Budskabet til Laodiceea.

Budskabet til menigheden i Laodiceea er anvendeligt paa Guds Folk i denne tid. Hjertet maa renses fra de synder, som havde tillukket Døren for Frelseren af et saadant Værk. Dette Værk kan ikke fuldkommes i nogle faa Maaneder. Dets Bestemmelse er at vække Guds Folk op af deres Lunkenheds Dvale, at vise dem deres Daarligheder, og lede dem til Nidkjærhed og Omvendelse, for at Jesus kan velsigne dem med sin Nærværelse, og berede dem for den tid da den tredje Engels budskab vil gaae frem ”med Styrke, med høi Røst.” Hvor dette Budskab anammes i Hjertet leder det til dyb Ymyghed for Gud. Englen udsendes trindtomkring for at berede Hjerter for Guds Sandhed. Guds Folk ville gaae fremad og blive mere bekjendte med det Værk som er for dem. Gud vil prøve sit Folk. Jesus er langmodig imod dem og vil ikke udspye dem af sin Mund strax. Gud veier sit Folk. Han læser Hjertet. Han venter for at se om de ville adlyde det sanddrue Vidnes Røst.

Gud leder sit Folk skridt for skridt. Han bringer dem til forskjellige punkger som ere bekyndne paa at vise hvad der er i Hjertet. Nogle bestaar en Prøve og falde fra i den næste. Ethvert nt punkt prøver Hjertet lidt haarde. De, harde Hjerter stride imod dette Værk, skulde betænke at de have et Værk at udføre for at feire. Dog den, som ikke seirer, maa udspyes af Herrens Mund. Ofte er der en Afgud i Hjertet, som vil tillukke Døren for Jesum. Der er Noget, som de vurdere høiere end Sandheden. Gud giver dem Tid, for at se om de ville forsage disse Afguder og adlyde den Sanddru Vidnes Raad. Dersom de ikke rense sig selv i Sandheds Lydighed, og overvinde sin Egenkjærlighed, sit Hovmod og sine onde Lidenskaber, da ville Guds Engle til sidst forlade dem, med deres onde Lyster utæmmede, og de onde Engle ville herske over dem. De, som bestaae i Prøven, og feire, hvad det end maa koste, adlyde det sandrue Videnes Røst, og ville blive beredte for Jesu AAbenbarelse og Guds Børns Himmelfart ve den sildige Regn. Jac. 5, 7.

Guds Folk ere paa Prøve i denne Verden. Her maa de dannes til at fremstilles for Hans Ansikt. Her i denne Verden, i disse sidste Dage, maa enhver vise hvilken Magt regjerer deres Hjerter og styrer deres Handlinger. Dersom det er den guddommelige Sandheds Magt, da vil den lede til gode Gjerninger. Den vil forædle den, som annammer den, go gjøre ham sagtmodig og dydig, ligesom hans guddommelige Herre. Men dersom de onde Engle regjere Hjertet, da viser det sig paa forskjellige maader. Frugten deraf er Egenkjærlighed, Gjerrighet, Hovmod, og onde Lidenskaber. Mange ere ikke villige til at prøve sig selv om de ere i Troen. De stole paa et falsk Haab. Nogle stole paa gamle Erfaringer, som de havde for flere AAr siden, men der mangle en daglig Erfaring, som kan bestaae paa Prøvens Dag. Naar de Synder, som Gud husker ere udrensede, da vil Jesus kommer ind og holde Nadvere med dig og du med ham. Da kan du bruge guddommelig Styrke fra Jesum, og voxe op til ham, og blive i stand til med hellig Triumpf at udraabe: ”Gud være Tak, som giver os Seier formedelst vor Herre Jesum Christum.” 1. Cor. 15, 57. Lunkne kristne ere kun til Hinder for dem, som ville følge Frelseren. Og de ere en Anstødssteen for de Vantro. Onde Engle glæde sig over dem. De ere Skampletter paa Guds Sag baade ude og hjemme. De drage nær til Gud med deres Læber, men deres Hjerter ere langt fra ham¨.

Guds Folk bør ikke efterligne Verdens Moder. ”Skikker eder ikke lige med denne Verden; men lader forvandlede ved eders Sind Fornyelse, saa at I skjønne, hvad der er den Guds gode og velbehagelige og fuldkomne Villie.” Rom 12: 2. Guds Folk i gamle Dage vare vidt forskjellige, i denne Henseende, fra det som sees i disse sidste Dage. Da vare Qvinder ikke saa frække som de ere nu. Naar de gik ud bedækkede de Ansigtet med et Slør. Mange Moder i denne Tid ere baade ukydske og uforskammelige. De indføres af en klasse over hvem Djævelen aldeles hersker. Hoops ere af denne Oprindelse. De ere en Skam. Jordens indbyggere fordærves mere og mere, og Forskjellen mellem Verden og Guds Israel maae gjøres større, at ikke Plagerne skulle falde paa dem, naar de udgydes over Verden. De følgende Skriftsteder ere givne til at undervise Guds Folk: ”Desligeste og at Qvinderne skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger, eller Gud, eller Perler, eller kostbare Klædebon; men som det sømmer sig Qvinder, der bkjende sig til Gudsfrygt, med gode Gjerninger.” 1 Tim. 2: 9, 10. ”Deres Prydelse skal ikke være den udvortes: Haarfletning, og uanhængte Guldsmykker, eller Klædedragt, men indvortes skjulte Menneske i en sagtmodig og stille AAnds uforkrænkelige Væsen, hvilken er meget kosteligt for Gud. Thi saaledes prydede og fordum de stedlige Qvinder sig, som haabede paa Gud, og vare hans egne Mænd underdanige.” 1. Pet. 3: 3-5.

Unge og Gamle, Gud prøver eder nu. I maae selv afgjøre eders evige Skjebne. Eders Hovmod, røst til Verdens Moder, tomme og letsindige Tale, og Egenkjærlighed blive alle lagte paa Vægtskaalen. Og Vægen af alle disse Onder er forfærdelig imod ere. I ere skammelige, fattige, blinde og nøgne. De Onde formers og slaaer dybe Rødder, saa at det aldeles qvæler den gode Sæd, som bliver saaet i Hjertet. Snart vil Ordet lyde fra Guds Engle, fordum til Eli Huus, at deres ”Misgjerning skal ikke blive forsonet med Slagtoffer eller Madoffer til evig Tid.” 1. Sam. 3,14. Mange smigre sig med at de ere gode Christne, men have dog ikke en Straale af Lys fra Jesum. De kjende ikke hvad ret er at være fornyet ved Guds Naade. De have megen levende Erfaring for sig selv i aandelige Ting. Jesum skjærper sit Sværd i Himmelen for at hugge dem ned. O! at enhver lunken Christen kunne forklare lidt af det forfærdelige Værk, som Gud snart skal afslutte paa Jorden. Kjære Læser, bedrag ikke dig selv angaaende din virkelige Tilstand. Du kan ikke udruge Gud. Det sandrue Vidne siger: ”Jeg kjender dine Gjerninger.” Den tredje Engel leder Guds Folk Skridt efter Skridt, høiere og høiere Ved hvert Skridt maae de prøves og luttres.

Systematisk Godgjørenhed.
Systematisk Godgjørenhed er velbehagelig for Gud. Apostlerne lærte at Menighederne skulde dele deres timelige Ting med dem som underviste dem i aandelige Ting, og at de skulde komme Engler og Faderløse ihu. Gud giver Snudhed og Styrke til unge Mænd og Qvinder, og de kunne erholde en stor Velsignelse ved at hjelpe Faderløse og Enker i deres Trængsel. Dersom de ville spare det, som Verdens Børn bortødsle til unødvendig Stads og daarlige Fornøielser, saa kunne de hjelpe Guds Sag frem dermed, og erholde hans Velsignelse, som siger: ”Jeg veed dine Gjerninger.” Der er Orden i Himmelen, og det er velbehageligt for Gud at hans Folk gaae frem med System og Orden i hans Sag. Saaledes kan det sidste Naadens Budskab med Held gaae freemad. De, hvis Hjerte klynger sig til jordisk Gods, synes at det er haardet at offre saameget; men ædelmodige og menneskeskjærlige Sjæle ere ikke tilfredse med at offre saa lidet. De kunne med Glæde hjelpe i mange andre godgjørende Foretagender forude systematisk Godgjørenhed. De, som først begyndte at udbrede den nærværende Sandhed opofrede Meget for at bringe Guds Sandhed til Andre. De, som senere have annammet Sandheden., bør ikke alene glæde sig ved den, men villigen benytte deres Midler til at fremme dette store Værk. Andre have opoffret Meget og lidt Meget for at sætte Sandheden i et klart Lys for eder. Nu kalder Gud paa eder at gjøre kraftige Anstrængelser for at sætte Sandheden frem for Andre, som endnu ere i Mørket. Gud forlanger dette. Uden Gjerninger er Troen død. Intet uden levende Tro kan frelse eder fra de forfærdelige Scener, som Fremtiden vil bringe. Det er paa høi Tid at de, som have store Eiendomme arbeide hurtigt, og ikke alene give i Forhold til som Gud nu velsigner dem, men efter som han alt tilforn har velsignet de.

Enhver Gave bør gives i en god Hensigt – ikke til at styrke Nogen i Lediggang – ikke for at æres af Mennesker – men for at ære Gud og fremme hans Sag. Nogle kunne give store Gaver til Guds Sag, men glemme at lindre deres fattige Broders Trang. Kjærlighedsgjerninger, som gjøres i Løndom sammenbinde Hjerterne i Kjærlighed, og anerkjendes af Gud i Himmelen. De Rige bør gjøre Forskjel paa deres Priser og Løn til Enker og værdige Fattige eller Lidende. Men istedenfor gjøre de Rige sig oftre Fordeel af de Fattige og udsuge dem til det Yderste. Dette er alt sammen opskreven i Himmelen. ”Jeg veed dine Gjerninger.”

Den største Synd i Menigheden for nærværende er Gjerrighed. Gud hader Egenkjærlighed. Mange benytte frit de Midler, som Gud har laant dem, til at indrette behagelige Hjem for sig og sin Familie, men naar et Huus skal bygges hvori de kunne tilbede den almægtige Gud, saa have de ikke Raad til at lade Herren benytte de Midler han har laant dem. Enhver burde stræbe efter at vise sin Taknemmelighed mod Gud, ved at gjøre alt hvad han kan for at berede en passende Plads til Gudsdyrkelse; men somme gjøre saa lidet som muligt, og føle at de Midler, som de anvende til at berede en Plads hvor den Allerhøieste kan besøge dem, ere saa godt som kastede bort. Saadanne Offere behage ikke Gud vel. Det er antageligt for Gud, naar hans Folk vise ligesaa megen Viisdom i at berede et Huus for ham, som de vise i at berede sine egne Hjem.

Gud kan fremme sit Værk paa Jorden uden noget Menneskes Hjælp; men dette er ikke hans Plan. Mennesket er sat her paa Prøve for at uddanne sin Characteer, som vil følge med ham ind i Evigheden. Godt og Ondt er sat for ham, og hans fremtidige Skjebne afhænger af det Valg han gjør. Christus kom for at forandre hans Tankers og Følelsers Strøm. Hans Hjerte maa løsrives fra de jordiske Skatte, og fyldes med himmelske. Ved hans Selvfornægelse æres Gud. Jesus det himmelske Offerlam, blev hengivet for Mennesket, og nu maa Mennesket prøves, om han vil følge Jesu Eksempel, og opofre sig igjen for sine Medmennesker. Satan og hans Engle have sammensvoret sig imod Guds Folk; men Jesus søger at rense og luttre dem. Gud giver Midler nok til sine Børn for at fremme hans Sag, og det er hans plan at disse Midler skulle benyttes viseligt. ”Sælger det I have og give Almisse,” er en Deel af Guds hellige Ord. Guds Værk vil udvides meget, og dersom hans Flk følge hans AAand, ville ikke mange af deres Midler blive levnt til at fortæres af Ilden paa Herrens Dag. De ville samle sig Liggendefæ i Himmelen, hvor ikke Møl eller Rust fortærer, og hver en Streng vil blive sønderreven, som kunde binde Hjertet til denne usle og forgængelige Jord.

Viis Benyttelse af Midler.
Gud ønsker ikke at hans Børn skulle vise Efterladenhed i deres timelige Forretninger. Djævelen har sit Øie paa alt saadant, og riber ienhver gunstig Leilighed til at tage Mider udaf Guds Folks Hænder. Og disse Midler gaae til hans Venner. Gamle Brødre ere ofte uvillige til at opgjøre deres jordiske Forretninger. De døe hastig og uventet. Deres Brn, som igen Interesse have i Sandheden, tage deres Eiendom. Djævelen styrer alt dette efter sit eget behag. ”Dersom I da ikke have været tro i den Urette Mammon, hvo vil betroe eder den sande? Og dersom I ikke have været troe i det Fremmede, hvor vil give eder Noget selv at eie?” Luc. 16: 11,12. Huusholdere i de sidste Dage ere ofte uvise. De tillade Djævelen at styre deres Forretninger, og at overføre det, som skulde benyttes i Guds Sag, til Verden og dens Daarligheder. Gud ønsker at hans Huusholdere skulle have deres jordiske Ting i Orden, og det er deres Privilegium og Pligt at indrette sine Sager saaledes, at deres Midler kunne blive til Gavn og nytte for Guds Sag til hans Ære. Men naar de lade deres herres Penge slippe ud af sine Hænder i Fjendens Haand, da styrke de Satans Rige indenfor Guds.

Gud er misfornøiet med at Hans Børn gaae i Caution for de Vantro. ”Vær ikke iblandt dem, som slaae Haand i Haand, iblandt dem, som borge for Gjeld.” Ordsp. 22: 26. ”Naar en boger for en Fremmed, da faar han vist Ulykke; men den som hader dem, for slaae Haand i Haand, er tryg. Ordsp. 11:15.

Sabbatsholdere skulde ikke være Partnere (Compagnon) med Vantro. Guds Folk have ofte stolet frmeget paa Fremmedes Ord og søgt deres Raad og Veiledning naar de ikke burde.

Mange have ingen Forstand til at styre eller ordne sine jordiske Ting. Saadanne bør være ydmyge nok tila t raadføre sig med sine Brødre, som have mere Erfaring og Dømmekraft i timelige Ting end de.

Brødre bør ikke holde Proces, dersom det kan undgaaes; thi det giver Fienden Anlending til en besnære og forvilde dem: Det er bedre at indgaa paa Forlig, om end man maa lide noget Tab.

Om at aflägge Ed.
Nogle af Guds Børn have taget feil i Henseende til at aflægge Ed og Djælvelen har benytte Leiligheden til at undertrykke dem, og tage deres herres Penge fra dem. Frelsens Ord, ”I skulle aldeles intet sværge, ”bleve ikke talte om at aflægge Ed for Øvrigheden. ”Eders Tale skal være ja, ja; nei, nei; men hvad der er over dette er af den Onde.” Dette angaar daglig Tale. Nogle bruge Overveielse naar de tale Somme sværge ved deres Liv, andre ved deres Hoved. Andre tage Himmelen og Jorden til Vidne at deres orde ere sandfærdige. Atter andre bede Gud at ødelægge og forbande dem, dersom de ikke tale Sandhed. Det er denne almindelige Banden og Sværgen, som Jesus advarer sine Disciple imod.

Gud tillader at der ere Regjerende og Love til at styre Folket. Uden disse Love vilde Verden værre I en værre Tilstand end den er. Nogle er gode, andre daarlige. De daarlige Love tiltage og ville til sidst bringe Guds Folk i en vanskelig Stilling. Da vil han opholde dem, som stole paa ham og følge hans Ords Veie. Hvor Menneskenes Love stride imod Guds Love bør vi adlyde Gods Love, hvad end Følgerne maatte blive.

Herren har endnu Noget at gjøre med Landets Love. Laalænge Jesus er i helligdommen har Guds formidlende Aand nogen Indflydelse baade paa Folket og de Regjerende. Djævelen regjerer over den store Masse i Verden, og dersom ikke Landets Love beskyttede os vilde vi allerede nu komme til at lide Meget. Ved nødvendige Tilfælde er der ingen Overtrædelse af Guds Ord, at hans Børn naar de blive forlangte til at vidne paa en lovlig Maade, høitideligt kalde Gud til Vidne paa at de tale Sandhed og intet Andet end Sandhed. Dersom der er nogen i Verden, for hvem det kan passe sig at aflægge Ed, saa er det Guds Folk. De er i Guds Ansigt lys. De styrkes ved hans Styrke. Naar da vigtige Sager maae afgjøres for Retten da Ingen saa vel skikke til at paakalde Gud som de. Gud svoer ved sig selv. 1. Mos. 22: 16; Ebr 6: 13, 17. Han svoer til Abraham (1 Mos. 26, 3), til Isaac (Ps. 105: 9; Jer. 11: 5), og til David (Ps. 132: 11; Ap. Gj. 2: 30). Gud forlangge sig at Isarels Børn skulde aflægge Ed. ”Naar Nogen styrter til sin Næste Asen, eller Oxe, eller Lam, eller noget Beest, at forvare, og det døer, eller det bliver sygt, eller det bortføres, at ingen det seer: Da skal Herrens Gud være imellem dem begge, om han ikke haver sin Haand paa sin Næstes Gods; og dem skal dens Eiermand antage, og den anden skal ikke betale.” 2. Mos. 22: 10, 11. Paulus holder Gud til vidne, idet han formaner Timotheum til at virke trolig i Guds Sag. ”Dersom besværger du dig for Gud og den Herre Jesu Christo, som du dømme Levende og Døde ved sin herlige AAbenbarelse og i sit Rige.” 2. Tim. 4: 1. Ligeledes i 1 Tim 5: 21. ”Thi Gud, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangelium er mit Vidne om, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa eder. Rom. 1: 9. ”I ere Vidner, og Gud, til, hvor helligen og retfærdigen og ustraffeligen vi omgikkes blandt eder, I Troende!” 1 Thess. 2: 10. ”Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl, at jeg, for at komme eder, ikke endnu er kommen til Corinth.” 2. Cor. 1: 23. ”Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, hvilken være velsignet til evig Tid, veed, at jeg ikke lyver.” 2. Cor 11: 31. ”Hvad jeg skriver eder, see, det vidner jeg for Guds Aasyn, at jeg ikke lyver.” Gal. 1: 20. ”Thi hverken omgikkes vi nogensinde med smigrende Ord, som I vilde, ei heller med Passtand for Gjerrighed; gud er Vidne.” 1 Thess. 2: 5. ”Thi Gud er mit Vidne, forledes jeg længes efter eder alle i Jesu Christi inderlige Kjærlighed.” Phil. 1: 8.

Jesus selv svarede for Natten under Ed. ”Og den Ypperste-Præst svarede, og sagde til hasm: jeg højsværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Christus, den Guds Søn. Jesus sagde til ham: du haver sagt det; jeg siger ender endog: om herefter skulle I see Menneskenes Søn sidde hos kraftens høire Haand, og komme i Himmelens Sker.” Matt. 26: 63, 64. Dersom Jesus i sin Sandrughed havde havt Hensyn til at aflægge Ed for Retten, eller høitideligen og med Ærefrygt at paakalde Gud som Vidne til Sandheden, saa vilde han have irettesat den Ypperstepræst, og saaledes indskærpet denne Lærdom. Djævelen ser gjerne at dette folk skulle misforstaae dette, for at give ham tillid til at undertrykke dem, og tage deres Herres Penge fra dem. Guds Huusholdere bør lægge sig efter Viisdom ob berede sig til at modstaae Saadanne Planer; thi han vil falde an paa dem med Had og List endn nogensinde tilforn.

Mange have Fordomme mod vort Lands Bestyrere og Love; men uden disse vilde lndet snart see ilde ud. Gud regjerer over Regenterne; thi alle Hjerter er i hans Haand. Han sætter trængsler som de ikke kunne overskride. Mange af de Regjerende følge det Djævelen, men Gud har dog nogle Sjæle endog iblandt dem. Nogle af dem ville endnu annamme Sandheden. De udføre nu det Hverv, som Gud planer dem. Naar Djævelen, gjennem sine Agenter, agter at indføre Anordninger som ville hindre Guds Værk og gjøre mget Ondt, da bøide nogle Engle disse Mænds Sind til at modstaae Djævelens Planer til Grunde, hvor hvilke hine maae give efter. Nogle faa af Guds Tjenere kunne forhindre meget Ondt. Saaledes vil Værket vedblive indtil den Tredje Engels Budskab fulldendes. Ved den Tredje Engels høie Raab ville saadanne Mænd faae Anledning til at antage Sandheden, og nogle af dem ville omvende sig og med de Hellige bevares i Trængslens Tid. Naar Jesus forlader det Allerhelligeste da forlader ogsaa hans AAnd de Regjerende og Folket. De ville de onde Engle føre dem efter sit eget Tykke. Da ville de udsende saadanne Love mod Guds Folk, at dersom ikke Tiden var kort vilde intet Menneske blive frelst.
Ellen G. White