- Tilbage

1888-materialer, kap 116, - . marts 1891 - »Fare for at indføre verdslige fremgangsmåder i Guds værk.«

Medens jeg arbejdede i Salamanca, New York,* var jeg i forbindelse med Gud om natten. Jeg var borttaget, og væk fra mig selv, til forsamlede i forskellige stater, hvor jeg frembar et bestemt irettesættelses og advarsels-vidnesbyrd. På Battle Creek var et råd af prædikanter og ansvarlige mænd fra forlagshuset og andre institutioner sammenkaldt, og jeg hørte dem som var samlet, i ingen venlig ånd, komme frem med synspunkter og fremhæve normer for godkendelse der fyldte mig med ængstelse og sorg.

For nogle år siden, mindes jeg en lignede erfaring, og Herren åbenbarede mig der mange ting af livsvigtig betydning, og gav mig advarsler der måtte overgives til dem i fare. Om natten den 3. november, blev disse advarsler bragt til mit sind, og jeg blev pålagt at viderebringe dem til dem i ansvarlige tillidsembeder, og at jeg ikke måtte svigte her, ej heller blive modløs. Der var lagt nogle ting ud for mig som jeg ikke kunne fatte; men den forsikring var givet mig at Herren ikke ville lade sit folk være indhyllet i tåger af verdslig skepsis og vantro, bundet op i bundter med verden; men hvis de ville høre og følge hans røst, afgive lydighed til hans bud, vil han lede dem over al skepticismens og utroens tåger, og sætte deres fødder på den Klippe, hvor de kan indånde den sikkerhedens og sejrens atmosfære.

Medens jeg var i alvorlig bøn, var jeg borte fra alt omkring mig; rummet var fyldt med lys, og jeg bar et budskab til et møde der forekom at være en General Konferense. Jeg var rørt af Guds ånd til at gøre den mest alvorlige appel; for jeg var blevet indprentet at en stor fare var for os ved arbejdets hjerte. Jeg har været, og stadig var, nedbøjet af sorg og i sind og legeme, bebyrdet med den tanke at jeg måtte bære et budskab for vort folk på Battle Creek for at advare dem mod en linie der ville adskille Gud fra forlagshuset.

Herrens øjne var bøjet mod folket i sorg og blandet med mishag, og ordne blev sagt: »Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.« Han som græd over det forhærdede Israel, og ikke tog sig af deres uvidenhed om Gud og Kristus deres forløser, ser på arbejdets hjerte i Battle Creek. Stor fare var omkring folket, men nogle vidste det ikke. Utroskab og forhærdelse gjorde deres øjne blinde, og de stolede på menneskelig kundskab i vejledningen af de mest vigtige interesser i Guds sag med hensyn til udgivelses arbejdet. I den menneskelige bedømmelses svaghed, tog mennesker styringen i deres begrænsede hænder, medens Guds vilje, Guds veje og råd, ikke var søgt som absolut nødvendige. Mennesker af en hårdnakket og jernhård vilje, både i og uden for deres embede, forenede sig* besluttet på at tvinge visse forholdsregler igennem efter deres egen bedømmelse. Jeg sagde til dem: "I kan ikke gøre sådan. Styringen af disse store interesser kan ikke fuldt tilhøre dem som tilkendegiver at de har lille erfaring i Guds sager, og har ingen åndelig dømmekraft. Guds folk ud over vore rækker må ikke, på grund af dårlig ledelse på de fejlende menneskers del, have deres tillid rystet i disse vigtige interesser i arbejdets hjerte, som har en bestemt indflydelse på vore menigheder i de Forenede Stater og udlandet. Hvis I lægger jeres hænder på udgivelses arbejdet, dette store Guds redskab, for at sætte jeres præg og påskrift på det, vil I finde at det vil være farlig for jeres egene sjæle, og katastrofalt for Guds arbejde. Det vil være en stor synd i Guds øjne som Uzzas synd var da han lagde hans hånd på for at støtte arken. Der er dem som er gået ind i andres menneskers arbejde, og alt det Gud kræver af dem er at handle retfærdigt, at elske barmhjertighed, og vandre ydmygt med Gud, at arbejde samvittighedsfuldt som mennesker der er sat i gang af det folk der skal gøre den gerning der er betroet i deres hænder. Nogle har svigtet i at gøre dette, som deres gerning bevidner. Hvad end deres stilling er, hvad end deres ansvar er, hvis de har så meget magt som Akab havde vil de finde at Gud er over dem, og at hans herredømme er størst."

Lad ingen af disse medarbejdere ophøje sig selv, og prove at gennemføre deres ideer uden Guds folks anerkendelse og samarbejde. Det vil ikke lysses for det, for Gud vil ikke tillade dette. Grundlaget for institutionerne blandt os, blev lagt som offer. De tilhører folket, og alle som fornægter sig selv, og gør store eller små ofre efter deres evner, for at få disse redskaber i anvendelse, bør føle at de har en særlig interesse for dem. De bør ikke miste deres interesse, eller blive modløse om værket får frem gang. Idet de sidste dages farer går tættere på os, bør de bede alvorligere så arbejdet kan få fremgang. De som har løftet byrderne da arbejdet var hårdest, bør få del i de vigtigste rådsmøder; for de har gjort en del da deres samråd blev betragtet langt mere højtlideligt og helligt end det er nu. Intet forbund skulle være dannet af ikke-troende; ej heller skulle I kalde visse udvalgte sammen som tænker som I gør, og som siger Amen til alt hvad du foreslår, medens andre er udelukket som I tror ikke vil være i harmoni. Jeg er blevet vist at der var stor fare for at gøre dette.

»Thi så sagde Herren til mig, da hans hånd greb mig med vælde og han advarede mig mod at vandre på dette folks vej: Kald ikke alt sammensværgelse, hvad dette folk kalder sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! Hærskarers Herre, ham skal I holde hellig, han skal være eders frygt, han skal være eders rædsel... Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde.« Verden skal ikke være vort kendemærke. Lad Herren arbejde, lad Herrens røst blive hørt.

Dem som arbejder i en hvilken som helst gren af værket hvorved verden kan omdannes, må ikke gå i forening med nogen som ikke kender sandheden. Verden ville ikke kende Faderen og Sønnen, og de har ingen åndelig bedømmelse med hensyn til vort arbejdes karakter, med hensyn til hvad vi skal gøre og ikke skal gøre. Vi må adlyde de ordrer der kommer oven fra. Vi skal ikke høre på de råd og eller følge de planer der foreslået af ikke-troende. Forslag af dem der ikke kender det arbejde som Gud gør i denne tid vil være som at svække Guds redskabers kraft. Ved at tage imod sådanne forslag, er Kristi råd gjort værdiløse.

I det hele taget værnes der for lidt om frygten for, og kærligheden og ærbødigheden til himlens Gud. Der er for lidt tro på Hans forsyn, på sager der angår hans sag, på dem som er forbundet med den aktive ledelse i forlagshusene. Hvorfor er det sådan? Fordi de ikke er åndeligt forstandige. Den store fare er faktisk at mennesker lever så langt fra Jesus, at de ikke erkender hans røst, tager imod hans råd, holder sig på hans vej, og ærer hans navn; de bliver selvophøjede, og vanrer i gnisterne af deres egen optænding. Således forstår de ikke Satans bedrag, og forledes til at tage forhåndsregler der virker rigtige, selvom de er tilskyndet af Guds og menneskens fjende, til at sætte menneskers form på værket, vanære Guds navn.

Siden 1845 har farerne for Guds folk fra tid til anden været lagt åben for mig, og jeg er blevet vist de farer som vil tiltage omkring resten i de sidste dage. Disse farer er blevet vist for mig ned til nutiden. Store scenerier vil snart åbne sig for os. Herren kommer med kraft og megen herlighed. Og Satan ved at hans tilranede myndighed snart vil for evigt være til ende. Hans sidste anledning til at opnå kontrol i verden ligger snart foran ham, og han vil gøre de mest ihærdige anstrengelser for at fuldbyrde ødelæggelse af jordens indbyggere. Dem som tror sandheden må være som trofaste skildvagter på vagttårnet, ellers vil Satan fremkalde særlige fornuftslutninger mod dem, og de vil give udtryk for meninger som vil bedrage de indviede og helligede mennesker. Satans fjendskab mod det gode vil blive tydeligere og tydeligere efterhånden som han sætter sine kræfter i gang i hans sidste oprør; og enhver sjæl der ikke er helt omgivet af Gud, og fylde med guddommelig kraft, vil danne en sammenslutning med Satan mod himlen, og forene sig i et slag mod universets Hersker.

Herrens øjne er over alt i arbejdet, over alle planer, over ethvert sinds forestillinger; han ser under tingenes overflade; skelner hjertets tanker og hensigter. Der er ikke en mørkets handling, ikke en plan, ikke en hjertets indbildning, ikke en tanke i sindet som han ikke ser, men læser det som en åben bog. Enhver handling, ethvert ord, ethvert motiv, er nøjagtigt optegnet i optagelsesbøgerne af den store Hjertesøger som siger, »Jeg kender dine gerninger.«

Jeg var blevet vist at Israels tåbeligheder på Samuels dage vil blive gentaget blandt Guds folk i dag medmindre der er større ydmyghed, mindre tillid til selvet, og mere tillid til Herren Israels Gud, folkets hersker. Det er kun ved guddommelig kraft kombineret med menneskelige anstrengelser at arbejdet vil stå sin prøve. Når mennesker ikke længere lærer af mennesker eller deres egen bedømmelse, men Gud giver dem tillid, vil det blive gjort klart alle steder ved ånds ydmyghed, ved mindre tale og meget mere bøn, ved at udøve varsomhed i deres planer og handlinger. Disse mennesker vil åbenbare den kendsgerning at afhængighed er i Gud, så de har Kristi sindelag.

Igen og igen er jeg blevet vist at Guds folk i disse sidste dage ikke kan være sikker på at stole på mennesker, og gøre det kødelige til deres forsvar. Sandhedens mægtige flækkekniv har taget dem ud af verden som ujævne stene der skal brydes og tilhugges og poleres for de himmelske bygninger. De må udhugges af profeterne med irettesættelse, advarsel, formaning og råd, så de kan formes efter den himmelske Skabelon; det er Talsmandens særlige arbejde, at omdanne hjerte og karakter, så mennesker kan følge Herrens vej .

Jeg hæver nu min røst i advarsel; for I er i fare. Folk skal vide at når faren truer dem; skal de ikke efterlades i mørke. ”Menneskesøn! Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og du ikke advarer ham eller for at bevare hans liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin gudløshed og sin vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl. Og når en retfærdig vender sig fra sin retfærdighed og gør uret, og jeg lægger anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin synd, og den retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din sjæl.”

Siden 1845 har farerne for Guds folk fra tid til anden været lagt åben for mig, og jeg er blevet vist de farer som vil tiltage omkring resten i de sidste dage. Disse farer er blevet vist for mig ned til nutiden. Store scenerier vil snart åbne sig for os. Herren kommer med kraft og megen herlighed. Og Satan ved at hans tilranede myndighed snart vil for evigt være til ende. Hans sidste anledning til at opnå kontrol i verden ligger snart foran ham, og han vil gøre de mest ihærdige anstrengelser for at fuldbyrde ødelæggelse af jordens indbyggere. Dem som tror sandheden må være som trofaste skildvagter på vagttårnet, ellers vil Satan fremkalde særlige fornuftslutninger mod dem, og de vil give udtryk for meninger som vil bedrage de indviede og helligede mennesker. Satans fjendskab mod det gode vil blive tydeligere og tydeligere efterhånden som han sætter sine kræfter i gang i hans sidste oprør; og enhver sjæl der ikke er helt omgivet af Gud, og fylde med guddommelig kraft, vil danne en sammenslutning med Satan mod himlen, og forene sig i et slag mod universets Hersker.

I et syn der blev givet i 1880 spurgte jeg, "Hvor er sikkerheden for Guds folk i disse farefulde dage?" Svaret var, "Jesus gør mellemkomst for hans folk, selvom Satan står ved hans højre hånd for at modstå ham." »Men Herren sagde til Satan: »Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?« Som menneskets mellemmand og forsvarer, vil Jesus lede alle som er villig til at blive ledt, og sige, "Følg mig opad, skridt for skridt, hvor retfærdighedens sols klare lys skinner."

Men ikke alle følger lyset. Nogle bevæger sig bort fra den sikre sti, hvor ethvert skridt er en ydmyghedens sti. Gud har betroet hans tjenere et budskab for denne tid; men dette budskab falder ikke i enhver enkelthed sammen med alle de ledende menneskers forestillinger, og nogle kritiserer budskaberne og budbærerne. De vover endda at afvise irettesættelses ordene som er sendt til dem fra Gud gennem hans Helligånd.

Hvilken ekstra kraft har Herren, som han kan nå dem med, der har tilsidesat hans advarsler og irettesættelser, og har anset Guds Ånds vidnesbyrd for at være ingen højere kilde end menneskelig klogskab? Hvad kan du gøre ved dommen, når du ikke har givet dette offer til Gud som en undskyldning for at vende dig fra de beviser han gav for at Gud var med i arbejdet? »Af deres frugter skal I kende dem.« Jeg vil ikke nu opremse de vidnesbyrd der er givet for jer i de sidste to år i Guds behandling af hans udvalgte tjenere; men det nuværende vidnesbyrd for hans arbejde er åbenbaret jer, og I er nu under pligt til at tro. I kan ikke forsømme Guds advarselsbudskaber, og kan ikke forkaste eller behandle dem let, uden fare for uendelig tab. Smålig kritik, latterliggørelse og fordrejelse kan der kun gives efter for, mod at det koster din egen sjæls nedværdigelse. Ved brug af sådanne våben opnår du ikke kostbare sejre, men snarere forsimpler sindet og adskiller sjælen fra Gud. Indviede ting bringes ned til et tarveligt niveau, og en tilstand af tingene dannes som behager mørkets fyrste og volder Guds Ånd sorg. Smålig kritik efterlader sjælen som blottet for duggen på græsset som bakkerne på Gilboa var fattig for regn. Dem som føjer sig i spot og fordrejelse kan ikke lægge sin lid til dommen. Der kan ikke lægges vægt på deres råd og beslutsomhed. Du må bære de guddommelige legimitioner før du gør beslutsomme træk til at udforme arbejdet i Guds sag.

At anklage og kritisere dem som Gud bruger er at anklage og kritisere Herren som har sendt dem. Alle behøver at opdyrke deres religiøse evner, så de har den rigtige skarpsindighed i religiøse ting. Nogle har svigtet i at skelne mellem rent guld og bare glitren, mellem det virkelige indhold og skyggen.

De fordomme og opfattelser der var fremherskende i Minneapolis* er ikke døde på nogen måde; og frøene der blev sået der i nogle hjerter er klar til at springe ud i liv og bære en lige så stor høst. Toppene er skåret ned, men rødderne er aldrig blevet rykket op, og de vil stadig bære deres uhellige frugter til af forgifte omdømmet, trodse sanserne, og forblinde deres forståelse som du er i forbindelse med, med hensyn til budskabet og budbringerne. Når du ved fuldstændig indrømmelse ødelægger bitterhedens rødder, vil du se lyset i Guds lys. Uden dette gennemgribende arbejde vil du aldrig rense dine sjæle. Du behøver at studere Guds ord med et formål, ikke for at bekræfte dine egne ideer, men for at få dem bragt i orden, for at få dem fordømt eller godkendt, om de er eller ikke i harmoni med Guds ord. Bibelen skulle være din følgesvend hele tiden. Du skulle studere vidnesbyrdene, og ikke udplukke visse sætninger til hvad du finder for godt, til at styrke dine påstande, medens du ser bort fra tydeligste udtalelser som er givet for at korrigere din fremgangsmåde.

Der har været frafald fra Gud blandt os, og det nidkære arbejde i omvendelse og tilbagevenden til vor første kærlighed der er betydningsfuld for genindsættelse af Gud og hjertets fornyelse er endnu ikke sket. Utroskab har gjort sit strejftog i vore rækker; for det har været en mani at forlade Kristus, og give plads til skepticisme. Hos mange har hjertets råb været, »Vi ønsker ikke, at den mand skal være konge over os.« Baal, Baal, er (468) valget. Religionen blandt mange af os vil være det faldne Israels religion, fordi de elsker deres egen vej, og forlader Herrens vej. Den sande religion, den eneste religion i Bibelen, som lrer tilgivelse kun gennem en korsfæstet og opstanden Frelsers fortjeneste, som forsvarer retfærdighed ved tro på Guds Søn, har været ringeagtet, talt imod, latterliggjort og afvist.* Den har været anklaget for at lede til henrykkelse og fanatisme. Men det er Jesu Kristi liv i sjælen, det er det aktive kærligheds princip, tildelt af Helligånden, som alene vil gøre sjælen trofast over for gode gerninger. Kristi kærlighed er magten og styrken i ethvert budskab om Gud der altid falder fra menneskelige læber. Hvilken salgs fremtid er for os hvis vi skal svigte i at komme i troens enhed?

Når vi er forenet i den enhed Kristus bad for, og den lange strid som har været holdt oppe gennem satanisk virksomhed vil ende, skal vi ikke se mennesker opfinde planer efter verdens orden fordi de har intet åndeligt syn til at erkende åndelige ting. De ser nu mennesker som træer der vandrer, og de behøver den guddommelige berøring, så de kan se som Gud ser, og arbejde som Kristus arbejdede. Da vil Zions vagtmænd i enstemmighed støde i basunen med klarer og højere toner; for de vil se sværdet komme, og indse den fare hvori Guds folk er sat.

I vil få brug for at lave lige stier for jeres fødder, for ikke at de haltende vendes bort fra vejen; Vi er omgivet af lamme og haltende i troen, og I skal hjælpe dem, ikke ved at vakle selv, men ved at stå oprejst, som mennesker der har været prøvet, i princippet som en fast klippe. Jeg ved at et arbejde må gøres for folket, ellers vil mange ikke være beredt til at modtage lyset af den engel der er sendt ned fra himlen for at oplyse hele jorden med hans herlighed. Tro ikke at I vil blive fundet som kar til ære i sildigregnens tid, for at modtage Guds herlighed, hvis I løfter jeres sjæle op til tomhed og siger fordærvede ting og i hemmelighed værner om bitterhedens rødder. Guds mørke mine vil helt sikkert være over enhver sjæl som værner om og nærer disse splidens rødder og besidder en ånd der er så ulig Kristi ånd.

Som Herrens ånd hvilede over mig, følte jeg at være til stede i en af jeres rådssamlinger. En af jeres rejste sig; hans optræden var meget bestemt og alvorlig som han holdt et blad op for jer. Jeg kunne tydeligt læse bladets overskrift; det var Amerikansk skildvagt.* Kritik gik da over bladet og over karakteren af de artikler der dermed blev udgivet. Dem i rådet pegede på visse passager, og erklærede at dette måtte skæres væk, og at det måtte ændres. Strenge ord blev brugt i kritikken af bladets metoder, og en streng ukristen ånd tog overhånd. Stemmerne var bestemte og trodsige.

Min fører gav mig ord til advarsel og irettesættelse til at sige til dem som tog del i denne adfærd, som ikke var langsomme til at udtrykke deres anklager og fordømmelse. I sit hovedindhold blev irettesættelsen givet således: Herren har ikke ledt dette møde, og der er en stridsånd blandt rådsmedlemmerne. Disse menneskers sind og hjerter er ikke under Guds Ånds styrene indflydelse. Lad vor tros modstandere være den som inspirer og udvikler sådanne planer som I nu diskuterer. Fra verdens synsvinkel er nogle at disse planer ikke ubehagelige; men de skal ikke gennemføres af dem som har himlens lys. Det lys som Gud har givet burde respekteres, ikke kun for jeres egen sikkerhed, men også for Guds menigheds sikkerhed. De skridt der nu tages af disse få kan ikke følges af Guds restfolk. Jeres kurs kan ikke understøttes af Herren. Det er gjort klart ved jeres fremgangsmåde at I har lagt jeres planer uden hans hjælp som er mægtig i råd; men Herren vil arbejde. Dem som har kritiseret Guds værk behøver at få deres øjne salvet, for de har følt sig mægtige i deres egen styrke; men der er Én som kan binde den mægtiges våben, og tilintetgøre kloge og forsigtige råd.

Det budskab vi skal bære er ikke et budskab hvor mennesker behøver at krybe sammen for at forkynde. De skal ikke søge at omskærme det og skjule dets oprindelse og hensigt. Dets forsvarere må være mennesker som ikke vil tie stille dag eller nat. Som dem der har givet højtidelige løfter til Gud, og som har været hvervet som budbringere fra Kristus, som tjenere af Guds nådes hemmeligheder, er vi under forpligtelse til nøjagtigt at udtale os for hele Guds råd. Vi skal ikke gøre de særlige sandheder, som har adskilt os fra verden og gjort os til det vi er, mindre fremstående; for de er fyldt med evige interesser. Gud har givet os lys med hensyn til de ting som nu finder sted i den sidste rest af tiden, og med pen og stemme skal vi forkynde sandheden for verden, ikke på en tam og åndsløs måde, men i Åndens tilkendegivelse og Guds kraft. De største konflikter er indviklet i budskabets fremme, og virkningerne af dets kundgørelse når for øjeblikket til både himmel og jord.

Kampen mellem de to store kræfter, godt og ondt vil snart ende; men indtil tiden får (471) ende vil der være uafbrudte og skarpe styrkeprøver. Vi skulle nu tage til hensigt, som Daniel og hans venner i Babylon gjorde, at vi vil være tro mod principper, og ske hvad der vil. Den flammende ildovn ophedes syv gange varmere end den var vant til at blive ophedet og fik ikke disse trofaste Guds tjenere til at vende bort fra sandhedens forening. De stod faste i prøvens tid og blev kastet i ovnen, og de var ikke forladt af Gud. Skikkelserne af de fire kunne ses vandre med dem i flammerne, og de kom frem og havde ikke en gang ildens lugt på deres klæder.

Løvekulen afskrækkede ikke Daniel fra at fastholde sig til sine pligter. Han skjulte ikke hans mål eller blegnede hans rødme, fordi døden truede ham, hvis han stod standhaftig med sin Gud. Tre gange om dagen søgte han Sin Herre, på trods af kongens dekret, i sit kammer med vinduerne åbne mod Jerusalem. Han blev kastet i løvekulen men Gud befriede ham.

Lad os se på Elias’ sag. Tiden var kommet hvor han skulle møde sin dødelige fjende, den grusomme Akab, Isrels egenhersker, frafaldet sine fædres religion. I vrede spørger kongen: ”Er du ham som har bragt Israel i ulykke?” Blev Elias svag foran kongen? Kryber han sammen og dækker sig, og tyr til smiger, for at formildeden oprevne herskers følelser? Israel havde forvansket sin vej, og svigtet alliancens sti til Gud, og skal profeten nu forråde den hellige betroelse, for at bevare sit liv? Profeterer han glatte ting for at behage kongen, og få hans gunst? Vil han gå uden om problemet? Vi han skjule den virkelig årsag for kongen, hvorfor Guds domme er faldet over Israels land? Nej; som Guds budbringer må han proklamere sandheden, den sandhed som situationen påkræver. Han bærer en stor vægt af sorg, på grund af Israels frafald. Han må fremholde deres mangler for dem, så de kan ydmyge sig selv i Herrens øjne, så hans hæftige anger vendes bort fra dem. Elias’ ansigter oprev kongen, og svarede: ”Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din faders hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til ba'alerne!”

I dag er verden fuld af smiger og hykleri; men Gud forbød at dem som gør krav på at være beskyttere af indviede sandheder skulle forråde Guds sags interesser på grund af antydninger og bedrag fra fjenden af al retfærdighed.

Der er ingen tid nu til at stille os selv på overtræderne af Guds lovs side, for at se med deres øjne, og høre med deres ører, og forstå med deres forvanskede sanser. Vi må stå sammen. Vi må arbejde for at blive en enhed, for at være hellige i liv og rene i karakter. Lad dem som bekender at være tjenere af den levende Gud ikke længere være bøjet ned til afguden af menneskers meninger, ikke længere være slaver af nogen skammelig lyst, ikke længere være et besmittet offer for Herren, en syndsbefængt sjæl.
Ellen G. White.