Tilbage

20. En overraskelse for familien White.

1. scene: Så forfærdelig træt.
Bror og søster White var ude og rejse igen. Det var vældig slidsomt for dem at rejse med tog, båd, slæde eller postvogn. En Postvogn var en stor, overbygget vogn.

Vi bliver ofte trætte når vi er ude og rejser, selv om vi har gode biler med bløde sæder. Bilerne kører hurtigt i dag fordi der er gode veje at køre på. Men du kan måske tænke dig hvor trætte White var når de måtte rejse hundredvis af mil og med tog og postvogn.

I vor fortælling vor i dag er de på vej til staten Vermont. Vejene var dårlige og støvede. Hestene som trak postvognen, blev hurtig trætte, for kusken fik dem til at løbe hurtigt. Så når de kom til en ny by, måtte de skifte heste, og få en som var udhvilet og stærk og som kunne løbe hurtig. Af og til når de standsede for at skrifte heste, og folk fik sig noget at drikke, tog pastor White sin kone med sig ind i huset og lod henne lægge sig lidt og hvile i ti-femten minutter mens de gjorde vognen klar igen.

Endelig kom de frem til det næste mødested. Pastor White talte først, og så rejste søster White sig for at tale. Man kunne se at hun var meget træt og så bleg ud.

”Ja,” sagde den anden dame, ”de rejser hele tiden, fra det ene sted til det andre. De kan ikke engang tage deres børn med sig, for det er for slidsomt for børn at rejse rundt hele tiden. De må længes meget efter sine børn. Postvognene er ubehagelige at rejse med og går langsomt, og toget tager for lang tid, for det må stanse ved hver eneste lille station og by. De vil snart blive syge, og så kan de ikke komme og besøge os mere.”

De som var til stede til mødet, talte sammen om dette, og blev enige om at bror og søster White selv behøvede hest og vogn. Da kunne de rejse når de var oplagt til det, og hvile når de blev trætte.

”De har ikke råd til at købe hest og vogn, for pastor White kan ikke arbejde så mere som vi gør,” sagde en mand. ”Han er altid ude og prædike.” Den gang blev prædikanterne ikke lønnet sådan som vore pastorer bliver i dag. De måtte arbejde for at tjene penge når de kunne finde tid til det, ved siden af prædikearbejdet.

”Kan vi ikke tage en kollekt op og se om vi får nok penge til at købe en hest og vogn til dem og give dem en overraskelse?” foreslog en anden mand.

Alle var enige i det, og da de talt op pengene, var der omkring 175 dollar.

Flere af mændene havde heste som de kunne sælge, og de blev enige om at bringe dem til et bestemt sted mandag morgen og lade pastor White og hans kone vælge den hest de ville have.

Søndag aften fik søster White et syn hvor hun så en flok mænd som var samlet ved en skillevej. De stod og holdt tre heste. Hestene havde de taget med sig forat White skulle se på dem og vælge den de helst ville have. Den første var en nervøs type, og mens de stod og så på den, sagde engelen som var til stede: ”Ikke den!” En anden mand kom frem med en stor, grå hest som virket klodset og kejtet. Igen sagde engelen: ”Tage ikke den.” En tredje mand havde en smuk, brun hest som så ud til at være rolig og venlig. Da han førte denne hest frem, sagde engelen: ”Dette er jeres hest.”

2. scene: Synet går i opfyldelse.
Da bror og søster White kom til skillevejen næste morgen, hvor de skulle møde mændene som ejede hestene, så de akkurat den scene som søster White havde set i synet – tre mænd med tre heste – den nervøse, rødbrune hesten, de kejtede grå hest og den spættede, kastanjebrune hest.

Whites fik besked om at de kunne vælge en af hestene som sin egen. ”Vi vil gerne have denne brune,” sagde søster White og pegede på den rolige, brune hest. Så forklarede hun for de andre: ”I går aftes fik jeg et syn hvor engelen fra Gud talte til mig. Jeg så akkurat denne gruppe af mennesker som står her og nu. Jeg så disse heste blev ledet frem, og jeg fik besked om at vælge denne brune hest.”

”Ja vel, søster White, den brune er jeres,” sagde deres venner. To mænd gik frem, spændte den brune for en overdækket vogn og gav det alt sammen som en gave til bror og søster White.

Du kan tro Whites var glade for denne store gave de havde fået af sine venner. Nu ville det være lettere for dem at rejse. Når de blev trætte eller sultne, kunne de stanse når og hvor de ville. De var særlig glade for at de havde så rare og omsorgsfulde venner som havde givet dem denne store gave.

Når de kørte i deres nye vogn, talte de sikkert ofte sammen om hvor god Gud var – hvordan en som er så mægtig og rig kunne være så opmærksom på hvor vigtig det var for dem at vælge den rigtige hest, at han sendte en engel helt fra himmelen får at fortælle dem hvilken hest de skulle vælge.

Denne erfaring beviser det løfte i Bibelen som siger at Gud vil sørge for vore behov om vi bare er lydige og gør det som er rigtigt. Matt. 6,33 siger ”. . .søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives i tilgift!”