Under vandringen på livets vej er der alt for mange, som dvæler ved deres fejltagelser, mislykkede forsøg og skuffelser. Deres hjerte fyldes med sorg og modløshed. Mens jeg var i Europa, modtog jeg et brev fra en søster, der havde gjort dette og var dybt bekymret. Hun bad mig om nogle opmuntrende ord. Natten efter, at jeg havde læst hendes brev, drømte jeg, at jeg var i en have. En person, som lod til at være havens ejer, viste mig omkring. Jeg plukkede blomster og glædede mig over deres duft. Denne søster havde gået ved siden af mig. Nu henledte hun min opmærksomhed på nogle stygge torne, der stod hende i vejen. Der stod hun, bekymret og fuld af sorg. Hun gik ikke på stien og fulgte ikke efter føreren, men gik rundt mellem tornene og tidslerne. "Ak," sukkede hun, "er det ikke sørgeligt, at denne smukke have er ødelagt af torne?" Da sagde vor fører: " Lad tornene være. De vil blot såre dig. Pluk roserne, liljerne og nellikerne."