Hvis vi venter med at tro, til vi har rådført os med vor tvivl og frygt eller søgt at finde en forklaring på alt det, som ikke står klart for os, vil vanskelighederne blot forøges. Men kommer vi hjælpeløse og afhængige til Gud og i ydmyg, tillidsfuld tro fremfører vor trang for ham, hvis kundskab er ubegrænset, for ham, som ved alle ting og styrer alle ting ved sin vilje og ved sit ord, så kan og vil han lytte til vort råb og lade lyset skinne ind i vort hjerte. Gennem oprigtig bøn bringes vi i samfund med den evige Gud. Vi har måske ikke netop på den tid noget særskilt bevis for, at vor frelsers ansigt er vendt mod os i medlidenhed og kærlighed; men ikke desto mindre er dette tilfældet. Vi mærker måske ikke hans legemlige berøring, men hans hånd hviler på os i kærlighed og øm medfølelse.