- Tilbage

1888-materialer, kap 66, - 11. marts 1890 - »Kristus bad for enighed iblandt Sine disciple«

Der er dyrebare ord i Kristi bøn for sine disciple. Han sagde: "Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de nå være ét ligesom vi. . . . . . Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig.

Den enhed og harmoni, der burde herske blandt Kristi disciple, er beskrevet i følgende ord: "Så de må være ét ligesom vi." Men hvor er der mange, der trækker sig tilbage og synes at mene, at de har lært alt, hvad der er nødvendigt at lære. Brødre, hvor er jeres ansvar for disse? Har I inviteret dem til at komme og søge Gud og høre det ord der er dyrebart for jer? Nyder I lyset medens I er villig til at lader andre blive i mørket? Vi ønsker at alle vores brødre skal have de samme velsignelser som vi har. De, der vælger at stille sig i udkanten af lejren, kan ikke vide, hvad der foregår i dens midte. De må komme helt ind i midten, for vi må som et folk være forenet i tro og mål. Jesus bad om at alle hans disciple måtte være et. "Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden." Joh 17,17-18. Det er gennem dette fællesskab, vi overbeviser verden om Kristi mission og viser vort Guddommelige stempel for verden. "Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét," Joh 17,22. Det er det vi ønsker. Det er det vi venter på, mere af Kristi lys til at oplyse vor sti, at vi må gå fremad med det hellige lys på vores ansigter, at vi må gøre et indtryk på dem vi kommer i kontakt med.

"Jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. Joh 17,23. Kan vi fatte betydningen af disse ord? Kan vi tage det til indtægt. Kan vi måle denne kærlighed? Den tanke, at Gud elsker os, som han elsker sin Søn, burde få os til i taknemmelighed at prise ham. Der er skaffet udvej for, at Gud kan elske os, som han elsker sin Søn, nemlig gennem vor enhed med Kristus og hinanden. Vi må komme til kilden hver især og selv drikke. Måske er der tusinder rundt om os, der drikker af frelsens kilde, men vi vil ikke blive vederkvæget, før vi selv drikker af den helbredende kilde. Vi må selv se Guds ords skønhed og lys og tænde vort lys ved det Guddommelige alter, så vi kan gå ud i verden og holde livets ord op som en klar, skinnende lampe. Dem som ikke kommer til Guds ord for lys til sig selv, vil ikke have lys til at sprede videre til andre.

Hvor dyrebare er disse ord! "Fader! Jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed", som du har givet mig: for du elskede mig før verdens grundlæggelse" Kristus vil, at vi skal se hans herlighed. Hvor? I det himmelske rige. Han ønsker, at vi skal være ét med ham. Hvilken tanke! Hvor villig gør den mig ikke til at ofre hvad som helst for hans skyld! Han er min kærlighed, min retfærdighed, min trøst, min glædeskrone, og det er hans vilje, at vi skal se hans herlighed. Hvis vi følger ham i hans ydmygelse, i hans selvopofrelse, i prøvelse, vil vi se ham, som han er, vi vil se hans herlighed; og hvis vi ser hans herlighed, vil vi få del i den.

Han siger: "Retfærdige Fader! Verden har ikke kendt dig, men jeg har erkendt dig, og disse har erkendt, at du har sendt mig." O, hvor lidt vi kender ham! Han siger, at verden ikke har kendt Faderen. Gud forbyde, at nogen af dem, der har sandheden, skal være blottet for kundskaben om Gud! O, må Kristus kunne sige om os: "Men disse har kendt dig!"

"Og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." Dette er også vort arbejde - at åbenbare Faderen, at bekendtgøre hans navn. Vi har hørt hans stemme mere direkte i det budskab som er gået ud de sidste to år, og bekendtgjort Faderens navn for os - " Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet."

O om vi måtte samle vor tros styrke op, og sætte vore fødder på klippen Kristus Jesus! Du skulle tro at han vil holde dig fra at falde. Årsagen til at du ikke har mere tro på Guds løfter, er at dit sind er adskilt dig fra Gud, og fjenden gerne vil have det sådan. Han har kastet sin skygge mellem os og vor Frelser, så vi ikke kan se hvad Kristus er for os, eller hvad han kan være. Fjenden ønsker ikke at vi skal forstå hvilken trøst vi finder i Kristus. Vi er blot lige begyndt at få et lille glimt af hvad tro er; for det er vanskeligt for dem, som er blevet optaget af vantroens mørke billeder, og se alt andet end mørket. Måtte Gud hjælpe os til at samle hans løfters juveler op, og besmykke erindringens lokale med hans ords ædelstene. Vi bør bevæbne os med Guds løfter. Vore skoler bør barrikaderes med dem. Når Satan kommer ind med sit mørke, og forsøger at udfylde sjælen med tungsind, gentager jeg nogle af Guds dyrebare løfter. Når vort arbejde bliver vanskeligt på grund af den vantro vi møder i folks hjerter, hvor troen burde blomstre, gentager jeg igen og igen: "Thi figentræet blomstrer ikke, vinstokken giver intet, olietræets afgrøde svigter, markerne giver ej føde. Fårene svandt af folden, i staldene findes ej okser. Men jeg vil frydes i Herren, juble i min Frelses Gud." Når jeg gør dette, fylder lyset af Guds herlighed min sjæl. Jeg vil ikke se på mørket.

Vi må opløfte Golgatas Menneske; og måtte enhver af jer lære at ophøje Kristus før du forlader dette møde, - før du går ud for at arbejde for andre. Måtte nye kapitler af erfaring åbne sig for dig, om den tillid som du måtte have til Gud. Frelseren spørger: Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?" Satan kaster sin mørke skygge mellem dig og din Gud; han har omgivet folk i stort mørke, men du må have lyset fra Guds trone, du måtte rodfæstes og grundfæstes i sandheden, så at når du kommer ind i deres nærhed, som gemmer på vildfarelse, måtte du ikke formørke deres indflydelse, og rystes bort fra det dyrebare lys.

Paulus formanede Timoteus: "Og nu du, mit barn! hent kraft fra nåden i Kristus Jesus; og hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre." Dette er hvad vi skal gøre: Vi er på missionens jord, og vi bør bede for at Gud må oprøre deres sind som ikke lader til at føle deres behov noget mere end de har nu, så de måtte søge efter lys fra Guds trone. Vi bør ikke findes som forkrøblede mennesker, og have hængt vor tvivl op på knager, om det lys som Gud har sendt til os. Når du bliver opmærksom på et lærepunkt som du ikke forstår, så gå til Gud på dine knæ, så du kan forstå hvad der er sandhed, og man ikke finder dig ligesom jøderne, der kæmpede imod Gud. Lyset kom til dem, men de elskede mørket frem for lyset. Når vi advarer mennesker til at acceptere intet anden end sandheden, bør vi også advare dem til at ikke bringe deres sjæle i fare, ved at forkaste lysets budskaber, men presse mørket ud ved alvorligt studium af Guds ord. Alle bør udvises større forsigtighed, så vi ikke forkaster det som er sandhed. Vi behøver en levende erfaring. Hvad tro angår, er vi ligesom små børn, der er ved at lære at gå. Idet et lille barn tager sine første skridt, vakler det ofte og falder; men det rejser sig igen og lærer til sidst at gå selv. Vi må lære, hvordan man tror på Gud. Vi må ikke se på vore følelser, men kende Gud gennem levende tro. Se på høvedsmanden, der kom til Kristus, som et eksempel på ægte tro... Hvilken slags kraft troede denne høvedsmand, at Kristus besad? Han vidste, at det var Guds kraft. Han sagde: "Jeg er jo selv en mand, som står under kommando og har soldater under mig, og siger jeg til den ene: 'Gå!' så går han." Høvedsmanden så med troens øjne, at Guds engle var rundt om Jesus, og at hans ord ville befale en engel at gå til den lidende. Han vidste, at hans ord ville gennemtrænge kammeret, og at hans tjener ville blive helbredt. Og hvordan bifaldt Kristus ikke denne mands tro! Han udbrød: "Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.

Hvilken slags kraft tænkte denne høvedsmand var overdraget til Jesus? Han vidste at det var Guds kraft. Han sagde: "Jeg er jo selv en mand, som står under kommando og har soldater under mig; og siger jeg til den ene: "Gå!" så går han; og til den anden: "Kom!" så kommer han". Høvedsmanden så med troens øje at Guds engle var helt omkring Jesus, og det at hans ord ville befale en engel til at tage til den lidende. Han vidste at hans ord ville gå ind i kammeret, og at hans tjener vil blive helbredt. Og hvordan Kristus anbefalede denne mands tro! Han udbrød: "Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel."

Der er mange uden for vort folk som er i Guds gunst, fordi de har levet op til al det lys som Gud har givet dem. For i næsten to år har vil til skønnet folk til at komme frem og acceptere sandhedens lys om Kristi retfærdighed, og de vidste ikke om de skulle gribe fat i denne dyrebare sandhed eller ej. De er bundet op med deres egne idéer. De lader ikke Frelseren komme ind. Jeg har gjort hvad jeg kan gøre for at bringe den sag. Jeg kan tale til øret, men jeg kan ikke tale til hjertet. Skal vi ikke rejse os, og få denne vantroens indstilling ud? Skal vi ikke knuse Satan under vore fødder. Jeg bønfalder dig: Kom frem hvor det levende vande flyder.

I går morges stod jeg op med sjælspine, og jeg kunne blot sige: "Herre, du ved alt om dette. Mit hjerte er bebyrdet, og du ved at jeg ikke kan bære dette. Jeg må have mere hjælp end jeg har fået før. Du ved at når jeg ser mennesker tage en stilling imod dit ord, er jeg knust under denne byrde, og jeg kan ikke gøre noget uden din hjælp." Medens jeg bad var det som om en bølge af lys faldt over mig, og en stemme sagde: "Jeg vil være med dig for at styrke dig." Siden da har jeg hvilet i Jesus. Jeg kan skjule mig i ham. Jeg skal ikke bære denne byrde længere. Jeg skal lægge den ned for fødderne af min Genløser.

Brødre, skal vi ikke alle efterlade vore byrder der? og når vi forlader dette møde, måtte det være med sandheden brændende i vore sjæle som var der ild i vore ben. I vil møde dem som vil sige: "I er for ivrige for denne sag. I er for alvorlige. I vil ikke kunne nå Kristi retfærdighed, og få så meget ud af dette. I burde forkynde loven." Som et folk skal vi prædike loven, til vi er lige så tørre som Gilboas høje, som hverken fik dug eller regn. Vi skal prædike Kristus i loven, og det vil blive saft og næring i forkyndelse som vil være mad for Guds hungrende folk. Vi må ikke stole på vore egne fortjenester i det hele taget, men stole på Jesus fra Nazaret." Vore øjne må salves med øjen-salve. Vi må drage nær til Gud, og han vil drage nær til os, hvis vi kommer ind på vor egen bestemte vej. O om I måtte gå ud som disciplene gjorde efter pinsefestens dag, og så vil dit vidnesbyrd have en levende ring, og sjæle vil omvendes til Gud.