Da Adam og Eva havde spist af den forbudne frugt, blev de grebet af en følelse af skam og forfærdelse. Deres første tanke var, hvorledes de kunne undskylde deres synd og undfly den frygtede dødsdom. Da Gud udspurgte dem angående deres synd, forsøgte Adam dels at lægge skylden på Gud og dels på sin hustru. Han svarede: "Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg." Kvinden lagde skylden på slangen og sagde: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg." 1 Mos. 3, 12. 13. Hvorfor skabte du slangen? Hvorfor tillod du den at komme ind i Eden? Disse spørgsmål ligger i hendes undskyldning for hendes synd. Således lagde hun ansvaret for deres fald på Gud. Denne tilbøjelighed til at retfærdiggøre sig selv har sin oprindelse hos løgnens fader, og den har siden vist sig hos alle Adams sønner og døtre. Denne slags bekendelse er ikke indgivet af Guds Ånd, og den vil ikke blive antaget af Gud. Sand anger vil få et menneske til selv at bære sin skyld og bekende den uden forstillelse eller hykleri. Ligesom den arme tolder, der ikke engang turde opløfte sine øjne til Himmelen, vil han udbryde: "Gud! vær mig synder nådig!" Luk. 18, 13. De, som bekender deres skyld, vil blive retfærdiggjort, for Jesus vil frembære sit blod som forsoning for den angrende sjæl.