Tilbage

18. Det var så vidt de slap fra det.

1. scene: En underlig følelse.
En dag gjorde pastor og fru White sig i stand til at drage ud på en lang rejse. De havde boet en stund hos familien Palmer i Jackson, Michigan, og prædekede for medlemmerne der.

Nu var de i gang med at pakke deres tøj i kufferter og tasker. De havde også en taskefuld bøger og blader med sig, om Jesu snare komme. Hele eftermiddagen havde pastor White talt om at han følte sig urolig for denne rejse.

”Ellen, jeg har en underlig følelse når det gælder denne rejse,” sagde pastor White til sin kone, ”men vi har en aftale om at tale for disse menneskene, så vi må rejse.”

Før de drog til stationen, knælede de ned i bøn sammen med deres venner og bad om at Gud måtte sende deres engle for at beskytte dem på toget. Da de rejste sig igen, sagde pastor White: ”Nu er jeg klar til at rejse, for jeg ved at Herren vil passe på os.”

Deres venner fulgte dem til stationen, og de tog toget ved 8-tiden. Pastor White og frue gik ind i en vogn, men kunne ikke finde nogen ledige pladser. Vognen var allerede fuld. Så de gik ind i næste vogn i toget og fandt ledige pladser der. Men søster White tog ikke hatten af som hun plejede at gøre når hun var ude og rejse om natten. Hun sad til og med og holdt på sin taske som om hun ventede at noget skulle ske, men ikke vidste hvad det kunne være.

Klokken ringede, og toget begyndte så langsomt at køre i nattemørket. Af en eller anden grund, som de ikke kunne forklare, var bror og søster White ikke glade for at være med på toget den aften.

Toget havde kørt omkring 7-8 kilometer da de pludselig mærkede at det begyndte at skælve og ryste frem og tilbage og pludselig stanset helt med et smæld. Da fornemmede de at der var sket en togulykke.

De åbnede vinduet og så ud for at se hvor megen skade toget havde lidt. De hørte at folk stønnede af smerte, og andre skreg fordi de var bange. Den vogn som de først havde prøvet at få plads i, var meget ødelagt, og den ene ende af den stod på andre ødelagte vogne. Fire mennesker var blevet dræbt og mange andre var svært skadet. Så taknemmelige at bror og søster White var for at den vognen de sad i, stadig stod på skinnerne – nogle få meter fra de ødelagte vogne.

Alle var ophidsede og forskræmte, for et andet tog ventede på de samme skinner om en lille stund. Dele af de ødelagte vogne blev samlet i dynger og sat ild på at for at advare det andet tog og få det til at standse. Nogle af mændene tog brændende træstykker som fakler og løb nedover skinnerne for at advare det andet tog om faren.

Pastor White løftede sin kone op i sine arme og bar hende over en lille bæk til hovedvejen. De overnattede hos en adventistfamilie som boede i nærheden.

2. scene: Hvem løsnede vognen?
Næste morgen gik de alle for at se på det ødelagte tog. Det viste sig at ulykken var forårsaget af en stor okse som havde lagt sig på togskinnerne, og da lokomotivet ramte den, blev toget kastet af skinnene. Folk fra jernbanevæsenet gik rundt og inspicerede vragresterne. Lokomotivet lå på siden af skinnene. Postvognen var knust til pindebrænde, men godsvognen var kun lidt stadet. Pastor White var glad for det, for han tænkte på sin taske fuld af bøger og blade. Den var ikke blevet skadet.

Folkene som inspicerede vragresterne blev forbavset da de så den vogn som pastor og søster White havde siddet i, at den stod helt på skinnene. Den var skilt fra de ødelagte vognene og stod alene nogen meter fra den neste vognen. De kunne se bolten og kæden som lå på vognens perron, som om nogen havde taget den af.

”Hvordan kan det være sket?” spurgte folk. ”Denne vogn var koblet til den næste vogn med en stor boldt og en kæde.”

Manden som havde ansvaret for bremserne sagde: ”Det er et fuldstændig mysterium hvordan den vogn har løsnet sig fra vognen foran.”

Ikke en af togpersonalet kunne forklare det som var sket. Men for James og Ellen White var det ikke noget mysterium. De kendte svaret. De var sikker på at Gud havde svaret på deres bønner ved at sende en engel som løsnede deres vogn. De var taknemmelige for disse gode løfter som det vi finder i Salme 34, 8: ”Herrens engel lejrer sig rundt omkring dem som frygter ham, og han udfrier dem.”

Pastor og fru White fik fat i tasken med bøger og blade og deres kufferter og fortsatte til Wisconsin med et andet tog. De kom trygt frem i tide til det aftalte møde med Guds folk der.