1888-materialer, kap 7, - 13. oktober 1888 - »Sabbats eftermiddags tale«
Prædiken af Ellen G. White - Minneapolis, Minnesota, 13.oktober, 1888
Tekst: “Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.” 1.Joh. 3,1.
(Første side af prædiken mangler)
Hvordan kan vi forstå Gud? Hvordan skal vi kende vor Fader? Vi skal kalde Ham for vor Faders vindende navn. Og hvordan kan vi kende Ham og Hans kærligheds kraft? Det er ved søge Skrifterne ihærdigt. Vi kan ikke påskønne Gud, medmindre vi tager den store genløsningsplan i vor sjæle. Vi ønsker at vide alt om disse store sjælsproblemer, om genløsning af den faldne slagt. Det er forunderligt at efter at mennesket har overtrådt Guds lov og adskilt sig fra Gud, sig fra Gud, blev fraskilt, som var det fra Gud – at der blev lagt en plan efter dette, hvorved mennesker ikke behøver at gå fortabt, men at det skal få evigt liv.
Efter Adams overtrædelse i Eden, var det Kristus som Gud gav til os, ikke for at vi kan frelses i vore synder, men så vi kan frelses fra vore synder, så vi vender tilbage til vor loyalitet mod Gud, og bliver lydige børn. Idet vi overgiver vore sind, vore sjæle, vore kroppe, og alt i os til Guds kontrollerende Ånd, så er det at sandhedens ånd er hos os og vi kan få forstand på denne store genløsningsplan.
Det er sandt at Gud gav Sin Enbårne Søn i døden for os, for at lide straf for Guds brudte lov. Vi skal overveje dette og dvæle ved dette. Og når vore tanker hele tiden dvæler ved Guds uforlignelige kærlighed til den faldne race, begynder vi at kende Gud, og blive bekendt med Ham, og få en Gudskundskab, og til hvordan Jesus Kristus lagde Sin kongelige kåbe og sin kongekrone til side, og iklædte sin Guddommelighed med menneskelighed. Han blev for vor skyld fattig, så vi gennem Hans fattigdom kan blive rige. Faderen sendte Sin Søn her, og lige her i dette lille atom af en verden udspillede sig de største scenerier sig for verden, som menneskene nogen sinde er blevet kendt med.
Hele himlens univers ser på med intens interesse. Hvorfor? Det store slag bliver udkæmpet mellem mørkets magter og lysets fyrste. Satans arbejde er at hele tiden fremhæve sin magt. Hvor er hans kraft? Han hævdede at være verdens fyrste, og han udøvede sin kraft over verdens beboere. Satans kraft blev udøvet på en så mesterlig måde, at de ikke kunne anerkende Gud. Satan ønskede at menneskebørnene skulle få få en sådan ide om hans forunderlige værk at de ville tale om hans mesterlige kraft. Derved satte han hele tiden Gud i et falsk lys. Han viste Ham som en uretfærdig Gud, og ikke som en barmhjertig Gud. Han oprørte hele tiden deres tanker, så de fik et forkert syn af Gud.
Hvordan skal Gud repræsenteres korrekt for verden? Hvordan ville det blive bekendt at Han var kærlighedens Gud, fuld af barmhjertighed, venlighed og medynk? Hvordan ville verden vide dette? Gud sendte Sin Søn, og han skulle repræsentere Guds karakter for verden.
Satan er lige komet ind og sat sig selv mellem Gud og mennesker. Det er hans værk at splitte menneskenes tanker, og han kaster sin mørke skygge lige tværs over vor stivej, så vi ikke kan se forskel mellem Gud og moralsk mørke og fordærv og den masse uretfærdighed der er i vor verden. Hvad skal vi gøre ved dette? Skal vi lade det forblive i mørke? – Nej. Der er en kraft hertil os som vil bringe himlens lys til vor mørke verden. Kristus har været i himlen og han vil bringe himlens lys frem, drive mørket tilbage, og lade Sin herligheds sollys komme ind. Da skal vi se himlens lys, midt i fordærv, urenhed og besmittelse.
Vi må ikke opgive den besmittelse som er i menneskeslægten, og altid holde dette for øje. Vi må ikke se på dette. Hvad skal vi da gøre? Hvad er vort arbejde? – At beskue ”hvilken kærlighed Faderen havde til os.” Lad ikke den fordærvende indflydelse, som nu oversvømmer verden, være det billede du har i sinde, men fremhold Guds renhed og kærlighed. Hæng ikke billeder af al fordærv og uretfærdighed op i din erindring, som du ikke kan knytte sammen i bunder. Nej, gør det ikke. Det gør dit sind modløst. En modløs mand er ikke god for noget. Tag tankerne bort fra de mørke billeder, ved at tale om Guds kærlighed, og du vil hænge dem i erindringen sammen med de klareste billeder du kan forstille sig.
Vi ønsker at bevare det fuldkomne Mønster for os. Gud var så god at han sendte en fremstilling af Ham selv, i Sin Søn Jesus Kristus, og vi ønsker at få det i sind og hjerte, til udfoldelse og række opad. Ligeså snart at Adam og Eva faldt, faldt deres ansigter ved synet af deres fordærv. Vi kan se vor ulykke, og vi bør bede for at Gud vil åbenbare det for vore egne hjerter for os; men vi bør også bede for at Han vil åbenbare Sig selv for os, som en syndstilgivende Genløser. Lad det blive din bøn: Åbenbar dig selv for mig, så jeg, i Din uforlignelige nåde, kan gribe fast på den gyldne kæde Kristus, som går ned fra himlen til jorden, så jeg kan gribe den og drages opad.
Brødre, I har alle set den smukke hvide lilje dybblå farve. Hvor ivrige har vi været, hvordan vi ønskede og arbejde, at vi kan nå dette blomsterflor. Uanset hvor mange ujævnheder, klippestykker og snavs der er omkring det, ødelægger det dog ikke vort ønske for liljen. Vi undres over hvordan liljen kan blive så smuk og hvid, når der er så megen snavs. Nuvel der er en stængel som går ned i det gyldne sand nedenunder, og samler ikke andet end den reneste næring som giver liljen føde, så den udvikler sig til den rene og pletfri blomst, som vi ser.
Skal dette ikke lære os en lektie? Det burde den. Det viser at selvom der er uretfærdighed overalt omkring os, skal vi ikke tilnærme os den. Tal ikke om den uretfærdighed og ondskab som er i verden, men ophøj dine tanker og tal om din Frelser. Når du ser uretfærdigheden omkring dig, gør det dig mere glad, når Han er din Frelser, og vi er Hans børn. Da skal vi se på uretfærdigheden omkring os, og bo på den mørke side? Du kan ikke kurere den; når du taler om noget som er højere, bedre og mere ædelt. Tal om de ting som vil give dig et godt indtryk hos dig, og vil løfte alle sjæle op og ud af denne syndighed til lyset på den anden side.
Vi kan gå ned i en kælder og blive der, og se omkring i dets mørke hjørner, og vi kan tale om mørket og sige: ”Oh, hvor det er mørkt her,” blive ved med at tale om det. Men vil det blive lysere af dette? Oh nej! Hvad skal vi da gøre? Komme op af den; komme ud af mørket til værelserne ovenfor, hvor lyset fra Guds ansigt skinner klart.
Du ved at vore kroppe udgør den mad der optages. Det er det samme med vore sind. Hvis vore tanker dvæler ved livets ubehagelige ting, vil det ikke give os noget håb, men vi ønsker at dvæle ved himlens glade scenerier. Paulus siger: “Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os.”
Da vi var i Schweiz, fik jeg mange breve fra en søster som jeg elsker kært og værdsætter højt. I alle disse breve var der de mest tungsindige billeder. Hun lod til at dvæle ved alt anstødeligt. Snart efter jeg havde fået disse breve, bad jeg til Herren, om Han ville hjælpe hende med at vinde sine tanker fra den kanal, som de løb i. Den nat fik jeg en drøm vist tre gange. Jeg vandrede i en smuk have, og søster Martha - - - - var ved min side. Ligeså snart som hun kom ind i haven, sagde jeg: ”Martha, ser du ikke denne smukke have? Se, er er liljerne, roserne og nellikerne.” ”Ja,” sagde hun, idet hun så op og smilede. Jeg så hurtigt efter hvor hun var. Jeg liljerne, roserne og nellikerne, og så ikke hende. Hun var i den anden del af haven, og greb efter en tidsel. Så stak hun sine hænder på tornene. Hun sagde at de sårede hendes hænder, og hun spurgte: ”Hvorfor holder de alle disse tidsler og disse torne i haven? Hvorfor lader de dem blive her?”
Så viste der sig en høj og ærværdig mand for os, og sagde: ”Saml, roserne, liljerne, og nellikerne; og kasser tornene og rør dem ikke.” Så vågnede jeg op, og da jeg gik for at sove, drømte jeg netop det samme igen. Jeg fik samme drøm tre gange igen, og jeg rejste mig op – fordi jeg ikke kunne sove – og skrev den drøm jeg fik, til søster Martha.
Nuvel, sagde jeg, Gud ønsker ikke at du skal samle de anstødelige ting op, Han ønsker at du skal se på Hans forunderlige værker og Hans renhed. Han ønsker at du skal se hans uforlignelige kærlighed og hans kraft i øjesyn, og se op, gennem naturens skønheder, hen på naturens Gud. Jeg sagde: Denne drøm viser nøje dit tilfælde. Du dvæler ved den mørke side. Du taler om de ting som ikke giver lys og fører ikke glæde ind i dit liv. Men du må vende dine tanker fra disse ting til Gud. Der er masser af roser, nelliker og liljer i Guds kærligheds-have – så du behøver ikke at se på torne og tidsler. Nu ser jeg ikke disse ting, fordi jeg gælder mig selv over blomsterne og skønheden i haven.
Det er hvad jeg ønsker at I skal gøre, brødre. Vi ønsker at vore tanker ved de opmuntrende ting, Vi ønsker at få vore tanker ved det nye land, som vi skal introduceres til. Vort borgerskab er ikke til denne verden, men til den ovenfor, og hvad vi ønsker at overveje, hvilken karakter vil skal have for at blive beboere i den bedre verden, og på lige fod med Guds hellige i himlen.
Søster Marta tog imod det, og hendes sjæl blev opløftet over al modløshed. Nu ønsker jeg ikke at det skal lykkes for Satan at kaste mørke skygger over din stivej. Jeg ønsker at du skal tage skyggen bort. Golgatamennesket vil kaste Sit kærlighedslys over din stivej, og sprede mørket. Han er i stand til at gøre det, for Han er Herre over det hele. Nogle har spredt Hans lys omkring dig; det er Jesus Kristus.
Jeg husker da min søster Sara, der nu sover i graven, som ledsagede mig på mine første rejse, mistede modet. Hun sagde: ”Jeg fik en besynderlig døm sidste nat. Jeg drømte at nogen åbnede døren og jeg blev bange for ham; og da jeg fortsat så på ham, blev han større og fyldt hele rummet fra guld til loft, og jeg fortsatte med at blive mere og mere bange. Da tænkte jeg på at jeg havde Jesus, og jeg sagde: ”Jeg har Jesus, jeg er ikke bange for dig”. Da begyndte han at synke og synke, indtil jeg knapt nok kunne se ham, og han gik ud af døren.”
Dette lærte hende en lektie. Hun sagde: ”Ellen, vi taler en del mere om djævelens kraft, end vi har ret til. Det fornøjer ham, og hans sataniske majestæt æres; han jubler over det, og vi giver ham ære ved at gøre sådan; men,” sagde hun, ”jeg vil tale om Jesus, om Hans kærlighed, og fortælle om Hans kraft.” Og således førte hun sin sjæl lige ud af mørket og modløshed til lys, og hun frembar et levende vidnesbyrd for Gud og himlen.
Nu tænker jeg at vort vidnesbyrd vil blive en del bedre, hvis vi taler mere om Jesus, og Hans kærlighed og ikke giver djævelen så megen ære. Hvorfor skal vi ikke dette? Hvorfor skal vi ikke lade Jesu lys skinne i vore hjerter?
Jeg husker da jeg var i Oakland var der en søster som var i store vanskeligheder. Hun sagde: ”Min moder bebyrder mig. Min far en er en god mand; men min moder har fæstnet øjnene på så mange par, hvor manden er illoyal, så hun tror at hendes mand og alle andre er illoyale. Jeg ved ikke hvad hun vil gøre eller drive ham til. Hun mener at han er upålidelig, og hun taler om det og dvæler over det, til hun fører alt sit fordærv til at hvile over os, som om hun var pålagt det, skønt der slet ikke var brug for det.”
Er det ikke tilfældet for mange af os? Dvæler vi ikke ved bagateller og taler om dem, indtil vore tankegang ændres i samme bane. Kan vi endog drive vore børn til at gøre forkert ting, ved at anklage dem for de fejl de ikke er skyldige for. Når vi skal irettesætte og formane i al kærlighed, bør vi da ikke ophøje Jesus og tale om Hans kærlighed?
“Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det.” Det er et af Satans bedrag at vi skal tage alle disse ubehagelige ting og at vore tanker optages af disse ting af modbydelig karakter, som ikke kan føre til fred, glæde og harmoni i livet – ikke andet end modløshed – og at vi ikke bør repræsentere Jesus Kristus.
Nu overlod Kristus os, da han drog bort, og sagde, “Se, jeg med jer til alle dage, helt til verdens ende.” Vi efterlades ikke alene i djævelens hænder. Tror du ikke at vor himmelske fader vil lade os gennemføre genløsningsarbejde alene, og føre den faldne slægt op, så Han vil efterlade os i en verden, der er oversvømmet med ondt, uden hjælp, ingen støtte, efter at Han har klaret korsets pinsler? Tror du at Han vil efterlade os nu? – Nej! Siger Frelseren, ”Se, jeg vil være med jer alle dage, helt til verdens ende.” Og også: ”Hvis jeg drager bort, vil jeg komme tilbage.” ”Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.” Dette er på betingelse af at vi holder Hans bud. Er det ikke et saligt løfte? Hvorfor taler vi ikke mere om det, og priser Gud for det? Her er Guds ords dyrebare løfter til os, og hvorfor, tager vi dem ikke?
Nu ønsker jeg at læse noget for jer om denne Guds kærlighed, og hvad vi burde gøre for at vi kan få glæde ind i vore egne hjerter. Paulus siger: “Derfor har vi, fra den dag vi hørte det, heller ikke holdt op at bede for jer og ønske at I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse.” Ikke for at vi skal få smag, men så vi kan fyldes. ”Så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde.”
Hvis vi får en fornemmelse af Guds godhed med at sende Sin Søn at dø for syndige mennesker, og hvis vi væver det ind i vor karakter og nagles i sindet, skal vi få en sådan kærlighed for dem, som Kristus døde for, så der ikke vil være noget ønske om overherredømme. Det er Satan som fører disse vanskeligheder ind. Når vi tilbeder Gud vil der ikke være noget had, ingen misundelse, ingen onde tanker. Brødre, vi har ikke tid til dette. Vi kan ikke tænke på dette. Vi har noget helt andet foran os. Det er den evige herlighedsvægt, frelsens plan. Vi burde forstå det fra begyndelsen til afslutningen, at vi må bringe det nøje frem for verden.
Hvilket arbejde har vi her? Vi skal gribe fat i arbejdet, der hvor Kristus forlod. Hvad var Hans arbejde? At åbenbare Faderen for os. Hvad er vort arbejde? At åbenbare Kristus for verden. Hvordan kan vi dette? Ved at tale om djævelen? Oh nej, vi har et bedre arbejde at gøre. Vi ønsker at tale om den korsfæstede og opstandne Frelser. Oh, hvilken frygtelig ting vil det være for nogen af os, at bekende at være Jesus Kristi efterfølgere, og så forkludre det, og Han finder os med karakter der er smudset helt til. Hvilket frygteligt ansvar påhviler os! Hvordan skal Kristus åbenbares for verden, medmindre det er gennem dem der griber fat i hans fortjenester, der tror på Jesus Kristus, for at frelse deres sjæle? Han renser mig. Han renser mig fra syndens besmittelse. Og her kan lyden høres af hvad Kristus har gjort for mig. Der er frihed for Guds sønner. Der er en vidt åben plads for mine fødder at stå på, og vi kan få Guds kærligheds fylde i vore hjerter.
Jeg takker Gud for at Kristus døde for mig og jeg er levet købt gennem en frygtelig sygdomsprøvelse og sindslidelse. Det virker som om fjenden har kaste en mørk sky mellem mig og min Frelser, og i tolv dage lader det til at jeg ikke tænker på andet end mine lidelser. Men da jeg kom til Oakland blev mit hjerte så svagt at det var som en sten lå på det. Der var ikke den mindste glæde i det; ikke en glad følelse kunne jeg se. Men skulle jeg tro at himlen lukkede sig for m? Nej, jeg må tage Bibelen, og jeg tog Bibelen og vandrede lige i tro, og mørkt skilte sig fra mig.
Da jeg vågnede op om natten, begyndte jeg at bede. For omkring tre uger siden vågnede jeg op og sagde: ”Oh Gud, hav barmhjertighed med mig.” Jeg har ikke mere at sige, skønt en stemme lod at sige til mig: ”Jeg er lige ved dig, jeg har ikke forladt dig.” Det var alt for mig, og det kan være præcis det samme for mig. Jesus siger, jeg er lige hos dig, bor sammen med dig, du er slet ikke alene. Det var præcis den glæde jeg har erfaret, og det var mere færd for mig, end bjerge af guld. Jeg er lært at stole på min Frelser, og jeg ønsker at fortælle dig at jeg har en Frelser, og Han lever; og fordi Han lever skal jeg også leve.
Vore liv er skjult med Kristus i Gud, og når Han som er vort liv skal vise sig, skal vi vise os sammen med Ham i herlighed. Du behøver ikke at miste modet. Kristus kom for at frelse Sit folk fra deres synder. Djævelen vil komme til dig og fortælle dig at du er en synder og ikke kan frelses. Men Kristus siger at Han kom for at frelse syndere, og at der kan du imødekomme djævelen hver gang. Kristus kan tilgive vore synder. Han siger: ”Kom nu, og lad os tænke fornuftigt sammen. . . selvom dine synder er som skarlagen, skal de blive hvide som sne, selvom de kan blive røde som karmoisin, skal de blive som uld.”
Oh, jeg ønsker at tage Guds rige løfter og hænge dem i de store erindringshaller. Hvad mere kunne I gøre, end løftet? Vi får en forvisning om at en moder nok kan glemme sit diende barn, men Han vil ikke glemme os. Oh, jeg ønsker at Guds løfter skal være levende billeder på erindringsmurene, så du kan se på dem. Så vil dit hjerte fyldes med Hans nåde og du kan ophøje Jesus og krone Ham som Herre for alt. Dette er dit privilegium.
Nu ønsker jeg at læse Kolossenserne 1,12: “Og takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset.” Der er noget ved at være tålmodig og langmodig over — ”som friede os ud af mørkets magt.” Ja, vi bør tale om udfrielse, ikke om trældom; vi bør glæde os og ikke slå ned. ”Førte os over i sin elskede Søns rige.” Hvorfor kan vi ikke handle som undersåtter i Hans rige? Måtte Kristi kærlighed brinde på vore hjerters altre, og måtte du elske Kristus som din Frelser, og dine brødre som dig selv.
“I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.” Nu ønsker vi at handle som enkeltpersoner som er forløst ved Kristi blod; skal vi glæde os i Kristi blod og i syndernes tilgivelse. Det er hvad vi skal gøre, og måtte Gud hjælpe os til at få vore tanker væk fra de mørke billeder, og tænke på de ting som vil give os lys.
Nu ønsker jeg at læse et andet skriftsted: “Vær ikke bekymrede for noget.” Hvad betyder dette? Hvorfor ikke gå over en bro før du når til den. Tag ikke sorgerne på forskud. I vil få dem hurtig nok brødre. Vi skal laven dagen i dag, og hvis vi ikke gør pligterne godt i dag, vil vi være parat til morgendagens pligter. “Men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse.” Taksigelsen skal indføres. “Så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.” Så skal vi ikke overgives i djævelens hænder; vi har en kærlig Fader i himlen, og Han har givet Sin Søn til at bære vor synd.
Hvad er da det næste? “I øvrigt, brødre!” , dette gælder jer alle. Det kommer hen ad vor tid. “I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!” Skal vi gøre dette? Skal vi vende en side i vor religiøse erfaring og oplære og uddanne tankesindet, så at det ikke tager de ubehagelige ting og tænker over dem? Skal vi tænke over de ting som ikke giver os kraft, eller skal vi lade vore tanker dvæle ved de ting som giver os bedre følelser mod vore brødre og op høje vore sjæle mod Gud? Nu, er der mange ting som vi behøver at føre ind i vore liv og karakter. Måtte Gud hjælpe os så vi tager disse ting til vore hjerter og tænker over dem, så vore ind kan ophøjes over jordiske ting.
Vi har set Guds nåde siden vi mødtes sidst. Siden sidste forår har jeg besøgt Lemoore, Fresno, og Selma. Jeg var til Selma lejrmødet. Under mit ophold der, blev jeg introduceret en høj mand – på over seks fod – og velproportioneret. Da han tog mig i hånden, virkede han meget berørt o sagde: ”Jeg er så glad for at møde jer; jeg er så taknemmelig over at jeg kan tale til jer.” Efter at være gået ind i teltet kom en bror og sagde: ”Den mand har en historie.” Så fortsatte han og fortalte hvordan han får år tilbage var blevet omvendt; hvordan han tidligere havde holdt sabbat, men var godt tilbage, og hvordan han hævede at han aldrig var blevet omvendt. Efter at han havde opgivet sandheden, gik han tilbage til det hårde selskab, og Satan besatte ham fuldstændigt. To eller tre forbandt sig med ham i hans ondskab – mænd som ikke ønsker at blive kendt med at de var involveret i noget sådant. De stjal og udøvede ondskab på enhver måde.
Han blev ikke en ryggesløs mand; og han fik en hustru og han respekterede hende. Hun var sabbatsholder, og han ville ikke modsige hende på nogen måde. Det var det standpunkt han tog; han elskede hende, men ikke nok til at stoppe hans onde vej. Han sørgede ikke for at hans røverier blev forpurret, men begik dem med den glæde han fik ved dem. Nuvel, pastor [E.P.] Daniels holdt møderne, og han talte om bekendelse. Hvad der blev sagt lod til gribe fat i denne mands sind, og han kunne ikke modsætte sig. Han lod til blive helt hvid, og så forlod han teltet. Han kunne ikke står der. Han gik ud og kom så tilbage igen. Dette gjorde han tre gange; han så som om han var ved at besvime helt.
Efter at mødet var afsluttet, sagde han: “Jeg må tale med dig, sire.” Han fortalte pastor Daniels om sin tilstand og sagde: “Er der noget håb for mig? Jeg er en fortabte mand; jeg er ufærdig; jeg er en synder. Vil I bede for mig? Jeg tør ikke forlade dette sted, for at tage hjem af frygt for at Herren vil afskære mig fra mine synder”. Han sagde at han ikke kunne blive i teltet, og gik ud igen og igen, men turde ikke blive udenfor af frygt for at djævelens magt ville gribe fat i ham og han ville blive af med ham.
“De bad for ham, og manden blev omvendt lige der. Det trodsige udseende var væk; hans ansigt var forandret. ”Nu,” sagde han, ”jeg har et arbejde at gøre. Jeg stjal enogtredive får fra en mand i Selma, og jeg må gå for at indrømme det for ham.” Pastor Daniels blev bange for at kende det, af frygt for at de ville spærre ham inde. Han sagde at han ville hellere gå i fængsel og blive der, end at tænke på at Kristus ikke havde tilgivet hans synd. Således begyndte han, med en ung mand, der før dette, gik sammen med ham i tyveri, for at gå og besøge den mand. Han mødte den mand på vejen og stoppede ham. Manden begyndte at ryste som et espeløv. Han var ikke-troende. Nuvel, han gik på sine knæ for dem på vejen og bad dem om tilgivelse. Manden spurgte: ”Hvorfor tog du dem? Hvad har ført dig ud i denne tilstand? Jeg vidste ikke at der var nogen religion som denne.” De fortalte ham at de var nede til lejrmødet, og hørte religionen blive forkyndt der. ”Nuvel,” sagde han, ”Jeg vil tage til dette møde.”
De bekendte at have brændt huse og lander. Og de gik til nævningekomiteen og bekende at have stjålet her og der. De bekendte deres tankesind for myndighederne. De sagde: ”Vi overgiver os selv. Gør med os som I finder rigtigt.” Således blev sagen behandlet i retten, og de fik en rådssamling igennem sagen. Én foreslog at de hellere skulle gennemføre retsagen. Dommeren så på ham og sagde: ”Hvad, skal han igennem? Lade en mand gennemgå det som Gud gennemgår? Vil du gribe fat i en mand, som Gud har fat i? Hvem Guds tilgivende kraft har grebet fat i? Vil du gøre sådan? Nej, jeg vil heller få skåret min højre arm af skulderen.” Noget greb disse mænd, så at de alle græd som børn.
Denne historie gik rundt overalt. Folk tænkte at der var en kraft i denne sandhed som der ellers ikke var – en kraft der viser at Jesus lever. Vi har set Hans nådes krafts manifesteret i mange sager på en bemærkelsesværdig måde.
Nu hvor vi kan se noget opmuntrende, så skriv det ned, og tal om det. Hvorfor tale om Satans store magt og hans forunderlige værk, og ikke sige noget om Vor Guds majestæt, godhed og barmhjertighed, som falder ubemærket til jorden? Tag dette op brødre, med helliggjorte hænder, tag dette op, Fremhold dette for verden. Tal om Guds kærlighed og dvæl ved den; tak Ham for denne. Åben jeres hjertes døre og fremvis jeres taknemmelighed og kærlighed. Rens dette skrammel bort som Satan har dynget op foran jeres hjertes dør, og lad Jesus komme ind og tage i besiddelse. Tal om Hans godhed og kraft.
I ved hvordan det var med Moses. Han følte at han måtte besvare hans bøn. Han indså ansvaret for at lede folket ud fra Ægypten, men han gik ikke hen for at tage alle anstødelige ting op og dvæle ved disse. Han vidste at de var et hårdnakket folk, og hans sagde: ”Herre, jeg må se Din tilstedeværelse”; og Herrens sagde, ”Skal mit åsyn da vandre med jer.” I husker hvordan Moses gik i ørknen og strejfede i fyrre år, under hvilken tid han fralægger sig selv, og gjorde plads, så han vil få Guds tilstedeværelse med sig.
Han mente at hvis han kunne få Guds herligheds tilstedeværelse, ville det hjælpe ham med at gennem dette store værk. Han sagde, ”Vis mig din herlighed.” Dette var en troens mand, og Gud satte ham ikke i rette. Gud kaldte det ikke for formastelse, men Han tog den troens mand og lagde ham i klippekløften og lagde Sin hånd over klippen og viste ham al den herlighed som han kunne klare. Han lod Sin godhed gå forbi sig, og viste ham sin godhed, sin barmhjertighed og hans kærlighed. Hvis vi ønsker Guds herlighed gå forbi os, hvis vi ønsker at få hængt løfterne og kærlighed og barmhjertighed hængt op i erindringshallerne, ønsker vi at tale om Hans herlighed og fortælle om Hans kraft. Og hvis vi får mørke og miserable dage, kan vi huske på disse løfter, og få tankerne ud af modløshed. Det vil behage djævelen at vi tror at han har plaget os; men vi ønsker at tale om Jesus og Hans kærlighed og Hans kraft, fordi vi ikke har noget bedre at tale om.
Nu, brødre og søstre, lad os håbe på Gud. Lad taknemmeligheden komme ind i vore hjerter, og så længe vi har et tydeligt vidnesbyrd med at skille os fra synd og uretfærdighed, ønsker vi ikke at slå på den streng for altid. Vi ønsker at opløfte disse sjæle, som er kastet ned; vi ønsker at de skal gribe Guds kærlighed og vide at han vil lægge Sine evige arme under dem. Brødre og søstre, vi ønsker at se op; ikke ned, men opad, opad opløfte sjæle højere og endnu højere. Jeg ønsker disse velsignelser og vil ikke hvile tilfreds før jeg er fyldt med al Guds fylde. Intet kan være større end dette, kan det ej?
Vi ønsker at være i en stilling, hvor vi skal udvikle en Kristen karakter og fremstille Jesus Kristus for verden. Kristus blev sendt som vort forbillede og skal vi så ikke vise at vi får al Hans kærlighed og venlighed og al Hans ynde? Og Jesu Kristi kærlighed vil tage besiddelse i vor karakter og vore liv, og vor samtale vil være hellig, og vi vil dvæle ved himmelske ting.
Jeg tror at Jesus er interesseret i hele denne forsamling. Han siger: ”Hvor der er to eller tre forsamleti mit navn, der vil jeg være midt i blandt dem.” Han er hos dig og det for at velsigne. Vi ønsker velsignelsen, og hvorfor skal vi ikke få den? Vi skal møde det moralske mørke som er i verden, og vi må møde det ligesom Kristus gjorde. Vi må åbenbare Kristus for alle omkring os. Når vi gør dette, bor vi i Kristus og Kristus bor i os, ikke kun når vi taler om Ham, men Han er hos os hele tiden for at hjælpe os på alle punkter, for at presse det moralske mørkes magt tilbage.
“Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget«.” Han er ikke din fjende, Han er din bedste ven, og Han ønsker at vi skal vise verden at vi har en Gud. Han ønsker at vi skal vise at vi har Jesus hos os, og Han er stærkere end den mest bevæbnede mand. Lad os derfor højne vore tanker og vor samtale, og søge efter himlen og himmelske ting. Gud hjælper os, når vi er i denne position, at vi ikke skal søge efter jordiske ting, men at vi skal fortrylles af himlens ting. Vi ønsker at “se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham. I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.”
Jeg ser over denne forsamling, og I ser ud som modløse mænd, som mænd der har kæmpet med mørkets kræfter; men fat mod brødre! Der er håb! ”Det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er. Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.”
Oh, jeg elsker Ham. Jeg elsker Ham, for He er min kærlighed. Jeg ser en uforlignelig ynde hos ham, og oh. Hvor jeg dog ønsker at vi skal gå ind gennem portene til staden. Så skal enhver krone tages af allehoveder og kastets for fødderne af Jesus vor velsignede Genløser. Han har købt dette for mig; han har købt det for dig, og vi skal anerkende Ham som Herre for alt. Og vi skal bringe al vor ældre for Hans fødder og krone Ham, Herren for alt. Vi skal råbe: ”Ære til Gud i det højeste.” Jeg ønsker vi kunne lære at prise Ham mere. ”Den, der ofrer taksigelse, ærer mig”, Gud. Jeg ville ønske I vil tale om det. Jeg vil ønske I ville uddanne jeres hjerter og læber til at prise Ham, og tale om Hans kraft og herlighed. Jeg ønsker I ville fortælle om Hans kraft. Når I gør dette, ophøjer I jeres Frelser, og når I løfter den standard imod jeres fjende, vil han flygte fra jer. Gud hjælpe os og prise Ham mere og findes fejlfrie.—Manuskript 7, 1888.
afsn nr:1 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:2 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:3 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:4 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:5 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:6 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:7 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:8 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:9 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:10 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:11 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:12 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:13 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:14 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:15 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:16 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:17 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:18 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:19 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:20 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:21 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:22 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:23 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:24 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:25 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:26 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:27 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:28 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:29 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:30 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:31 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:32 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:33 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:34 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:35 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:36 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:37 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:38 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:39 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:40 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:41 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:42 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:43 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:44 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:45 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:46 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:47 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:48 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:49 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:50 | Manuskript 7, 1888 |
afsn nr:51 | Manuskript 7, 1888 |