Jesus undlod aldrig at sige sandheden, men han sagde den altid i kærlighed. Hele hans færden blandt menneskene var præget af taktfuldhed, betænksomhed og venlig opmærksomhed. Han var aldrig uhøflig og talte aldrig et strengt ord, uden at det var nødvendigt. Han voldte ingen følsom sjæl unødig smerte. Han kritiserede ikke menneskenes svaghed. Han sagde sandheden, men gjorde det altid i kærlighed. Han fordømte hykleri, vantro og uretfærdighed, men der var tårer i hans øjne, når han udtalte sine strenge irettesættelser. Han græd over Jerusalem, den by, han elskede, men som nægtede at tage imod ham, der var vejen, sandheden og livet. De havde forkastet ham, deres frelser, men han så på dem med øm medlidenhed. Hans liv var fuldt af selvfornægtelse og utrættelig omhu for andre. Hver sjæl var dyrebar i hans øjne. Han optrådte altid med guddommelig værdighed, men tog sig ømt af ethvert medlem af Guds familie. Han anså alle mennesker for faldne sjæle, som det var hans opgave at frelse.