Det var for at frelse os, at Jesus levede, led og døde. Han blev en "smerternes mand", for at vi kunne få del i en evig glæde. Gud tillod, at hans elskede Søn, fuld af nåde og sandhed, fra en verden af ubeskrivelig herlighed steg ned til en verden, der var besmittet og fordærvet af synd, formørket af forbandelse og dødens skygge. Han tillod, at han forlod hans kærligheds favn og gav afkald på englenes tilbedelse for at lide skam, forhånelse, fornedrelse, had og død. "Os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår." Es. 53, 3. 5. Betragt Guds Søn i ørkenen, i Getsemane og på korset! Guds hellige Søn tog syndens byrde på sig. Den, som havde været et med Gud, følte i sin sjæl den forfærdelige adskillelse, som synden frembringer mellem Gud og menneskene. Dette fremtvang det smertefulde råb fra hans læber: "Min Gud! min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Matt. 27, 46. Det var syndens byrde, følelsen af dens forfærdelige rækkevidde, af sjælens adskillelse fra Gud - det var dette, som knuste Guds Søns hjerte.