Tilbage

19. Gud sørger for os.

1. scene: En baby i familien.
Hele tiden mens pastor og fru White havde vært gift, havde de rejst rundt fra sted til sted og prædikede fra Bibelen og opmuntrede andre. De havde ikke noget hjem sådan som andre har, for de var altid på rejse, og var kun nogen få dage på hvert sted.

Nu var de ikke længer kun to stykker i familien, men tre, (78 i søster Whites arme) for bror og søster White havde fået en lille dreng at være glad for og pusle om. De kaldte den lille baby for Henry, og de var meget glade for ham. Søster White var stolt over at kunne vise ham frem til deres venner, herr og fru Howland. (6 og 44 ser på babyen)

”Ellen, du og James har været gift i over et år nu. Har I ikke lyst til at stoppe med at rejse så meget og komme her og bo hos os i dette store hus?” spurgte Howlands.

James og Ellen Whites syntes det måtte være dejlig at have et sted de kunne kalde sit hjem nu da de havde fået en lille søn at tage vare på. ”Men vi har ikke nogen møbler at have i et hus,” sagde søster White. Vi har brugt vore småpenge til at købe billetter for, så vi kunne rejse rundt og tale til mennesker som ønsker at læse Bibelen og forstå den. Min mand kan ikke bruge så mere tid til at tjene penge som andre mænd, for folk beder ham altid om at komme og prædike.”

”Du behøver ikke bekymre dig om møbler, for nogen af adventistfamilierne her har nogle ekstra møbler som I kan låne.”

2. scene: En overraskelse.
Så drog Whites til Ellens hjem og pakkede de få ejendelene de havde. Mens de var borte, gik fru Howland til nogle af menighedsmedlemmerne og fortalte dem hvad Ellen og James White behøvede. En dame havde en ekstra stol eller to som hun kom med. (sæt bord 84 op + to forskellige stole i værelset, 114 og 113.) En anden kom med et gammelt komfur. (104) En anden havde en ekstra seng. (106) Og selvfølgelig behøvede de en vugge til den lille dreng Henry. (119) Alle møblerne var gamle, men damerne placerede dem pænt i værelset, fejede gulvet og lagde en stak brænde ved komfuret. (105)

Bror og søster White blev så glade da de kom tilbage og så hvor søde deres venner havde været.

Pastor White arbejdede hårdt for at tjene penge til sin familie. Nogle gange arbejdede han i et stenbrud, med at kløve og fragte sten bort. Andre gange huggede han brænde med sin økse.

Snart begyndte Whites at få breve fra folk som bad dem om at komme til andre byer og stater med at holde møder. Men de havde ikke nok penge til at købe billetter, og desuden synes søster White at hun ikke kunne rejse mens drengen var så lille. Så de sendte brev tilbage til de små grupper som havde bedt dem om at komme og holde møder og sagde at de ikke så nogen mulighed for at komme og besøge dem nu.

3. scene: Kom barnet til at leve?
En dag blev den lille dreng Henry, syg. Søster White prøvede at gøre alt hun kunne for at hjælpe ham til at blive rask igen, men han blev stadig værre på stedet. Morderen (vis søster White frem som sidder 7 i en gyngestol 116 ved siden af vuggen) 119 og faderen blev forskrækket og bekymret da de lagde mærke til at drengen pustede hurtigt og tung, og at han så ud til at være bevidstløs. Intet af det de gjorde, så ud til at hjælpe, så de fik fat i en sygeplejerske (12 ved vuggen) til at tage sig af den lille Henry. Men efter en stund sagde sygeplejersken til den bedrøvede mor og far at hun ikke troede at deres barn kom til at blive rask igen.

De havde bedt alvorlig om at lille Henry måtte blive rask igen. Nu holdt de bøn for ham igen, men der var ingen forandring at spore som viste at han begyndte at blive bedre. Da kom søster White til at tænke på at på grund af den lille dreng havde de ikke rejst rundt og arbejdet for andre. Nu var de bange for at Gud kom til at lade den lille dø fordi de var så glade for ham. Måske satte de sin kære, lille dreng foran det at gøre Guds vilje.

Når de så ned på sin kære, syge lille dreng, tænkte de måske på det bibelvers som siger: ”. . . den som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. . .” (Matt 10,37.) Og de tænkte på hvordan Gud i himmelen var villig til at give sin søn fra sig, Jesus, for at han kunne komme til denne syndige verden og dø på korset for vore synder.

Bror og søster White knælede ned igen (sæt hr 29 og fru 8 White op som knæler ved vuggen) og bad om at deres syge, lille dreng må blive rask igen. De lovede Gud at hvis han ville helbrede lille Henry, skulle de rejse igen, hvor de end blev bedt om at tage hen. Fra det øjeblik begyndte drengen at blive bedre, og snart var han helt rask igen. Ellen og James White var så taknemmelige, og de takkede Gud for at han havde reddet barnets liv.

Abraham fik en lignende prøve. Han var meget glad for sin søn Isak. Men en dag sagde Gud til ham at han skulle tage sønnen med sig op på bjerget og ofre ham. Abraham kæmpede en tung kamp med sig selv, men han var lydig mod Gud, og med tungt hjerte tog han Isak med sig op på bjerget. Gud prøvede Abraham for at se om han elskede sin søn mere en han elskede Gud som havde givet ham denne søn. Men Abraham elskede Gud og stolede på ham, også han var lydig mod ham. Da Gud så at Abraham virkelig var villig til at ofre sin søn for at være lydig, gav Gud ham en gedebuk han kunne ofre i stedet, og Isaks liv blev reddet.

Bror og søster White lærte den samme vigtige lektie som Abraham lærte – at det lønner sig at være lydig mod Gud. Nu vidste de at Gud havde et stort og vigtig arbejde for dem som ingen andre kunne udføre.

”Herren prøver os, og det er til bedste for os selv,” sagde søster White. ”Han rører op i vor rede (hun mente hjemmet) forat vi ikke skal slå os til ro på et sted. Vi skal arbejde for andre sjæles frelse.”

En dag fik de et brev igen. ”Kan I komme og holde møde for os her i Connecticut?”

Selvfølgelig svarede pastor White: ”Ja, vi skal komme,” Selvom de ikke har penge nok til at købe billetter endnu, måtte de være lydige og gøre sig i stand til at rejse. De troede at Gud ville hjælpe dem på en eller anden måde, præcis som han havde fremskaffet gedebukken som Abraham kunne ofre, da han var lydig mod Gud.

Da pastor White fik sin løn af den mand han arbejdede for, havde han ti dollar. Det var mange penge den gang. De brugte fem dollar af disse penge til at købe nogle klæder for som de trængte så hårdt. Da var der ikke nok penge tilbage til at betale for billetterne helt frem til Connecticut, men de drog af gårde i tro, akkurat som Abraham havde rejst af gårde med Isak. De rejste først til nogle gamle venner, Nichols, og det var så langt de kunne komme for fem dollar. De sagde ikke et ord om at de manglede penge, eller at de ikke havde billetter så de kunne komme til mødet i Connecticut, men de bad om at Gud ville hjælpe dem så de kunne komme til mødet. Pludselig gik fru Nichols hen til pastor White og gav ham fem dollar. Med disse penge kunne de købe billetter til resten af vejen til Connecticut og kom nu frem i tide til mødet.

Ja, Gud havde sørget for billetpenge præcis som han sørgede for gedebukken i det rette øjeblik til Abraham.