- Tilbage

1888-materialer, kap 160, - 1. maj 1895 - »Advarsel imod verdslighed, forkaste lyset, og uomvendte ledere«

[Release requested by Al W. Perry, Farmington, Minnesota. This entire letter, except for the first paragraph on both pages 1 and 2, has been published in Thirteen Crisis Years and Testimonies to Ministers.—KHW.] (skrevet til O. A. Olsen, fra Hobart, Tasmanien, 1. maj, 1895.)

Jeg er dybt bebyrdet, men hvad skal jeg sige? Jeg har uro på grund af dig, men højtrespekterede bror. Jeg er nedbøjet i åndspine, for situationen bliver mere og mere forvirrende.

Et net er udbredt der indebærer konferensen – et net som folk ikke kender til, og som meget få fortænker eksistensen af. Tingenes tilstand binder jeres hænder og forhindrer arbejdet. Krisen vil snart nå ud. Tingenes tilstand er ikke helt åbenbaret for mig, men så meget ved jeg: financerne er i høj grad blevet ledt af forkerte principper. Når alle tror der er fremgang, er der fare på færde.

Du har mænd knyttet til dig, som ikke har nogen levende forbindelse med Gud. Du er bange for at bruge din dømmekraft, for at der ikke sker et udbrud. Det er derfor jeg har det så dårligt. Jeg har skrevet ting ned som jeg ikke tør sende til dig, medmindre der er personer med fast og beslutsom karakter som står ved din side som sande ågbærere der støtter dig. De to mænd som er særlig knyttet til dig bør i deres nuværende åndelige tilstand, ikke være med til at planlægge og gennemføre Guds arbejde, på nogen af dets forskellige linjer. Hvis de så sig selv, sådan som Gud ser dem, og falder på Klippen og sønderbrydes, ville der vise sig en tydelig forandring hos dem. Der ville gøres bekendelser, er befrier deres sjæle fra al fordærvende indflydelse.

Disse mænd siger i deres hjerter: ”Min Herre tøver med at komme,” og tanken kommer ikke kun til udtryk i handlinger men i ord. ”Lad jer ikke bedrage om Kristi snarlige tilsynekomst,” disse falske vejledere siger: ”Fred og ingen fare. Tiden er ikke endnu. Alt fortsætter som de var fra begyndelsen.” De fornægter sandheden i deres ånd, i deres gerninger, og i deres ord. De kommer under Kristi dom: “Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: »Min herre lader vente På sig« og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne; der skal der være gråd og tænderskæren.” [Matthæus 24,48-51]. Se også Lukas 8,12, 13; Matthæus 11,20-23.

Fordi syndigheden hersker, bliver manges kærlighed kold. Der er mange som er vokset ud af deres adventtro. De lever for verden, og når de i deres hjerter siger, som de ønsker det skal være, “Min Herre tøver med Sit komme,” har de slået deres medtjenere. De gør det af samme grund om Kain dræbte Abel. Abel havde besluttet sig for at tilbede Gud efter den anvisning Gud havde givet. Dette mishagede Kain. Han mente at hans egne planer var de bedste, og at Herren ville komme nå hans grænser. Da Kain gav sit offer vedkendte han ikke sin afhængighed af Kristus. Han mente at hans far Adam blev behandlet hårdt da han blev udstødt fra Edens have. Han havde altid i tanke at bevare synd, og ofre blodet af det slagtede lam, som en bekendelse for fuldstændighed afhængighed af Kraften uden for ham selv, var tortur for Kains højhed. Da han blev ældre, mente han at Abel ville følge hans eksempel. Da Kains offer blev accepteret af Gud, fortærer den hellige ild ofret, Kain var rigtig meget vred. Herren nedlod sig til at forklare sagerne for ham, men han ville ikke forlige sig med Gud, og han hadede Abel fordi Gud begunstigede ham. Han blev så vred at han slog sin bror ihjel.

Herren har en kamp med alle der i deres vantro og tvivl har sagt at Han tøver med Sit komme, og som har slået sine medtjenere, og spist og drukket sammen med (arbejdet ud fra præcis samme principper som) de fordrukne. De er fordrukne, men ikke af vin; de vakler, men ikke af stærk drik. Satan har kontrolleret deres forstand, og de ved ikke hvad de snubler over.

Lige så snart et menneske adskiller sig fra Gud, så at hans hjerte ikke er under Helligåndens underlæggende indflydelse, vil Satans egenskaber afsløres, og han vil begynde at undertrykke sine medmennesker. En indflydelse udgår fra ham som er i modsætning til sandheden og retfærdighed. Denne tilbøjelighed ser vi på vore institutioner, ikke kun i medarbejdernes forhold til hinanden, men ved det ønske instituionerne har til at kontrollere alle andre. Mennesker som betros tunge ansvar, men som ikke har en levende forbindelse med Gud, har foragtet og foragter Helligånden. De føjer sig den samme ånd som Koral, Datan og Briam, og ligesom Jøderne gjorde på Kristi tid. (Se Matt. 12,22-29. 31-37.) Der er kommet advarsler igen og igen fra Gud til disse mennesker, men de har kastet dem til side og dristet sig ud på samme fremgangsmåde.

Læs Kristi ord i Matt. 23,23: “Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.” Disse domme blev givet som advarsel til alle der “i det ydre ser retfærdige ud, men inde i” “er fuld af hykleri og syndighed.” De siger: Vi er overladt til at gøre alle disse ting. De siger også: “Hvis vi var i vore fædres dage, ville vi ikke have taget del med dem i profeternes blod. “Derfor”, sagde Jesus, “I er vidner for jer selv, om I er børn af dem som dræbte profeterne.” Hvilke lektier er der ikke her: Hvor frygtelige og bedrageriske. Jesus sagde: “Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by.” Denne profeti opfyldte jøderne bogstaveligt i deres behandling af Kristus og af de budbringere Gud sendte dem. Vil mennesker i disse sidste dage følge deres eksempel som Kristus fordømte?

Disse forfærdelige forudsigelser har de endnu ikke gennemført til fulde; men hvis Gud sparer deres liv, og de nærer den samme ånd som markerede deres handlemåde både før og efter Minneapolis-mødet, vil de opfylde de gerninger til fulde, som Kristus fordømte da Han var på jorden.

De sidste dages farer er over os. Satan tager kontrol over ethvert menneskesind som ikke er absolut under Guds Ånds styring. Nogle har opægget et had mod de mænd Gud har hvervet til at bære et særligt budskab for verden. De begyndte dette sataniske arbejde i Manneapolis. Da de herefter så og mærkede Helligåndens demonstration bevidnede at budskabet var fra Gud, nærede de større had, fordi det var et vidnesbyrd imod dem. De ville ikke ydmyge deres hjerter til anger, og give Gud ære, og forsvare det rigtige. De fortsatte i deres egen ånd, fyldt med misundelse, jalousi, og onde tanker, ligesom jøderne gjorde. De åbnede deres hjerter for Guds og menneskers fjender. Alligevel har disse mænd passet betroede stillinger, og har formet værket efter deres billede, så vidt de havde mulighed for det. Kaptajn Eldridge og Frank Belden gjorde en stor del i det, men i nåde til dem brød de med embedsarbejdet. Siden deres brud har arbejdet fortsat efter samme orden. Det er på tide at der sker en forandring.

Dem som er først nu, som har været utro over for Guds sag, vil snart være til sidst, medmindre de angrer. Hvis de ikke hurtigt falder på Klippen og bliver brudt, og født igen, vi den ånd som der gemmes på fortsat værnes om. De vil ikke genkende nådens liflige stemme. De har Bibelreligionen, privat såvel som offentlig, hos dem i fortiden. Nidkært har de deklamerede sig imod henrykkelse og fanatisme. Den tro som kalder Gud til at lindre menneskelig lidelse, en tro som Gud har pålagt Sit folk at udvise, kaldes for fanatisme. Men hvis der er noget på jorden som indgyder mennesker med hellig iver, så er det sandheden som den er i Jesus; der er det store genløsningsarbejde; det er Kristus der gøres til visdom, retfærdighed, helliggørelse og genløsning for os.

Med Sit forsyn har Herren ofte vist at indre mindre end åbenbaret, Guds ord, kan afrette mennesker fra synd eller holde sig fra overtrædelse. Det ord som åbenbarer syndens skyld, har en kraft over menneskehjertet. Det ord som åbenbarer syndens skyld, har en kraft over menneskehjertet der retter mennesket til og bevarer det i dette. Herren har sagt at Hans ord skal studeres og adlydes; det skal bringes ud i det praktiske liv; det ord er lige så ubøjelig som Guds karakter – den samme i går, i dag og til evig tid.

Hvis der er noget i vor verden som indgyder til engagement, så er det Golgatas kors. ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.” ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Kristus skal accepteres, og tros på, og ophøjes. Dette er samtalens tema – Kristi dyrebarhed.

I Battle Creek er der en klasse som har sandheden indplantet i hjertet. For dem er det Guds kraft til frelse. Men hvis sandheden ikke sættes højt i hjertet, og en gennemgribende overgang findersted fra mørke til lys, er dem som håndterer hellige ansvar mørkets tjenere, blinde leder for blinde. ”De er vandløse skyer, som drives forbi af vinden; de er træer i senhøst, dog uden frugt, to gange døde, oprykkede med rode.” Gud forlanger at alle sjæle der nævner Hans navn skal have sandheden sat højt i hjertet. Det forlanger den tid som vi lever i. Evigheden forlanger det. Ren religion forlanger det.

Verdslige fornøjelser
Selvom de er været så megen ophidselse og henrykkelse i Gudstjenesten, vises der en henrykkelse som virker helt sympatisk på mange. Jeg henviser til de fornøjelsesselskaber som afholdes blandt vore folk. Disse anledninger har taget så megen tid og opmærksom fra folk der bekender at være Kristi tjenere; men har disse samlinger sigtet sig mod Hans navns ære? Blev Jesus budt ind til at bo i blandt dem? Samlinger for social omgang er i højeste grad nyttigt og belærende når dem der mødes elsker Gud af glødende hjerter, når de mødes for at udveksle tanker om Guds ord, eller betragte metoder for at fremme Hans arbejde og gøre godt mod deres medmennesker. Når der ikke ses eller gøres noget der sårer Guds Helligånd, men betragtes som en velkommen gæst, så æres Gud, og dem som samles vil opfriskes og styrkes. “Da talte de, som frygter Herren, med hverandre. Og Herren lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og slår lid til hans navn. Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskares Herre.”

Men der har været en klasse med sociale samlinger i Battle Creek af en helt anden karakter, fornøjelsesselskaber som har vanæret vore institutioner og kirken. De opmuntrer til stolte klæder, stolt udseende, selvtilfredsstillelse, løssluppenhed og ubetydeligheder. Satan hædres som en æret gæst, og han tager dem i besiddelse som hægrer om disse samlinger.

Jeg fik vist et sådant selskab, hvor de forsamlede bekendte at tro sandheden. En sad ved musikinstrumentet, og sange der blev udgydt, fik vagtenglene til at græde. Der var munterhed og grov latter, der var stor henrykkelse, og en slags inspiration; men det var kun en sådan glæde som Satan kunne skabe. Dette er en henrykkelse og forgabelse hvor alle der elsker Gud vil komme til skamme. Det bereder den deltagende til uhellige tanker og handlinger. Jeg har grund til at tro at nogle som er involveret i dette sceneri hjertelig gentog denne skammelige udskejelse.

Jeg fik vist mange af den slags samlinger. Jeg har set munterheden, festlige klæder, personlig besmykkelse. Alle ønsker at stråle fuldt ud, og hengive sig selv til løssluppenhed, spøg og skæmt, tarvelig og grov smiger, og skralderlatter. Øjnene glimter, kinden rødmer, samvittigheden sover. Med spise, drikke og giftemål, gør de deres bedste for at glemme Gud. Fornøjelsessceneriet er deres paradis. Og Himlen ser på, ser og hører alt.

Vender til en anden scene. På byens gader samles der selskaber til cykelvæddeløb. I dette selskab er der også dem som bekender at kende Gud og Jesus Kristus som Han har sendt. Men hvem er det er der ser spændende væddeløb tror at de kan vise sig selv som Kristi efterfølgere? Hvem vil tro at de indser værdien af deres tid og deres fysiske styrke som gaver fra Gud, og bevares til Hans tjeneste. Hvem tænker på ulykkens fare, eller den død måtte være resultatet af deres vilde jagen? Hvem har bedt for Jesu nærhed, og tjenende engles beskyttelse. Forherliges Gud ved disse opvisninger? Satan spiller livets spil for disse sjæle, og han er veltilfreds med det han ser og hører.

Den eneste alvorlige kristne som går ind i disse sportsgrene er på nedtur. Han har forladt den region hvor himlens vitale atmosfære er fremherskende, og er dumpet ned i slørets og tågens atmosfære. Det kan ske at nogle ydmyge troende anspores til disse sportsgrene. Men hvis han fastholder sin forbindelse med Kristus, kan han ikke deltage i spændingscenerier af hjertet. De ord han hører er ikke åndsbeslægtede, for de er ikke Kanans sprog. Talerne beviser ikke at de bringer melodi i deres hjerter til Gud. Men der gives umiskendelige beviser for at Gud er glemt. Han er ikke i alle deres tanker. Disse fornøjelses og samlingsselskaber for spændingssport, sættes op for dem, der bekender at være kristne, er en vanhelligelse af religionen og Guds navn.

Omvendelsens forløb åbenbarer hjertets rigdomme. Den tarvelige, og almindelige tale, smigrende ord, tåbelige vittigheder, sagt for at skabe latter, er Satans handelsvare, og alle som hengiver sig i denne tale handler med hans gaver. Dem som lytter til disse ting får same indtryk som Herodes fik, da Herodias datter dansede for ham. Alle disse handlinger nedskrives i himlens bøger, og på den sidste store dag vil vise sig i deres sande lys for de skyldige. Så vil alle kunne se dem i deres forlokkende og bedragende handlinger af djævelen, der leder dem ud på den brede vej og den vide port der åbnes til deres fordærv.

Satan har mangedoblet sine snarer i Battle Creek, og bekendende kristne som er overfladiske i karakter og religiøs erfaring, bruges af det temperament som han forlokkes af. Denne klasse er altid parat til at samles til fornøjelser eller sport, og deres indflydelse tiltrækker andre. Unge mænd og unge kvinder som har prøvet at blive bibelkristne overtales til at tilslutte sit selskabet, og de drages ind i ringen. De rådfører sig ikke med den guddommelige standard under bøn, for at lære hvad Kristus har sagt om frugten der bæres på det kristne træ. De ser ikke at denne underholdning i virkeligheden er Satans festmåltid, tilberedt for at afholde sjæle fra at tage imod Lammets bryllupsmåltids kald, . . . . forvansker dem fra at tage imod den hvide karakterklædning, som er Kristi retfærdighed. De forvirres over hvad de som kristne retteligt må gøre. De ønsker ikke at være overvejende specielle, og naturligt tilbøjelig til at følge andres eksempel. Derved kommer de under deres indflydelse som aldrig har fået en guddommelig berøring i hjerte eller sind.

Ved disse spændingsoprivende samlinger, hvor man forføres af menneskelig indflydelses glans og lidenskab, ledes unge som er nøje undervist i at adlyde Guds lov, til at danne sympati for dem, hvis uddannelse har været en fejltagelse, og hvis religiøse erfaring har været et bedrageri. De sælger sig selv til livslang trældom. Så længe som de lever, må de hæmmes [ved deres forbund] med en tarvelig og overfladisk karakter, nogen som lever for at vise sig men har ikke den dyrebare indre besmykkelse, et sagtmodighedens og stille ånds smykke, som har høj værdi i Guds øjne. Når sygdom og død kommer til dem, som kun har levet for at behage sig selv, finder de at de ikke har fået olie i deres lampekar, og er helt uegnede til at afslutte deres livshistorie. Sådan har det været; og det vil fortsætte.

Vi spørger dem som har været stort lys i Battle Creek: Har Guds sandhed mistet grebet om sjælen? Er den fine guld blevet mat. Hvad er grunden til denne fanatisme og henrykkelse? Et frygteligt ansvar hviler på verdenselskende og selviske forældre, for synden ligger ved deres dør. Hvor meget bedre ville det ikke være, hvis skolebygningerne, som nu er i Battle Creek var langt ude fra byen, og adskilt fra en så stor koloni af bekendende sabbatsholdere.

Overbevisningen om at Syvendedags Adventister giver basunen en særlig lyd finder fodfæste i verden, at de følger med på verdsliges sti. Familier i Battle Creek forlader Gud, ved at danne ægteskabsforbindelser med dem som ikke elsker Gud, med dem som har levet et letsindigt liv, som aldrig har praktiseret selvfornægtelse og kender ikke til hvad det vil sige at være Guds medarbejder. Der sker besynderlige ting. Der antages og indlæres falske faser af kristendommen, som binder sjæle i bedrag og forlokkelse. Mennesker vandrer i gnisterne af deres egen optænding. Dem som elsker og frygter Gud vil ikke sætte sig ned på verdens niveau, og vælge det tomme og spøgende selskab. De vil ikke fortrylles med mænd eller kvinder som ikke omvendes. De skal stå op for Jesus, og så Jesus rejse sig for dem.

Nogle af dem som kender sandheden, men ikke praktiserer den, træder på Guds lov med sine forretningsanliggender. Vi kan ikke efterligne selskabet med dem, medmindre vi griber deres ånd og deler deres dom. Da patriarken Jakob talte om visse gerninger hans sønner gjorde, som han tænkte meget over, udbrød han: ”I deres råd giver min sjæl ej møde, i deres forsamling tager min ære ej del”. Han mærkede at han ville gå på kompromis med sin egen ære, med syndere i deres gerninger. Han løfter faresignalet, for at advare os mod sådanne selskaber, medmindre vi tager del i deres onde gerninger. Helligånden giver en lignende advarsel, ved apostlen Paulus: ”Vær ikke meddelagtige i mørkets golde gerninger, men bring dem hellere for dagen.”

Den evige Gud har trukket skillelinjen mellem de hellige og syndere, den der er omvendt og den uomvendte. De to klasser kan ikke blandes umærkbart med hinanden, ligesom regnbuens farver. De er forskellige som middag og midnat.

Dem som søger Kristi retfærdighed vil være den store frelses iboende temaer. Bibelen er et forrådskammer som dækker deres sjæle med nærende mad. De meditere over Kristi inkarnation, de betragter det store offer er blev gjort for at frelse dem fra fortabelse, og bringe tilgivelse, fred og evig retfærdighed ind. Sjælen gløder af disse store og ophøjende temaer. Hellighed og sandhed, nåde og retfærdighed optager tankerne. Selvet dør, og Kristus lever hos Sine tjenere. Når ordet betragtes, brænder deres hjerter inden i dem, ligesom de to disciples hjerter gjorde, da de gik til Emmaus, og Kristus vandrede sammen med dem på vejen, og åbnede skrifterne op for dem om Ham selv.

Hvor få indser at Jesus den usynlige vandrer på deres side! Hvor mange ikke ville skamme sig ved at høre Hans stemme tale til dem, og vide at Han hørte deres tåbelige og simple snak! Og hvor mange hjerter vil brænde med hellig glæde hvis de blot viste at Frelseren var ved deres tide, at den hellige atmosfære for hans nærhed omgav dem, og de fik næring fra livets brød! Hvor tilfreds ville Frelseren ikke være om at høre Hans efterfølgere tage imod Hans dyrebare lektioner, og vide at de havde velsmag for så hellige ting! Når sandheden bliver i hjertet, er der ikke plads til kritik af Guds tjenere, eller udpege fejl i det budskab Han har sendt. Det som er i hjertet, vil flyde fra læberne. Det kan ikke gendrives. De ting som Gud har forberedt for dem der elsker Ham vil være samtaletemaet. Kristi kærlighed er i sjælen såvel som en vandkilde, der springer op til evigt liv, fremsender de levende strømme der bringer liv og glæde hvorend de flyder.

Forkaste lyset
Gud siger til sine tjenere: ”Råb højt spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!” Men når det tydelige ligefremme vidnesbyrd kommer fra læberne under Guds Ånds bevægelse, er der mange som behandler den med foragt. Blandt os er der dem som i handlinger omend ikke i ord ”siger til seerne: »Se ingen syner!« til fremsynede: »skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig bort fra vejen, bøj af fra stien, lad os være i fred for Israels hellige!« Derfor, så siger Israels hellige: Siden i ringeagter dette ord og stoler på krumt og kroget og støtter jer til det, derfor skal denne brøde blive for eder som en truende, voksende revne i en knejsende mur, hvis fald vil indtræffe brat, lige i et nu; . . . . Thi således sagde den Herre Herren, Israels hellige: Ved omvendelse og stilhed skal i Frelses, i ro og tillid er eders styrke. Men I ville ikke.”

Jeg spørger dem i ansvarlige stillinger i Battle Creek: Hvad har I gang i? I har vendt ryggen og ikke jeres ansigt til Herren. Hjertet, følelserne, forståelsen og ordene om de mest betydningsfulde emner må renses – Herren Gud, evig sandhed. Hvad er budskabet der skal gives til denne tid. Det er den tredje engels budskab. Men det lys som skal fylde hele verden med sin herlighed, er blevet foragtet af nogle som hævder at tro den nærværende sandhed. Vær forsigtig med hvordan du optræder. Tag skoene af dine fødder; for du er på hellig grund. Pas på om du hensvæver dig i Satans egenskaber, og udvise foragt mod Helligåndens manifestationer. Jeg ved ikke om nogle nu er gået for langt, at de ikke kan gå tilbage og angre.

Jeg siger sandheden. De sjæle som elsker Gud, som tror på Kristus, og som ivrigt griber alle lysstråler, vil se lys og glæde sig i sandheden. De vil viderebringe lyset. De vil vokse i hellighed. Dem som tager imod Helligånden vil mærke den isnende atmosfære der omgiver andres sjæle, hvor disse store og alvorlige virkeligheder ikke påskønnes, og modsiges. De føler at de er i de ugudeliges råd, mænd som står i vejen for syndere og sidder på foragtede stol.

Guds ord siger sandhed, ikke en løgn. I den er der intet anspændt, intet ekstremt, intet overgearet. Vi skal acceptere det som Guds levende ord. I lydighed til det ord, har kirken pligter til at gøre det som ikke er gjort. De skal ikke flygte fra deres pligtspost; men i prøvelsens og fristelsens stund, skal de lære støtte sig hårdt op af Gud. Der er vanskeligheder som må imødekommes, men Guds folk må som en enhed rejse sig i nødssituationen. Der skal udføres pligter for Guds menighed.

Guds ånd går væk fra mange af vore folk. Mange er gået ud på mørke og skjulte stier, og nogle vil aldrig komme tilbage. De vil fortsætte med at snuble til deres fordærv. De har fristet Gud, de har forkastet lyset. Alle de beviser som de har kunne få, har de fået, og er ikke respekteret. De har valgt mørke frem for lys, de har besmittet deres sjæle. Intet menneske eller menighed kan begå sig med en fornøjelseselskende klasse, og åbenbare at de påskønner de rige sandhedsstrømme som Herren har givet dem, som har en enkel tro på hans ord. Verden er forurenet, fordærvet, ligesom verden var på Noas dage. Det eneste hjælpemiddel er at tro på sandheden, acceptere lyset. Alligevel har mange lyttet til sandheden, talt i Åndens demonstration, og de har ikke kun afvist at acceptere budskabet, men de har hadet lyset. Disse mænd er partier til sjæles fordærv. De har sat sig selv mellem det himmelsk sendte lys og folket. De har trådt på Guds ord, og handler i trods for Hans Helligånd.

Jeg kalder på Guds folk om at åbne deres øjne. Når du anerkender eller gennemfører menneskers beslutninger, idet du ved ikke er i harmoni med sandhed og retfærdighed, så svækker du din egen tro og formindsker din smag for samfund med Gud. Du lader til at høre den røst som henvendte sig til Josua: “Stå op! Hvorfor ligger du på dit ansigt? Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min pagt, som jeg pålagde dem; . . . . der er band i din midte, Israel.” “Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte.” Kristus erklærer: “den, som ikke samler med mig, spreder.”

Herren har i sin store nåde sendt et dyrebart budskab til sit folk gennem ældrebrødre Waggoner og Jones. Dette budskab skal bringes den opløftede Frelser mere frem for verden, offer for hele verdens synder. Det viste retfærdiggørelse ved tro på Skyldneren, det indbød folk til at tage imod Kristi retfærdighed, som blev tydelig ved lydighed mod alle Guds bud. Mange havde mistet Jesus af syne. De behøvede at få rettet deres øjne mod Hans guddommelige person, Hans fortjenester, og Hans uforanderlige kærlighed mod menneskeslægten. Al kraft gives i Hans hænder, at Han måtte uddele rige gaver til mennesker, tildele den uvurderlige gave i form af Hans retfærdighed mod den hjælpeløse menneskeagent. Dette er det budskab har pålagt at bibringe verden med. Det er den tredje engels budskab, som skal proklameres med høj stemme, og ledsages af Hans Ånds udgydelse i stor målestok.

Den opløftede Frelser skal vise sig i Sit virkningsfulde arbejde, som det slagtede lam, der sidder på tronen, og uddeler de uvurderlige pagtsgaver, det gode at Han døde for at købe enhver sjæl, som bør tro på ham. Johannes kan ikke udtrykke den kærlighed i ord; det var for dybt, for bredt; han kalder på menneskeslægten at den skal beskue den. Kristus går i forbøn for menigheden i de himmelske sale der oppe, går i forbøn for dem som Han betalte genløsningsprisen for med Sit eget livs blod. De forgangne århundreder kan aldrig formindske livskraften af dette sonoffer. Dette evangeliske budskab om Hans nåde skal gives til menigheden i klare og tydelige linjer, så verden ikke længere kan sige at Syvendedags Adventister taler om loven, og om loven men ikke forkynder om eller tror på Kristus.

Virkekraften af Kristi blod skal stå for et folk med friskhed og kraft, så deres tro griber fat i dens fortjenester. Ligesom ypperstepræsten stænkede varmt blod på nådestolen, medens den velduftende røgelsessky steg op for Gud, så når vi bekender vore synder, og beder for virkekraften af Kristi soneblod, skal vore bønner stige op til himlen, i velduft sammen med Kristi karakters fortjeneste. Uanset vor uværdighed, skal vi altid have i sinde at der er Én som kan borttage synd, og frelse synderen. Enhver synd erkendes over for Gud med et brødebetynget hjerte. Han vil fjerne dette. Denne tro er menighedens liv. Ligesom slangen blev opløftet i ørknen af Moses, og alle som blev bidt af ildgiftslangerne blev påbudt at se og leve, at Mennesksønnen også måtte opløftet, at ”enhver der tror på Ham ikke skal gå fortabt, men få evigt liv.”

Hvis han ikke gør det til sit livsværk at beskue den opløftede Frelser, og acceptere de fortjenester i tro, som det er hans privilegium at gøre krav på, kan synderen ikke frelses mere end Peter kunne vandre på vandet, hvis han ikke holdt sine øjne fæstnet på Jesus i tro. Nu er det Satans opsatte mål at fordunkle synet på Jesus, og få mennesker til at se på mennesker, og stole på mennesker, og uddannes dem til at forvente hjælp fra mennesker. Menigheden har i årevis ledt efter mennesker og forventet meget af mennesker, men ikke ledt efter Jesus, i hvem vort håb om evigt liv centreres. Derfor gav Gud Sine tjenere et vidnesbyrd som bragte sandheden sådan som den er i Jesus, som er den tredje engels budskab, i klare og udtrykkelige linjer.

Johannes ord skal udstødes af Guds folk, så alle kan se lyset og vandre i lyset: “Den, der kom mer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Den, der kommer fra Himmelen, er over alle; hvad han har set og hørt, vidner han om; og ingen tager i mod hans vidnesbyrd. Men den, der tager imod hans vidnesbyrd, har dermed beseglet, at Gud er sanddru. Thi den, Gud udsendte, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har ham givet i hans hånd. Den, som tror på Sønnen har evigt liv; den som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”

Dette er vidnesbyrdet som må gå ud i verdens længde og bredde. Det bringer loven og evangeliet, og binder de to op i en fuldkommen helhed. (Se Rom. 5, og 1 Joh. 3,9 til slutningen af kapitlet.) Disse dyrebare skriftsteder vil indprentes i alle hjerter som er åbne for at tage imod dem. “Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt.” — dem som er brødebetynget i hjertet. “Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.” Dette har ikke blot en nominel tro, en sandhedsteori, en legalistisk religion, men de tror med et formål, tilegner sig selv Guds rigeste gaver. De beder indstændigt for gaven, som de giver til andre. De kan sige: “Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde.”

“Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre. Aldrig har nogen skuet Gud; hvis vi elsker hverandre, bliver Gud i os, og hans kærlighed er blevet fuldkommet i os. Derpå kender vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin Ånd.”

Dette er det arbejde som Herren har planlagt at det budskab Han har givet Sine tjenere skal udrette i alle menneskeagenters hjerte og sind. Det er menighedens stadige liv at elske Gud højest, og elske andre sådan som de elsker sig selv. Der var kun lidt kærlighed til Gud eller mennesker, og Gud gav præcis sine budbringere det som folk behøvede. Dem som tog imod budskabet blev stærkt velsignet, for de så Retfærdighedens Sols klare stråler, og liv og håb sprang op i deres hjerter. De beskuede Kristus. ”Frygt ikke,” er hans evige forsikring; “Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder.” “Fordi jeg lever, skal I også leve.” Blodet fra Guds pletfrie Lam bruger den troende på deres egne hjerter. Idet vi ser på det store forbillede, kan vi sige: “Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, sommer ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.”

Retfærdighedens sol skinner i hjerterne for at give kundskaber om Jesu Kristi herlighed. Om Helligåndens embedsgerning siger Han: “Han skal forlige Mig: for Han skal tage imod Mine, og skal vise det for jer.” Salmisten beder, “Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne . . . . . skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; glæd mig igen med din Frelse, giv mig til støtte en villig ånd! Da vil jeg lære overtrædere dine veje, og syndere skal vende om til dig.”

Herren vil have disse store temaer studeret i vore kirker, og hvis alle menighedsmedlemmer tillader adgang for Guds ord, vil det give lys og forståelige for enfoldige. “Frygter nogen af jer Herren, han lytte til hans tjener, enhver, som vandrer i mørke og uden lys; han stole på Herrens navn, søge støtte hos sin Gud! Alle I, som optænder ild og sætter pile i brand, gå ind i eders brændende ild, i pilene, i tændte! Fra min hånd skal det ramme eder, i kval skal I ligge.” (Se Esajas 29,13-16, 18-21.) “Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren.”

Der har aldrig været et tidspunkt hvor Herren vil vise Sin store nåde mod Sine udvalgte mere til fulde end i disse sidste dage hvor Hans lov sættes ud af kraft. ”For sin retfærds skyld ville Herren løfte loven til højhed og ære.” Hvad siger Gud med hensyn til Sit folk? “Men folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i huler, skjult i fangers huse, til ran blev de, ingen redder, til plyndring, ingen siger: »slip dem!« (Se også Esajas 43.) Dette er profetier som vil opfyldes.

Jeg vil tale advarende til dem som i årevis har modsat sig lyset og værnet om en modstandsånd. Hvor længe vil I hade og foragte budbringerne for Guds retfærdighed? Gud har givet dem Sit budskab. De vil frembære Herrens ord. Der er frelse til jer, men kun gennem Jesu Kristi fortjenester. Helligåndens nådegave er blevet givet jer igen og igen. Lys og kraft fra det høje er blevet spredt i overflod midt i blandt jer. Her var der beviset, at alle måtte se hvem Herren har genkendt som Sine tjenere. Men der er dem som foragtede mændene og budskabet de frembar. De har hånet dem for at være fanatikere, ekstremister og sværmere. Lad mig profetere for jer: Hvis I ikke hurtigt ydmyger jeres hjerter for Gud, og bekender jeres finder, som er mange, vil I, når det er for sent, se at I har kæmpet imod Gud. Gennem Helligåndens overbevisning, ikke længere til reformation og tilgivelse, vil I se at disse mænd, som I har talt imod, har været som tegn i verden, som vidner for Gud. Så vil I give hele verden, hvis I genløser fortiden, og blive retfærdige og nidkære mænd, bevæget af Guds Ånd at i opløfter jeres stemme i højtidelig advarsel til verden; og være principfaste som en klippe, ligesom dem. Herren vil vide at I vender tingene om. Fortsætter I lidt længere med at forkaste lyset fra himlen, så er I fortabt. “Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for synd, han skal udryddes af forsamlingen.”

Jeg har ikke noget glat budskab at frembære for dem som i så lang tid har peget på den forkerte vej som falske vejledere. Hvis I forkaster Kristi delegerede budbringere, så afviser I Kristus. Forsømmer I denne store frelse I har haft for jer i årevis, foragter dette herlige retfærdiggørelsesoffer gennem Kristi blod og helliggørelse gennem Helligåndens rensende kraft, og der er ikke længere offer tilbage for synder, men ser frygtsomt frem til dommen og ophedet harme. Jeg beder jer indstændigt nu at ydmyge jer selv, og rense jeres hårdnakkede modstand mod lys og beviser. Sig til Herren: Min syndighed har sat skille mellem mig og min Gud. O Herre, tilgiv mine overtrædelser. Slet mine synder ud fra Din hukommelse. Pris Hans hellige navn, der er tilgivelse hos Ham, og du kan omvendes og forvandles.

“Thi hvis blod af bukke og tyre og aske af en kvie, når det stænkes på de besmittede, helliger og bringer kødelig renhed, hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde, gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”—Brev 57, 1895. - Ellen G. White Estate, Washington, D. C. - 11.april, 1985 Hele brevet