Tilbage

14. Gud gør det mulig for Ellen at rejse.

1. scene: Gør det kendt for andre.
(vis 24, alene i værelset.)
Sidste uge hørte vi om at Gud gav Ellen et syn som viste Guds folk på rejse, på vej til den himmelske stad, og hvordan de blev ledet af Jesus og et klart lys. Engelen bad Ellen fortælle det til dem hun kendte. De blev glade for at få at vide at Gud elsket dem så højt at han havde sendt dette særlige syn som viste at de som var trofaste, en dag skulle se Jesus og blive taget med til himmelen.

Omtrent en uge efter det første syn, viste Guds engel sig for Ellen for anden gang. Englen sagde til Ellen at hun måtte rejse rundt og fortælle mange andre mennesker hvad hun havde set i synet. I dette andet syn fik hun nogle af de vanskeligheder at se hun ville møde når hun forsøgte at fortælle menneskene om synene. Engelen fortalte henne at en del mennesker ikke ville tro henne og ville til og med prøve at holde hende fra at forkynde budskaberne som Gud havde givet henne, men engelen sagde: ”Guds nåde er nok for dette, og han ville hjælpe dig.”

Da synet var slut, var Ellen meget ked af det og bekymret. Hvordan kunne hun, som kun var en ung pige på sytten år, rejste fra sted til sted og fortælle om det Gud havde vist henne? Hun var så lille og svag og bange – hvordan kunne hun snakke med mennesker hun ikke kendte?

I mange dage og til sent ud på natten bad Ellen om at denne opgave måtte blive taget fra henne og givet til en anden, til en som var stærkere end henne og med mere uddannelse. Men Gud tog ikke pligten fra Ellen. I stedet hørte hun hele tiden engelens ord om og om igen: ”Gør det kendt for andre som jeg har vist dig.” Det ringede hele tiden i hendes ører: ”Gør det kendt for andre som jeg har vist dig.”

Scene 1B: - Gud vil finde en udvej.
(Tage bort 8, og sæt op 5 og 42)
”Far,” sagde Ellen en dag, ”hvis bare du kunne rejse sammen med mig, da ville jeg ikke være så bange for at rejse, men jeg kan ikke rejse alene. Men du har resten af familien og din hatteforretning at tage dig af. Hvad skal jeg gøre?”

”Vær ikke bekymret, Ellen,” svarede han venlig, ”Hvis Gud har kaldt dig til at arbejde for ham andre steder, så kommer han nok til at finde en udvej for dig.”

Men jo mere Ellen tænkte på det store ansvar, jo mere modløs blev hun. En dag ønskede hun til og med at hun kunne dø så hun slap for at rejse. Den gode fred og den følelsen af lykke hun havde haft da hun fik synet med den rette stien hvor Jesus ledede dem og det klare lys og den himmelske by, disse følelser forsvandt nu. Hun ville ikke engang gå til bønnemøderne som blev holdt i hendes eget hjem.

2. scene – En ildkugle fra himmelen.
Der var en gammel forkrøblet mand som kom til bønnemøderne. Alle kaldte ham for Fader Pearson. Han ville ikke tro at Ellen virkelig havde fået et syn fra Gud, og dette gjorde Ellen endnu mere bedrøvet.

En aften var Ellen så modløs at hun bestemte sig for at gå til bønnemødet som blev holdt i hendes hjem.

Hendes far fortalte de trofaste venner om den store kamp Ellen kæmpet. Mens de holdt særlig bøn for Ellen bad hun også i sit hjerte at Gud ville tilgive henne at hun ikke havde villet bringe budskabet til andre.

Pludselig syntes hun at hun så et klart lys som så ud som en ildkule, slå henne lige over hjertet, og hun faldt om på gulvet. (Lad ildkuglen, 194 slå Ellen, 8, tag så 10 frem) Hun syntes der var engle omkring hende. Og igen sagde engelen: ”Gør andre det bekendt som du har set.”

Fader Pearson havde set alt dette ske, for han var forkrøblet og kunne ikke knæle ned i bøn. Da alle havde sat sig, sagde fader Pearson: ”Jeg har set noget jeg aldrig havde troet jeg skulle få at se. En ildkugle kom ned fra himmelen og ramte søster Ellen lige over hjertet. Jeg så det! Jeg kan aldrig glemme det! Det har forandret hele mit liv. Søster Ellen, have mod i Herren. Efter denne aften kommer jeg aldrig til at tvivle igen. Vi vil hjælpe dig fra nu af, og ikke gøre dig modløs.”

Nu var Ellen villig til at forkynde budskaberne fra Gud. Men hun var bange for at hun skulle blive stolt og overmodig fordi hun var blevet udvalgt af Gud til at være hans budbærer. Hun bønfaldt engelen om at hun måtte blive bevaret fra at blive stolt og overmodig.

Det er interessant at lægge mærke til at Ellens frygt for at blive stolt og overmodig var næsten den samme erfaring som Paulus havde da han begyndte at få syn og åbenbaringer fra Gud. Lad os slå op til 2. Kor. 12, 7-9 og læse om Paulus’ erfaring. ”og forat jeg ikke skal ophøje mig af de høje åbenbaringer, er det givet mig en torn i kødet, . . . så jeg ikke skal ophøje mig. Om denne bad jeg Herren tre gange at han måtte vige fra mig, og han sagde til mig: Min nåde er dig nok, for min kraft fuldendes i skrøbelighed.”

”Dine bønner er blevet hørt og skal blive besvaret, ” sagde engelen til Ellen. ”Forkynd budskabet trofast, vær trofast til enden, og du skal spise frugten af livets træ og drikke livets vand.”

Hvilket et godt løfte det var! Ellen helligede sig helt og fuldt til Herren og var rede til at gøre hans vilje, hvad det end måtte være.

3. scene: - Gud finder en udvej.
En nat fik Ellen at se i et syn at hun måtte rejse til en by i New Hampshire som hed Portsmouth, og fortælle folk der det Gud havde vist henne. Selvom hun ikke havde penge til at købe togbilletten for, nølede hun ikke med at gøre sig klar til at rejse. Gud som havde sendt henne budskabet om at rejse, vil finde en udvej. Hun og hendes Søster klædte sig og var klar til at rejse.

Ellen hørte det første klimt af togklokken. Hun tog hatten på sig og gik væk til vinduet. (sæt hesten i vinduet.) Da hun så ud, så hun en hest. Denne hesten havde løbet hurtigt, for den var dækket med sved. Da råbte en mand: ”Er det nogen her som behøver penge? Jeg fik følelsen af at der var nogen her som behøvede penge. Er det rigtigt?”

Ellen forklarede hurtigt at de skulle rejse til Portsmuth, men at de ikke havde penge til at købe billetter. Straks gav mand dem penge nok til at købe billetter til Portsmouth og tilbage igen.

”Skynd jer op i min vogn, så skal jeg køre jer til stationen. Jeg har kørt femten kilometer for at give jer disse pengene,” forklarede han. ”Jeg kunne ikke holde min hest tilbage. Den ville løbe hurtigere og hurtigere.”

De kom til stationen lige tidsnok til at nå toget og indtage pladser før toget gik.

Denne episode gjorde Ellen meget glad. Den beviste for henne at hvis hun bare ville gøre Guds vilje, så ville han finde en udvej for henne.

4. scene: En tvivlende Thomas
Men netop sådan som engelen havde sagt, så gjorde Ellen af og til den erfaring at folk ikke ville tro at hendes syn var fra Gud. Dette var tilfældet med kaptajn Joseph Bates.

Ellen syntes kaptajn Bates var en virkelig kristen herre. Han var høflig og venlig. Første gang han hørte Ellen tale, var han interesseret i hendes erfaring fordi hun var så ung. Men da Ellen sluttede med at tale, stod kaptajn Bates op (Tag 47 bort, sæt 45 op) og sagde: ”Jeg er en tvivlende Thomas. Jeg tror ikke på syner.”

Udtrykket "Den tvivlende Thomas” har vi fået fra Bibelen. Thomas var en af Jesu tolv disciple. Han troede ikke at Jesus havde stået op fra graven da de andre disciplene fortalte ham det. Han tvivlede på det de så, og sagde at han ikke ville tro hvis han ikke fik se naglemærkerne i Jesu hænder og lægge sin hånd i hullet i Jesu side hvor soldaten havde stukket Jesus for at være sikre på at han var død. Thomas ønsket at tro den gode nyheden at Jesus var stået op, og kaptajn Bates ønskede også at tro at Ellen havde haft et syn fra Gud, for han sagde: ”Hvis jeg kunne tro at det vidnesbyrd vor søster har fortalt i aften, virkelig var Guds stemme til os, så ville jeg være den lykkeligste mand på jorden. Mit hjerte er dybt bevæget. Jeg tror at taleren (Ellen Harmon) er oprigtig men jeg kan ikke forstå at hun kan have fået vist de vidunderlige scenerier, som hun har fortalt os om.”