Den arme tolder, som bad: "Gud! vær mig synder nådig!" (Luk. 18, 13), betragtede sig selv som et meget ugudeligt menneske, og andre så også sådan på ham. Men han følte sin trang til frelse, og besværet af sin synd og skam kom han til Gud og bad om nåde. Hans hjerte var åbent for Guds Ånd, så den kunne udføre sit nådeværk og befri ham fra syndens magt. Farisæerens pralende, selvretfærdige bøn viste, at hans hjerte var lukket for Helligåndens indflydelse. På grund af den store afstand mellem ham og Gud havde han ingen bevidsthed om sin egen besmittelse i modsætning til den guddommelige hellighed og fuldkommenhed. Han indså ikke, at han trængte til noget og fik heller intet.