Vor himmelske Fader er altid villig til at skænke os sin velsignelses fylde. Det er vor forret at drikke dybt af hans uendelige kærligheds kilde. Hvor er det underligt, at vi ikke beder mere! Gud er rede og villig til at høre oprigtige bønner fra de ringeste af sine børn. Og dog er vi så alt for tilbageholdende med hensyn til at fortælle Gud om vor trang. Hvad mon Himmelens engle tænker om stakkels hjælpeløse mennesker, som er udsat for fristelser og dog beder så lidt og har så ringe tro, skønt Guds evige kærligheds hjerte ynkes over dem og er rede til at give dem mere, end de kan bede om eller tænke? Englene bøjer sig med glæde for Gud. De fryder sig over at være i hans nærhed. De betragter samfundet med Gud som den største glæde. Og dog synes støvets børn, som meget mere behøver den hjælp, Gud alene kan give, at være tilfredse med at leve uden Åndens lys, uden Guds egen ledsagelse og nærværelse!