sagde venligt: »Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« Hvor disse ord varmede! Nu var der intet skår i glæden, for hun behøvede ikke længere at være ængstelig for, at hun havde gjort noget forkert.