Tilbage

17. Ikke længere en tvivlende Thomas.

1. scene: Ikke længer en tvivler.
Nogle få måneder efter at Ellen havde giftet sig med James White, rejste de til Topsham, Maine, for at være til stede ved adventisternes årsmøde. Kaptajn Joseph Bates var også til stede ved dette vigtige møde.

Indtil nu havde kaptajn Bates kaldt sig en ”tvivlende Thomas” fordi han tvivlede på at Ellen Whites syn virkelig var fra Gud.

Under et af møderne fik søster White et syn. Hun begyndte at fortælle om de ting engelen viste hende, og pludselig begyndte hun at tale om stjernerne og beskrive planeterne på himmelen. Hun nævnte ikke navnene på planeterne, men hun beskrev den ene efter den anden. Hun fortalte at hun så måner rundt om en planet, med rosafarvede bælter på tværs. Kaptajn Bates blev meget interesseret. Søster White fortsatte at beskrive andre planter og deres stadig vekslende skønhed.

Derefter begyndte hun at beskrive et smukt, stort, åbent rum i himmelen. Vi er blevet fortalt at dette smukke, åbne rum i himmelen kaldes Orion, og at Jesus vil komme til syne der når han kommer tilbage. (Tag 47 bort, sæt 45 op.)

Pludselig glemte kaptajn Bates at han ikke troede på syner, og han stod op og udbrød: ”Dette er en bedre beskrivelse af himmellegeme end jeg nogen sinde har læst i en bog. Dette er fra Herren.”

Kaptajn Bates Vidste at søster White ikke vidste nogle om stjernerne og planeterne, for han havde prøvet at tale med henne om astronomi, men hun vidste ikke noget om det.

Kaptajn Bates var sikker på at synet om planeterne var uden for søster Whites kundskabsområde, så det måtte være fra Gud. Han var så lykkelig over det som han sagde: ”Jeg tror hun fik dette synet om planeterne forat jeg aldrig skulle tvivle igen.”

2. scene: En engel tæmmer en vild ung-hest.
En dag ikke længe efter at søster White havde haft synet om planeterne, lagde hun og pastor White planer om at besøge adventisterne i en by ikke langt fra det sted hvor de besøgte en ven. Denne ven de havde var husmand og tog sig af en ung hest for en anden mand. Nu behøvede denne mand selv sin hest, men havde ikke tid til at komme og hente den.

”White, kan du ikke tage denne hest tilbage til ejeren, da I skal rejse den vej alligevel?”, var der en som foreslog.

”Åh, nej, I må ikke tage den hest, for den er farlig, sagde en anden. ”Den kan komme til at skade nogen.”

Hesten var vild og vanskelig at styre, for den var blevet mishandlet og skræmt af nogle mænd som prøvede at tæmme den. Den sparkede når nogen prøvede at tage fat i den.

Men pastor White havde arbejdet med heste selv, så han var sikker på at han skulle kunne køre denne hest med vogn uden for store vanskeligheder. Kaptajn Bates og en anden mand skulle også være med herr og fru White. Så den unge, ville hest blev fanget ind, og nogle mænd holdt den fast mens andre spændte den for vognen. Denne vognen var anderledes end andre vogne, for den havde ikke nogen trin på siden man kunne stå på for at komme op i den. I stedet havde den et trin på skækene – det er dem som (peg på skækene) befæster vognen til hestens seletøj, og som hesten trækker vognen med.

(Vis folk efter som du nævner dem) Pastor White satte sig i vognen først og holdt stramt i tømmerne. En eller anden holdt hestens hoved mens søster White klatrede op i vognen og satte sig ved siden af sin mand. Så klatrede kaptajn Bates og den anden mand op i bagsædet. Pastor White måtte passe godt på hesten, for den var nervøs og ville til at løbe.

Mens de kørte og så på den smukke natur rundt omkring dem, talte søster White om skønheden i himmelen og hvor godt de ville få det når de kunne leve sammen med Jesus. Pludselig hørte mændene det kendte råbet. ”Herlig, herlig, herlig!” – (Glory) svakere og svakere, og de mente at søster White havde fået et syn igen.

Netop da søster White sagde, ”Herlig!” første gang, stoppede unghesten pludselig og stod helt stille og rolig med hovedet sænket. Søster White rejste sig og satte hånden på hesten ryg i det hun satte foden på trinnet på skækerne. (Tag søster White som sider bort, og sæt henne på skækerne.)

”Den hest kommer til at sparke henne ihjel,” råbte kaptajn Bates. Men pastor White advarede rolig: ”Herren holder hesten nu, jeg vil ikke lægge mig op i det.”

Nej, hesten sparkede henne ikke som den plejede at gøre når nogen kom den nær. Den stod helt stille, som en gammel rolig hest, mens søster White stod ned på marken. Så gik hun bort over til en græsskrænt ved vejen og gik frem og tilbage mens hun så op mod himmelen. (Tag henne bort fra skækene og sæt 6 op).

Mens søster White var borte fra vognen bestemte pastor White sig for at prøve om han kunne få hesten til at gå igen. Først rørte han forsigtig ved den med pisken, men hesten flyttede sig ikke. Ellers ville dette have fået den til at sparke. For at prøve den endnu mere, slog pastor White den hårdere og hårdere, men hesten stod helt stille med sænket hoved, som om den ikke engang kunne mærke piskesmældet.

”Dette er et helligt sted,” sagde kaptajn Bates. ”Den magt som giver synet, har også tæmmet denne hests natur.”

Efter en stund kom søster White tilbage til vognen, satte foden på trinet på skækerne og lagde hånden på hesteryggen i det hun klatrede op i vognen og satte sig ved siden af sin mand igen. (Tag 5B bort og placer søster White i vognen , 16.) Da hun satte sig ned, sluttede synet. Hesten løftede straks hovedet og begyndte at løbe igen uden at pastor White havde sagt et ord. Nu måtte han holde tømmerne stramt igen mens hesten fór nedover vejen.

Englene må virkelig have været med dem, som vi læser i Salme 91,11: ”For han skal give sine engle befaling om dig at de skal bevare dig på alle dine veje.” De fortsatte rejsen og nåede trygt frem.

Så god Gud var imod kaptajn Bates da han to gange og på forskellig måder viste ham hvordan Den hellige ånd arbejdede gennem søster White når hun fik budskaber fra himmelen. Han tvivlede aldrig igen. I stedet blev han en trofast medarbejder for Ellen og James White.