- Tilbage

1888-materialer, kap 191, - . 1897 - »Guds sendebud«

Herren vil have sit folk frigjort fra alt der ikke står i skriften med hensyn til præstegerningen. Mennesker som er kaldt til præstegerningen skulle ikke gøres til afguder; der skal ikke ses på dem med overtroisk ærværdighed; og på grund af den magt der tilfalder dem gennem deres embede, skulle synd hos dem ikke miste sin modbydelighed. Deres vigtige embede gør synd i dem betydeligt mere syndfulde, for i at begå synd gør de dem selv til syndens præster, Satans repræsentanter, gennem hvem han kan arbejde med held for at forevige synd.

Alle burde have i sinde at Satans særlige anstrengelser er rettet mod prædikantgerningen. Han ved at den bare er et menneskeligt redskab der ikke besidder nåde eller hellighed i sig selv. Han ved at den er en ordning som Gud har ordineret til at blive til stærke midler til sjæles frelse og er kun effektiv som Gud, den evige Ånd, gør det til. Han ved at evangeliets rigdomme er i jordiske kar, så det alene er Guds kraft der kan gøre dem til ærens kar. De må opdyrke vingården. En Paulus på plante og en Apollos vande, men Gud alene kan give væksten.

Gud har aldrig løftet hans menighed uden et vidnesbyrd. I alle synerne for prøvelser og påvisninger, for modstand og forfølgelse under moralsk mørke, hvilket menigheden har været igennem, har Gud haft mennesker i rette øjeblik som har været beredt til at tage hans arbejde op på forskellige trin, og bære det fremad og opad. Gennem patriarker og profeter åbenbarede han sin sandhed til hans folk. Kristus var hans gamle folks lærer så sandelig som han var det, da han kom til verden klædt i menneskehedens klæder. Med hans herlighed skjult i menneskelig skikkelse, viste han sig ofte for hans folk og talte med dem, »ansigt til ansigt, som når den ene mand taler med en anden.« Han, deres usynlige leder, var indhyllet i søjler af ild og skyer, og talte til deres folk gennem Moses. Guds røst var hørt ved profeterne som han havde bestemt til et særligt arbejde og til at bære et særligt budskab. Han sendte dem for at gentage de samme ord om og om igen. Han havde et budskab der var beredt for dem som ikke var efter menneskers vilje og veje, og dette lagde han i deres mund og lod dem forkynde. Han forsikrede dem at Helligånden vil give dem sprog og talegave. Ham der kendte hjertet ville give dem ord hvorved folket kunne nåes.

Budskabet kunne ikke behage dem det var sendt til. De ønskede ikke noget nyt, men ville bare gå videre som de hele tiden har gjort; men Herren oprørte dem med dadel; han irettesatte deres fremgangsmåde. Han indgød nyt liv i dem der sov på deres post, som ikke var trofaste skildvagter. Han viste dem deres ansvar, og at de vil blive holdt ansvarlige for folkets sikkerhed. Dem der var vagtmænd skulle ikke sove dag ej heller nat. De skal kunne se fjenden, og alarmere folket, så enhver kan være på hans post, så de fjendske vagter ikke kan få den mindste fordel.

Guds vagters ansvar
Og i dag erklærer Gud til hans vagtfolk at hvis de ikke er trofaste og ikke advarer folket som er i fare, vil de i deres synder tages væk. »Hans blod«, siger han, »vil jeg kræve af din hånd.« Men hvis hans budbringere opløfter deres røst for irettesættelse og advarsel, for at vende mennesker fra deres onde veje, og disse sjæle ikke vil høre, da er vagterne klare. Forbryderen mod Gud vil tages i hans synder, hans blod vil være på hans egen sjæl.

Disse alvorlige sager er sat for mig i alvorlige linier. Gud har bestemt hans apostle, pastorer, evangelister og lærere, for hellige viderekomne, for præstegerningen, for opbygningen af Kristi legeme, indtil alle vil komme til troens enhed. Gud erklærer over for hans folk, »Guds ager, Guds bygning er I.« Der må være en stadig fremgang. Skridt for skridt må hans efterfølgere danne lige stier for deres fødder, så ikke det der halter vendes væk fra vejen. Dem der vil arbejde for Gud må arbejde forstandigt for at fylde deres mangler ud i dem selv og herliggøre Herren Israels Gud ved at stå i lyset, og arbejde i lyset fra retfærdighedens sol. Således vi de bære menigheden fremad og opad og mod himmelen, og gøre dets adskillelse fra verden mere klar.

Idet de tilpasser deres karakter til det guddommelige mønster, vil mennesker ikke bevogte deres egene personlige værdighed. Med nidkær og hengiven interesse, vil de vogte menighedens helligede interesser fra det onde som truer med at sløre og omtåge den herlighed som Gud har i sinde skal skinne igennem hende. De vil se at Satans bedrag har ingen plads eller støtte i hende ved opmuntring til, kritik, sladder, tale ondt, og anklage brødre; for disse ting vil svække og styrte hende omkuld.

Striden bliver stærkere
Der vil aldrig være et tidspunkt i menighedens historie hvor Guds medarbejder kan folde hans hænder og befinde sig vel og sige, "Alt er fred og sikkert". Da er det pludselig at der kommer undergang. Alt kan gå fremgang under tilsyneladende velstand og lykke; men Satan er lysvågen, og undersøger og rådfører sig med hans onde engle om en anden angrebsmåde hvor han kan være heldig. Styrkeprøven vil blive mere og mere heftig på Satans side; for han er rørt med en kraft nede fra. Som Guds folk bevæges fremad med helliggjort og uimodståelig energi, plantes Kristi retfærdigheds normer i menigheden, rørt med en kraft fra Guds trone, den store strid vil vokse stærkere og stærkere, og vil blive mere og mere målbevidst. Mening vil blive opstilles mod mening, planer mod planer, principper af himmelsk oprindelse mod Satans principper. Sandhed i dens forskellige aspekter vil være i konflikt med vildfarelse i dens evige forandring, tiltagende former, og som, om muligt, vil bedrage de udvalgte.

Vort arbejde må være alvorligt. Vi skal ikke flyve som dem der slår i luften. Prædikantgerningen, prædikestolen, og trykkeriet kræver mennesker som Caleb, der vovede og ville gøre det, mennesker hvis øjne kun er rettet på at opfange sandheden fra vildfarelse, hvis ører er helliget til at opfange ordene fra den trofaste Vogter. Og ånden fra Guds trone vil gøre sig selv mærkbar på en degenereret kristenhed, en fordærvet verden, rede til at blive fortæret af de længe udsatte domme fra en krænket Gud.

Had til irettesættelsen
Der er nu fare for at mennesker mister syn for de vigtige sandheder som bruges for denne tidsperiode, og søge de ting der er nye og fremmede og henrivende. Mange afviser, hvis de er irettesat ved Guds ånd gennem hans bestemte repræsentanter, at tage imod retledning, og rykke den bitterhed op der er plantet i deres hjerter mod Guds tjenere der bærer tunge og ubehagelige byrder. Der er mennesker der lærer sandheden, men som ikke gør deres veje fuldkomne for Gud, som prøver at skjule deres mangler og ophjælper et køligt forhold til Gud. De har ikke mod til at gøre de ting der er for deres egen særlige fordel. De ser ingen nødvendighed for fornyelse, og således forkaster Herrens ord og hader ham som begyndte at irettesætte.

Denne store nægtelse i at give agt på de formaninger som Herren sender giver Satan ethvert fortrin til at gøre dem til de bitreste fjender til dem der har fortalt dem sandheden. De bliver deres løgnere som har bragt dem budskabet fra Herren.

Mennesket der afviser Herrens ord, der bestræber sig for at skabe sin egen vej og vilje, river budbringeren og de budskaber i stykker som Gud sendte for at røbe ham hans synder. Hans egne tilbøjeligheder har påvirket hans adfærd, og han har bygget sig selv op på en forkert vej. Den guddommelige retningslinie er, »Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!« Men han ville ikke gøre dette. Som en mand tænker, sådan er han. Indefra, ud fra hjertet, udvikler sig onde tanker der er udviklet af Satan. Han begynder at bruge spidsfindigheder i tekniske finesser og måder. Satans ånd binder ham til fjenden så han fremfører kritiske ord på mindre vigtige emner. Sandheden bliver af mindre og stadig mindre værdi for ham. Han bliver en anklager for hans brødre, osv, og laver om på ledere. Verden udenfor har en større vægt for ham end lysets strøm som Gud har hældt ind i verden i de budskaber som han har givet, og som han engang glædede sig ved.

Oh, så mange ting har udviklet sig siden han blev så fuld af had mod Gud fordi hans farer og fejl er blevet fremstillet for ham! Han har tilladt onde tanker at styrkes og få overhånd, fordi han, dag for dag, ikke har spist og drukket af Guds søns blod, fordi han ikke er blevet en deltager af den guddommelige natur. Ting som kommer indefra besmitter mennesket. Hvor fordærvet vil så den kilde ikke være hvor disse onder har taget deres begyndelse!

Det skæbnesvanger valg
Uhelliggjorte prædikanter stiller sig selv imod Guds ånd. De priser Kristus og denne verdens gud i samme åndedrag. Når de foregiver at tage i mod Kristus, tager de imod Barabbas, og ved deres handlinger siger de, »Ikke ham, men Barabbas.« Lad alle der læser disse linier, give agt. Satan har gjort al det pral han kan. Han kunne tænke sig at opløse den enhed som Kristus bad måtte eksistere i hans menighed. Han siger, "Jeg vil gå ud og være en løgnagtig ånd og bedrage dem jeg kan, til at kritisere, og fordømme og skuffe." Lad den bedrageriske synd og de falske vidner være i en menighed der har haft stort lys, stor klarhed, og den menighed vil kassere det budskab som Herren har sendt, og tage imod de mest urimelige påstande og falske antagelser og falske teorier. Satan ler af deres tåbelighed, for han ved hvad sandhed er.

Mange vil stå bag vore prædikestole med den falske profetis fakkel i deres hænder, optændt fra Satans djævelske fakkel. Hvis der værnes om tvivl og utroskab, vil de prædikanter, som tror de ved så meget, blive fjernet fra folket. »Vidste blot også du«, sagde Kristus, »på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.«

Sandhedens lys
Ikke desto mindre står Guds grundvold sikkert. Herren kender dem som er hans. Den helliggjorte prædikant må ikke have nogen svig i sin mund. Han skal være åben som dagen, fri for enhver ond plet. En helliggjort forkyndergerning og presse vil være en kraft der lyser på den genstridige slægt. Lys brødre, vi behøver mere lys. Blæs i basunen i Zion; blæs en advarsel på det hellige bjerg. Saml Herrens hær, med helliggjorte hjerter, for at høre hvad Herren vil sige til hans folk; for han har større lys for alle som vil høre. Lad dem blive bevæbnet og udstyret, og komme på højde med slaget - til Herrens hjælp mod den vældige. Gud selv vil arbejde for Israel. Enhver tunge der lyver vil bringes til tavshed. Englenes hænder vil kuldkaste de bedrageriske planer som er blevet udformet. Satans bolværk vil aldrig triumfere. Sejr vil ledsage den tredje engels budskab. Som lederen af Herrens hær rev Jerikos mure ned, således vil Herrens lovlydige folk sejre, og alle fjendtlige elementer bliver tilintetgjort. Lad ingen sjæl beklage sig over Guds tjenere der er kommet til dem med et himmel-sendt budskab. Stik ikke længere sprækker i dem, og sig, "I taler meget sikkert; I taler meget stærkt." De kan tale stærkt; men behøves dette? Gud vil prikke til tilhørernes ører hvis de ikke vil give agt på hans stemme eller hans budskab. Han vil fordømme dem som modsætter sig Guds ord.

Mennesker i det rette øjeblik
Satan har gjort alt muligt for at intet skal komme blandt os der irettesætter og dadler os, og tilskynder os til at lægge vore fejl væk. Men der er et folk som vil bære Guds ark. Nogle vil gå væk fra os som ikke længere vil bære arken. Men disse kan ikke lave mure der er i vejen for sandheden; for den vil gå fremad og opad til enden. I tidligere tid har Gud vækket mennesker, og han har stadig mennesker der venter på en anledning, beredt til at gøre hans befaling - mennesker der vil gå gennem begrænsninger der kun er som mure der er tilsløret med dårligt mørtel. Når Gud lægger hans Ånd over mennesker, vil de arbejde. De vil forkynde Herrens ord; de vil opløfte deres røst som en basun. Sandheden vil ikke være formindsket eller miste sin kraft i deres hænder. De vil vise folk deres overtrædelser, og Jakobs hus deres synder.

Satans voldsomme arbejde
Striden vil blive vildere og vildere. Satan vil tage slaget og udgive sig for at være Kristus. Han vil fordreje, misbruge og trodse alt hvad han overhovedet kan, om muligt bedrage de udvalgte. Selv i vore dage har der været og vil fortsætte at være hele slægter som engang har glædet sig i sandheden, men som vil miste tro på grund af at bagtalelse og løgne er bragt til dem med henblik på dem de har holdt af og med hvem de har haft liflige råd. De åbnede deres hjerter for at få sået rajgræs; rajgræsset voksede op iblandt hveden; de blev stærkere; hvedens afgrøde blev mindre og mindre; og den værdifulde sandhed mistede sin kraft for dem. For en tid ledsagede en falsk nidkærhed deres nye teorier, som forhærdede deres hjerter imod sandhedens forkæmpere som jøderne gjorde mod Kristus.

Under Satans tjensteiver, havde nogle for en tid i menneskers øjne trivselens vilkår; men det er kun for en tid. Satan bragte dem så langt at de foragtede Guds Ånd. De foldede sig ud som et grønt laurbærtræ. Herren tillod for en tid. Han lod dem vise deres misundelse og hadet mod Guds folk, som han lod Satan udvikle hans karakter, så han kunne stå foran det himmelske univers, foran de ufaldne verdener, og den faldne verden, i hans sande egenskaber, som en bedrager, en anklager for brødre, en morder for hjerte.

Oprejs barrierer mod fjenden
Mange som påberåber at tro sandheden, men som ikke han noget anker, vil blive bundet til Satans selskab. Dem som ikke har arbejdet på Guds side af sagen vil være overladt til at blive en anstødssten for dem som har opnået en levende erfaring for dem selv. Lad enhver prædikant, i stedet for at stå og kritisere og stille spørgsmål til tvivl og modstand, hvis der øjnes en chance for at gøre sådan, nu blive beskæftiget med at oprejse barrierer mod de listige fjender. I stedet for at kæmpe imod dem som Herren har sendt for at frelse disse, så lad hans folk bede ivrigt og stadigt efter Guds nådes kraft, og så vil Lederen for Herrens hær indtage marken. I stedet for at sidde og dømme over mennesker hvem Gud har taget imod til at gøre ham tjeneste, så lad byrden for deres bøn være, nat og dag, at Herren kan sende flere arbejdere ud til hans vingård. Prædikanter, vanær ikke jeres Gud og forvold ikke Helligånden sorg, ved at tale nedsættende om de menneskers veje og metoder som Gud har valgt. Gud kender karakteren. Han ser de menneskers temperament som han har valgt. Han ved at det kun er alvorlige, faste, besluttede, dybtfølende mennesker der vil se dette arbejde i dets væsentlige betydning, og vil lægge en sådan fasthed og beslutsomhed i deres vidnesbyrd at de vil lave et brud mod Satans barrierer.

Gud giver mennesker råd og irettesættelse til deres gode. Han har sendt sit budskab, og fortalt dem hvad der behøves i øjeblikket- 1897. Tog du imod budskabet? Gav du agt på bønnen? Han gav jer anledning til at komme frem rustet og udstyret for at hjælpe Herren. Og det hele var gjort, og han bød dig at holde stand. Men gjorde du dig redde? Sagde du, »Her er jeg, send mig«? Du sad stadig og gjorde intet. Du lod Herrens ord falde upåagtede på grunden; og nu har Herren taget mennesker som var drenge da du stod på foreste linie i slaget, og har givet dem et budskab og det arbejde som du ikke tog på dig. Vil du være en anstødssten for dem? vil du kritisere? Vil du sige, "De forlader deres plads"? Alligevel udfylder du ikke den plads som de nu er kaldede til at udfylde.

Oh, hvorfor vil mennesker være i vejen, når de skulle være hjælpere? Hvorfor vil de blokere hjulene, når de skulle skubbe med tydeligt resultat? Hvorfor vil de frarøve deres egen sjæl fra goder og fratage andre velsignelser som skulle komme til dem? Disse lysets forkastere vil forblive i de ufrugtbare ørkner, hvor ingen fornyende og helbredende vande vil flyde og deres præstetjenester er så gold for frugter som Gilboas bakker var, hvor der hverken var dug eller regn. De er ikke dækket med guddommelig salvelse og bibringer ingen velsignelse for andre. De må ydmyge deres hjerter og tilstå deres fejl, og bryde Satans greb på dem. De må bryde de lænker som opdragelse, fordomme eller vaner har smedet. Ville de kun forhøre sig hos Gud, i en angrene ånd, ville de finde ham. Så ville de ikke sætte deres egen vilje op, men gå der hvor Herrens Ånd leder; de ville blive ledt af ham.

Tag lyset op
Udrensningen vil ganske sikkert gå gennem enhver menighed i vort land som har haft store anledninger og fortrin, og har ladet dem gå upåagtet. Flere vidnesbyrd er ikke hvad de ønsker. De behøver rene og helliggjorde hjerter til at tage op og beholde al det lys som Gud har givet, og da vil de vandre i det lys.

Vi behøver ikke at sige, "De sidste dages farer kommer snart over os." De er allerede kommet. Vi behøver nu Herrens sværd til at skære sjæl og de kødelige lysters, appetitten og lidenskabens indre kraft. Måtte det trænge ind og opdele det i langt større grad end det nogen sinde før har gjort. Måtte al stolthed kastes ned. Måtte det som kødeligt sikret holdes væk fra løgnens tilholdssted, med hvilket de har søgt at bedrage Guds folk. Måtte den bortskære al deres selvretfærdighed og åbne de blindes øjne, så de kan se at de ikke er hele i Guds øjne.

Jeg henvender mig til Guds folk som i dag holder fast ved den tillid de har fået, som ikke vil forlade den tro der engang er overgivet de hellige og som står midt iblandt disse sidste fordærvede dages moralske mørke. Herrens ord til jer er: »Jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk.« Kan vi ikke her se Guds faderlige kærlighed komme til udtryk for dem som holder fast i retfærdighedens tro? Det tætteste forhold eksister mellem Gud og hans folk. Vi er ikke kun genstand for hans sparsomme barmhjertighed og hans tilgivende kærlighed, vi er mere end det. Herren glædes over sit folk. Han fryder sig ved dem. Han er deres sikkerhed. Han vil forskønne alle som tjener ham med et helt hjerte med hellighedens ånd. Han klæder dem med retfærdighed. Han elsker dem som gør hans vilje, som udtrykker hans billede. Alle som er sande og trofaste er tilpasset hans Søns billede. I deres mund findes ingen svig, for de er uden fejl foran Guds trone.