tilbage

Advent tidende


Battle Creek, Mich., Februar. 1872. Nummer 2.

Den brede og den trange vej


Af Madame E. G . White.

Adsventtidende februar 1872 - Ellen White

Guds herlighed og majestæt overgaar al forstand. Han er forfærdelig i sin Majestæt, men vi fatte det ikke; forfærdelig i sin Vrede, og dog synde vi imod ham daglig. ”Gaa ind ad den snævre Port; thi den port er viid, og den Vei er bred, som fører hen til Fordærvelse, og de ere mange, som gaa ind igennem den. Thi den Port som er snever og den Vej er trang, som fører hen til Livet, og de ere faa, som finde den.” Matt. 7, 12.13. Disse to veje er adskilte, forskellige, og lede i modsatte retninger. Og de, som vandre paa dem, ere ligesaa forskjellige. Den ene Vei er bred og jævn, den anden trang og ujævn. Saaledes er ogsaa de, som vandre paa dem, hinanden modsatte i karakter, liv og omgang.

De, som vandre paa den trange vej, talte om den herlighed og glæde, som de ville erholde ved Rejsens ende. Deres aasyn er ofte bedrøvet, men straaler dog med hellig, himmelsk glæde. Deres klædedragt, tale, og handlemaade er forskellige fra deres, som vandre paa den brede vej: Et mønster er givet dem. En mand fuld af Pinsler, og som havde forsøgt Smerter, aabnede Vejen for dem, og rejste selv den Vej. Hans Efterfølgere se hans Fodspor, hvilket trøster og opmuntrer dem. Han gik uskadt igennem, og saaledes kunne ogsaa de, som følge hans Fodspor.

Paa den brede vej er alle bekæftigede med sin egen Person, klædedragt og fornøjelser. De hengive sig frit til Lydighed og glæde, og tænke ikke paa Rejsens ende. Hver dag drage de nærmere til Ødelæggelse, men ile dog af sted som galne, med større og større hurtighed.

Mange, som rejste paa den brede vej, have skrevet paa sin klædebon: ”Død over Verden; Kristus er for Formand;” men for øvrigt ligne de alle de andre forfængelige mennesker omkring dem. Undertiden pege de med stor Tilfredshed paa Ordene paa deres klædning, og søge at overtale andre til at følge dere Eksempel. Men de ere paa den brede Vei, omendskjøndt de bekjende sig til at vandre paa den trange Vei, og de som ere omkring dem, sige: der er jo ingen Forskjel imellem os. Vi ere alle lige. Vi klæde os, tale, og handle ligedan.

Mange, som bekjende sig til at være Kristi efterfølgere, stræbe efter at ligene Verden saa meget som muligt. De smykke sine stakkels dødelige Legemer, og forlgemme at de hvert Øjeblik staae i fare for at henkastes paa Sygeleiet og beredes for Graven. Naar de da nærme sig den sidste Omvendelse, saa fyldes de med Dødsangestens Smerter, og det store Spørgsmaal bliver: ”Er jeg beredt til at døe? Beredt til at fremstilles for Gud paa Dommes Dag, og bestaae den store Prøve?” Spørg dem nu hvorledes de føle med Hensyn til at smykke sit Legeme. Dersom de have noget Begreb om hvad det er at fremstilles for Gud, saa ville de ønske at de kunde leve sin Tid over igjen, at de kunde undflye Verdens Forfængelighed, Daarlighed, og Hovmod, og vilde ”pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Tugtighed.” 1 Tim. 2: 9. De vilde vise et godt Eksempel for andre og stræbe efter at leve til Guds Ære.

Hvorfor er det saa haardt at leve et selvfornægtende ydmygt liv? Fordi de ikke ere døde til Verden. De have Lyst til at ligne Verden og fornøier sig med dem, og dog alligevel gaae til Himmelen. De gaae ikke ind ad Døren i Faarestien, men forsøge at stige over paa et andet Sted. Joh. 10, 1. De gaae ikke ind ad den snevre Port og den trange Vei.

Mange klæde sig lig Verden for at kunne, have desto mere Indflydelse; men dette er en sørgelig og fordærvelig Feiltagelse. Dersom de ønske at have en sand kristelig Indflydelse, saa lad dem leve i Overensstemmelse med sin Bekjendelse, bevise sin Tro ved gode Gjerninger, og gjøre en vid Forskjel imellem Kristus og Verden. Vor Klædedragt, saavel som vore Ord og Handlinger skulde vidne om at vi elske og tjene Gud. Dette vil have en hellig Indflydelse paa andre, og de ville kjende, at vi have været med Jesu. Ap. Gjh. 4: 13. Vantro Mennesker omkring os ville se at Sandheden ahr en hellig Indflydelse paa os, og at Troen paa Kristus og hans komme omdanner Menneskets Characteer. Dersom nogen ønsker at fremme Sandhedens Sag, han adlyde den selv, og efterfølge det ydmyge mønster, som er os givet.

Gud hader Stolthed, og Dagen nærmer sig hurtigt. ”da alle Hovmodige, og hver, som gjør Ugudelighed, skal være Halm, og den Dag, den som kommer skal optænde dem, sagde den Herre Zeboats, og den skal ikke lade dem Rod eller Grene.” Mal 4: 1, Den tredje Engels Budskab paa endnu arbeide som en Suurdeig i mange Hjerter, som bekjende sig til at troe Guds Ord, og udrense deres Hovmod, Egenkjærlighed, Gjerrighed, og Kjærlighed til denne Verden.

Jesus Komme er nær. Skal han finde et Folk ligedannet med Verden? Og vil han anerkjende et saadant Folk som sin Menighed, hvilken han har renset og helliget for sig selv? AA, nei! Uden Hellighed skal Ingen se Herren. Ebr. 12: 14. ”Mange skal rense sig, og klare sig, og luttres.” Dan. 12: 10. Kun de, som ere blevne luttrede i Prøvelsens Smeltedigel, og som have bevaret sig selv ubesmittede af Verden, Jac. 1: 27, vil Frelsen paa hiin dag erkjende som sine.

Hvor smerteligt det er at se saamange Christne ligedannede med Verden. De ringeagte Guds Ord og gjorde Guds Søn til Spot. Guds advarende Stemme lyder endnu til dem, som bære Christi Navn, men dog elske Verden, deltage i dens Forlystelser, og følge dens Moder: ”Gaar bort fra hende, I mit Folk! at I ikke skulle rammes af hendes Plager.” Aab. 18: 4. Flye, medens det er Tid, at ikke Gud skal give eder Deel med Øienskalke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel. Matth. 24: 51.

Letfærdig Skjemt og gjekkelig Snak ere mishagelige for Gud. Eph. 5: 4. De bedrøve Guds Aand og saare hans Sag. Mange tænke mere paa behage Menneskene end at behage Gud. Det er høi Tid at berede sig for den store Dag, førend Livets AAndelig Traad sønderskjæres, og du henlægges i Verden ubeskyttet og uberedt for Dommen. Og om end din Levetid forlænges lidet, dersom du ikke straks skiller dig fra Verden og følger Fred med Gud, som vil din Efterladen forhærde dit Hjerte, og maaske for evigt udelukke dig af Guds Rige.

Det er lettere for Forældre at lære sine Børn Hovmod og Forfængelig end Ydmyghed. Og den Sæd, som bliver saaet i de unge Hjerte, vil voxe op og bære Frugt. ”Hvad et Menneske saar, det skal han og høste.” Gal. 6: 7. Men det er meget umuligt siden at vende de unge Hjerter bort igen fra disse Ting. I Sandhed, Intet kan dræbe Hovmodigheden og Forfængeligheden og ret udrydde den af Hjertet, uden Guds mægtige og levend Aand.

Unge og Gamle efterlade Guds Ords Læsning. De studere ikke denne Bog, eller benytte den til en dyd for sit levnet, saaledes som de burde. Især gælder dette om de Unge. Mange af dem kunne bruge Tid nok til at læse andre Bøger. Men det Ord, som fører til evigt Liv, bliver ikke daglig set og betænkt. Den dyrebare og vigtige Bog, som kan dømme dem paa den yderste Dag, betænkes alt for Lidt. Der kommer en Dag med Skyer og tykt Mørke, da alle Mennesker ville ønske at de vare vel informerede med Guds Ords tydelige og himmelske Sandheder; saa at de med Sagtmodighed, kunde gjøre Regnskab for det Haab, som er i dem.

Elskelige Forældre bør sætte et godt Eksempel for sine Børn, stræbe efter at have en hellig Indflydelse i sin Familie, og klæde sig simpelt og sømmeligt, saa at de ikke ligne den vantro Verden. Irettesæt Børnene for Hovmod og stræb efter at udrydde det af Familien, dersom du skatter det evige Liv. Enorme Summer blev bortødslede for Flitter og Stads, som kunne glæde mange Fattiges Hjerter, og bringe Sandhedens Lys til mange, som sidde i Mørke og Oprørs Skyggers Dal. Jesus, Herlighedens konge, som hengav sit liv for at forløse dig, blev smykket med en Tornekrone. Han tog vore Sygdomme og bar vore Piner. ”Han er saaret for vore Overtrædelser, er knuset for vore Misgjerninger; Skuffelser have, at vi skule nyde Fred, og vi har faaet Lægedom ved hans Saar.” Es. 53: 4, 5. ”Derfor, efterdi vi have saadanne Forjættelser, i Elskelige! lader os rense os selv fra al Kjødets og Aandens Besmittelse og fuldende vor helliggjørelse i Guds Frygt.” 2 Kor. 7, 1.

Guds Israel maa vaagne op, og fornye sin Pagt med Gud. Gjerrighed, Egenkjærlighed, og Forfængelighed forhindre Guds Værk i Sjælen. Mange, som plages af disse Onder, mærke det ikke engang om Sodomme Plager voxe ubemærket. Men førstigen de ikke blive udryddede ville de lede til Fornærmelse. Mange havde taget sit Offer fra Guds Almagt. De elske Verden, dens Fordeel og Vinding, og dersom de ikke aledeles vende om, da ville de omkomme med Verden. Gud har givet dem Formue. Den er ikke deres egen; men Gud har gjort dem til sine Huusholdere. De kalde det sin Eiendom, og samle Liggendefæ. Ak, hvor hurtig Gud kan unddrage sin Hjælp, og det Hele kan forsvinde som paa et Øieblik. Gud forlanger at vi skulle frembære Offere for ham. ”Glemmer ikke at gjøre vel og at meddele; thi saadanne Offere behage Gud vel.” Ebr. 13: 16. Vi maae fornegte os selv for Sandhedens og for Jesu Skyld. ”Vil nogen komme efter mig, han fornegte sig selv, og tage sit Korst, og følge mig.” Matth. 16, 25. O, hvor ussel og Skrøbelig et Menneske er! Hvor svag hans Arm! Menneskelig Høihed vil snart blive omstyrtet, og Menneskets Hovmod ydmyget. Konger og Herrer, Rige og Fattige maae bøie sig tillige, naar Guds fortærende Plager skulle falde paa dem. Da er Herren alene et Tilflugtssted og en klippe for sit Folk.