Tilbage

10. – Fejlen bliver opdaget.

(Vis 38 som beder og sæt så 112 op.)

1. scene – Stemmen fra himmelen.
For en stor skuffelse havde adventisterne oplevet. Da de så solen synke under horisonten den 22. oktober 1844, sank også deres håb, selv om nogen fortsatte at vente på Jesus til klokken til sidst slog tolv midnat. Og med nattens mørke kom det også sorg i deres hjerter, akkurat den samme følelse som disciplene oplevede da de så deres kære mester dø på det grusomme kors. Disciplene havde ventet at Jesus skulle blive kronet til konge og oprette sit rige. Senere så de ham bære en krone, men desværre var det en krone af torne, og Jesus hang på korset. Hvor bedrøvet var disciplene den nat – hvor stor var deres skuffelse ikke! Og nu adventisterne – hvor stor var ikke også deres skuffelse!

Hvorfor tillod Gud denne store skuffelse at komme til adventisterne? Det var fordi han ville kalde oprigtige mennesker ud fra de falske kirkesamfund som ikke lærte sandheden i Bibelen. Mange folk havde hørt Miller og andre prædike om de store profetier i Bibelen, men da de blev skuffede, fortsatte de ikke at være trofaste. I stedet slog de sig sammen med dem som gjorde nar af adventisterne og sagde: ”. . . Hvor er løftet om hans genkomst? For fra den tid fædrene sov ind, vedbliver jo alle ting som de var fra skabningens begyndelse.” 2. Peter 3,4. Men det er ikke sandt! Og vi har bevist at det ikke er sandt da vi læste om den store, mørke dagen, den røde måne og stjernerne som faldt. Dette havde aldrig sket før, og det har aldrig hent senere. Gud havde sagt at det kom til at ske en gang i historien, og det skete akkurat på den tid Jesus havde sagt at det kom til at ske. Ja, disse ting skete som tegn som skulle fortælle folk at Jesus snart kommer igen.

Det var hårdt for adventisterne at tage fat på livets pligter igen. De havde ikke lagt nogen planer for fremtiden i tilfælde af at Jesus ikke kom igen. Men de trofaste adventister var ikke bekymret. De mente fremdeles at Gud leddede dem, og at han ville vise dem hvordan de havde taget fejl med hensyn til de 2 300 dage.

Hiram Edson var leder for en gruppe adventister i New York. Han og de andre i gruppen var så skuffet og kede af det da solen gik ned og nattemørket faldt på, at de begyndt at græde – mænd og kvinder grad og bad hele natten. De ville sikke sove. De måtte tænke og bede. De bad om at Gud ville give dem lys og hjælpe dem til at finde svaret på hvorfor Jesus ikke var kommet.

Tidlig næste morgen sagde Hiram Edson til en af sine venner: ”Lad os gå og besøge nogen af de andre brødre og opmuntre dem.” De begyndte at gå over en mark hvor kornet var blevet skåret og lagt i store bunker. De var bedrøvede og havde mange alvorlige tanker at tænke på mens de gik henover, så talte de ikke sammen. (Sæt en mindre mand, 34, lidt længere borte på marken.)

Pludselig følte Hiram Edson Guds nærvær så stærkt at han stoppede op og bad der ved siden af kornstakkene. Guds ånd kom over ham på en så mægtig måde at han syntes han hørte en stemme sige: ”Den helligdom som skal renses, er i himmelen.”

Den anden mand havde ikke mærket at Hiram Edson stadig var langt borte på ageren. ”Bror Edson,” råbte han, ”hvad standser du for?”

Hiram Edson råbte tilbage: ”Gud svarer på vor morgenbøn.”

De to mænd skyndte sig tilbage igen, og Edson fortalte den anden hvad han havde hørt og set – han syntes han så et billede af Jesus i helligdommen i himmelen med englene som bragte bøgerne som Jesus skulle undersøge. (Sæt 112 op med bøgerne i englenes hænder.)

”Helligdommen som skal renses er i himmelen.” Denne oplysning virkede ny og fremmed for begge mænd, men de troede på det selv om de ikke kunne forstå det endnu. De skyndte sig videre for at fortælle deres andre venner denne sidste nyhed.

Denne nyhed gav nyt mod til de trofaste som hørte den. Men nu måtte de læse hele beretningen om helligdomstjenesten i Bibelen på ny, og se præcis hvad renselsen af helligdommen egentlig betyder.

Da de læste og studerede dette på ny, fandt de at ordet helligdom betyder et helligt sted hvor Gud bor, og at Bibelen aldrig kalder jorden for helligdommen. Da skønnede de at det ikke var jorden som skulle blive renset for synd efter de 2 300 år, men at det var helligdommen i himmelen som skulle blive renset for synd. Og det vil sige at tiden nu var kommet da Jesus og englene skulle begynde at undersøge bøgerne i himmelen hvor alle synder bliver skrevet op.

Det vil sige at tusindvis og tusindvis af engle begyndte at hjælpe Jesus med bøgerne i himmelen. Men hvem skulle de dømme? Lad os slå op i Åbenbaringen, kap. 20, v. 12 og se hvad vi kan finde ud om det. ”Og jeg så de døde, små og store, stå for Gud, og bøger blev åbnet og en anden bog blev åbnet, som er livets bog, og de døde blev dømt efter det som står skrevet i bøgerne, efter sine gerninger.

Når Jesus er færdig med at dømme alle de døde, da vil han begynde på nedtegningerne om dem som stadig lever, for Bibelen siger at alle må komme frem for Jesu domstol. 2. Korinterbrev 5, 10 siger: ”For vi skal alle åbenbares for Kristi domstol, for at enhver kan få det igen som er sket ved legemet," efter det som må være afsluttet før Jesus kommer igen, så han kan vide hvem han skal vække op fra de døde, og hvem som skal forvandles af de levende, i overensstemmelse med bøgerne i himmelen.

Nu kunne adventisterne forstå hvorfor Jesus ikke var kommet tilbage i 1844 for at tage folk med til himmelen. Det var fordi menneskene måtte dømmes først, forat man kunne vide hvem som var redde, og hvem som ikke var rede til at være med til himmelen når Jesus en gang kommer igen.

Adventisterne var meget glade for at se at de havde fundet ud hvor de havde taget fejl. De skønnede at Gud havde tilladt dem at gøre denne fejl forat de skulle granske Bibelen og finde disse nye sandheder.

Men hvad skete med adventisterne efter skuffelsen mens de var i gang med at studere disse nye sandheder i Bibelen? Sultede de som ikke havde taget sine kartoflerne ihjel? Hvordan gik det med Hastings’ kartoffelmark? Rådnede hans kartofler i jorden fordi han ikke ville lade naboerne tage dem op for ham?

2. scene: - Kartoflerne som talte.
Nej! Ingen af adventisterne sultede ihjel – heller ikke Hastings. Han havde sagt at han ville gerne at kartoflerne skulle fortælle om hans tro på Jesus. Og kartoflerne gjorde netop det, bedre end han kunne have gjort det selv. Ved denne høst kom der en kartoffelsygdom som gjorde at alle kartofler, som var taget op, rådnede. Men de kartoflere som stadig var i jorden, rådnet ikke. Så Hastings havde rigelig af kartofler til sig selv og til naboerne som havde kaldt ham en gammel torsk. Og da foråret kom, og det var tid til at sætte kartofler igen, kom mange folk til Hastings for at købe kartofler til deres haver. Så det som folk ellers troede ville give Hastings mange problemer, viste sig at blive til stor velsignelse for ham og også for hans uheldige naboer.

Adventisterne var nu endnu mere bestemt på at leve deres liv rigtigt og trofast, så deres navn blev stående i Livets bog i himmelen, for de vidste ikke akkurat hvornår deres navn ville komme for domstolen.

Også vi burde være vældig forsigtige med hvilke slags liv vi lever hver dag, for den undersøgende dommen er stadig i gang, og vi ved ikke præcis hvornår Jesus kommer til vort navn og skal dømme os efter det som står i bøgerne.

Lad os se på noget af det vi bør være forsigtige med:
1 Hvad vi gør
2 Hvad vi siger
3 Hvad vi ser på TV
4 Hvilken slags musik vi hører på
5 Hvordan vi holder Sabbaten
6 Om vi er trofaste til at betale vor tiende og vore gaver
7 Beder vi trofast?
8 Læser vi trofast i Bibelen?