Hvis vi blot ville tænke på Gud lige så ofte, som vi har beviser på hans omsorg for os, ville vi altid have ham i vore tanker og glæde os over at tale om ham og prise ham. Vi taler om jordiske ting, fordi vi interesserer os for dem. Vi taler om vore venner, fordi vi elsker dem. Vore glæder og sorger er knyttet til dem. Men vi har uendelig meget mere grund til at elske Gud end til at elske vore jordiske venner, og det burde være det naturligste for os i denne verden at give Gud den første plads i vore tanker, at tale om hans godhed og forkynde hans magt. Hensigten med de dyrebare gaver, som han har skænket os, var ikke, at de skal optage vore tanker og vor kærlighed i den grad, at vi ikke har noget at give Gud. De bør bestandig minde os om ham og binde os til vor himmelske velgører med kærlighedens og taknemmelighedens bånd. Vi dvæler for meget ved Jordens lave egne. Lad os løfte vore øjne til helligdommens åbne dør deroppe, hvor Guds herligheds lys skinner på Kristi åsyn. Han kan "helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham." Hebr. 7, 25.