Den hele jødiske Nation blev påvirket af Johannes Mission. De bleve forskrækkede en Tid ved Guds Trudsler for deres Synders Skyld, som Profeten påpegede. Johannes vidste, at de havde næret den tanke, at de vare vel befæstede i Guds Nåde, fordi de vare Abrahams Afkom; medens deres Handlemåde på samme Tid var afskyelig for ham. Deres Opførsel var endog i mange Henseender værre end Hedningernes, omendskjønt de anså sig selv for at være så meget bedre, end de vare.
Mange af Farisæerne og de skriftkloge kom til ham og bekjendte deres synder, og han døbte dem i Jordan. De Bekjendelser, som de aflagde ved disse Anledninger, forbausede Profeten, thi de havde ophøjet sig selv over andre Mennesker og havde bevaret en høj Mening om deres egen Fromhed og værd. Profeten blev forbauset, idet de søgte at erholde Forladelse for deres Synder og åbenbarede deres Livs Hemmeligheder, som havde været skjulte for Menneskenes Øjne, og han sagde til dem: ”I Øgleunger! Hvo viste eder at fly fra den tilkommende Vrede? Bærer derfor Omvendelsens værdige Frugter, og mener ikke, at I ville sige ved eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder: at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene.” Matt. 3,7-9.
Profeten gjorde dem opmærksom på, at Gud var mægtig til at oprejse andre, som kunde gå i deres Sted, og som vilde blive mere værdige Børn af Abraham, end de havde været. Han sagde dem rent ud, at Gud var ikke afhængig af dem for at få sine Hensigter opfyldte; thi han kunde skaffe Veje og Midler uden dem til at fremme det store Værk, som skulde fuldkommes i Renhed og Retfærdighed. Johannes sagde endvidere. ”Men Øxen ligger allerede ved Rode af Træerne; derfor skal hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden.” Vers 10. Han minder dem om, at Træets Godhed viser sig ved den Frugt, det frembringer. Om end et Træ har et stort Navn, så kan det dog ikke frelse Træet fra Fordærvelse, dersom det ikke bærer Frugt, eller dersom Frugten ikke er Navnet værdig. ”Thi hvert Træ kjendtes på sin egen Frugt, thi man sanker ikke Figen af Torne, men plukker ikke Vindruer af Tornebuske.” Luk. 6,44.
Herrens Profet erholdt det Indtryk af den Helligånd, at mange af Farisæerne og Saducæerne, som forlangte Dåb, ikke havde nogen sand overbevisning om deres Synder. De bevægedes af egennyttige Grunde til at tage dette Skridt. De tænkte, at dersom de bleve Profetens Venner, så kunde de have bedre Håb og at blive personlig begunstigede af den kommende Prins. De troede i deres Blindhed, at han vilde oprette et timeligt Rige og vilde skaffe sine Undersåtter Rigdom og Ære.
Johannes straffede deres egennyttige Stolthed og Gjerrighed og forkastede deres Hykleri og Vantro. Han mindede dem om, at de ikke havde opfyldt den Pagts Betingelser, som vilde skaffe dem Adgang til Guds Forjættelser, der tilhørte et trofast og lydigt Folk. De vare ikke Abrahams åndelige Børn, fordi de vare hans naturlige Afkom. Deres udviste Stolthed, Anmasselse, Misundelse, Egennytte og Grusomhed stemplede dem mere som Øgleunger end som Børn af den lydige og retfærdige Abraham og gjorde dem uskikkede til at tilegne sig de Forjættelser, som Gud havde givet til Abrahams Børn. Johannes forsikrede dem, at Gud kunne opvække Abraham Børn af Stenene, på hvem han kunde opfylde sin Forjættelse, hellere end at stole på Abrahams naturlige Børn, som havde forsømt at vandre i det Lys, Gud havde givet dem, og var blevne forhærdede ved egennyttig stolthed og ondskabsfuld Vantro. Han sagde til dem, at dersom de virkelig vare Abrahams Børn, så vilde de gjøre Abrahams, deres Faders, Gjerninger. De vilde vise hans Tro, Kjærlighed og Lydighed. Men de frembragte ikke denne Frugt. De havde ingen Krav på Abraham som deres Fader eller på de Forjættelser, som Gud havde givet til Abrahams Afkom. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, skal afhugges og kastes i Ilden De bekjendte, at de vare Guds Folk, som bevarede hans Bud, men deres Gjerninger viste, at de havde ingen sand Tro, og uden sand Anger over deres Synder kunde de ikke blive delagtige i Kristi Rige. Retfærdighed, Godgjørenhed, Barmhjertighed og Kjærlighed vilde vise sig i deres Liv, som bevarede Guds Bealinger. Og dersom disse Frugter ikke kom til Syne i deres daglige Liv, så var al deres Religionsbekjendelse blot som Avner, der vilde blive fortærede af Ødelæggelsens Ild.
Jøderne bedroge sig selv, idet de forvendte Herrens Ord, som han havde talet ved Profeterne, til at mene, at Gud vilde bevise evig Nåde mod Israelitterne, hvorledes de end opførte sig. De søgte at fastholde Guds Forjættelser uden Grænser og Betingelser og anvendte Jeremiæ Ord udelukkende på sig selv: ”Således sagde Herren, som giver Solen til Dagslys, Månens og Stjerners Skikke og til Nattelys, han som adskiller Havet, at dets Bølger bruse, Herre Zebaoth er hans Navn. Om disse Skikke kunde aflades fra at være for mit ansigt, siger Herren: om himlene kunde maales oven til, og Jordens grundvold kunde udforskes neden til, så vil jeg og forkaste al Israels Sæd for alt det, som de have gjort, siger Herren.” Jer. 31,35-37
Jøderne lagde ikke Mærke til, at disse Forjættelser vare givne på den Betingelse, at de vilde være lydige. De smigrede sig selv med, at hvor meget de end syndede, så vilde Gud alligevel betragte dem som sit Folk efter hans Forjættelse, hvilken de aldeles misforstode. Men Johannes forsikrede dem, at dersom Abrahams Afkom efterlod at være den rette Frugt, så vilde Gud opvække Abraham Børn, som vilde gå i deres Sted.
Den første Fare for Guds Folk til alle Tider har været en Tilbøjelighed til at tro, at den Nåde, som Gud beviste dem, da de vandrede i Retfærdighed, ikke skulde tages fra dem, når de vendte sig fra Retfærdighed til at gjøre det onde. Denne Fare ere de Folk også udsatte for, som leve i den sidste Tig, og som bevare Guds Befalinger. Apostlen henviser os til Ebræernes Vantro, Blindhed, Oprør og ofte gjentagne Synder for at advare os. Paulus vidner tydelig, ”at alle disse Ting skede dem som Forbilelder; men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne.” 1 Kor. 10:11. Mange i disse sidste Dage berede sig selv Sorg og Plage efter til ganske at miste Guds Nåde på Grund af deres Stolthed og Egenretfærdighed. De falde gjennem Selvophøjelse.
Profeten Johannes mindede Folket om, hvor nødvendigt det var, at deres Velsignelse blev ledsaget af gode Gjerninger. Han erklærede, at deres Ord og Gjerninger vare den Frugt, som vilde vise Træets Beskaffenhed. Dersom deres Gjerninger vare onde, så vilde Guds Sandhed vidne imod dem. Gud vilde ikke på nogen Måde undskylde Synden hos et Folk, som var blevet oplyst; og de vare ikke mindre udsatte for Fare, fordi han havde elsket dem og havde givet dem særskilte Forjættelser, da de vandrede i Trofasthed og Renhed. Disse Velsignelser og Forjættelser bleve altid givne på den Betingelse, at de skulde være lydige.
Herren udtalte ved Moses Velsignelser over de lydige og Forbandelser over de ulydige.”I skulle ikke gjøre eder Afguder,” var Guds Befaling ”Holder mine Sabbater, og frygter for min Helligdom; jeg er Herren. Dersom I vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gjøre dem, da vil jeg give eder Regn i sin Tid; og Jorden skal give sin Grøde, og Træer på Marken skulle bære deres Frugt.” 3 Mos. 26: 2-4 Der er anført mange store Velsignelser, som Gud vilde skjænke dem, og over alle andre Velsignelser lovede han dem: ”Og jeg vil sætte min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder. Og jeg vil bandre midt iblandt eder og vil være eder til en Gud; og I, I skulle være mig til et Folk.” Vers 11, 12. ”Men dersom I ikke ville lyde mig og ikke gjøre alle disse Bud, og dersom I ville foragte mine Skikke, og dersom eders Sjæl væmmes ved mine Rette, at I ikke gjøre alle mine Bud, men gjøre min Pagt til intet, da vil jeg også gjøre eder dette: jeg vil hjemsøge eder med Forskrækkelse, Svindsot og hidsig Feber, som skulle fortære eders Øjne og bedrøve eders Sjæl, og I skulle såe eders Sæd forgjæves, og eders Fjender skulle opæde den. Og jeg vil sætte mit Ansigt mod eder, og I skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt, og de, som have eder, skulle regjere over eder, og I skulle fly, når ingen forfølger eder.” Vers 14-17.
Jøderne erfarede på hin Tid, hvorledes den Forbandelse, som Gud havde truet dem med for deres Synder, var kommet over dem; Men de kunde ikke indse, at deres Elendigheder var en Straf for deres Ugudelighed, og de ydmygede ikke deres Sjæle i Overensstemmelse dermed for Gud. De vedbleve at gjøre Forbedring på de Velsignelser, som Gud havde lovet at udøse over dem, dersom de vare lydige og tro.
Johannes påpegede, hvilke Frugter de måtte bære, dersom de vilde blive Undersåtter i Kristi Rige. De var en dydig Karakter, kjærlighedsgjerninger, Barmhjertighed og Godgjørenhed. Han fremholdt Reglerne for et retfærdigt Liv så tydeligt, at alle kunde forstå dem. Retfærdighed og Kjærlighed vare nødvendige Elementer i Guds Børns Karakter. Han sagde til dem: ”Hvo, som har to Kjortle, dele med de, som ikke har nogen, og hvo, som har Mad, gjøre ligeså! Men Toldere kom for at døbes, og de sagde til ham: Mester! Hvad skulle vi gjøre? Men han sagde til dem: Kræver intet mere, end eder er forordnet! Men Stridsmændene spurgte ham og ad, og sagde: Hvad skulle da vi gjøre? Og han sagde til dem: unsuer ingen med Vold, og gjører ej Uret med Underfundighed, og lader eder nøje med eders Sold!” Luk 3: 11-14.
Johannes underviste sine Diciple i praktisk Gudsfrygt. Han viste dem, at sand Godhed, Ærlighed og Troskab bestandig måtte udvises i deres daglige Liv,d ersom de vilde betagtes for Guds Børn og blive skikkede til Kristi Rige.
De skulde stræbe at tjene dem, som levede i den Kreds, hvor de havde Indflydelse. Deres Ejendom skulde ikke anvendes blot til egenkjærlige hensigter. De skulde afhjælpe de fattiges Mangler og fremme Guds Sag ved frivillige Offere. De skulde beskytte de forsvarsløse, og ophjælpe dem, som lede Uret, og således vise et ædelt Exempel på Dyd, Medlidenhed og Godgjørenhed. Dersom de ikke forandre deres Opførsel men vedbleve at være egenkjærlige, overdådige og at handle efter dårlige Grundsætninger, så bleve de rettelig lignede ved et Træ, som ikke bar gode Frugter, som vilde blive afhugget og tilsidst fortæret.
Denne Påmindelse er anvendelig på alle Kristne. De som bekjende sig til at være Jesu Disciple, skulle vise ved deres gode Gjerninger, at Guds Ånds Indflydelse har fornyet deres Hjærter og frembragt en grundig Forandring i deres Levned. Men mange, som gjøre en høj Bekjendelse, føle ikke Nødvendigheden af at opfylde en Kristens Pligter med kjærlige Hjærter, som styrkes ved deres ny og hellige Forpligtelser. De føle ikke deres store Ansvar, så at de udrette deres Mester Gjerning med Punktlighed og Flid.
Folket tænkte, at Johannes måske var den lovede Messias. Hans liv var så uegennyttigt og udmærkede sig ved så megen Ydmyghed og Selvfornægtelse. Og hans Lære, Formaninger og Irettesættelser vare så inderlige, alvorlige og frimodige. Han vendte sig ikke til højre eller venstre for at vinde Gunst eller Berømmelse. Han søgte ikke jordisk Ære eller Værdighed, men var ydmyg i Hjærte og Levnet, og han forsikrede sine Tilhørere, at han ikke var Kristus.
Profeten Johannes fremstod som Guds Repræsentant for at vise Forbindelsen mellem Loven og Profeterne og de Kristne Tidsalder. Hans gjerning og Tjeneste viste tilbage til Profeterne, medens han på samme tid viste Folket fremad til Kristus, som Verdens Frelser. Han opløftede sin Røst og råbte til Folket: ”Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!”
Store Skarer fulgte denne mærkelige Profet fra Sted til Sted, og mange opofrede alt for at adlyde hans Undervisning. Konger og adelige Herrer bleve hendragne til ham og lyttede med Glæde til hans Undervisning. Da Johannes såe, at Folkets Opmærksomhed blev henvendt til ham, og de tænkte, at han var den mægtige, som skulde komme, så søgte han enhver Lejlighed til at henvende Folkets Opmærksomhed til Guds Søn, som var større end han.