Tilbage

15. Gud sender en engel.

1. scene: En profetiens engel.
I flere tusind år har engelen Gabriel bragt Guds budskaber til profeterne her på denne jord. Og denne samme engel talte til Ellen når hun fik et syn.

Vi læser i Åbenbaringen 22,6: ”Herren, den Gud som uddeler sin Ånd til profeterne, har udsendt sin engel for at vise sine tjenere det som snart skal ske.”

Da Gud havde skabt jorden, talte han ansigt til ansigt, med Adam og Eva i Edens have. Men da de var ulydige, ødelagde synden denne mulighed til direkte kontakt. Men Gud elsket stadig Adam og Eva og sendte budskaber til dem med sin særlige engel, Gabriel.

Efter en tid var der mange mennesker som levede på denne jord, men på grund af synden fik de mange vanskeligheder og trængte noget til at lede og hjælpe sig. Gud valgte da nogle mennesker, mænd og kvinder, som han vidste levede rigtigt til at være profeter for ham. Ordbogen siger at en profet er en som taler for en anden, særlig for Gud. Så en profet er en som taler for Gud. Gud sendte sin engel til en profet med et specielt budskab, og så gav profeten budskabet videre til de mennesker som behøvede det.

Bibelen siger i 4. Mosebog 12,6: ”Hør nu hvad jeg har at sige jer: Er der en profet som jer, så giver jeg, Herren mig til kende for ham i syner og taler med ham i drømmer.” Er ikke det akkurat det Gud gjorde over for Ellen? Så de ord som profeten taler eller skriver, er ikke hans egne, men de er Guds ord.

Gud sendte et budskab til Noa og bad ham bygge en stor båd, for der kom til at blive oversvømmelse. Noa var lydig og byggede arken. Og oversvømmelsen kom, præcis som Gud havde sagt at det kom til at ske. De som var lydige gik ind i arken, blev reddet.

Da Samuel bare var en lille dreng, gav Herren ham et budskab han skulle give videre til Eli. Senere da Samuel voksede op og blev en dommer, gav profetens engel ham mange budskaber fra Herren.

Dette er den samme engel som viste sig for Zakarias og sagde: ”Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er udsendt for at tale til det og forkynde det dette glade budskab.” Luk 1,19. Engelen fortalte ham at han skulle få en søn, og at han skulle kalde ham Johannes.

Er det ikke fantastisk at denne samme engel som står for Guds åsyn, er den samme engel som viste sig for Ellen og gav henne budskaber som skulle lede og hjælpe hans folk i disse sidste dage?

2. scene: Lytte ved døren.
En dag åbnede Gud en udvej for Ellen så hun kunne rejse og tale til en gruppe med modløse mennesker. Manden til Ellens søster kom fra Poland, i Maine, som var omkring halvtreds kilometer borte, og han ville at Ellen skulle rejse tilbage sammen med ham. Det var vinter og meget koldt, men Ellen huskede stadig engelens ord: ”Gør det kendt for andre som du har set.” Hun havde lovet Gud at når som helst hun fik en anledning til det, skulle hun rejse og forkynde Guds budskab. Nu måtte hun rejse igen.

De havde ikke varme biler den gang. Ellen vidste hun kom til at fryse, for hendes svoger rejste i åben slæde, så hun tog mange klæder på sig. Så satte hun sig i bunden på slæden og trak en tung frakke over sig, lavet af bøffelskind.

Søsteren var glad for at se henne og sagde: ”Jeg er glad du kunne komme. Der er møde i aften. Vil du være med os?"

Jeg er sikker på at Ellen var træt og kold, men selvfølgelig ønskede hun at være sammen med Guds folk. Adventisterne havde ikke mange kirker på den tid. De mødtes i forskellige hjem. Da de kom til mødet, så Ellen et stort lokale fyldt med mennesker som var interesseret i at høre hende fortælle om hvordan Gud havde givet hende syner. De var ivrige efter at høre det budskab som engelen havde vist hende i synet.

Ellen var stadig svag og sygelig, og da hun stod op for at tale, var hendes stemme så svag og hæs at hun blot kunne hviske. Folk var meget stille og lænede sig frem for at høre ethvert ord hun hviskede. Hun anstrengte sig hårdt i omkring fem minutter forat folk skulle høre hende. Så pludselig, til alles forbavselse, forandrede hendes stemme sig og blev klar og stærk. Hun fortsatte at tale i næsten to timer. Hun fortalte om synet om den lige og smalle stien hun havde set adventisterne gå på, og Jesus som ledte dem. (163) Hun fortalte dem at de som holdt sine øjne festet på Jesus ville lede til den himmelske staden. Hun fortalte dem om nogen som begyndte at beklage sig og sige at byen var alt for langt borte. Nogle sagde at det var ikke virkelig Jesus som ledede dem. De vendte blikket bort fra ham, snublede de og faldt ned fra den smalle sti, ned i den mørke syndige verden igen. (Tag 163 bort).

Ellen fortalte hvordan hun havde set Jesus komme igen med alle de hellige engle. Hun så gravene åbne, og at de retfærdige døde stod op. Så blev de retfærdige levende forvandlet og alle blev taget til himmelen sammen. Der så de Guds trone og livets træ.

Da Ellen var færdig med at tale og satte sig, var hendes stemme hæs, og hun kunne kun hviske igen.

Ellens syn havde givet disse menneskene nyt håb. Efter mødet lød der glædesråb: ”Vi skal nu hjem! Jesus kommer virkelig igen!”

Ellen vidste det ikke, men mens hun fortalte om synet Gud havde givet henne, stod det en ung mand i døren og lyttede. Han ville ikke gå ind i værelset og sætte sig, men han havde lyst til at høre hvad hun hade at sige. Han så meget nervøs ud mens han stod der og lyttede. Så vendte han sig til en som stod ved siden af ham, og sagde: ”Det syn hun fortæller om, ligner det jeg fik at se, så to personer kan fortælle det samme.”

Denne unge mand var Hazen Foss. Han var prædikant og en meget dygtig. Gud havde givet ham dette samme syn, og englen havde sagt til ham at han skulle ”gøre det kendt for andre det jeg har vist dig.” Men Hazen Foss var en stolt ung mand, og han var bange for at folk skulle nægte at tro ham og le af ham, så han fortalte ikke nogen om synet. Han fik det samme syn en gang til, og fik besked om at hvis han nægtede at bringe budskabet videre, ville det blive taget fra ham og givet til det svageste af Guds børn. Hazen Foss skønnede vist ikke hvor farlig det er at sige ”nej” til Gud, så han nægtede at fortælle andre om synet. Til sidst kom engelen til ham for tredje gang og fortalte ham at han ville slippe med at forkynde budskabet, og at Gud ville vælge det svageste af sine børn til at tage hans plads.

Dette skræmte Hazen Foss, så han bestemte sig for at være lydig mod Gud og fortælle om synet. Han kaldte mange mennesker sammen og fortalte dem at han havde et særligt budskab fra Gud til dem. Folk kom til mødet, men da Foss stod op for at tale, til dem, havde han glemt synet, ligesom kong Nebukadnesar glemte sin drøm. ”Gud har taget synet fra mig!” sagde han. ”Jeg er en fortabt mand!” og han styrtet ud af mødelokalet.

Dagen efter at Hazen Foss havde hørt Ellen fortælle om det samme syn som var blevet taget fra ham, talte han med hende og sagde: ”Ellen Harmon, jeg hørte dig tale i går aftes. Jeg tror synene er blevet taget fra mig og givet til dig. Du er udvalgt af Gud. Vær trofast i din opgave, og de krone jeg skulle have haft, skal du få.”

Ellen var nu sikker på at Gud virkelig havde udvalgt henne til at være hans særlige budbærer, og med hans hjælp og med engelens hjælp ville hun aldrig svigte opgaven, at formidle hans budskaber til menneskene.