Tilbage

1. – Stenen som forandrede et helt liv.

1. scene - Ulykken
”Syhh, Ellen er meget syg,” hviskede Ellens mor når nogen kom ind i rummet hvor Ellen lå.

I tre uger havde Ellen ligget bevidstløs. Hun var så syg at hun ikke kendte nogen, eller vidste hvad der foregik rundt omkring henne. Selv om hun var ni år gammel, blev der lavet en speciel vugge til henne efter ulykken så hun ikke kunne falde ud af sengen og blive mere skadet. Mange af dem som så hende, troede at hun ikke kunne leve ret meget længere. Men Ellens mor havde bedt til Gud at Ellen måtte leve, hvis det var Hans vilje. (8 ved vuggen.)

Ellens mor var en ærlig kristen som stolede på bøn og på Bibelen. Hun troede disse løfter som vi læser om i Jakobs brev 5, 15: ”Og troens bøn skal hjælpe den syge og Herren skal rejse ham op. . . ” Er det ikke et trøstende løfte? Der var også et andet godt løfte for Ellens mor. Det fandt hun i Matt. 21, 22: ”Og alt det I beder om med tro i jeres bøn, det skal I få.”

Ellens mor troede virkelig. Hun vidste at Gud hører vore bønner, fordi Bibelen siger det i 1. Peters brev 3, 12: ”For Herrens øjne er over de retfærdige og hans ører vendt til deres bønner. . . ” Gud gav Ellens mor en følelse af at Ellen ikke kom til at dø.

Tre uger efter ulykken kom Ellen til bevidsthed igen. (1A i vuggen) Hun begyndte at lægge mærke til menneskene omkring henne. (6 og 30 ved vuggen) Ellen troede at hun bare havde sovet. Hun huskede ikke den frygtelige ulykke. Men en dag hørte hun at en af deres venner spurte hendes mor om hun havde talt med Ellen om at dø.

”Så sørgeligt,” sagde en dame da hun så på Ellen.

”Jeg kunne ikke genkende henne, sagde en anden. Ellen undrede sig over hvad damerne mente.

”Hvorfor er de så forlegne for min skyld? Spurgte hun. ”Ser jeg anderledes ud end før? Er der sket noget med mig?

Da fortalte moderen henne om ulykken. ”For nogle uger siden var du og Elisabeth, din tvillingsøster, og en af jeres skolekamerater på vej hjem fra skolen, Pludselig var der nogen som råbte, og da I vendte jer om, så I en stor pige på omkring tretten år som kom løbende og råbte afsindigt efter jer. I begyndte at løbe for at komme væk så I kunne undgå slagsmål. I var næsten på den andre siden af parken da pigen råbte igen, og I vendte jer om for at se hvor nær hun var. Akkurat i det du vendte dig, kastede pigen en sten som hun havde i hånden, Du skreg af smerte, for stenen havde ramt dig med fuld kraft midt i ansigtet og du faldt ned på bakken. De bar dig ind i en forretning i nærheden. En venlig mand tilbød at køre dig hjem i sin vogn, men du takkede ham nej og sagde at du hellere vil gå hjem selv. Dit ansigt og dine klæder var blodige og du ville ikke søle hans vogn til, så du begyndte at gå hjem mens Elisabeth holdt dig i den ene arm og veninden holdt dig i den anden. Men du var så svag og svimmel at du besvimede, og pigerne bar dig hjem.”

Nu spurte Ellen sin mor om at låne et spejl så hun kunne se hvordan hun så ud. Da hun så sig selv i spejlet, fik hun et chok. Næsen var bøjet, ansigtet var blegt, øjnene var matte, og hele nervesystemet var forstyrret og hun var blevet vældig tynd efter at have ligget bevidstløs i tre uger. Hendes ansigt var anderledes.

”Oh, ser jeg virkelig sådan ud?” tænkte Ellen. Dette kunne da ikke være det runde, friske og smilende ansigt som hun altid havde set i spejlet før. Det var virkelig sørgelig, sådan som damen havde sagt.

Ellen blev så bedrøvet da hun så sit ansigt i spejlet at hun næsten ønsket at hun kunne dø. Hun var meget ulykkelig. Men da hun kom til at tænke på at hun måske kom til at dø, blev hun bange, for hun følte at hun ikke var klar til at dø. Ellen bad at hvis hun kom til at dø, så måtte Gud tilgive henne synderne og lade henne komme til himmelen.

Efter at Ellen havde bedt, følte hun sig gladere. Der kom fred ind i hendes hjerte og hun blev glad for alle mennesker. Hun blev til og med glad for den pige som havde kastet stenen på henne og hun syntes det var synd for henne.

2. scene – Ellens far kender henne ikke igen.
Langsomt blev Ellen stærkere og kunne til sidst stå op, men hun var stadig meget svag.

Da ulykken skete, var Ellens far, hr. Harmon, borte på forretningsrejse. Det varede flere måneder før han kom hjem igen og han glædede sig til at se sine børn igen. Da han kom ind, klemte han Ellens bror og søstre og han så sig omkring efter Ellen, men hun stod genert borte for sig selv.

”Hvor er Ellen?” spurgte han. ”Der er hun,” sagde moderen og pegede mod henne. Faderen så på Ellen og derefter på moderen. ”Men dette er da ikke min lille Ellen,” tænkte han. Det syntes for ham som at denne blege, tynde lille pige med et forandret ansigt, som stod der så stille for sig selv, ikke kunne være hans friske og glade datter. Og selvom Ellen smilte til sin far da han klemte henne ind til sig, så følte hun som om hjertet skulle briste over at hendes egen far ikke kendte henne igen.

Stakkels Ellen. Hun følte sig så ensom og bedrøvet. Men dette fik henne bare til at tænke mere på Jesus. Hun vidste at Jesus elskede henne selvom hendes ansigt ikke var så smukt mere. Hun ville bede Jesus om at hjælpe sig til at få en smuk karakter så hun kunne passe ind i himmelen.