Tilbage

12. – En dommens dag.

(Sæt billederne på efter hånden som du taler om dem.)

1. Scene: Tjenesten i Det Aller Helligste.* Se bemærkning.
Da de første adventister fortsatte at læse om helligdommen, så de mere og mere hvad den egentlig betydede. De forstod at hver tjeneste i helligdommen på jorden skulle forklare en vigtig del af tjenesten i den himmelske helligdom.

Vi har allerede set at folk bragte sine ofrene til helligdommen for at ofre dem når de havde syndet, præcis som Simeon gjorde. Det uskyldige lam som Simeon dræbte, og som bar hans synder, repræsenterede Jesus, det sande ”Guds lam, som bærer verdens synd.”

Hver dag hele året rundt bragte præstene blodet ind i helligdommen, blodet som repræsenterede de synder som Jesus skulle dø for, og de stænkede det på forhænget mellem det hellige og det allerhelligste. Forhænget repræsenterede det smukke, fuldkomne liv Jesus levede som menneske (Heb. 10, 19..20). Han, som en dag skulle bære alle folkets synder.

Det allerhelligste lokale repræsenterede Guds trone i himmelen. (136, 137) Det lægger vi måske først mærke til hvis vi kunne kikke ind bag forhænget, ville være ”sekinah”-en, et klart lys som repræsenterede Guds nærhed og herlighed skinnede mellem de to engle af guld på den hellige kiste eller ark som var lavet af træ og dækket indvendig og udvendig med rent guld. Låget på arken blev kaldt nådestolen. Det blev det kaldt fordi den repræsenterede den store barmhjertighed og kærlighed Jesus viste mod Simeon, og mod os alle, da han var villig til at dø for at frelse os fra synd. Over nådestolen stod de to engle af guld. De repræsenterede hele hæren af engle rundt om Guds trone i himmelen.

Hvis vi tog låget af og så ned i arken, ville vi se Guds ti-buds lov. (138) Det var den samme lov Gud skrev på stentavlerne og gav til Moses da han var på bjerget Sinai. Det er den samme lov Simeon har brudt, og det er også den lov vi er ulydige mod næsten hver dag, når Satan frister os på en eller anden måde.

Vi vil gerne se hvordan tjenesten foregår i det allerhelligste. Vi husker Simeon havde et lam med sig han skulle ofre fordi han havde syndet. Da præsten stængte nogen få dråber af blodet fra lammet foran forhænget, blev Simeons synder overført til helligdommen. Synderne blev ligesom samlet der hver dag året igennem, og så skete der noget vigtigt. Og det skete på forsoningsdagen – den store helligdom blev renset for alle de synder som var samlet der. Ordbogen siger at forsoning betyder forlig. Forlig betyder at Jesus bragte Gud og menneskene sammen igen. At vi bliver venner med Gud igen når vore synder bliver tilgivet.

Ti dage før denne særlige dag, blæste præstene på sølvtrompeter for at fortælle alle at forsoningsdagen var nær forestående, og at det nu var tid for dem til at bekende hver synd og gøre op alt med sine kære, sine venner og mest af alt, med Gud.

Folket skulle ikke arbejde på forsoningsdagen. Det var en hellig dag, så den blev kaldt en sabbatsdag, selv om det ikke var den syvende dag. Lad os slå op til 3 Mosebog 23 og bede en om læse vers 27. Og så kan en anden læse vers 28. Og endnu en anden vers 32. Nu ser vi at dette var en meget, meget vigtig dag. Dette var den dag hvor helligdommen og folket blev renset for alle synder som var gjort i året som var gået.

På forsoningsdagen måtte Aron, ypperstepræsten, vaske sig godt og tage sin enkle, hvide linneddragt på sig (120), som han kun brugte på forsoningsdagen. Hele folket fastede og bad alvorlig mens Aron gjorde sig i stand til at gå ind i det allerhelligste. (119) Den første gang Aaron gik ind i det allerhelligste, tog han et offer med sig for sine egne synder. Da han kom ind i det allerhelligste, stængte han offerets blod på nådestolen over Guds lov. Da blev han renset for synd. Så kunne han være mellemmand mellem Gud og folket, og gøre soning for jeres synder, så helligdommen kunne blive renset for alle de synderne som var samlet.

To geder blev ført frem til døren til tabernaklet. (127, 128) Den ene skulle være et billede på Jesus som en dag ville komme og dø vor at betale for vore synder. Den anden var et billede på Satan og blev kaldt syndebukken. Den gedebuk som repræsenterede Jesus, blev dræbt af ypperstepræsten, for at vise at offeret måtte dø for at gøre soning for synd. (Tag 128 bort) Så tog Aron bukkenes blod med ind i det allerhelligste og stængte det på nådestolen. Under nådestolen var Guds lov som folket havde brudt, og når man bryder de ti bud, må man dø. Blodet repræsenterede Jesu død, han som bar straffen for alle vore synder. Derfor kunne Aron, som repræsenterede Jesus i denne tjeneste, bære alle synderne bort fra helligdommen.

Og så var der tid til den sidste hellige handling den dagen. Den anden gedebuk, som repræsenterede Satan, var stadig i live. Da ypperstepræsten, som var mellemmand, kom ud af det allerhelligste med alle folkets synder, stillede han sig foran syndebukken og lagde begge sine hænder på bukkens hoved. Det var det samme som at nu var alle folkets synder som havde vært samlet i helligdommen, overført til gedebukken, som var et billede på Satan som havde fået dem til at synde. Derefter ledte en pålidelig mand syndebukken langt ud i ørkenen, så den aldrig kunne finde vejen tilbage igen, og så var folket skilt fra disse synder for altid. (Tag 127 bort)

Trompeten lød igen, men denne gang var det for at forkynde at folket var fri og renset for alle sine synder. De fik besked om at ”gå bort og synd ikke mere”. Helligdommen hvor synderne havde vært samlet, var nu renset. 3. Mos. 16, 10.

Disse vidunderlige tjenester i helligdommen blev udført hvert år helt til Jesus kom til denne verden, gav sit eget blod, og døde på korset for at frelse os fra vore synder. ” . . .Guds lam, som bærer verdens synd”. Joh. 1,29. Hidtil havde ingen fået lov til at se ind idet allerhelligste undtagen ypperstepræsten og kun på forsoningsdagen. Men da Jesus døde på korset, sagde han med et højt råb: ”Det er fuldbragt.”

Netop da det høje råb: ”Det er fuldbrakt”, lød fra Jesu mund, var præstene i templet i gang med at gøre offeret til aftensofferet i stand. Det uskyldige lam som repræsenterede Jesus, var blevet ført ind for at dræbes. Da præsten løftede kniven for at dræbe lammet, begynde jorden pludselig at skælve og ryste, og det lynede kraftigt. Kniven faldt ud af hånden til den forskrækkede præst og lammet løb sin vej. Dette lam behøvede ikke at dø nu, for Jesus, det sande ”Guds lam”, var netop død på korset for at frelse syndige mennesker.

Pludselig lød en skrattende lyd. Det inderste forhæng i templet blev revnet i to fra øverst til nederst. Det var Guds måde at sige fra at det allerhelligste lokale i templet ikke længe var hellig. Det var ikke længere nødvendig med en tjeneste i et jordisk tempel. Det store løfte til Adam og Eva var blevet opfyldt. Jesus, verdens frelser, var kommet og havde givet sit liv for at frelse menneskene fra Satan og evig død. Efter at Jesus stod op fra graven, fór han tilbage til himmelen. Der begyndte han sit værk for os i den hellige del af den himmelske helligdom.

Da vi nu har læst og lært mere om helligdommen, ligesom de første adventister, så lad os se på det korte vers i Daniel 8,14 igen. Det var det vers som fik adventisterne til at tro at Jesus skulle komme igen i 1844. ” . . . To tusind tre hundrede aftener og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen.” Adventisterne troede at det vers betød at Jesus skulle komme igen den 22. oktober 1844 for at tage alle frelste mennesker med til himmelen.

De var forfærdelig skuffede da Jesus ikke kom. De havde troet at jorden var den helligdommen som skulle renses for synd. Men morgenen efter skuffelsen hørte en af de første adventistlederne, Hiram Edson, en stemme som sagde: ”Den helligdom som skal renses er i himlen.” Vi forstår nu at helligdommen på jorden måtte renses på forsoningsdagen, men hvorfor måtte noget i himmelen renses for synd? Husker du hvordan Simeons og andre folks synder blev samlet i helligdommen selv om deres synder var blevet tilgivet? Og så på forsoningsdagen måtte hver mand bede alvorlig og granske sit eget liv for at se om alle hans synder var blive bekendt og gjort op.

I vore dage behøver vi ikke tage et lam med os til kirken og ofre det når vi har syndet, for da Jesus døde på korset, var han det store offeret. Han døde for at frelse os fra vore synder hvis vi ville elske ham og følge hans eksempel. Men hvad med vore synder efter at vi har bekendt dem for Gud i Jesu navn, han som er vor ypperstepræst?

2. Scene: - Dommen.
(Vis domsscenen, 118, med bøgerne, 108 og 118)

Netop der hvor Simeons synder blev tilgivet, men stadig var i helligdommen på jorden, sådan bliver vore synder opbevaret i den himmelske helligdommen nu. De er skrevet i bøgerne i himmelen. De hellige engle holder nøje regnskab med alt hvad vi gør og siger, og skriver alt sammen ned. De skriver alt sammen ned i himmelens bøger. Jeg er bange for at de bøgene ser forfærdelige fæle ud med alle vore hemmelige synder nedskrevet. Hvad tror du?

Før Jesus kommer igen, må den himmelske helligdommen blive renset for alle de frygtelige synder som er skrevet i himmelens bøger. Hvert menneskes liv må nøje undersøges eller dømmes før Jesus kan komme tilbage. Efter at adventisterne havde læst og lært om helligdomstjenesten på jorden, kunne de forstå denne domsscene i himlen.
*Domsscenen må man også bruge fra sine skuffer.