- Tilbage

1888-materialer, kap 30, - 5. marts 1889 - »Møderne i South Lancaster, Mass.«

af Mrs. E. G. White.
Særlige møder begyndte i South Lancaster fredag, d. 11. januar [1889]. Vi var glade for at finde kirken velfyldt med dem som var kommet for at modtage det gode ved møderne. Der var mange personer til stede, som vi aldrig havde mødt før, og deres tilstedeværelse bevidnede at Guds kraft omvender sjæle, og vender menneskers fødder til hans loves sti. Delegerede var til stede fra Maine, Connecticut, Massachuttes og andre stater. Vi indså at der var et arbejde at gøre med at bringe tingene i orden, som ved bedste menneskelige anstrengelser ikke kunne gøres uden hjælp fra Gud. Vore hjerter blev draget i dyb bøn til Gud, om at han måtte arbejde for vort bedste. Vi havde et budskab om den nærværende sandhed til folk; og hvis de ville sætte sig selv i lysets kanal, ville de være forberedt til at gøre et arbejde for andre, der ligner det arbejde der skal gøres for dem.

Sabbats eftermiddag havde jeg frihed til at fortælle folk om nødvendigheden at adlyde Guds lov. Det er ikke nok at sige at vi tro. Vi må have den oprigtige tro som virker ved kærlighed, og renser sjælen. Gud har givet os en fuldkommen standard for retfærdighed i hans lov. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv." Dette indbefatter hele menneskets pligt over for sin Gud og sin næste. Vi skylder Gud vort liv, og alt som gør livet ønskværdigt, og når vi nægter at yde lydighed mod ham, berøver vi og bedrager vore egne sjæle. Ingen mennesker kan vælge sin egen vej uden dyb utaknemmelighed mod Gud; og derved udviser han Gud fjendskab frem for kærlighed.

Vi følte os bebyrdede for dem som har frembåret sandhedens budskab til andre, så de ikke skal lukke deres hjerter for nogle af det himmelske lys dyrebare stråler, som Gud har sendt dem. Jesus glædede sig da Hans efterfølgere tog imod Hans sandhedsbudskaber. En gang opløftede en han sine øjne mod himlen, og sagde: "Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige." Den dyrebare Frelser som bragte liv og udødeligheden frem i lyset, glæde sig over at frelses planen kunne forstås af dem som er ydmyge i ånden, skønt den stolte og selvtilstrækkelige ikke kan forstå dens mysterium. Den verdslig-vise kan ikke se den skønhed som sandheden, som Kristus hele tiden åbner for deres forståelse som har et villigt, barnligt ønske til at være loyale imod. For den ydmyge er sandheden Guds kraft til frelse.

Sabbats eftermiddag, blev mange hjerter berørt, og mange sjæle fik føde af det brød der kom ned fra himlen. Efter prædikenen nød vi et dejligt socialt møde. Herren kom meget nær, og overbeviste sjæle om deres store behov for Hans nåde og kærlighed. Vi følte at det var nødvendigt at fremstille Kristus som en Frelser, som ikke er langt borte, men lige ved hånden. Da Guds Ånd begyndte at arbejde på menneskenes hjerter, kunne frugten ses ved syndsbekendelse og rettelse af fejl. Idet folk søgte at drage nærmere til Gud, udførte alle ved møderne gerninger der gav anger, og bekendte for hinanden - at de havde fejlet over for hinanden i ord eller handling. Vilde, skrigende råb og kropsøvelser er ikke bevis på at Guds Ånd virker. Herren manifesterede sig selv for Elias i en ganske svag stemme: Kristus siger: "Se, jeg står for døren og banker; hvis nogen hører min røst, og åbner døren, vil jeg komme ind og holde nadver med ham, og han med mig." Det er synderen selv som har spæret døren. Vil han taget spærringen bort? Vi han løsne boldene på døren? Låsene er på hans side af døren, ikke på Frelserens side.

Der var mange, også blandt prædikanter, som så sandheden som den er i Jesus, i et lys som de aldrig før havde set det. De så Frelseren som en synds tilgivende Frelser, og sandheden som den der helliger sjælen. "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig til at tilgive vore synder, og rense os fra al uretfærdighed." Hvis vi ønsker at tage del i Kristi herlighed, må vi også være villige til at tage del i hans ydmygelse. "Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led." Dette må være ethvert Guds barns erfaring. "Da nu Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sind (thi den, som har lidt i kødet, har brudt med synden)."

Vi burde ikke knurre, hvis vi bliver kaldet til at tage del i den lidende del af religion. Der er mange, som ikke føler uvilje mod at lide, men de udøver ikke enkel levende tro. De siger, at de ikke ved, hvad det vil sige at tage Gud på hans ord. De har en religion, der består af udvortes former og skikke. Det gør ondt at se den vantro, der eksisterer i mange af Guds bekendende efterfølgeres hjerter. Vi har de mest dyrebare sandheder, der nogensinde er betroet dødelige mennesker, og troen hos dem, der har fået disse sandheder burde svare til deres storhed og værdi. De er mange som føler det sådan at de har et stort værk at gøre selv, før de kan komme til Kristus og modtage Hans frelse. De synes at tænke at Jesus vil komme ind helt på slutningen af deres egne anstrengelser, og give dem hjælp ved at sætte det afsluttende stempel på deres livsværk. Det syntes vanskelig for dem at forstå at Kristus er en fuldkommen Frelser, i stand til at frelse til det yderste alle som kommer til Gud ved Ham. De ser ikke den kendsgerning at Kristus selv er vejen, sandheden og livet." Når vi hver især hviler i Kristus, med troens fulde forvisning, stoler alene på at hans blods virkekraft kan rense fra al synd, så vil vi få fred i troen, hvad Gud har lovet at han kan udrette. Ligesom Kristus repræsenterer Faderen, ligeså skal vi repræsentere Kristus over for verden. Vi kan ikke overføre vor forpligtelse til andre. Gud ønsker at I skal kende hans herligheds rigdomme, at I må forkynde frelsens mysterium for dem omkring jer, - Kristus i jer, herlighedens håb.

Idet vore brødre og søstre åbnede vore hjerter for lyset, fik de et bedre kendskab om hvad tro indbefatter. Herren var meget dyrebar; Han var klar til at styrke Sit folk. Møderne fortsatte en uge efter deres første beslutning. Skolen blev nedlagt, og alle gjorde et alvorligt arbejde for at søge Herren. Ældre Jones kom fra Boston, og arbejde ihærdigt for folk, og talte to nogle gange tre gange om dagen. Guds hjord fik sjæls nærende føde. Det budskab Herren har sendt sit folk for denne tid, blev bragt frem i prædikerne. Møderne udviklede sig fra den tidlige morgen til sent på aften, og resultatet var meget tilfredsstillende.

Til de tidlige morgenmøder prøvede jeg at bringe Guds faderlige kærlighed og omsorg for sine børn. Kundskaben om Guds kærlighed er den mest virkningsfulde kundskab der kan fås, at karakteren forædles, forfines og ophøjes. Jesus skal være vort mønster. Herren har lektier til os at lære som er af største betydning. Han leder som børn, til at se på hans godhed, barmhjertighed og kærlighed, fra vor kære Forløsers enkle og ydmyge liv. Kristus har alt rettet sine disciples tanker hen mod Gud, som en elskende Fader. Han oplærte sine efterfølgere til at se på Gud med tillid og kærlighed. Når vi indgydes med Guds storhed og retfærdighed, peges vi hen til Jesus, til hans pletfrie karakter og hans uendelige kærlighed. Der ser vi Faderen åbenbaret i Sønnen, for Gud er kærlighed.

Både studerende og lærere fik stor del i Guds velsignelse. Næsten hvert hjerte har mærket Guds Ånds dybe bevægelse. Det generelle vidnesbyrd blev frembåret af dem som deltog i mødet, at de havde fået en erfaring, som de aldrig havde kendt til før. De bevidnede deres glæde, at Kristus havde tilgivet deres synder. Deres hjerter blev fyldt med taksigelse og pris til Gud. En liflig fred kom i deres sjæle. De elske alle og enhver, og følte at de kunne hvile i Guds kærlighed.

Jeg har aldrig før set en vækkelse gå frem med en sådan grundighed og samtidig være så fri for alt overdreven sindsbevægelse. Det var ingen tilskyndelse eller opfordring. Folket blev ikke kaldet til at komme frem men det var en højtidelig forståelse af at Kristus ikke kom for at kalde de retfærdige, men syndere til omvendelse. De oprigtige af hjertet bekendte deres synder og bære frem omvendelsens frugter for Gud ved at gøre det godt igen så langt som det stod i deres magt. Vi syntes at puste i selve himmelens atmosfære. Englene kredser virkelig omkring os. Fredag aften begyndte samværet klokken sytten og var ikke slut før klokken enogtyve. Ingen tid gik tabt, for enhver havde et levende vidnesbyrd at frembære. Mødet ville fortsætte nogle flere timer, hvis hele prædikenen blev afholdt; men det var vel det bedste at det sluttede på det tidspunkt. Jeg kunne ikke sove den nat før det næsten var dag. Herren hjemsøgte sit folk. Og der var glæde i himlen iblandt englene over de angrende syndere der var kommet tilbage til Faderen. Hvilket skønt syn var det ikke for universet at se faldne mænd og kvinder beskue Kristus, de var forandrede, tog aftryk af hans billede på deres sjæle.

Der var mange som bevidnede at de blev overbeviset i lyset af loven som overtrædere, idet de ransagende sandheder blev bragt frem. De havde stolet på deres egen retfærdighed. Nu kunne de beskidte pjalter ses i sammenligning med Kristi retfærdighed som det eneste der er acceptabelt for Gud. Selvom de ikke havde været åbenlyse lovovertrædere, så de dem selv som fordærvede og usle i hjertet. De havde underlagt sig andre guder i stedet for deres himmelske Fader. De havde kæmpet for at afstå fra synd, men de havde stolet på egen styrke. Vi burde gå til Jesus præcis som vi er, bekende vore synder, og kaste vor hjælpeløse sjæle på vor medfølende Forløser. Dette undertrykker hjertets stolthed, og det er en korsfæstelse af selvet. I lignelsen, så faderen den bortødslende søn vende tilbage. Han så hans anger og sjælsbrøde, og han havde medlidenhed med ham, og han løb og faldt ham om hans hals og kyssede ham. Sønnen fortalte om sin anger, og sagde: "Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn" Men faderen sagde til sine tjenere: "Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne; og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen." Den bortødslende søn bekendte sin synd til fulde. Han undskyldte ikke sin forkerte handlemåde, og han blev tilgivet, og genindsat i sin faders hus.

Vi takker Herren, vi glæder os over at det ikke er for sent for omstrejfende at vende tilbage, med ydmyg bekendelse, og tage imod en velkomst i Faderens hus, - og blive iklædt Kristi retfærdighed. Jeg takker Gud for dette af hele hjertet hver dag. Vi ville være det mest utaknemmelige af hans skabninger, om vi var ligeglade når han arbejder for menneskebørnene på en så forunderlig måde. Vi bør være som lyng-ørkenen, om vi ikke priste Gud når det gode kommer. Jeg ved at der har været glæde i himlen på grund af det gode arbejdet i South Lancaster; og hvis englene glæder sig, hvorfor skulle vi så ikke også være vidne til at omstrejfende i mørket vender tilbage til Guds kærligheds forunderlige lys?

At kende Gud er den vidunderligste kundskab, mennesker kan besidde. Der findes megen visdom hos mænd af denne verden, men med alderens visdom ser de ikke den skønhed og majestæt, retfærdighed og visdom, godhed og hellighed, som universets skaber besidder. Herren vandrer blandt menneskene ved sit forsyn, men hans majestætiske skridt høres ikke, hans nærværelse opfattes ikke, hans hånd ses ikke. Kristi disciples gerning er at skinne som lys og åbenbare Guds karakter for verden. De skal opfange de stadig stærkere lysstråler fra Guds ord og genspejle dem for mennesker, der er indhyllet i mørke og vildfarelse. Kristi tjenere skal genspejle Guds og Kristi karakter for mennesker. Apostlen siger: "Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys."