- Tilbage

1888-materialer, kap 104, - . 1890 - »Fare for falske ideer om retfærdiggørelse ved tro«

Kan vi ikke forstå at den dyreste ting i verden er synd? Det er på bekostning af ren samvittighed, og på bekostning af at miste Guds gunst og adskille sjælen fra Ham, og til sidst miste himlen. Det syndige i at bedrøve Guds Helligånd og gå imod Ham har kostet mange tabet af deres sjæle.

Hvem kan måle ansvaret for den indflydelse alle menneskeagenternes udøver, som vor Genløser har indkøbt, da han ofrede Sit eget liv? Hvilket sceneri vil der ikke være når dommen sættes og bøgerne skal åbnes for at bevidne sjæles frelse eller tab! Det vil kræve ufravigelig beslutning for Ham, der levede i menneskelighed, elskede menneskeheden, gav Sit liv for menneskene, for til sidst at tilegne sig lønnen til den loyale retfærdige, og straffen til den ulydige, illoyale og uretfærdige. Guds søn er blevet betroet den fuldstændige målestok af den enkeltes handlinger og ansvar. Dem som har taget del i andre mennesker synder, og har handlet imod Guds beslutning vil være det frygteligste alvorlige sceneri at se.

Den som fare er blevet vist mig igen og igen, er at vi som et folk nærer falske ideer om retfærdiggørelse ved tro. I årevis er jeg blevet vist at Satan vil arbejde på en særlig måde på at forvirre sindene på dette punkt. Der er dvælet meget på Guds lov og har fået vist forsamlinger, der er næste blottet for kundskab til Jesus Kristus og hans forhold til loven, ligesom Kains offer blev. Jeg er blevet vist at mange har holdt sig væk fra troen på grund af de blandede og forvirrede tanker om frelse, fordi prædikanter har arbejdet på en forkert måde at nå hjerterne på. Det som har tilskyndet mig og mit sind i årevis er Kristi tillagte retfærdighed. Jeg har undret mig over hvor dette ikke har været med i prædikerne i vore kirker ud over landet, skønt dette til stadighed har gjort sig gældende for mig, og jeg har gjort det til tema i næsten alle prædikener og taler som jeg har givet til folket.

Når jeg undersøger mine femten til tyve år gamle skrifter finder jeg at dette kommer frem i samme lys – at dem som går ind i det højtidelige og hellige forkynderarbejde først bør forberede sig på de lektier som Kristus og apostlene lærer, med at udleve principperne i praktisk gudsfrygt. De skal uddannes i hvad den alvorlige og levende tro indbefatter.

Der sendes mange unge mænd ud for at arbejde, der ikke forstår frelsesplanen og hvad sand omvendelse er; de behøver faktisk at blive omvendte. De behøver at blive oplyst på dette punkt, og prædikanter behøver at uddannes til at dvæle mere specielt ved emner, som forklarer sand omvendelse. Alle som er døbt skal bevise at de er blevet omvendte. Der er ikke andre punkter der behøver at dvæles alvorligere ved og gentages hyppere, eller befæstes hårdere i alles sind end umuligheden i at faldne mennesker kan fortjene sig til noget som helst ved sine egne gode gerninger. Frelse er ved tro på Jesus Kristus alene.

Når dette spørgsmål undersøges, smerter de os i hjertet at se hvor overfladiske deres bemærkninger er som burde forstå gudfrygtighedens mysterium. De taler så uforsigtig om vore brødres sande tanker, der bekender at tro sandheden og lære sandheden. De er langt fra virkeligheden, sådan som de lægges åbent frem for mig. Fjenden har fortryllet deres sind midt i jordisk tåge, og det er så indgroet i deres forståelse, at det er blevet en del af deres tro og karakter. Det er kun en ny omvendelse som kan forandre dem og få dem til at opgive deres falske idéer – for det er præcis hvad de har vist mig at være. De klynger sig som en mand i druknefare klynger sig til en redningskrans, så de ikke synker og gør troens skibbrud.

Kristus har givet mig disse ord at sige: ”I må fødes på ny, ellers kommer I aldrig i himmeriget.” Således må alle, der har den rette forståelse af dette, lægge deres stridighedsånd bort og søge Herren med hele deres hjerter. Så vil de finde at Kristus og kan give deres religiøse erfaring en særlig karakter. De femholde denne sag – den enkle sande gudsfrygt – for folk i alle prædikener. Dette vil komme ind i alle hungrende og tørstene sjælshjerter, som længes efter at få håbets og troens forvisning og fuldstændig tillid til Gud, gennem vor Herre Jesus Kristus.

Det må siges klart og tydeligt, at vi ved egen fortjeneste hverken kan ændre ved vores status over for Gud eller ved Guds gave til os. Hvis tro og gerninger kunne købe os frelsens gave, stod skaberen i gæld til skabningen. Her er der fare for, at sandheden bliver fordrejet. Hvis et menneske gennem sine handlinger kan fortjene sig til frelsen, må han ligesom katolikken også gøre bod for sine synder. Frelsen består da til dels af en gæld, som kan arbejdes af. Men hvis et menneske ikke ved gode gerninger kan fortjene sig til frelsen, så er det helt af nåde, fordi han tager imod Jesus og tror på ham, at synderen modtager den. Gaven er ganske gratis. Retfærdiggørelse ved tro er slet ikke oppe til debat, og sagen kan hurtigt afgøres ved at fastslå, at det faldne menneskes fortjenester i form af gode gerninger aldrig kan skaffe ham evigt liv.

Takket være det lys, som Gud har givet mig, er der ingen tvivl i mit sind vedrørende dette vigtige emne. Retfærdiggørelse skyldes udelukkende nåde og ikke nogen gerninger, som det faldne menneske kan gøre. Det er blevet vist mig klart og utvetydigt, at ikke så snart har den rige ofret penge og ejendom til Herren, før handlingen ødelægges af fejlagtige ideer om, at han nu har fortjent Guds gunst, at Gud nu er skyldig at betragte ham med særlig velvilje på grund af gaven.

Dette emne bliver for sjældent fremstillet klart og tydeligt. Herren har betroet mennesket sin ejendom – midler som han forventer at få tilbage, når hans forsyn indikerer, at der er brug for dem til hans værks fremme. Gud har skænket os intellekt, helbred og evnen til at udnytte jordens ressourcer. Han skabte jorden med alt, hvad den indeholder. Det er hans guddommelige kræfter, der genererer alle dens rigdomme. De er frugterne af hans arbejde. Han har sørget for sol, skyer og regn, så planterne kan trives. Som Guds ansatte har I høstet frugterne, dækket jeres egne økonomiske behov og forvaltet resten efter Guds kald. I kan samstemme med David, når han siger: ”Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd“ (1 Krøn 29,14).Derfor opnår I heller ikke noget ved at give Gud det, som allerede er hans, det, som altid har tilhørt ham, og som skal bruges der, hvor hans forsyn leder jer til at bruge det.

Ved oprør og frafald tabte mennesket Guds gunst og ikke sin ret, for i sig selv har mennesket kun den værdi, som den er givet den enkelte gennem Guds kære søn. Dette må siges klart og tydeligt. Mennesket gav afkald på de privilegier, som Gud i sin barmhjertighed helt uden beregning havde skænket ham: den skat, som han skulle have forvaltet til Guds ære og til gavn for de væsener, Gud havde skabt. I det øjeblik, hvor Guds eget håndværk nægtede at adlyde Guds riges lov, i det øjeblik, hvor hans loyalitet over for Guds regering svigtede, gjorde han sig også fuldstændig uværdig til alle de velsignelser, som Gud allerede havde tildelt ham.

Sådan var menneskets situation fra det øjeblik, hvor han ved sin overtrædelse afbrød forbindelsen til Gud. Det var ikke længere hans ret at trække vejret, at nyde solens stråler eller spise den mindste bid mad. Det eneste der reddede ham fra fuldstændig udslettelse var, at Gud i sin store kærlighed lod sin egen søn lide straffen for hans overtrædelse. Kristus tilbød selv at kautionere for ham. Kristus trådte i menneskets sted, så han ved Guds uforlignelige nåde, kunne få endnu en chance – en ny begyndelse – med Adam og Evas erfaring som en levende påmindelse om aldrig mere at overtræde Guds lov. Idet mennesket nu nyder Guds velsignelser i form af sol og næring, er han også skyldig at bøje sig for Gud i taknemmelig anerkendelse af, at Gud er altings ophav. Alt, hvad Gud får tilbage, tilhører i forvejen ham.

Mennesket overtrådte Guds lov, men gennem forløseren blev nye friske løfter givet på et nyt grundlag. Alle velsignelser formidles nu via en mellemmand. Hvert eneste medlem af den menneskelige familie er helt og fuldt overladt i Kristi varetægt, og det vi ejer – hvad enten det er penge, huse, jord, talegaver, fysisk styrke eller intellekt – i dette liv såvel som i det kommende er givet os af Gud med ét formål: at forvalte det til bedste for menneskeheden. Hver eneste gave er påstemplet et kors og bærer Jesu billede og påskrift. Alt kommer fra Gud. Alt, lige fra de mindste goder til de største velsignelser, kanaliseres på samme måde via overmenneskelig mellemkomst og stænket med blodet fra Gud selv, der jo igennem sin søn gav sit liv for os.

Ingen sjæl kan tilbyde Gud noget, som ikke allerede tilhører ham. Husk: ”Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd“ (1 Krøn 29,14). Hvor vi end befinder os, må vi altid huske på, at vi intet ejer, at vi intet har at byde på af nogen som helst værdi – hverken i gerning eller i tro – som vi ikke først har modtaget af Gud, og som han ikke til enhver tid kan beslaglægge med påmindelsen: Det er alt sammen mit. Gaver, velsignelser og talenter har jeg betroet dig, ikke så du kan berige dig selv, men for at du kan være til gavn i verden.

Skaberværket er helt afhængigt af Gud. Hvis Gud trak sig tilbage, ville menneskets vejrtrækning standse, og han ville ophøre med at eksistere. Han er Guds. Hele jorden er Guds. Bolig, personlige ejendele og værdier er gaver fra Gud. De kommer fra Gud og må returneres til Gud, hvis sindet skal modnes. Når pragtfulde gaver lægges på Guds alter, lovpriser og fremhæver vi giveren for hans gavmildhed. Men hvorfor dog det? ”Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd“ (1 Krøn 29,14). Mennesket kan ikke gøre sig fortjent til Guds tilgivende kærlighed, men når Guds kærlighed gennemstrømmer sjælen, vil han med glæde gøre det, han bør gøre, og som Gud forventer af ham. Og selv da har han egentlig kun gjort det, som pligten kræver af ham.

Englene i himlen gør Guds vilje uophørligt. Utrætteligt udfører de barmhjertighedsgerninger iblandt os. De skærmer, vejleder og vogter Guds skabninger – både retfærdige og uretfærdige. Og i alt dette kan de ærligt sige: ”Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd.“ Gid vi med det blotte øje kunne opfange bare nogle få glimt af den tjeneste, som englene udfører! Gid vi med vores intellekt kunne begribe og dvæle ved englenes omfattende arbejde: Hvordan de involverer sig i menneskelige konflikter, hvordan de aktivt beskytter, helbreder, vinder og vejleder os, hvordan de advarer os mod Satans snarer. Hvor anderledes ville vores adfærd da ikke være – og vores opfattelse af Gud!

Mennesker kan starte diskussioner hvor de hårdnakket forsvarer skabningens værdi, og enhver mand bestræber sig på overherredømme, men på det tidspunkt ved de ikke hverken i princippet og i karakter, at de fremstiller sandheden forkert, sådan som den er i Jesus. De er i en forvildelsens tåge. De behøver Guds guddommelige kærlighed som repræsenteres ved guld prøvet i ilden; de behøver den hvide og rene Kristi karakterklædning, og de behøver himmelsk øjensalve så de forbavset kan se skabningens fuldstændige værdiløshed til at gøre sig fortjent til det evige livs belønning. Der kan være arbejdsiver og intens hengivenhed, høje og ædlere forstandsudøvelser, en bred forståelse, og den ydmygeste selvfornedrelse kan lægges for vor Genløsers fødder; men der er ikke en tøddel mere end de nåde og talent som Gud først gav. Der må ikke være mindre end pligtens forskrifter, og der kan ikke være en tøddel mere end de har fra det først modtagne; og alt må lægges på Kristi retfærdighedsild der renser det for al jordisk stank før det hæver sig en velduftende sky til den store Jehova og accepteres som en liflig vellugt.

Jeg kan spørge, hvordan kan jeg vise sagen som den er? Herren tildeler os alle kræfter, al nåde, al anger, alle tilbøjeligheder, al syndstilgivelse, ved at fremstille Hans retfærdighed for at mennesket kan gribe i levende tro – som også er Guds gave. Hvis I vil samle alt sammen som er godt og helligt og ædelt og elskeligt i mennesker, og så bringe personen frem for Guds engle, som gør en del for menneskesjæles frelse eller fortjeneste, så vil dette forslag forkastes som loyalitetsbrud. Idet de står i nærvær af deres Skaber og ser på den uovertræffelige herlighed som omgiver Hans person, ser de på Guds Lam der gives fra verdens grundlæggelse til et liv i ydmyghed, og forkastes af syndige mennesker, og bliver foragtet, til korsfæstelsen. Hvem kan måle sig med det umådelige offer!

For vor skyld blev Kristus fattig, så vi gennem Hans armod kan blive gjort rige. Og hvad mennesker gør for Gud, vil være langt mindre end ingen ting. Mine anmodninger antages kun fordi de ligger på Kristi retfærdighed. Tanken om at gøre hvadsomhelst for at fortjene tilgivelsens nåde er vildfarelse fra begyndelse til afslutning. ”Herre, i min hånd bringer jeg ingen pris, jeg klynger mig enkelt kun til Dit kors.”

Mennesker kan ikke præstere nogen prisværdige bedrifter, som kan give ham nogen ære. Mennesker har for vane at forherlige mennesker og ophøje mennesker. Jeg gyser ved at se eller høre det, for det er ikke blevet åbenbaret så få gange for mig hvor hjemmelivet og deres hjerters inderste arbejde netop er mennesker fulde af selviskhed. De er fordærvede, urene, onde; og intet som kommer fra alle deres gerninger kan ophøje dem med Gud for alt som de gør er en vederstyggelighed i Hans øjne. Der kan ikke være nogen sand omvendelse uden at opgive synden, og forværring syndens karakter opdages ikke. En dyb erkendelse vil aldrig kunne nås af menneskelige øjne, Guds engle ser at mennesker forhindres af fordærvelig påvirkning, med urene sjæle og hænder, og afgør deres skæbne for evigheden; og dog har mange kun en lille fornemmelse af hvad synd udgør og hvordan det afhjælpes.

Vi hører at der forkyndes så mange ting om sjæles omvendelse som ikke er sandhed. Mennesker uddannes til at tro at hvis et menneske angrer skal han blive tilgivet, tror at anger er vejen, døren til himlen; at der er en vis sikkerhed ved at angre som køb af tilgivelse til ham. Kan mennesker angre af sig selv? Nej mere end han an tilgive sig selv. Tårer, udsyn, beslutninger, alt dette er kun gode øvelser for de evner Gud har givet mennesker, og vende sig fra synd til et bedre liv som er Guds. Hvor er den fortjeneste menneske skal vinde for sin frelse, eller sætte noget frem for Gud som er værdifuldt og fremragende? Kan et offer af penge, huse og jorder sætte sig selv på en fortjeningsliste? Umuligt!

Det er farligt at læse retfærdiggørelse ved tro i stedet for fortjeneste ved tro. Når du tager Kristi retfærdighed som en fri gave, er du retfærdiggjort frit gennem Kristi genløsning. Hvad er tro? ”Fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.” Hebræerne 11,1 Det er et bifald til forståelsen af Guds ord som binder hjertet i villig helligelse og tjeneste til Gud, som gav forståelse, som bevægede hjertet, som drog tankesindet til at se Kristus på Golgatas kors. Tro giver forstandskræfter til Gud, sindets og viljens overgivelse til Gud, og gør Kristus til den eneste dør der går ind i himmeriget.

Når mennesker lærer at de ikke kan fortjene retfærdighed ved deres egen fortjente gerninger, og de ser med fast og fuldstændig tillid på Jesus Kristus som deres eneste håb, vil der ikke være så meget af selvet og så lidt af Jesus. Sjæle og legemer besudles og forurenes af synd, hjertes fremmedgøres fra Gud, alligevel kæmper mange i deres egen begrænsede styrke på at vinde frelsen ved gode gerninger. De tror at Jesus vil gøre noget for frelse; de må hvile. De behøver at se Kristi retfærdighed i tro, som deres eneste håb for tid og for evighed.

Gud har givet mennesker evner og kapaciteter. Gud arbejder og samarbejder med de gaver Han har tildelt mennesker, og mennesker kan, ved at tage del i guddommelig natur og gøre Kristi arbejde, vinde sejr og vinde det evige liv. Herren har ikke i sinde at gøre det arbejde Han har givet mennesker kræfter til at gøre. Menneskers andel må udrettes. Han må være en medarbejder sammen med Gud, bære åg sammen med Kristus, lære Hans sagtmodighed, Hans ydmyghed. Gud er den alt kontrollerende magt. Han overdrager gaverne; han tager imod dem og handler med Kristi nådes kraft som en levende agent.

”Guds bygning er I.” 1. kor. 3,9. Hjertet skal bearbejdet, underlægges, pløjes, harves, tilsås for at frembringe sin høst til Gud, ved at gøre gerninger. ”I er Guds bygning.” I kan ikke opbygge jer selv. Der er en Kraft uden for jer selv, som må gøre kirkens bygning, lægge sten på sten, altid samarbejde med de evner og kræfter som Gud har givet mennesker. Genløseren må finde et hjem i Sin bygning. Gud arbejder og mennesker arbejder. Der behøver at være en stadig optagelse i Guds gaver, for at der kan gives frit ud af disse gaver. Det er en stadig modtagelse og så genopbygning. Herren har gjort det sådan at sjælen skal modtage næring fra Ham, der gives ud igen ved at hans mål udvirkes. Før der kan ske en strøm ud, må der være en indtægt af guddommelighed til menneskene. ”Jeg vil bo hos dem, og vandre i dem.” 2 Korinter 6,16.

Sjælstemplet skal være indviet, helligt, rent og ubesmittet. Der må være et kompagniskab hvori alle kræfterne er af Gud og al æren tilkommer Gud. Ansvaret hviler på os. Vi må tage imod tanker og følelser, og gøre dem udtryksfulde. Menneskeloven og den guddommelige handling gør ham der får dette til en medarbejder sammen med Gud. Det bringer mennesket der hen hvor han kan, sammen med guddommelig, udvirke Guds gerninger. Menneskene berør menneskeheden. Guddommelig kraft og menneskelig agentur i kombination vil være en fuldstændig succes for Kristi retfærdighed der udretter alt.

Mange kommer til kort i deres tjeneste for Gud, fordi de handler, som om Gud er afhængig af dem og ikke omvendt, som om det er deres opgave at fortælle Gud, hvordan han skal bruge dem. De tilsidesætter hans overnaturlige kraft og svigter derfor i udførelsen af et overnaturligt værk. De sætter udelukkende deres lid til menneskelig formåen – det være sig deres egen eller deres trosfællers. De er snæversynede og træffer beslutninger ud fra deres egen begrænsede forståelse. De har behov for forvandling, for de modtager ingen kraft fra det høje. Gud har skænket os krop, intellekt, tid og anledninger, og vi forventes at lægge alle kræfter i arbejdet. Sammen kan Gud og mennesker udføre et arbejde, der rækker langt ind i evigheden. Når mennesker vurderer, at Gud i netop deres tilfælde tager fejl og selv vælger deres egne opgaver, ender det galt.

“For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds“ (Ef 2,8).Her er den sandhed, som – medmindre du fornægter den – er nøglen til at forstå dette emne. Det evige liv er en uendelig stor gave og kan som sådan ikke fortjenes. Fordi gaven er af evighedsværdi, kan vi kun modtage den i tro og i taknemmelighed til Gud. Urokkelig tro vil hverken føre til fanatisme eller ligegyldighed. Det er Satan, der lokker mennesker til at stole på sig selv fremfor på Jesus. Hvis Herrens herlighed skal være vores løn, må Guds retfærdighed være vores banner. Når vi gør Guds vilje, kan vi modtage hans rige velsignelser, men det er ikke vores egen fortjeneste, for det, vi gør, har ingen værdi i sig selv. Gør Kristi gerning. Så vil I ære Gud og mere end sejre gennem ham, som har elsket os og givet sit liv for os, for at vi kunne få liv og frelse i Jesus Kristus.