1888-materialer, kap 132, - 6. 13 1892 - »Lad basunen få en bestemt lyd.«
Vi presser os frem til den sidste kamp, og der er ingen tid at gå på akkord med. Der er ikke tid til at skjule din kulør, hvor du står. Når kampen løn ikke er god, så lad ingen blive til forrædere. Der er ikke tid til at nedlægge eller skjule vore våben, og give Satan fortrin i krigen. Hvis du ikke er på vagt, og holder dine klæder uplettede af verden, vil du ikke stå oprigtig for din Hærfører. Vagtfolkene har ikke tid til at slumre på Zions mure. Lad dem vær lysvågen. Kald på dine med-vægteren og råb: »Morgen kommer, men også nat!« Nu er der ikke tid til at slappe af i vorkamp, og blive modfaldne og åndsløse; ingen tid til at skjule vort lys under en skæppe, og sige glatte ting, og profetere bedrageri. Alle kræfter skal bruge på Gud. Du skal fastholde din alliance, frembære vidnesbyrd for Gud og for sandheden. Lad dig ikke vende bort af de antydninger som verden kan give. Vi kan ikke tillade os at gå på kompromis. Der er et levende problemspørgsmål foran os, af livsvigtig betydning for Guds restfolk, ved afslutningen af denne jords historie; der indebærer evige interesser. Ved aftenstide af denne krise, er der ikke tid til et ondt vantroende hjerte, de forlader den levende Gud.
Det oprindelige frafald begyndte vantro og selvfornægtelse af sandheden, men hvis vi vil sejre, må vi fæstne troens øje stadig på Jesus, vor frelses Hærfører. Vi skal følge Kristi eksempel, og i alt hvad Jesus gjorde på jorden, havde han et øje rettet på Guds herlighed. Han siger: “Jeg gør således som Faderen har befalet mig.” ”Denne befaling har jeg fået fra min Fader.” I alt han gjorde udvirkede han sin Faders vilje, så at hans liv på jorden var en manifestation af den guddommelige fuldkommenhed. Guddommelighed og menneskelighed blev forenet i Kristus, så han kan åbenbare Guds hensigter for os, og bringe mennesket i tæt fællesskab med sig selv. Denne union vil sætte os i stand til at overvinde fjenden; for gennem tro på Kristus skal vi tage imod guddommelig kraft. Dage vil komme (for fjenden arbejder til afslutningen) hvori guds lov vil sættes ud af kraft. Idet disse dage nærmer sig, vil Guds loyale undersåtter rejse sig i nødssituationen, og vise mere brændende iver, og give et mere udtrykkeligt og uforfærdet vidnesbyrd.
Men når vi skal sige at vi har myndighed, skal vi ikke gøre noget i trodsighed. Hvis vore hjerter er fuldt overgivet til Gud, skal vi forene os i sagtmodighed og kærlighed med sandhed og beslutsomhed. Vi skal ”være rede til enhver god gerning, ikke forhåne nogen, ikke være stridbare, men milde og vise al sagtmodighed mod alle mennesker.”
Det er tid for at Guds folk tager de pligter op som ligger på dem, og være trofast i små ting; for udføres de små ting rigtigt kommer store reslutater. Efterlad ikke det arbejde som behøver at blive gjort, fordi din dømmekraft viser sig det små og uvæsentlige. Tilbered alle ubeboede steder, genopret hullerne så hurtigt som de kommer frem. Lad der ikke være nogen forskel eller uenighed imellem medarbejderne. Lad alle gå til arbejdet og hjælpe dem der behøver hjælp. Der er en årsag til den store svaghed i vore menigheder, og at årsagen er vanskelig at fjerne; ofr det er selvet. Vanskelighederne opstår ikke fordi mennesker har for megen vilje, men fordi de har for meget egenvilje. Viljen bør være helt helliget til Gud. Kristi bekendende efterfølgere behøver at falde på Klippen og blive brudt; for enhver som går ind af portene til Guds Stad, må korsfæstes. Denne hæftighed som oprejser sig i nogens hjerter i menigheden, når alt ikke går som det behager dem, må underlægges; for det er ikke Kristi Ånd. Det er på høje tid at vi vender tilbage til vor første kærlighed, og der er fred iblandt os selv. Vi må gøre det tydeligt at vi ikke kun er bibellæsere, men bibeltroende. Hvis vi er forenet med Kristus, skal vi forenes med hinanden. Jesus siger: “En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.” ”Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: »Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.« . . . . Og udholdenhedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, så I enigt og med én mund kan prise Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader.”
Vi bliver flere og flere, vor evner bliver større, og alt dette kaldes for enighed iblandt medarbejdere, for fuldstændig helligelse og gennemgribende overgivelse i Guds sag. Der er ingen plads i guds arbejde til halvhjertede medarbejdere, for de er enten kolde eller varme. Jesus siger: “Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sind at udspy dig af min mund.” Bland de halvhjertede er den klasse som selv praler af deres store forsigtig at få ”nyt lys,” idet de benævner det. Men når de ikke tager imod lyset, og bevirker deres åndelige blindhed; for de kan ikke se Guds veje og gerninger. Dem som ordner sig selv imod himlens dyrebare lys, vil acceptere budskaber som Gud ikke har sendt, og vil derved blive farlige for Guds sag; for de vil sætte falske normer.
Der er mennesker i vor sag som kan være til stor nytte, hvis de vil lære af Kristus, og gå fra lys til større lys; men fordi de ikke vil, er de tydelige forhindringer, betvivler altid, forspilder kostbar tid på diskussion, og bidrager ikke med noget åndeligt ophøjende i menigheden. De vil føre menneskers sind på vildspor, og lede dem til at antage forlige forslag. De kan ikke se så langt ud; de kan ikke konklusionen af sagen. Deres moralstyrke er bortødslet på bagateller; for de ser et atom som en verden, og en verden som et atom.
Mange har stolet og er forherliget i menneskers visdom, langt mere end Kristus og i den dyrebare helliggørende sandhed for denne tid. De behøver den himmelske salvelse, så de kan fatte hvad er lys og sandhed. De takker Gud for at de ikke er begrænset til en snæver rende, men de ser ikke bredten og det vidtrækkende omfang i sandhedsprincipperne, og er ikke oplyst af Guds Ånd, som himlens store frisindethed. De beundrer menneskegjorde teorier, og vandrer i gnisterne fra deres optænding, viger længere og længere væk fra Kristne handlingers ægte principper, som er forordnet til at gøre mennesker kloge på frelse. De bestræber sig på at udbrede evangeliet, men skiller det ad i marv og ben. De siger: ”Lad lyset skinne,” men dækker det så at det ikke skinner i klare stråler til de emner de behøver at forstå. Nogle brænder deres iver ud på planer, som ikke kan gennemføres, uden at menigheden kommer i fare.
I denne tid bør menigheden ikke ledes bort fra hovedsagen af vital interesse, til ting som ikke vil bringe sundhed og mod, tro og kraft. De må sørge for at de, i deres handlinger bevidner at evangeliet er pågående.
Vagtfolk på Zions mure skal være årvågne, og ikke sove dag eller nat. Men hvis de ikke har fået budskabet fra Kristi læber, deres basuner vil få en usikker lyd. Brødre, Gud kalder på jer, både prædikanter og lægfolk, til at lytte til den stemme der lytter til jer ved hans ord. Lad hans sandhed blive modtaget i hjertet, så I må blive åndeliggjort ved dens levende, helliggørende kraft. Så lad det udtrykkelige budskab for denne tid blive sendt fra vagtmand til vagtmand på Zions mure.
Der er en tid hvor sandhed og retfærdighed forlades generelt, en tid hvor vi må opbygge de gamle øde steder, og med arbejde i interesse for at oprejse mange generationers fundament.
”Da kaldes du »murbrudsbøder«, »genskaber af farbare veje«.Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet.”
“Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte, frygt ej menneskers hån, vær ikke ræd for deres spot! Som en klædning skal møl fortære dem,,orm fortære dem som uld, men min retfærd varer evigt, min Frelse fra slægt til slægt. Vågn op, vågn op, Herrens arm, og ifør dig styrke, vågn op som i henfarne dage, i urtidens slægter! . . . . . mon du ej udtørred havet, stordybets vande, gjorde havets dyb til en vej, hvor de genløste gik? Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly. Jeg, jeg er eders trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske mennesker, der bliver som græs, at du glemmer Herren, din skaber, der udspændte himlen og grundfæsted jorden, at du altid dagen lang frygter for undertrykkerens vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da undertrykkerens vrede? Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i graven eller mangle brød, så sandt jeg er Herren din Gud, som rører havet, så bølgerne bruser, den, hvis navn er Hærskares Herre. Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: »Du er mit folk.«
”For Zions skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile før dets ret rinder op som lys, som en luende fakkel dets frelse. Din ret skal folkene skue og alle konger din ære. Et nyt navn giver man dig, som Herrens mund skal nævne. Og du bliver en dejlig krone i Herrens hånd, et kongeligt hovedbind i hånden på din Gud. Du kaldes ej mer »den forladte«, dit land »den ensomme«; nej, »velbehag« kaldes du selv, og dit land kaldes »hustru«. Thi Herren har velbehag i dig, dit land skal ægtes.”
Medens du holder sandhedens banner fast, idet du forkynder Guds lov, bør hvert menneske huske at troen på Jesus er knyttet til Guds bud. Den tredje engel fremstilles som at han flyver højt oppe under himmelhvælvingen og råber med høj røst: Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus. (Åb 14,12). Den første, anden og tredje engels budskaber er alle knyttet sammen. Beviserne for den stadige, altid levende sandhed i disse ophøjede budskaber som betyder så meget for os og som skabte en sådan intens modstand fra den religiøse verden, kan ikke ødelægges. Satan forsøger stadig at kaste sin afgrunds mørke skygge over disse budskaber, sådan at levningen af Guds folk ikke klart skal fatte deres vigtighed, tiden for dem og deres plads. Men de lever og de vil udøve deres indflydelse over vor kristelig erfaring så længe tiden skal vare.
Indflydelsen fra disse budskaber har gjort det dybere og bredere, og sætter handlingsudspringet for tusinde hjerter i gang, sætte undervisningsinstitutioner og forlagsvirksomheder i arbejde. Alt dette er Guds redskaber der samarbejder i det store værk fremstillet af den første, anden og tredje engel der flyver midt under himlen for at advare verdens indbyggere Kristus kommer igen med kraft og megen herlighed. Profeten siger: ""Derefter så jeg en anden engel stige ned fra himlen med stor magt og jorden oplystes af dens glans. Den råbte med kraftig røst: Faldet, ja, faldet er det store Babylon, det er blevet bolig for dæmoner, skjul for alle urene ånder, skjul for alle urene fugle og skjul for alle urene og afskyelige dyr." Dette er det samme budskab, som blev forkyndt af den anden engel, Babylon er faldet, fordi det har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin. Hvad menes der med denne vin? Der menes hendes falske lærdomme. Hun har givet verden en falsk sabbat i stedet for sabbatten i det fjerde bud og har gentaget den løgn, som Satan fortalte Eva i Eden, nemlig at sjælen af naturen er udødelig. Mange lignende vildfarelser har hun udspredt vidt og bredt og fører lærdomme, som kun er menneskebud.
Da Jesus begyndte sin offentlige tjeneste, rensede han templet for vanhelligelse. En af hans sidste gerninger var at rense templet for anden gang. På samme måde vil der ved det sidste advarselsbudskab til verden blive to tydelige kald til menighederne. Den anden engels budskab er: “Faldet, ja faldet er Babylon, den store by, fordi hun har fået alle folkene til at drikke af hendes utugts harmes vin.” Og budskabet fra tredje engels høje råb høres fra himlen, og siger: ”Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.”
Ligesom Gud kaldte Israels børn ud af Ægypten, så de kunne helligholde hans sabbat, således kalder han sit folk ud af Babylon, for at de ikke skal tilbede dyret eller dets billede. Syndens menneske, som påtænkte at ændre tider og love, har ophøjet sig selv over Gud, ved at præsentere en falsk sabbat for verden; kristenverden har accepteret pavedømmets barn, og næret og opfostret den, derved trodset Gud ved at fjerne mindesmærke, og sætte en rivaliserende sabbat op.
Efter at sandheden er blevet forkyndt til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, vil enhver tænkelig ond magt træde i virksomhed og sindene vil blive forvirret af de mange røster, som råber: Se, her er Kristus, eller dér. Dette er sandheden, jeg har budskabet fra Gud, han har sendt mig med stort lys. Da vil landemærkerne blive flyttet og troens søjler vil blive søgt væltet. Der vil blive gjort et mere energisk forsøg på at ophøje den falske sabbat og krænke Gud ved at fortrænge den dag, han har velsignet og helliget. Den falske sabbat vil blive tvunget igennem ved en tyrannisk lov. Satan og hans engle er årvågne og i stadig aktivitet. De arbejder med energi og udholdenhed gennem de menneskelige redskaber for at udføre deres plan, nemlig at udtrykke kundskaben om Gud fra menneskenes alder. Men medens Satan arbejder med sine løgnagtige undere, vil tiden fuldendes som forudsagt i åbenbaringen og denne mægtige engel, som skal oplyse jorden med sin herlighed, vil udråbe Babylons fald og byde Guds folk forlade hende.
Tidspunktet for den tredje engels høje råb, som er blevet forblindet af fjenden, dem som i høj grad er blevet forblindet af fjenden, som ikke har kommet sig selv helt fra Satans snare, vil være i fare, fordi det vil være vanskeligt for dem at se lyset fra himlen, og de vil være tilbøjelige til at acceptere falsknerier. Deres fejlagtige erfaring vil farve deres tanker, deres bedrag, deres planer, deres råd. Beviserne for det Gud har givet, vil ikke være vidne for dem som har forblindet deres øjne, ved at vælge mørke frem for lys. Efter at have forkastet lyset, vil de skabe teorier som de vil kalde ”lys”, men som Herren kalder: ”Gnister fra deres egen optændte ild,” som de vil rette deres spor efter. Herren erklærer: ” Frygter nogen af jer Herren, han lytte til hans tjener, enhver, som vandrer i mørke og uden lys; han stole på Herrens navn, søge støtte hos sin Gud! Alle I, som optænder ild og sætter pile i brand, gå ind i eders brændende ild, i pilene, i tændte! Fra min hånd skal det ramme eder, i kval skal I ligge. Jesus sagde: »Til dom er jeg kommen til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde.« ”Som lys er jeg kommen til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.” ”Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, har sin dommer: det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag.”
Hos mange vil de ord Herren har sendt blive forkastet, og orden som mennesker taler vil antages som lys og sandhed. Jesus siger: ”Jeg er kommen i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod.” Menneskers visdom vil føre bort fra selvfornægtelse, fra helligelse, og vil finde på mange ting som ikke har virkning på Guds budskaber. Vi kan ikke bero os sikkert på mennesker, som ikke er i nær kontakt med Gud. De vil accepterere menneskers meninger, men kan ikke se den Sande Hyrdes stemme, og deres indflydelse vil lede mange bort, skønt bevis står på bevis for at bekræfte sandheden for disse dage. Sandheden er kraftsfuld, og vender menensker til Kristus, for at opildne deres kræfter, og underlægge og blødgøre deres hjerter, og indbyde dem iver, helligelse og kærlighed til Gud. Sabbatssandheden må på ingen måde dækkes til. Vi må lade den stå frem i sin stærke modsætning til vildfarelse.
Idet enden nærmer sig, vil vidnesbyrdene fra Guds tjenere blive mere beslutsomme og mere kraftfulde, glimte sandhedlys over vildfarelsens og modstandens systemer som så længe har haft herredømme. Herren har sendt os budskaber til denne tid, som vil fæstne kristendommen på en evig platform; og alle som tror den nærværende sandhed, må stå, ikke i deres egen visdom, men i Guds visdom, og danne fundamenter for mange generationer; og de vil registreres i himlens bøger som ”bruddets reparatørere” og ”genoprettere af stierne at være på.” I lyset af den bitreste modstand, skal vi fastholde sandheden fordi det er sandhed. Gud arbejder med mennesker; det er ikke mennesker alene som arbejder. Den store oplysende kraft er fra Kristus; klarheden i hans eksempel skal holdes frem for folk i alle prædikener. Hans kærlighed er regnbuens herlighed der kredser sig om tronen deroppe.
Herren har sagt: "Min bue sætter jeg i skyen, og den skal være pagtstegn mellem mig og jorden! . . . . , vil jeg komme den pagt i hu, som består mellem mig og eder og hvert levende væsen, det er alt kød, og vandet skal ikke mere blive til en vandflod, som ødelægger alt kød." Regnbuen oven over tronen er et evigt vidnesbyrd om, at "således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" En ordets forkynder fremholder loven for mennesker, bør han vise hen til Guds trone, som er omstrålet af løftets regnbue, Kristi retfærdighed. Lovens herlighed er Kristus. Han kom for at ære og ophøje loven. Gør det klart, at i ham mødes nåde og fred - retfærdighed og sandhed omfavner hinanden. Når du ser på hans trone, sender din anger, pris og taksigelse op så du må udvikle kristen karakter, og fremstille Kristus for verden, bliver du i Kristus, og Kristus bliver i dig; du har den fred der overgår al forstand. Vi behøver hele tiden at meditere over Kristi tiltalende ynde. Vi må rette sindene til Jesus, fæstne dem på ham. I enhver prædiken dvæle ved guddommelige egenskaber.
Ligesom buen i skyen dannes ved forening af solskinnet og regnbygen, således symboliserer regnbuen, som omgiver tronen, nådens og retfærdighedens forenede kraft. Det er ikke retfærdighed alene, som skal håndhæves, for det ville formindske glansen fra forjættelsens regnbue over tronen; menneskene ville da kun se lovens straf Men hvis der ikke var nogen retfærdighed og straf så ville der ingen stabilitet være i Guds regering. Det er blandingen af retfærdighed og miskundhed, som fuldkommer frelsen. Det er blandingen af de to der leder os, idet vi ser verdens Forløser, og Jehovas lov, udbryder vi: "Din nedladelse gjorde mig stor." Vi ved at evangeliet er et fuldkomment og komplet system, der åbenbarer Guds lovs uforanderlighed. Det indgyder hjertet med håb, og med kærlighed til Gud. Nåden indbyder os til at gå gennem portene ind i Guds stad og retfærdigheden er stillet tilfreds ved at tilstå enhver lydig sjæl det fulde privilegium som medlem af den kongelige familie, et barn af den himmelske konge. Hvis vi havde en mangelfuld karakter, kunne vi ikke gå gennem portene, som nåden har opladt for de lydige, for retfærdigheden står ved indgangen og kræver hellighed af alle, som ønsker at se Gud. Hvis retfærdigheden var ophævet og hvis det var muligt for Guds nåde at åbne portene for alle mennesker uden hensyn til deres karakter, så ville der i Himmelen blive en tilstand af misfornøjelse og oprør, som var værre, end før Satan blev udelukket. Himmelens fred, lykke og harmoni ville være brudt. Forvandlingen fra jorden til Himmelen forandrer ikke menneskenes karakter. De frelstes lyksalighed i Himmelen er et resultat af den karakter, som i dette liv er dannet efter Kristi forbillede. De hellige i Himmelen har først været hellige på Jorden.
Den frelse, som Kristus frembragte sådant et stort offer for at tilvejebringe for mennesket, er det, som alene har værdi, for det er det, der frelser fra synd, som er årsagen til al sorg og elendighed i vor verden. Guds barmhjertighed er det, som konstant drager synderen til Jesus. Hvis han svarer, angrer og bekender i tro griber det håb, der er fremsat for ham i evangeliet, vil Gud tage imod ham, ”et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud.” Således bliver Guds lov ikke svækket af evangeliet, men syndens magt bliver brudt, og barmhjertighedens scepter rækkes til den angrende synder.
Regnbuen over tronen er løftets bue, der vidner for hele verden, at Gud ikke vil glemme sit folk i deres kamp mod det onde. Lad Jesus være vort tema. Lad os ved pen og stemme fremstille, ikke blot Guds bud, men Jesu tro. Dette vil fremme virkelig hjerte-fromhed, som intet andet vil gøre. Så længe vi forklarer mennesker at de er undersåtter under en guddommelig regering, vil deres fornuft sige dem at dette er sandhed, at de skylder Jehova en alliance, og at dette liv er vor prøvetid. I dette liv er vi under Guds disciplin og styring, for at forme karakter og få vaner for det højere liv. Alle de scener som vi skal deltage i, må studeres nøje; for de er en del af vor uddannelse, en del af Guds store plan. Vi bør bringe solidt tømmer til vor karakters bygning; for vi arbejder både for det liv og det evige liv. Når vi nærmer os slutningen af denne jords historie, så vokser vi hurtigt i kristen vækst, eller også vender vi tilbage til verden.
Fristelser vil komme som en flod; men vi behøver ikke at svigte eller blive modløse, så længe vi ved at løftes bue er over Guds trone. Vi skal underlægges svære trængsler, modstand, afsavn, pinsler, men vi ved at Jesus har gennemgået alt dette. Erfaringen er værdifuld for os; udbyttet fra de forskellige erfaringer er på ingen måde afgrænset til dette korte liv; de når ud i evige tider. Gennem tålmod, tro og håb, i alle jordens foranderlige scenerier, skal vi forme en karakter til evigt liv. Og uanset hvad vi kaldes til at bære, må vi forvisse os om at alle ting samvirker til gode for dem som elsker Gud.
afsn nr:1 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:2 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:3 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:4 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:5 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:6 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:7 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:8 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:9 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:10 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:11 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:12 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:13 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:14 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:15 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:16 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:17 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:18 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:19 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:20 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:21 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:22 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:23 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:24 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:25 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |
afsn nr:26 | Review and Herald, 6.-13.december, 1892 |