»Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
ødemarken skal juble og blomstre, den skal
blomstre som rosen, juble med stor fryd.
Den får Libanons herlighed,
Karmeis og Sarons pragt.
De skal se Herrens herlighed,
vor Guds pragt.

Styrk de synkende hænder,
gør de kraftesløse knæ stærke,
sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke!
Nu kommer jeres Gud. . . .

Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op;
da springer den halte som hjorten,
den stummes tunge bryder ud i jubel.
For vand vælder frem i ørkenen,
bække i ødemarken.

Det hede sand bliver til oaser
den udtørrede jord til kildevæld. ...
Der skal der være en banet vej,
Den Hellige Vej skal den hedde,
de urene skal ikke færdes på den;
men for hans folk bliver det en vej at gå på,
hvor dårer ikke flakker om.

Der skal der ikke være løver
rovdyr kommer ikke på den, de findes ikke.
Der skal de løskøbte vandre
Herrens udfriede vender hjem,
de kommer til Zion med jubel,
evig glæde går foran dem,
fryd og glæde når dem,
suk og klage flygter. «