1888-materialer, kap 131, - 22. november 1892 - »De sidste dages farer og privilegier.«
For Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden i forventning om det salige håb og den store Guds og vor frelser Jesu Kristi herlige tilsynekomst, han, som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger." (Titus 2,11-14)
Jesu Kristi genkomst var det velsignede håb for den første kristne menighed. Apostlenes skrifter viser os menighedens frydefulde forventning af Guds søns tilsynekomst fra himmelen. Så længe som kristi bekendende efterfølgere var besjælede af dette håb, var de Verdens lys. Men det var imod satans plan, at de skulle være verdens lys; og fordi ondskaben greb om sig, blev manges kærlighed kold. Den utro tjener tænker ved sig selv: "Min herre lader vente på sig." (Matt 24.48. ) Da han taber troen på Jesu genkomst, begynder den utro tjener at slå løs på sine medtjenere og spise og drikke med svirebrødre. Satan havde travlt med at få indskudt falske læresætninger for at forårsage frafald i den første menighed, hvorved der opstod vantro med hensyn til Kristus og hans komme. Guds og menneskers fjende kastede sin djævelske skygge tværs over de troendes by og lod tåge skjule håbets stjerne, så de endog tabte troen på den store Gud og Frelsers Jesu Kristi herlige komme.
Det, der havde været uendeligt dyrebart for dem, tiltrak dem ikke mere, fordi Satans specielle vrangforestillinger næsten totalt forblindede dem, så de ikke kunne se, det strålende frelsens lys, som den korsfæstede og opstandne frelser vandt for os; og mennesker vildledtes til at søge forsoning gennem deres egne gerninger, ved faste, bod og pengegaver til kirken. Det tiltalte det naturlige menneskehjerte mere at søge retfærdiggørelse i kraft af sig selv, end at søge at blive retfærdiggjort igennem omvendelse og tro, i tillid og lydighed imod sandheden. Under frafaldets tidsaldre, dækkede mørket jorden og formørkede menneskers sind; men reformationen vækkede jordens indbyggere op fra deres dødlignende "søvn" og mange vendte sig bort fra deres forfængelige tomhed og overtro, fra præster og bodsøvelser, til at søge den levende Gud og ransage hans hellige ord for sandhed såvel som for skjulte værdier. De begyndte at arbejde i sandhedens grube for at fjerne det menneskeskabte snavs, der havde skjult de dyrebare sandhedens ædelstene. Men lige så snart, reformationen begyndte, gik Satan beslutsomt i gang med endnu ivrigere at trælbinde mennesker med overtro og fejltagelser. Da, det gik op for ham, at han ikke kunne forhindre dem i at ransage Guds Ord eller få dem til at vige fra at ville finde sandheden ved at henlede deres opmærksomhed på fejlagtige læresætninger, tænkte han på at skræmme dem ved trusler og forfølgelser, for således at kvæle det himmelske lys, der skinnede på mennesker og åbenbarede Guds karakter og afslørede ærkebedragerens ondskab.
Det Satan har forført mennesker til at gøre i fortiden, vil han om muligt forsøge at få dem til at gøre igen. Den tidlige kirke blev vildledt af Guds og menneskers fjende og der kom frafald i rækkerne hos dem, der bekendte sig til at elske Gud; også i dag vil Guds folk, medmindre, de vågner op af deres slummer, bliver taget uforvarende ved Satans list. Hvor mange er der mon iblandt dem, der erklærer, at de tror, Frelseren kommer snart, der dog er lunkne, hvor mange af dem har mon mistet deres første kærlighed og falder ind under den beskrivelse, der er givet af Laodikea menigheden, som værende hverken varme eller kolde? Satan vil gøre sit yderste for at holde dem i en tilstand af ligegyldighed og sløvhed. Må Herren åbenbare for folket den risiko, de løber, for at de må vågne op af deres åndelige søvn og ordne deres lamper, så de er rede, når brudgommen kommer tilbage.
Den tid, vi lever i, er begivenhedsrig og fuld af farer. Rundt omkring er der flere og flere tegn på at verdens ende står for døren og at der vil ske ting, mere gruopvækkende, end verden og nogensinde før har oplevet: "Når de siger: "Fred og ingen fare!" da er undergangen pludselig over dem." (1Tess. 5,3a) Men til dem, der har sandhedens lys, står der skrevet:"I, brødre! lev ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. For I er alle lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til. Så lad øs da ikke sove, som de andre; men lad os våge og være ædru." (1Tess. 5,4-6) For vi erkender, at det nu er på høje tid at vågne op af vores slummer:" for nu er frelsen os nærmere, end da vi først kom til at tro. Natten er snart omme og dagen er for hånden. Derfor "lad os aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben." (se Rom 13,11-12) Våg derfor: for I ved ikke hvornår jeres Herre kommer ved aften, eller ved midnat, eller ved hanegal eller om dagen; våg for at han ikke skal finde jer sovende.
Der er et stort behov for, at vor svækkede tro burde oplives, og at vi altid holder tegnene på, at vor Herre snart kommer, for øje, så vi altid ikke bare vil blive fundet ventende, men vågende og arbejdende. Vi må ikke blive fundet i ledig forventning; for dette fører til ligegyldighed i livet og karaktermangel. Vi må erkende, at Guds dom er ved at falde angående jorden og vi bør med allerstørste alvor forkynde for menneskene, det Herren har påbudt os: "For da skal der komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme." (Mat. 24,21) "Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; før himlens kræfter skal rystes og da skal de se menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig." (Luk 21,26-28)
Lad enhver, der hævder at tro at Herren kommer snart, ransage skrifterne som aldrig før; for Satan prøver ihærdigt ethvert muligt kneb for at holde sjæle i mørke og gøre dem blinde for de farefulde tider vi lever i. Lad enhver troende gribe sin bibel med alvorlig bøn, om ved Helligåndens lys at måtte erkende sandheden så at han erfarer mere om Gud og Jesus Kristus sendt af Ham. Søg efter sandheden som efter skjulte skatte og skuf fjenden. Netop nu er det en prøvelsernes tid, for den tredje engels høje råb er begyndt at forkynde Kristi retfærdighed den tilgivende Frelser. Hermed begynder han at udsende strålende lys, hvis herlighed skal oplyse alverden. Enhver, der har modtaget dette advarselsbudskab, er kaldet til at ophøje Jesus at vise ham til verden som forbillede, skjult i symboler, åbenbaret ved profeterne og gjort kendt ved den undervisning, der blev givet hans disciple, samt ved de underfulde mirakler, der blev givet for menneskers øjne. Ransag skrifterne, for det er dem, der vidner om ham.
Hvis du vil holde ud i prøvelsernes tid må du kende Kristus og modtage hans retfærdighed som den gave, han skænker den angrende synder. Menneskelig visdom formår ikke at udvirke en frelsesplan, her er menneskelig tænkning frugtesløs. Resultater af den højest mulige menneskelig styrke er uden værdi ved siden af den guddommelige lærers storslåede plan. Intet gran af ære kan tilskrives mennesker al menneskelig hjælp og ære falder til jorden værdiløs overfor den sandhed, at den eneste mulige frelse fås i kraft af Jesus. Mennesket har den forret at kunne have fællesskab med Kristus, således at den menneskelige og guddommelige natur forbindes og på dette fællesskab må menneskets håb alene hvile; for det er, når Guds Ånd rører sjælen, at den modtager kraft og mennesket bliver en ny skabning i Kristus Jesus. Han blev åbenbaret for at bringe livet og udødeligheden frem i dagens lys. Han siger" De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og liv." (Joh 6.63b) Salmisten erklærer:" Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt (Sl 119,130).
Så lad os da studere Guds Ord, for at vi kan kende ham, i hvem der slet intet mørke er. Jesus siger: "Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys." Det emne, som tiltrækker synderens hjerte, er Kristus og ham korsfæstet. På Golgatas kors åbenbares Jesus kærlighed, som absolut intet kan lignes ved. Forkynd ham således til de hungrende folkemasser og hans kærligheds lys vil vinde mennesker fra mørke til lys, fra overtrædelser til lydighed. Betragte Jesus på Golgata kors, vækker mere end noget andet samvittigheden, så den indser syndens hæslige karakter. Det var den, der forårsagede Guds dyrebare søns død og synd er overtrædelse af Guds lov. På ham blev alle vore synder lagt. Synderen samtykker nu i, at loven er god; for han erkender, at den fordømmer hans slette gerninger og samtidig bevirker den, at han højt ophøjer Gud for hans mageløse kærlighed, der giver ham frelse gennem indpodet retfærdighed ved Ham, som ikke, selv kendte til at synde; i hvis mund der aldrig fandtes svig.
Sandheden har en mægtig virkning, for gennem lydighed forandres personligheden til en voksende lighed med Jesus. Det er den sandhed, der er i Jesus, som levendegør samvittigheden og forvandler karakteren; når Helligånden virker for Jesus i hjertet. Men der er mange, med manglende åndelig forståelse, der bare opfatter ordene alene og finder at ordene ikke formår at opvække sjælen eller hellige hjertet, for de var ikke ledsaget, af Helligånden. Man kan være i stand til at citere fra det. gamle og det nye testamente og muligvis være velkendt med budene og løfterne i Guds Ord; men med mindre Helligånden sender sandheden "hjem" til hjertet og oplyser sjælen med guddommeligt lys, vil hjertet ikke blive sønderbrudt ved sandhedens klippe; for det er den guddommelige vejleder, der forener sjælen med Gud. Uden oplysning ved Helligånden, vil vi bukke under for Satans mesterlige fristelser og bedrag; fordi vi ikke ud fra os selv kan skelne det sande fra det falske. Kampen imellem mørkets fyrste og lysets konge er i sidste fase; og snart vil fjendens falsknerier sætte kvaliteten i vor tro på prøve. Satan vil gøre mirakler for øjnene af dyret og bedrage "dem, der bor på jorden ved hjælp af de mirakler, han har magt til at udføre for dyrets øjne." (Åb 13)
Men skønt mørkets fyrste vil arbejde for at dække jorden med mørke og formørke menneskers sind, vil Herren åbenbare sin livsforvandlende kraft. Et arbejde må gøres på jorden i lighed med det, der skete, da Helligånden blev udgydt over disciplene i den allerførste kristne tid, da de prædikede Jesus og ham som korsfæstet. Mange vil blive omvendt på een dag; for budskabet vil udgå med kraft. Så kan der siges:" Vort evangelium kom ikke til jer i ord alene; men i kraft og i Helligånd og fuld vished. Det er Helligånden, der drager mennesker til Kristus for at åbenbare Guds væsen for synderen. Jesus siger: "Han skal herliggøre mig; for han skal tage af mit og forkynde jer det." (Joh 16,14)
Helligåndens arbejde er storslået og grænseløst. Fra dette kildevæld strømmer al kraft og duelighed ud til Guds tjenere. Helligånden giver tryghed, den er sjælens direkte kontakt med Jesus selv. Den, der ser op til Kristus i enkel barnlig tro, bliver formet i lighed med og får del i den guddommelige natur, gennem Helligåndens virke. Under Guds Ånds ledelse bliver den kristne fuldkommen i Ham, som er alle tings overhoved. Som Kristus blev herliggjort pinsedag, således vil han igen blive æret gennem evangeliets sidste kald, når han skal forberede sine til at stå fast under de sidste prøvelser, i den store strids sidste kamp. Profeten siger følgende om fjendens slagplan:
Og jeg så et andet dyr stige op af jorden og det havde to horn ligesom et lam, men talte som en drage. Og det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne og får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødshug blev lægt. Og det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himmelen ned på jorden for menneskenes øjne. Og det forfører dem, der bor på jorden, ved de tegn, som det fik magt til at gøre for dyrets øjne og det opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret, der har sværdhugget, men atter kom til live. Og det fik magt til at give dyrets billede livsånde, så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede." (Åb 13,11-15) "De skal føre krig mod Lammet og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste."(Åb 17,14.) "Derefter så j eg en anden engel komme ned fra Himmelen; han havde stor magt og jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med vældig røst og sagde:" Faldet, faldet er Babylon, den store og den er blevet bolig for dæmoner og tilhold for alskens urene ånder og tilhold for alskens urene og afskyede fugle! Og jeg hørte en anden røst sige fra Himmelen:" Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når Himmelen og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu." (Åb 18,1-2 og 4-5)
Guds folk må ikke gøre fælles sag med verden og det onde deri, de må kaldes ud derfra for at stå kampberedte for Herren imod mørkets magter. Når jorden bliver oplyst med Guds herlighed, skal vi se et arbejde magen til det, der blev gjort, da disciplene forkyndte den opstandne mægtige frelser. Himlens lys gennembrød de formørkede sind hos dem, der havde været bundet af Kristi fjenders bedrag og de falske forestillinger om ham blev kasseret, for ved Helligåndens overbevisning så de nu på Jesus, som på den, der var ophøjet til Konge og Frelser, for at virke omvendelse i Israel og fjerne synderne. De så ham omgivet af himmelens herlighed, med uforlignelige skatte i hænderne, at skænke til dem, der vendte sig væk fra deres oprør. Da apostlene gav det ophøjede budskab om Gud Faders enbårne søn var der 3000 sjæle, hvis hjerter det stak i og de fik øjnene op for hvor syndige og. vanhellige; de selv var og de så Kristus som deres Frelser og befrier. Kristus blev ophøjet, Kristus blev æret, ved Helligåndens kraft over mennesker. Med troens øjne så disse troen.
De sagde til hverandre:" det er ham, den selv samme, der blev anklaget for frådseri, for at spise med toldere og syndere, ham, der blev bundet, pisket og korsfæstet. Vi tror på ham, som Guds søn, konge og frelser." Åbenbaringer af Kristus ved Helligånden gav dem klarsyn for hans kraft og majestæt og de rakte hænderne op imod ham og råbte,: "Jeg tror!" Sådan var det den gang, tidligregnen faldt; men sildigregnen vil blive endnu mere overstrømmende. Menneskehedens frelser vil få ære og jorden vil blive badet i et strålende lyshav ved hans retfærdighed. Han er lysets kilde og himlens port har stået på klem og ladet lyset skinne ned på Guds folk, for at de måtte ophøje Kristus og vise hans højædle karakter for dem, der er i mørke.
Den Kristus er ikke blevet præsenteret i forbindelse med loven som den trofaste og barmhjertige ypperstepræst, der i alle ting blev fristet som os, dog uden at synde. Han er ikke blevet ophøjet for synderen som det guddommelige offer. Hans gerning som sonoffer, stedfortræder og frelser, dvælede man kun lidt afmålt og flygtigt ved. For det er Kristus i al sin fylde, som syndstilgivende frelser, synderen må få øje for; det er synderens behov; for Kristi enestående kærlighed ved Helligåndens gerning, vil bringe syndserkendelse og omvendelse til det forhærdede hjerte. Det er den guddommelige indflydelse, der er kraften ved den kristne som jordens salt. Mange foredrager vor tros teorier og læresætninger; men deres fremstilling er som salt uden kraft, for Helligånden arbejder ikke igennem deres trosfattige tjeneste. De har ikke åbnet hjertet for at tage imod Kristi nåde, de kender ikke Helligåndens virke, de er som smagløse måltider, for der er intet sandt ledemotiv i deres arbejde, det lykkes ikke derved at vinde sjæle for Kristus. De er ikke iklædt Kristi retfærdighed; det er en dragt, de aldrig bar, fuldkommen ukendt for dem, et urørt kildevæld.
Åh, måtte dog Kristi forsonende gerning blive omhyggeligt studeret. Åh, om dog alle ville grundigt og bedende studere Guds ord, ikke for at kvalificere sig til debatter, med henblik på divergerende læresætninger; men for at hungrige sjæle måtte mættes og for at tørstige måtte forfriskes ved livets kilde. Det er, når vi ransager skrifterne med ydmyge hjerter og fornemmer vor egen svaghed og uværdighed, at Jesus åbenbares for vore sjæle som usigelig dyrebar. Når vi får del i den guddommelige natur, vil vi se med afsky på al vor selvoptagethed og hvad vi regnede for visdom, vil synes os at være noget bras. De, der har trænet sig op til debattører, som har regnet sig for skarpsindige, engagerede mennesker vil se på deres arbejde med sorg og skam og vide, at deres indsats har været lige så værdiløs som Kains offer; fordi de var surrogater for kristi retfærdighed.
Åh, måtte vi dog som et folk ydmyge vore hjerter for Gud og bønfalde ham med ydmyge sind om Helligåndens gave! Hvis vi kom til Herren i ydmyghed og anger, ville han svare på vore begæringer; for han siger, at han er mere end villig til at give os Helligånden, mere villig end forældre er til at give gode gaver til deres børn. Så ville Kristus blive æret og i ham ville vi erfare fylden af legemet med guddomshovedet. For Kristus har sagt om trøsteren" Han skal herliggøre mig; for han skal tage af mit og forkynde jer det." (Joh 16,14.) Dette er helt bestemt livsvigtigt for os. For "dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud og ham, som du har sendt, Jesus Kristus." (Joh 17,3)
afsn nr:1 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:2 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:3 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:4 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:5 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:6 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:7 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:8 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:9 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:10 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:11 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:12 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:13 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:14 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:15 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:16 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:17 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |
afsn nr:18 | Review and Herald, 22.-29.november, 1892 |