»Hvordan kan jeg gengælde Herren
alle hans velgerninger mod mig?
Jeg løfter frelsens bæger
og påkalder Herrens navn.
Jeg indfrier mine løfter til Herren
for øjnene af hele hans folk. «

»Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.
Gid mit digt må være ham til behag,
jeg har min glæde i Herren. «

»Hvem kan fortælle om Herrens vældige gerninger?
Hvem kan forkynde hele hans pris?«

»Påkald hans navn!
Kundgør hans gerninger for folkene!
Syng for ham, lovsyng ham,
syng om hans undere!
Fryd jer over hans hellige navn,
de, der søger Herren, skal glæde sig.«

»Din troskab er bedre end livet.
Mine læber skallovsynge dig. . .
Min sjæl mættes som af fede retter,
og min mund lavpriser dig med jublende læber,
når jeg på mit leje husker dig
og tænker på dig i nattetimerne.
For du er blevet min hjælp,
og jeg jubler i dine vingers skygge.«

»Jeg stoler på Gud og frygter ikke.
Hvad kan mennesker gøre mig?
De løfter, jeg har givet dig, Gud,
vil jeg indfri med takofre.
For du har reddet mit liv fra døden
og min fod fra at snuble,
så jeg kan vandre for Guds ansigt i livets lys. «

»Du Israels Hellige.
Mine læber skal juble, når jeg lovsynger dig,
og min sjæl, som du har udfriet, skal juble.
Ja, dagen lang skal min tunge forkynde din retfærdighed.«

»Fra min ungdom var du min tilflugt. . .
Min lovsang gælder altid dig. «
»Jeg vil prise dit navn i slægt efter slægt,
derfor skal folkene prise dig for evigt og altid. «