Davids bøn efter hans fald viser, hvad sand bedrøvelse over synd er. Hans anger var oprigtig og dyb. Han søgte ikke at undskylde sin synd. Der var ingen begæring i hans bøn om at undgå den straf, som truede ham. David så, hvor forfærdelig hans overtrædelse var. Han så sin sjæls besmittelse og afskyede sin synd. Han bad ikke alene om syndsforladelse, men om et rent hjerte. Han længtes efter hellighedens glæde, så han på ny kunne komme i harmoni og samfund med Gud. Disse var hans hjertes ord (Sal. 32, 1. 2; 51,3-5,9,12-14,16):