Tilbage

16. Ellen skifter navn.

1. scene: Styrke fra Gud.
Ellen var aldrig blevet stærk igen efter at hun var udsat for ulykken da hun var ni år gammel. Hun var svag og ofte syg. Hun kunne ikke løbe eller gå lange ture eller løfte nogle tungt. Men når hun fik et syn, kunne hun gøre ting som selv en stærk man ikke kunne gøre.

Bibelen fortæller os at det er mange måder vi kan prøve en profet på. Daniel 10, 17 (sidste del) siger at når en profet får et syn, så har han ingen kraft og ikke nogen pust, ikke ånde. Vers 18 siger at engelen gav særlig styrke til profeten. 4 Mosebog 24, 4 siger at en profet kan have åbne øjne. Matt 7, 15-20 siger at en profet skal kendes af sine frugter, d.v.s. det liv han lever og det eksempel han giver.

Ofte var Ellen meget svag når synet begyndte, men pludselig kunne hun blive stærk, når Guds engel gav henne ny styrke til at gøre usædvanlige ting, ofte i længere tid. Folk som så Ellen når hun havde et syn, sagde at hun så meget glad ud, og at hun plejede at sige ”Glorry!” (herlig) tre gange – hver gang svagere, som om hun fjernede sig mere og mere fra dem.

Ellen fik mange syner når hun var alene, men Gud gav hende også syn når hun var til møde. Det skete ofte, og da kunne folk selv se hvordan hun opførte sig når hun fik et syn. En dag da Ellen var til møde i et hus, fik hun et syn. Der var mange mennesker til stede. I det lokale hvor hun fik synet, var der en stor familiebibel. Ingen brugte den fordi den var for tung. Den vejede mere end otte kilo. Pludselig gik Ellen bort og løftede den store Bibel. Hun åbnede den op og holdt den med venstre hånd. Og uden at se i den pegede hun på forskellige skriftsteder som hun læste højt.

”Lad os se om hun citerer rigtig, ”forslog en mand. (53) Han så atter hvor hun pegede, og hørte efter hvad hun læste. Forbavset udbød han: ”Ellen bladrer i Bibelen og peger på præcis de tekster hun citerer. Og uden at se dem, gentager hun hver tekst rigtig! Andre så også efter og sagde: ”Dette er fantastisk! Hun ser ikke teksterne med sine naturlige øjne: De bliver vist henne i synet!”

Ellen holdt denne store tunge Bibel sådan med venstre hånd i over en halv time. Alle kunne se at det var et virkelig mirakel fra Gud. Ellens mor sagde at når hun ikke så et syn, kunne hun ikke engang løfte op den store Bibelen, for hun var for svag. Men engelen styrkede henne, præcis som vi læser om i Daniel 10, 18: ”Og atter rørte een som så ud som et menneske, ved mig og styrkede mig. . . ”

Den samme store bibel som Ellen holdt, bliver nu opbevaret ved generalkonferensen i Washington D.C., og mange store, stærke mænd har prøvede at holde Bibelen med sin venstre arm ret ud, sådan som Ellen holdt den, men de fleste kan holde den sådan bare i et minut eller to.

Ellen vejede kun lidt over tredve kilo den gang. Er der en pige her i dag som vejer omtrent så meget som har lyst til at prøve at holde denne store Bibel (eller en tung ordbog eller en anden bog) i venstre hånd, præcis sådan som Ellen gjorde? Så skal vi lade en af de store drenge prøve sig ad.

Gud brugte dette mirakel til at opmuntre folk til at tro at Ellen virkelig var blevet udvalgt til at være Guds profet i disse sidste dage.

2. scene: Ellen møder en flink ung prædikant.
En dag spurgte nogen af Ellens venner henne, Jordan hed de, om hun havde lyst til at blive med dem til Orrington, en by ca. 350 kilometer borte.

”Vi skal levere tilbage en hest vi har lånt, og en slæde, til en ung adventistprædikant som hedder James White. Han har problemer med nogle religiøse fanatikere. Hvis du tager med os, kan du måske tale dem til rette.”

Ellen vidste ikke om hun ville tage med eller ej. Hun kunne ikke lide at tale med religiøse fanatikere. Men hun havde lovet Herren at hun skulle drage hvor som helst han ville hun skulle drage. Gud ville nok sende en engel som kunne beskytte henne og vise henne hvad hun skulle gøre.

Efter at de havde rejst i omtrent to dage i det kolde vejr, kom de endelig til Orrington sent en eftermiddag. Ellen var så træt og slidt efter den lange hårde rejse, at hun knapt nok lagde mærke til den unge prædikant som hed James White.

Næste dag var familien Jordan og Ellen inviteret til at komme med James White på besøg i et hjem. Ellen blev bedt om at fortælle dem om sine syn. Nogle af tilhørerne begyndte at hoppe op og ned, mens de klappede i hænderne og råbte. Ellen blev chokeret over deres opførsel og stoppede med at tale.

James White åbnede sin Bibel sin og læste af dem at Gud er en ordens Gud som ikke vil have forvirring, og at Den hellige ånd taler til hjerterne med rolig stemme. Larmen stilnede, og efter en stund begyndte Ellen at tale igen.

Disse fire besøgte hjem efter hjem dag efter dag. Og fortalte om Guds budskaber og irettesatte fanatisme. Mange steder fandt de at de troende var bekymret over larmende fanatisme. Til sidst havde de holdt det sidste møde. Spetakkelmagerne var blevet stille. Folk var så glade nu, og de takkede Ellen og ægteparret Jordan for at de var kommet for at hjælpe dem og den unge prædikanten til at bringe orden og enhed på deres møder.

Ellen rejste hjem igen, men James White kunne ikke lade være at synes synd på henne. Hun var så ung og svag.

Ellen og James White traf hinanden ofte i løbet af det næste halvandet år. De var ofte ude og rejse og var med på forskellige adventistmøder på flere steder. (Tag bort alle billederne, sæt 26 og 5 op.) Så det virkede ikke besynderligt at pastor White en dag bad Ellen om at blive hans kone. Pastor White mente at Ellen trængte nogen til at tage vare på sig og beskytte sig. Han ville gerne dele hendes vanskeligheder og farer, for han var meget glad for henne. Han følte at de kunne gøre mere for Herren sammen end de kunne ved at arbejde hver for sig.

Ellen beundrede den pæne unge mand, som var en så alvorlig kristen. Men hun ville være sikker på at det var Guds vilje før hun lovede at gifte sig med ham. Så hun sagde: ”Jeg vil bede om at Herren lader os vide hvad han ønsker vi skal gøre.”

Mens Ellen bad, følte hun sig mere og mere overbevist om at Gud ønskede de skulle arbejde sammen. Gud svarede ikke Ellen i et syn, men Den hellige Ånd talte stille til hendes hjerte, og hun var overbevist om at James White var den som Gud ønskede hun skulle gifte sig med.

James og Ellen var måske for fattige til at holde et stort kirkebryllup, for vi hører ikke om nogen trykte invitationer eller brudepiger eller bryllupsrejse. Deres vigtigste opgave i livet var at bruge sin tid og sine penge til at forkynde den gode nyhed at Jesus snart kommer igen.

Ellen var lykkelig, for hun var glad for James. James var lykkelig, for han var glad i Ellen. Og de elskede begge Gud. En stor opgave lå nu foran dette unge par som havde viet sine liv til Gud.