- Tilbage

1888-materialer, kap 39, - . 1889 - »Grundløse beretninger«

Adskillige gange sidste vinter (1888-89) fik jeg den beretning, under Minneapolis-konferensen, at "søster White fik vist at dommen, som siden 1844, var sket over de retfærdige døde, nu var begyndt over de levende." Denne beretning er ikke sand. Et lignende rygte, som har svirret omkring i to år, kommer på denne måde: I et brev skrevet fra Basel i Schweiz, til en prædikant i Californien gør jeg en større bemærkning, som følgende: "Dommen har i over fyrre år været over de dødes sager og vi ved ikke hvor hurtigt den vil komme over de levende." Sidstnævnte blev læst for forskellige personer og ubetænksomme tilhørere har berettet hvad de mente de hørte. Her startede det. Beretningen fra Minneapolis opstod af nogles misforståelse af en udtalelse, med samme virkning, som det fra brevet. Der er intet andet belæg, end disse rapporter.

Derudover siger en rapport at en nulevende præst er blevet set af mig i et syn, som frelst i Guds rige, derved fremstillende hans frelse som sikker. Der er ingen sandhed nogen steder i denne udtalelse. Guds ord lægger betingelserne for vor frelse og det påhviler os selv fuldt ud om vi vil gå ind på dem, eller ej.

Åbenbareren siger: »Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil. Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle."

»Men efter hans forjættelse venter vi »nye himle og en ny jord«, hvor retfærdighed bor. Derfor, I elskede! da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred.« »Da I nu, I elskede, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste. « »Og jer give Herren en stadig større rigdom på kærlighed til hverandre og til alle, ligesom vi har kærlighed til jer så han styrker jeres hjerter til at blive ulastelige i hellighed for Guds, vor Faders, åsyn ved vor Herres Jesu komme sammen med alle hans hellige!« »Og min retfærdige skal leve af tro;« men »hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.« Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.«

Her har vi bibeludvælgelsen tydeligt anført. Her er det specificeret hvem der skal krones i Guds by og hvem ikke skal have del hos de retfærdige. »Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.«

Den tredje beretning siger i forbindelse med Minneapoliskonferensen: "Søster White erkendte i nogle af hendes bemærkninger ved det møde, at hun havde taget fejl og udvist en forkert ånd." Denne beretning er også fuldstændig grundløs. Jeg kan ikke undlade at give konferensen det lys, Gud havde givet mig. Da gav jeg både i advarsels- og irettesættelsesbudskaber og i håbets og troens ord. Men intet af det jeg sagde ved det møde, er blevet trukket tilbage eller bekendt som fejlagtig. Jeg ser stadig tingene fra samme ståsted af og er af samme opfattelse, som da jeg var i Minneapolis. Alle farerne som jeg så dengang og som bragte en sådan byrde på mig, er blevet klarere siden det møde. Idet jeg fik bedre kendskab til vore menigheders tilstand, ser jeg at alle advarslerne jeg gav i Minneapolis var nødvendige.

Beretningen fra Minneapolis, havde tendens til at ødelægge tilliden til alle de irettesættelser og advarsler jeg har givet folk. Et eksempel på dette vil jeg give her.

En søster knyttet til en af vore missioner er blevet irettesat for hendes forkerte indflydelse over de unge mennesker hun omgik. Hun havde ansporet til en lethed, spøgen og overfladiskhed, som sårede Guds Ånd bort, som var demoraliserende for medarbejderne. Da beretning kom pr. brev fra Minneapolis om Søster Whites forkerte handlemåde, som dér krævede en bekendelse, søster T's slægtninge bemærkede straks: "Nuvel, hvis søster White ikke havde med problemerne i Minneapolis og måtte erkende at hun havde gjort en fejltagelse med det budskab hun gav min søster, måtte også hun erkende dette." Og de retfærdiggjorde den fejlende i hendes handling. Siden den gang har søster T imidlertid indrømmet den fejl, som hun var blevet irettesat for. Dem som startede og spredte denne beretning har givet de fejlende mod til at forkaste irettesættelsen og sjæle er derved bragt i fare. Lad alle som er gået ind i dette arbejde tage sig i agt, så ikke disse sjæles blod vil findes på dem, på den endelige doms store dag.

De omtalte sager vil tjene til at vise hvor lidt tillid man skal have til beretninger om hvad jeg har gjort eller lært. I mit arbejde i forbindelse med Herrens værk, har jeg ikke gjort det for skik at forsvare min egen sag eller dementere de beretninger om mig, der har løbet rundt. Skulle jeg dette ville det optage min tid, til forsømmelse af det arbejde Gud har udpeget mig til. Disse sager har jeg overladt ham, som har omsorg for sine tjenere og sin sag.

Om jeg ville sige til mine brødre: Pas på med at tro på sådanne beretninger. Frelseren påbød sine disciple: »Agt på, hvad I hører!« Og han taler om en bestemt klasse, der hører og ikke vil forstå, for ikke at blive omvendte og helbredt. Igen siger han: »Agt på, hvad I hører!«. »Den, som er af Gud, hører Guds ord.«

Dem som lytter til Kristi ord, hører og beretter hans lære, præcis i den ånd som var i dem. Sådan er det altid med dem, som hører Guds ord. Den måde de forstår og modtager det på, er afhængig af den ånd som bor i deres hjerter.

Der er mange, som danner sit eget billede af hvad de hører og får tankerne til at se helt anderledes ud fra det, som taleren forsøger at sige. Nogle hører tingene gennem deres egne fordomme eller forudindtagelse og forstår tingene som de selv forstår dem, - som vil passe dem bedst, - og berette det sådan. Følger de et uhelliget hjertes tilskyndelser, vil den fortsætte i ondt, som ellers kunne, hvis det blev forstået rigtigt, være virkemiddel til meget godt.

Et udsagn, som ellers er fuldstændig rigtig i sig selv, kan også fordrejes helt ved overførsel gennem adskillige nævenyttige, uforsigtige eller kritiserende mennesker. Velmenende personer er ofte uforsigtige og gør frygtelige fejltagelser og det er ikke sandsynligt at andre vil berette mere korrekt. En som selv har forstået en talers budskab til fulde, gengiver en bemærkning eller en påstand og lader ham selv farve det. Det gør et indtryk på tilhørerne præcis efter hans egne fordomme og forestillinger. Han siger det til en tredje person, som igen lægger lidt mere til og sender det videre; og før nogen er klar over hvad de gør, har de opfyldt Satans mål og lagt tvivlens, jalousiens og mistankernes frø hos mange mennesker.

Hvis de lytter til Guds irettesættende, advarende eller opmuntrende budskab, medens deres hjerter er fyldt med fordomme, vil de ikke forstå den sande betydning af det, som blev sendt til dem som smag af liv til liv. Satan står ved siden af og lader dem forstå alt i et falsk lys. Men de sjæle der hungrer og tørster efter guddommelig kundskab vil høre rigtig og vil få de dyrebare velsignelser som Gud har tænkt, de skal bibringes med. Deres sind er under hans Helligånds indflydelse og de hører rigtigt.

Når hjerterne renses for selvisk egoisme, er de i harmoni med det budskab Gud sender dem. Sanserne opklares og følsomhed forædles. Lighed værdsætter lighed. »Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig."

Og nu til alle, som har lyst til sandheden vil jeg sige: Sæt ikke jeres lid til uautoriserede efterretninger om hvad søster White har gjort eller sagt eller skrevet. Hvis I ønsker at vide hvad Herren har åbenbaret ved hende, så læs hendes udgivne værker. Er der noget interessant i det hun ikke har skrevet om, så grib ikke så ivrigt fat i dette for at sprede rygter om noget der ikke er fra hende.