Tilbage

2. – Skolen er anderledes for Ellen.

1. scene – Tilbage til pulten igen
Der gik mange måneder efter ulykken før Ellen prøvede at gå på skolen igen. Men det virkede næsten umulig for henne at lære og huske det hun havde læst. Hun var blevet så nervøs efter ulykken og synet var så meget skadet at bogstaverne blev utydelige når hun prøvede at læse. Hendes hæder rystede sådan når hun skrev at hun kun kunne skrive lidt af gangen før hun måtte hvile. Hun kunne ikke trække vejret gennem næsen og hun havde en svær hoste. Prøvede hun at læse lektier, kom svededråberne frem på panden og hun blev hurtig træt og svimmel. Alt dette gjorde henne modløs, hun som havde været så ivrig efter at lære og havde så gode karakter bare nogle få måneder tidligere.

Pigen som havde kastet stenen, angrede meget så meget kunne. Så da læreren bad henne om at hjælpe Ellen på alle måder både i læsning og skrivning, var hun glad for at gøre det. (26 ved pulten) Ellen talte aldrig med henne om ulykken, men pigen virkede bedrøvet og hun havde ofte tårer i øjnene når hun så hvordan Ellen kæmpede med at læse og skrive. Hun var så ked af den frygtelige skaden Ellen havde fået bare på grund af hendes ophidselse. Nu var hun altid venlig og tålmodig mod Ellen.

Mange mennesker som så hvordan Ellen var kommet til, sagde til hendes mor. ”Hvorfor melder du ikke denne pigen til politiet for at have ødelagt Ellens liv?” Nej Ellens mor var en virkelig kristen og hun svarede venlig: ”Nej, hvis Ellen kunne få rask igen på denne måde, ville det være dette værd, men det hjælper jo ingenting. Det vil bare skabe flere vanskeligheder og skaffe os fjender.

2. scene – Vanskeligheder i skolegården.
På skole tænkte Ellen at hun i hvert fald kunne være med at lege i frikvarterene. Men også dette blev en skuffelse for henne. Hun måtte lære den ubehagelige lektie, at vi bliver behandlet efter hvordan vi ser ud. Nogle ville gerne være sammen med Ellen den gang hun var en pæn og frisk pige. Men nu hvor sundheden og skønheden var borte, så brøde de sig ikke om henne. Nogen af dem hvisket til hinanden når Ellen kom i nærheden og nogle af drengene pegede på henne og lo. Den slags behandling sårede Ellen meget. Hun blev ked af det når de andre vendte sig bort fra henne og undgik henne på legepladsen.

Vi kan også lære en lektie af Ellens oplevelse. De drenge og piger som drillede Ellen og ikke ville lege med henne, levede ikke efter den gyldne regel som vi finder i Matt. 7,12. Her står der: ”Derfor, alt det I vil at menneskene skal gøre imod jer, det skal I også gøre imod dem.” Det betyder at vi skal behandle andre sådan som vi har lyst til at blive behandlet selv, og sådan som Jesus ville behandle dem. Er det naturlig for os at vi altid vil leve efter den gyldne regel? Nej, vi er selviske og ofte uvenlige. Men hvis Jesus er i vore hjerter, og vi ser nogle krøblinge eller spastikere eller nogen som er anderledes end os, da må vi være venlige og betænksomme mod dem og prøve at give dem lidt opmuntring. Det sker mange gange at barn ler af andre børn eller voksne som er spastikere. En spastiker er en som ikke kan styre sine nerver og muskler, så han kaster med hovedet og rykker i kroppen eller fægter med armene. Disse mennesker kan ikke gøre for det. Det er så ubarmhjertigt og uvenligt at le af disse eller at pege på dem. De som er raske bør være taknemlige over at de er det, og de må tænke på hvordan de ville føle hvis de ikke var det. Vi må behandle andre mennesker sådan som vi gerne vil blive behandlet selv.

Stakkels Ellen. Efter at hun havde kæmpet i flere måneder med at læse og fortsætte sin uddannelse, rådede læreren henne til at slutte skolen indtil hun var mere rask og hun var blevet stærkere. Det var hårdt for Ellen at slutte, for hun kunne lide skolearbejdet. Hun tænkte at nu var hele hendes liv ødelagt, for nu kunne hun aldrig blive lærer sådan som hun havde lyst til.

Men uden at Ellen selv vidste det, forberedte Gud henne i denne tiden for en stor opgave. Ellen gjorde akkurat det som Bibelen beder os om at gøre. Hun bad Gud om at hjælpe sig til at få forstand, og det gjorde Han. Lad os læse dette vers i Jakobs brev 1,5: ”Men dersom nogen af jer mangler visdom, da bede han Gud, han som gir alle villig og uden onde ord, og den skal gives ham.” Senere når Ellen blev ældre og stærkere. Lærte hun meget ved at læse og studere hjemme.

Bibelen var den bog Ellen bedst kunne lide, og ved at læse den blev hun klog og ærlig og god. Hun fulgte også det råd Paulus gav Timoteus. 2. Tim. 2, 15: ”Læg vind på at fremstille dig for Gud som en som holder prøve, som en arbejder som ikke har noget at skamme sig over. . . . ”

Vi er blevet fortalt at ”barnet Jesus fik ikke sin undervisning i synagogens skoler. Hans moder var hans første menneskelige lærer.” Den store mester. s. 42. Bibelen fortæller os at da Jesus var tolv år, rejste han til Jerusalem med sin familie. ” . . . da fandt de ham i tempelet, hvor han sad midt iblandt lærerne og hørte på dem og spurte dem og alle som hørte ham var ude af sig selv af forundring over hans forstand og svar.” Luk. 2, 46, 47.

Sådan blev det også med Ellen. En dag hvor hun blev ældre, blev hun en lærer. Ikke bare en lærer for børn, men for tusindvis af mennesker over hele verden, selvom hun bare hedde fuldført 3. klasse på skolen.

Måske kom nogle af de samme legekamerater som ikke brød sig om Ellen og som ikke ville være sammen med henne på legepladsen, til at lære mange ting af det hun skrev og af de budskaber som hun fik af Gud.