- Tilbage

1888-materialer, kap 8, - . 1888 - »Advarsler imod jalousi og fejlvurderinger«

Advarsler imod jalousi og fejlvurderinger; Et forsvar for Dr. Kellogg
Dette brev blev skrevet til pastor Butler under 1888 Generalkonferensen i Minneapolis. Selvom pastor Butler var syg i Battle Creek og således ikke is tand til at deltage ved konferensen, dristede han sig til at modsætte sig E. J. Waggoner, A. T. Jones, og andres indflydelse, ved at sende breve til mange delegerede. Ellen White irettesatte ham for at vise en forkert optræden. Heldigvis, fortsatte pastor Butler ikke med denne mørke tilstand. På grund af Hans hustrus dårlige helbred, så vel som sit eget, blev han tvunget til at droppe ud af det aktive arbejde i flere år. Denne tilbagetrækningsperiode gjorde en stille refleksion en nødvendig, og han fik noget ud af erfaringen. I 1902, skrev Ellen White til pastor Elder Butler:

Herren har forsøgt, testet og prøvet ham, ligesom han gjorde med Job og som Han gjorde med Moses. Jeg ser hos pastor Butler en som har ydmyget sin sjæl for Gud. Han har en anden ånd, end pastor Butler i de yngre år. Han har lært sin lektie ved Jesu fødder. — Brev 77, 1902.

Pastor Uriah Smith kom også ud af mørket til lyset. Se A. V. Olson, Tretten kriseår, side 87-108, for at få flere detaljer.]

Jeg blev overrasket over at læse dit brev, og alligevel er jeg ikke helt i mørke om dine følelser. Jeg har ikke fundet den rigtige tråd dit brev. I det du giver udtryk for ser jeg ikke den kærlighed og respekt til andre, som burde være mellem brødre. Hvis du mener at du kan svælge dig i foragt for de mennesker, har Gud oprejst sig til at udfylde vigtige steder i Hans arbejde, for denne tid, fordi du er formand for Generalkonferensen, forstår du ikke din sande position. Vi behøver snarer alle at opmuntre disse mænd som beviser at de bærer byrder i værket – også hvis de er yngre i år og dem med erfaring, hvis de blot var børn, da vi arbejdede aktivt i værket – stod i fronten af kampen.

Jeg skælver for dig og pastor Smith, for jeg ved, fra det lys Gud har givet mig fra gang til gang de sidste 45 år, at I arbejder efter principper der ikke er helt efter Guds orden. I har fået en forvirret forståelse af nogle ting. I må ikke tro at Herren har sat jer i en position, som I nu har, som de eneste mænd, der kan afgøre om der skal komme mere lys og sandhed til Guds folk. Prædikanters ånd og indflydelse er generelt komme til dette møde, for at forkaste lys. Jeg er ked af at fjenden har kraft over jeres tanker til at lede jer til at tage sådanne standpunkter. De vil være en snare for jer og en stor forhindring for Guds arbejde, hvis Gud nogen sinde har talt ved mig. Jeg tøver ikke med at tale bestemt til jer, fordi den stilling I har nu, er ansvarsbetynget og jeres forhold til Gud sag og arbejde gør det vigtigt, at I er helt klare og har rigtige tanker om hvad sandhed og lys er. Når mange af jer leder vejen, så vær forsigtig med at I ikke leder i en forkert retning.

Der er ikke det mindste behov, mine brødre, for uenighed og stridigheder bland os. Noget sådant bør ikke eksistere blandt kristne. Når I taler, så lad jeres ord smage af enighed og kærlighed. Vi er kristne, hvordan kan vi så blive det mindste forvirrede om den kurs vi skal udøve mod hinanden? Kristus har givet de klareste regler at følge i Mattæus 5,23. 24: “Derfor, når du bringer din gave til alteret og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive dér ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave!”

Hvorfor skal vore personlige følelser da oprøres så let? Hvorfor gemmer vi på onde tanker mod hinanden? En af syndens frygteligste frugter er at den adskiller meget tætte venner, sætter broder i strid mod broder, og nabo mod nabo. De som har nydt den liflige enighed og kærlighed bliver kolde og ligegyldige mod hinanden, fordi de ikke er samstemmende på alle punkter. Vor velsignede Herre kom ind i verden for at bringe fred og god vilje til mennesker, og bad for at Hans disciple måtte blive ét ligesom Han var ét med Faderen. Han bad for Sine nærmeste disciple og sagde: ”Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.” [John 17,20-23]. Det er Kristi fravær fra sjælen, og gemme på selvtilstrækkelighed, som fører til splid.

Jeg er så taknemmelig over for Gud at Han kvalificerer mennesker til at bære tunge byrder, som har hvilet snærende på nogle få mænd, som har været standardbærere. Skal vi ikke, min bror, anerkende at Gud i sin nåde har oprejst andre arbejdsmænd, udover os selv til at lægge planer, og få erfaringer? Og skal vi da se let på dem fordi de er anderledes end os, ærlige og samvittighedsfulde, med at fortolke nogle skriftsteder? Er vi ufejlbarlige? Den ånd som kontrollerer rigtig manges opførsel ved dette møde, bevidner at de ledes af en anden ånd. Menigheden i Battle Creek, som er det store center, vil enten vokse til store lys, eller vil gå tilbage.

Det undrer mig hvordan kan mennesker påberåbe sig at blive ledt af Gud, og være magelige, når menigheden er blottet for Kristi nåde. Guds ords sandheder er ophøjende er ophøjende oprører hvis der virkelig handles derefter. De er sandheder af evig betydning. Bibelske sandheder lægges i hjertet og samvittighed ved Helligånden, må få en kraft over livet, og udvirke en karakterforvandling, ellers er sandhed ikke sandhed for os. Den frugt vi bærer må bevidne at sandhed har helliggjort sjælen, at ham der modtager den altid lærer i Kristi skole, at blive mere og mere lig den guddommelige Lærer, og at Kristi nåde har faldet over sjælen, som solens varme og klare stråler på jorden. Og Gud giver den trætte bydningsmand hvile.

Jeg kan ikke være tilfreds med dig, bror Butler; det ligner ikke Kristus. Jeg er så ked af at du ikke har været åben for Gud opåbnende forsyn. Du har blandet dine egne naturlige karaktertræk, med dit arbejde. Nogle gange er du blevet blødgjort, smeltet af ømhed, men falske ideer om hvad der hører til din position i arbejdet har vendt dine tanker i forkerte kanaler. Der sker stadige fejltagelser for at udtænke og planlægge. Hvis nogen mener at kunne stå I betroede stillinger, er mangfoldige ansvar blevet lagt på ham, så at intet er blevet gjort grundigt. Dette er ikke klogt. Herren bevæger dig ikke ved Sin Helligånd til at skrive under inspiration. Det var ikke dit arbejde. Selvom du kan betragtet dette som lys, vil det lede mange sjæle på vildspor, og vil være en smag af død for nogle.

Du har et særligt forbund med dem der betragter dit arbejde og din arbejdsmetode er helt rigtig. De søger din gunst, stole på, og arbejde på at støtte dig, medens der er mange som er langt mere acceptable end disse mænd er i Hans øjne, som er uendelig i visdom og som aldrig begår fejl, men som du ser mistænksom på, fordi de ikke føler sig forpligtet til at få indtryk og tanker fra mennesker, der handler kun som de taler, og kun taler som de handler, kun tænker som de tænker og gør sig faktisk selv til lidt mindre end maskiner.

Gud ønsker både elever og lærere der ser hen til Ham efter lys og kundskab. Kristus sender altid friske og udbytterige budskaber til dem, hvis sind og hjerte er åbne for at tage imod budskaberne. Det er ikke for Herrens delegerede prædikanter at se på andres menneskers tanker, for at planlægge og udtænke for sig. De må bruge De evner som Gud har givet dem, og gøre Gud til center og kilde for al deres visdom.

Har Gud givet disse lys? Har Han givet dem kundskab? Gå selv til den samme kilde hvor de fik det lys fra. Hos Gud er der styrke, og kraft, og al velsignelse. Vi må få alle tanker væk fra det fattige og mangelfulde selv og bringe Jesus som al nådes og visdoms kilde. Vi må lære de unge og gamle at søge i Skrifterne og få en erfaring for sig selv, så de kan rodfæstes og funderes i sandheden. De skal ikke kopiere noget menneskes særlige talemåder, eller humør, eller hans måde at arbejde på, men de skal være selv, og se på Gud og lægge det guddommelige præg på karakteren. Vi smertes ved at se de mangler der eksisterer hos mennesker der er betroet tunge ansvar, og blive kopieret som dydighed af dem, der ser op til dem. Dette gør os mange. Vi siger: Gå til Gud for din egen skyld, og få Hans form på dig.

Herren har vist mig nogle ting, om de fordomme og den jalousi der er i dit sind, som du har kommunikeret til andre, både ved antydning og ved det tydelige udtalte ord, der viser at du ikke prøver at få harmoni og enhed med medarbejderne på Stillehavskysten. Ligeså dyrebare de er i Herrens øjne, er medarbejderne på Rocky Mountains’ side. Uhellig ærgerrighed er altid afskyelig for Gud. Det åbenbarer sig selv, at prøve at blive den første, fordi de har båret byrder og for mange ansvar på en uklog måde. Lad der blive rettet op på dette, og lad enhver mand tage sin del, med at tænke, planlægge og få en erfaring.

Du gør ikke Guds vilje ved at negligere dem som følger med i den samme sag, og med samme målsæt som du selv har. Giv dem den samme chance for at få erfaring og handle, som du har fået. Gud pålægger os at passe på vore medtroendes ry og rygte på høstmarken, ligesom vi ønsker med vort eget rygte. Hvis kødelig ærgerrighed har overhånd, vanæres Gud, for Hans navn vanæres hvor det bude ophøjes. En mand kan anses for at være under Guds Ånds kontrollerende indflydelse, skønt han kan være bedraget, for det er hans egne naturlige tendenser som kontrollerer hans dømmekraft og har overmagten, så at blik, et hint, et lille smil og ord fra ham, selvom han tilsyneladende holer sine egne følelser nede, går lang for at antyde tvivl, antyde andre tanker, for at møde Guds anerkendelse, bør alle hans ord, hele hans sjæl, viser sig i modsat retning end det som han siger.

Gud noterer sig denne syndige ærgerrighed, og det er en forhånelse mod Ham. Det ene vil udtrykke et int, eller gøre en påstand uklog, det andet gentager det indtryk der gøres på sindet, og noget andet samler det op og giver det lidt mere til hans menneskelige fantasier, og før nogen af dem er klar over hvad de gør, har de bygget stærke barrierer op mellem Guds arbejdsfolk. De gør det meget ubehageligt for sig selv, for Satan kommer ind, og optræder meget i den slags arbejde. Han leder disse forlokkede mennesker til at tænke på deres egen samvittighed, er uden tvivl oprigtige. Der er kun én sikker grund imod den slags planer Satan har – det er at få sandheden som den er i Jesus plantet i enhver mands hjerte, som er engageret i Guds arbejde, ikke kun i teori, men ved Guds Ånd. De bør mærke sandheden i sin kraft og kende dets helligørende og ophøjende indflydelse på sjælen, af egen erfaring.

Du taler om de problemer du fik på grund af “den måde (spørgmålet om loven i galaterbrevet) er blevet fremskyndet og fremhævet af ansvarlige mænd i sagen, og ved din tilsyneladende attitude, som har ført mig til min nuværende situation, mere end af noget andet.” Jeg har ikke noget kendskab til at kunne tage noget standpunkt i den sag. Jeg har ikke det lys, som Gud har givet mig om dette, med mig, og det som er blevet skrevet, har jeg ikke turde gøre noget overilet udtalelse i forhold til det, før jeg kan se hvad jeg har skrevet om det. Min holdning kan derfor ikke hjælpe. Jeg har ikke læst Dr. [E. J.] Waggoners artikler i Signs, og jeg vidste ikke hvilke synspunkter han havde.

Du taler, kære bror, om de frygtelige konferense, den sidste i Battle Creek, medens jeg var i Schweiz. Den konferense blev vist mig i nattestunden. Min leder sagde: “Følg mig; jeg har noget jeg vil vise dig.” Han forte mig, hvor jeg kunne de scenerier der udspillede sig ved dette møde. Jeg fik vist nogle prædikanters holdning, særlig dig selv, ved dette måde, og jeg kan sige, sammen med dig, min bror, det var en frygtelig konferense.

Min leder havde da mange ting at sige, som forlod et uudslettelig indtryk på mig. Hans ord var højtidelige og alvorlige. Han åbnede situationen i Battle Creek-menigheden op for mig. Her kan jeg kun give en lille del af det som blev sagt til mig. Han sagde at menigheden behøver ”Kristi kraft” – at alle må klynge sig tæt til Bibelen, for den alene kan give et korrekt syn på Guds vilje. En trængselstid står foran os, og store onder vil være resultatet af den farisæisme, som har taget dem i besiddelse i stor grad, som besidder vigtige stillinger i Guds værk.

Han sagde at Kristi arbejde på Jorden var løsne op for tunge byrder og lade de fortrykte gå fri, og bryde alle åg; og Hans folks arbejde må svare til Kristi arbejde. Han rakte sine arme mod Dr. Waggoner, og mod dig, pastor Butler, og det væsentlige han sagde var: ”Ingen har hele lyset på loven, intet standpunkt er fuldkomment.” ”Over de retfærdige oprinder lys og glæde over de oprigtige af hjertet.” [Salme 97,11]. Der er hundredevis som ikke ved hvorfor de tror de læresætninger de gør.

Lad alle ransagde Skrifterne ihærdigt for sig selv, og ikke stille sig tilfreds med at få ledere til at gøre det for sig, ellers vil vi blive som et folk som jøderne på Kristi tid – der har masser af maskineri, former og skikke, men bærer lidt frugt til Guds ære. Det er tid til at menigheden erkender sine højtidelige privilegier og hellige tillid, og lærer fra den store Lærer.

Den fremherskende ånd ved dette møde er ikke fra Kristus. Der er ikke kærlighed, der er ikke forståelse eller øm medfølelse mod hinanden. Satan har antydet mørk mistænksomhed for at skabe splid. Bitterhedens rødder er groet op, hvorved mange vil besmittes. Kristne bør ikke nære jalousi eller onde tanker, for den ånd er af Satan. Der må ikke være stridigheder mellem brødre. Gud har gjort dette folk til forvaltere af hellige sandheder. De er ikke ét i troen, en af Kristus Jesus. Man må ikke hovere over Guds arvinger. Samvittigheden må ikke undertrykkes så meget, som ved disse møder. Det er Gud som undersøger alle talenter, og det er Ham som vil dømme alle folks arbejde. Han har ikke lagt noget domsarbejde på nogen, de har gået fejl af deres kald. Eens selv må ikke ophøjes over andre.

Gud har ikke givet noget begrænset mennesket lov til at dømme andre, for menneskets dømmekraft vil påvirkes af hans særlige karaktertræk. Han har heller ikke pålagt noget menneske binde andres samvittighed, eller lade bedømmelsen gå over Sit hellige Ord, definere hvad er inspireret og hvad er menneskeligt. Medmindre mennesket er uhelligt, i sjæl, legeme og ånd vil han være i fare for at udvise en uvenlig ånd imod sin bror som ikke er enig i hans tanker. En sådan snæversynet er der ikke hos Gud.

Guds og menneskets fjende er her på det sted, hvor vigtige interesser kredser sig, ved værkets hjerte, for at fordreje og skabe fortænksomhed og misforståelser. Der vil rejse sig falske forestillinger af dette nats arbejde, grusomme og uretfærdige misforståelser, som vil arbejde som surdej i enhver menighed, og lukke hjerterne for Guds Ånds kampe. Medmindre herren i Sin barmhjertighed skal opløfte en standard for os imod fjenden, vil venligheden gengældes med fortænksomhed og forhånelser; trofaste advarsler og formaninger der sendes fra Gud vil nogle forhåne, andre tager sig ikke af det, og indflydelsen fra dette møde vil være ligeså udstrakt som evigheden.

Denne ånd manifesteres ikke af Kristus. Udkastet af dette vil vende nogen bort fra lyset og andre vil standse i den åndelige vækst, fordi vor sindets blindhed og selvretfærdig vil ud fra dette finde sted i deres retfærdigheds- og barmhjertighedserfaring og i erfaringen med Guds kærlighed. Utilfredshedens og splidens frø vil spredes vidt ud, og alle mennesker lader deres egen ånd kontrollere sig og gøre dem usympatiske og uangribelige, ligesom moralske isbjerge, kolde, solløse, mørke og frastødende. Resultatet vil være sjæles fordærv. Menigheden i Battle Creek er blevet velsignet med store privilegier, men det arbejde som skulle være gjort, med at få privilegier og anledninger til åndelig sundhed og vækst, ja de er blevet forsømt.

Herren er villig med at give stort lys til dem der åbner deres hjerter for dets guddommelige stråler. De som markerer en bestemt kurs, hvori lyset skal komme, vil ikke få det, for Gud arbejder på Sin egen bestemte måde. Det siges af nogle her, at hvis de ikke hurtigt afventer deres nuværende indstilling, ”I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri.” [Lukas 11,52]. Menigheden behøver alvorlig og udholdende arbejde.

Hvis de, som er sat i ansvarsbetyngede stillinger er trofaste, og lever dagligt i samfund med Kristus, vil de lære at værdsætte mennesker ligeså højt som Gud gør. Personlige præferancer til nogle få vil give plads den sande næstekærlighed mod alle. Du ved ikke hvem Gud har valg til at være arvinger i Hans rige. Det kan være dem, som tror at de ikke er helt kvalificeret til arbejdet. Den store Hyrde vil kalde Sine egne får ved navn, og vil lede dem frem en for en. Mennesker som du sætter så lavt, kan være dem som Gud vil vælge til at gøre et særligt arbejde for Sig, også selvom du vurderer det modsatte.

Menighederne værner om en ånd, som Gud ikke kan anerkende; og hvis de ikke ydmyger deres sjæle for Gud og besidder en anden ånd, vil de afvise Guds lys og følge falsk lys til deres egne og mange andre sjæls fordærv. De må have Guds omvendende kraft til at forvandle sig. Denne kraft må komme ind i dit hjerte, min bror, og forme dig på ny. Du gennemgår en krise i din erfaring, og er i stor fare for at bedrage dig selv.

Du har anklaget mig alvorligt i dit brev, og sendt mig til dette sted, men jeg ser endnu ikke deres retfærdighed. Jeg skrev til dig fra Schweiz i Guds frygt. Jeg gør et arbejde i denne sag som ikke var behageligt for mig, men jeg følte det er min pligt at gøre dette arbejde. Hvis mit brev har forårsaget fem måneders sygdom for dig, skal jeg ikke ansvarlig for det; for hvis du havde taget imod det i den rette ånd, vil det ikke have haft sådanne resultater. Jeg skrev min sjælspine om den måde du optrådte på ved generalkonferensesamling i 1886 for to år siden. Herren var ikke tilfreds med det møde. Din ånd, min bror, var ikke den rette. Den måde du behandlede Dr. Waggoners sag på var måske efter din egen orden, men ikke efter Guds orden. Den kurs du tog kan ikke undskyldes, heller ikke hvis han synspunkter var tvivlsomme. Vi må ikke bebyrde eller påtvinge hinanden noget, fordi andre ikke ser præcis som vi ser. Vi må behandle andre med Kristus-lignende høflighed, også hvis vi er forskellige. Mattæus 5,43-48; 1 Joh. 2,9-11; 3,16-18; 1 Joh. 4,7. 8.

Du henviser til dit embede som formand for generalkonferense, som om dette retfærdiggør din handlemåde, som du vurderede var helt rigtig, men som, fra det Herren har fundet behag i at give mig, anså jeg for at være forkert i nogle henseender. Når du har en ansvarsbetynget stilling opfordrer jeg dig til at vise en overbærenhed og venlighed som Kristus havde, i alt og under alle omstændigheder. Dine brødre i forkyndertjenesten, som respekterer dig og dit embede, vil være meget tilbøjelige til at følge dit eksempel, når du behandler sådanne sager. Du skal være eksempel for dine brødre, værd at efterfølge. Dine ord, dit humør, din optræden, endog den måde du behandler dine brødre på, sår gode eller onde frø. Det er både dit privilegium og pligt, særlig med din betroede stilling, at være ligesindet med Gud, så vil du være stærk i Hans styrke, og sagtmodig og ydmyg som et lille barn.

Klyng dig tæt til din Bibel, for dets hellige sandheder kan rense, forædle og helliggøre sjælen. Du må holde sandheden og lære den, sådan som den er i Jesus, ellers har det ingen værdi for dig. Lad, i lyset af Guds sandhed, menneskers meninger og ideer og menneskelig visdom se ud som de er i Guds øjne – som tåbelighed. Lad intet menneske føle at hans position som formand, hverken for generalkonferensen eller for nogen statskonference, iklæde sig en magt over andres samvittighed, som i mindste grad er undertrykkende, for Gud vil ikke anerkender noget af den slags. Han må respektere alles rettigheder og alle mere, fordi han er i en position hvor andre vil efterligne ham. Din position binder dig under den helligeste forpligtelse, til at være meget omhyggelig, hvilken slags ånd du har mod dine brødre. De gør en del i Guds sag, såvel som for dig selv. Vil Gud ikke lære dem og lede dem såvel som dig selv? Du har endog ikke lov at tænke uvenligt om dem, sætte sig meget mindre på dommersædet og kritisere eller fordømme dine brødre, skønt du selv, i mange henseender, fortjener mere kritik end de. Dit arbejde oppebærer inspektionen fra Gud.

Hvis en bror skiller sig ud fra dig, på nogle sandhedspunkter, så giv dig ikke til at latterliggøre, sæt ham ikke i et falsk lys eller misforstå hans ord, bespotte dem; fordrej ikke hans ord og bryd med deres sande mening. Det er ikke det samvittighedsfulde argument. Vis ham ikke frem for andre som kætter, når du ikke har undersøgt hans stilling, taget Skrifterne tekst for tekst i Kristi ånd, for at vise ham hvad sandhed er. Du kender ikke selv det virkelige vidnesbyrd han har for sin tro, og du kan ikke klart definere din egen position. Tag din Bibel, og vis ham, i venlighed med alle de argumenters tyngde han giver, vise ham ved Skriften at han er faret vild. Når du gør dette uden uvenlige følelser, vil du kun gøre din pligt, og enhver Jesu Kristi forkyndertjeners pligt.

Der var nogle stik i din pamflet som Herren ikke har tilskyndet dig til at gøre. Du har ingen ret til at såre dine brødres følelser. Du taler til dem på en måde som jeg ikke kan godtage, fordi jeg mange gang er blevet vist at det ikke var rigtigt i andres tilfælde. Du kalder brødrene Jones og Waggoner for nybegyndere, og du referer til de ord jeg sagde ved konferensen i Californien. Jeg er overrasket, min bror, over at læse sådanne ting fra din pen. Jeg slog ikke ud efter dig, pastor Butler; jeg talte i generelle vendinger, og jeg følte at det som vi stod over for, krævede at jeg talte. Jeg er blevet vist, med hensyn til Dr. Kellogg og hans arbejde, det som underbyggede min tale. Jeg er blevet vist mere end en gang at mange i Battle Creek så ham i et forkert lys, så de blev ukristne i deres følelser og behandlede ham, og at nogle endog betragtede ham som en uærlig mand.

Nogle er kommet til mig for at spørge om de reflektioner du har om doktoren var korrekt, om det var rigtigt at han var en rænkefuld og listig mand. Jeg har altid arbejdet for at fjerne dette indtryk, for jeg vidste at det ikke var rimeligt at det er fremherskende i Californien blandt dem som ikke kendte ham. Jeg gjorde blot det som jeg vidste var min pligt, ved den konferense. Jeg turde ikke sige at jeg handlede efter min egen ånd eller blot talte efter menneskers impulser eller visdom, for jeg vidste bedre end mine brødre, hvordan Herren så på den sag. Mine bemærkninger var ikke overilede, og jeg talte kun som jeg vidste jeg burde tale. Jeg har intet at fortryde i den sag.

Det vil nogle gange ses at vore brødre og søster ikke er blevet inspireret af Kristi Ånd med den måde dr. Kellogg blev behandlet på. Jeg vidste at dine synspunkter på doktoren ikke er rigtige. Din holdning til ham vil ikke bære Guds anerkendelse, heller ikke hvis han var den mand du mener han skulle være. Du kan ikke være til hjælp for ham, så længe du fastholder denne holdning, men du kan handle så hans tillid til sine brødre svækkes, så at de ikke kan hjælpe ham, når og hvor der er brug for hjælpen.

Som jeg er blevet vist gentagende gange, så er han blevet sat i en særlig position i hans forhold til verden, respekteret af højest intelligente mænd, og stadig fastholde syvendedags adventisternes tro og lære. Sådan som doktoren er placeret, står som den højeste som han gør med sin profession, kan han udøve en vidt udbredt indflydelse for sandheden til dennes fordel. Den position som han har giver ham mange rettigheder og anledninger til at nå en klasse med sandheden, som vi ellers ikke kunne nå. Dr. Kellogg er en mulighedernes mand, en mand der behøver Guds visdom til at velsigne og vejlede sig, ved alle skridt i hans betroede stilling, hvis han vil tjene Gud trofast, præcis som Han vil at du skal gøre med din betroede stiling, hvis du vil tjene Ham trofast.

Dit og Dr. Kelloggs arbejde ligger i helt forskellige linjer, og du har ikke mere ret til at forklejne ham fordi han ikke imødekommer dine ideer og gør præcis som du mener hans skal gøre, end at han har forklejnet dig fordi du ikke arbejder på hans måde. Dr. Kellogg har indflydelse efter Guds forsyn. Ligesom dig tager han fra den arbejdende klasse, og når ved sin ukuelige vilje og udholdende energi og målrettet, når han en position blandt verdens ærede mænd. Denne position tvinger ham ikke at ofre et princip af vor tros lære for at få succes. Han fremhæver sig selv som en klog mand med evne for at planlægge og udføre dem, og hans høje stand for lægestanden har han indflydelse til at fjerne de falske indtryk fra en stor klasse mennesker, som var fremherskende om syvendedags adventisterne er et uvidende folk.

Uanset hvilen kurs han lægger, er han kun forpligtet til at gøre fejltagelser og give nogle en chance til at finde noget at kritisere. Fordi du ikke altid tænker, taler og handler som nogen med Kristi sindelag, vil du ikke mene at du har gjort fejl og at andre kan kritisere dig. Den position doktoren har i lægekredse, leder ham til en masse fristelser, hvor han hele tiden skal have fat i Gud og brødre som kan hjælpe ham, bede for ham, advisere og rådgive ham. Hvis han har fat i dette, vil han være middel til meget godt. Nogle af verdens kloge vil først afvise; de lovløse og lumske, og de som er utilfredse, og mænd som er faldet fra troen, vil sværge sig sammen mod ham, men hvis han fastholder sin renhed, ligesom Daniel gjorde, vil Gud begunstige ham blandt mennesker, for at de sande hygejninske principper og indretninger kan være fremherskende i stort omfang frem for medicinering. Sal de som hævder at være reformatorer ophøre med at reformere sig? Skal de sætte sig selv op imod reformarbejdet og de mænd som Herren har betroet et særligt arbejde?

Dr. Kellogg er et begrænset menneske, har sine fejl såvels om andre mennesker har, men Gud har gjort et arbejde gennem ham og har givet ham styrke. Nu føler han sig ikke forbitret, som han gjorde tidligere, skønt han blev fejlvurderet. Han behøver kloge mænd som rådgivere, for der er brug for deres visdom til at sætte tingen rigtigt op og holde dem der. På sanatoriet og uden for sanatoriet er der brug for mænd, som kan se situationen fra alle sider, som vil tage alt ind hvad de hører, og ikke sige ja, ja til alle forslag, men som, hvis de ser fare for forkerte skridt, vil skade Dr. Kellogg og sanatoriets rygte, vil ikke være bange for at tale lige ud og ærligt. Dette er ligeså meget en del af deres pligt, som at anerkende og billige; men de bør gøre dette med en kristen ånd, og på en så fornuftig måde, at ordene ikke vil virker som slag eller fordømmende, vil have den rette effekt.

Der er ingen grund til at han brødre skal stå et stykke og kritisere, anklage og fordømme ham, når de ikke virkelig kender til hans arbejde og hvad de taler om. De tager kun det hører eller mener, og tænker at dr. Kellogg er en listig og farlig mand, og handler efter det, som de uretmæssigt og i al ukristelighed sætter direkte i vejen for hans anstrengelser, og derved modarbejder det gode arbejde han prøver at gøre, og deres handlemåde er ikke rimelig og retfærdig. Det kan give en tilstand af tingene, som får ham til at gøre de ting de fordømmer. Den modstand som har været imod dr. Kellogg er smittende og dårlig for sjælens sundhed. Det er ikke Kristi Ånd og vil ikke have nogen frelsende indflydelse på dr. Kellogg.

Vi siger I gudsfrygt til alle disse: Ti stille, sig ikke noget ondt, hold mund med tømmerne, så jeres læber ikke forhåner Gud, og når I siger noget, så lad det være for at bringe tingene i orden, som det er jeres pligt som vogtere for de hellige sandheder. Den samme kurs om udøves mod doktoren kan ligeså blive vendt mod dem selv, men de tænker ikke på dette; de ser ikke deres egen åbenlyse kritik.

Gud er utilfreds med at brødrene på mistænksom made tager et emne op her og der, og en tøddel og komma der, og udfærdiger disse småting til alvorlige synder. Beklagelser, utilfredshed og bagtalelser vil føres i stort omfang bland folk, når de opmuntres af indflydelsesrige mænd i det alvorlige forkynderarbejde. Når andres arbejde forklejnes fordi det ikke er din arbejdslinje, er en forhånelse af Gud. Det ingen mindre synd, når mænd med betroede stillinger gør ind i dette. Hvis du, min bror går ind på en mark hvor der er dyrebare ting, krat og blomster, og går ubemærket forbi dette, og begynder at beklage dig over tidsler og torne og usynligt krat, og fremstiller dette som det som alt hvad marken har, vil det så være retfærdigt? Skulle du ikke hellere samle roser, liljer og de dyrebare ting og bære dette bort, tak for disse velsignelser er der, anerkender at der var dyrebare ting på den mark?

Dr. Kellogg har at arbejde som ingen jeg kender blandt os, er kvalificeret til at gøre. Han behøver sine brødres sympati og tillid. Med hans betroede stilling burde han have en øm medfølelse, og de burde gå en vej, som ville vinde og beholde hans tillid. Sådan vil Gud have det. Men i stedet for har der været fortænksomhed og kritik af hinanden. Hvis lægen ikke gøre sin pligt og vinder sejr til sidst, vil disse brødre, som har svigtet i mangel på visdom og dømme kraft til at hjælpe den mand, hvor der er behov for deres hjælp, vil de i høj grad drages til ansvar, for der er kun få som har advaret ham trofast i venlighed og kærlighed for hans sjæl, men skader ham, med deres stød bag hans ryg. Hans brødre føler til tider at Gud bruger doktoren til et arbejde, som ingen andre kan gøre; men når de møder en stærk strøm efterretninger der skader ham, bliver de forvirrede; de accepterer dem kun delvist, og beslutter sig for at dr. Kellogg virkelig må være hyklerisk og uærlig. De ser ikke de gode han har gjort og han gør. De ser ikke det arbejde han gør for at ophøje den religiøse og moralske tone på Sanatoriet, og må holde det frem for en høj standard. Hvordan vil doktoren have det med, at der altid ses mistroisk på ham? Kan der ikke gøres noget for at ændre på den orden af tingene? Skal det altid være sådan? Jeg ved at det ikke er rigtigt. Der er mange ting som vil ske i forbindelse med Satantoriet, som behøver megen visdom at planlægge og arranger, og her må der komme andre mennesker ind på stedet, eftersom Gud vil have dem.

Jeg har ikke set, bror Butler, at generalkonferensen i har slet på dig, bror Butler. Jeg har støttet forslaget at en sådan bygning, som er blevet rejst på sanatorium-grundene, og som den plan jeg har fået for mig, kunne jeg ikke tillade at dr. Kellogg arbejdede urimeligt eller hemmeligthedsfuldt i denne handling. Det var et arbejde som var stært brug for, hvis du kunne udrettes succesrigt og klogt, og ingen ville få grund til at betvivle doktorens renhed på dette, hvis hans brødre fra Battle Creek ikke havde lagt tvivlens og mistænksomhedens frø på stillehavskysten. Jeg har ikke tøvet med at tale tydeligt til doktoren, når jeg har set ham begå fejl, eller være i for at for at gå en forkert vej, fordi hans sjæl har værdi. Kristus betalte genløsningsprisen for hans sjæl, og djælvelen vil gore sit yderste for at fordærve hans sjæl. Lad ingen af os hjælpe ham i dette.

Jeg er meget ked af at du tillader dig at tro, at fordi han har behandlet mig meget venligt og rspektfuldt, at han blev var tilskyndet af dette med selviske motiver. Jeg har han havde tillid til mig, og til det arbejde Gud har givet mig at udrette. Han har behandlet mig så eftertænksomt, som han ville vise sin mor, skønt jeg samtidig ikke har undgået at irettesætte, advare og formane, da han var i fare og under fristelse. Jeg er såret over at disse ord kommer fra din pen. Hvis Herren lægger særlig dem som jeg har kendt fra deres barndom i mine brødres hjerter, for at vise mig respekt, og få om muligt, lidt solskin ind i mit liv, takker jeg Herren for dette. Da jeg var i Battle Creek er jeg altid blevet nedtynget af arbejde. Jeg havde intet hjem og jeg har brug for omsorg. I min enketid, har jeg fået sorger og prøvelser som kun Gud kender, og jeg har været Herren taknemmelig over det Han har lagt i dr. Kellogs hjerte, for at vise mig venlighed, og sørge godt fysisk for mig. Og ikke dr Kellogg alene, men mange andre af mine brødre søstre. Jeg glemmer ikke nogen af deres gaver, og håber de vil få en fuld løn for det de har gjort for mig.

Og hvorfor skal ikke de som repræsenterer sanatoriet vise mig den respekt? Min mand og jeg arbejdede hårdt for at oprette, og jeg har næret den dybeste interesse for at det skal vokse. Jeg ville ikke sige et knurrende ord hvis jeg blev forsømt og ikke bemærket, men jeg takker Gud for at jeg ikke således efterlades såret. Men er jeg så den eneste som doktorer behandler venligt og velvillig? Hvorfor indbød han bror og søster Hutchins til sanatoriet, for at blive der så længe de ville? Var det fordi de var populære? De var svage og trætte mænd, men de var kristne og deres indflydelse vil være for gudsfrygten. Det er præcis som det burde være. Har dr Kellog vist den største respekt for vore prædikanter, og har han nogen sinde vist at han skammer sig ved sine brødre? Jeg tror han har gjort dette for dig – vist dig velvilje – mere frit end han har mod mig, fordi han elsker Guds sag. Jeg håber, min bror, at du ikke længere vil gemme på sådanne tanker. De er uværdige for en kristen.

Du taler om at nogle er blevet forsømt. Der vil altid være nogen der beklager sig i disse institiutioner. Så længe der udvises stor omhu for at undgå dette, vil sådanne sager altid komme frem, og alligevel gælder kritikken ikke doktoren personligt, men de som er ansat til at gøre arbejde relaterer sig til disse sager, og han ved intet om dette.

Når vi ser på disse ting uden fordomme, har vi nogle ting at undskylde, og nogle ting at fordømme, og mindre at kritisere. “I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!” [Filipperne 4,8].—Brev 21, 1888. (Skrevet til pastor George I. Butler, 14.oktober, 1888, fra Minneapolis, Minnesota.) White Estate, Wash. D. C. - Hele brevet er frigjort 8/4/83