Tilbage

22. De forkynder sandheden om sabbaten.

1. scene: En bog om sabbaten.
Nu da kaptajn Bates havde forstået at den sande sabbat var den syvende dag, følte han en byrde på sit hjerte for at dele denne sandhed med andre. Han ville gerne fortælle alle at den syvende dag stadig var Guds sande sabbat, men han kunne ikke rejse alle steder for at undervise folk. Og det var ikke mulig for ham at skrive breve til alle sine venner og slægtninge om denne gode nyhed – eller kunne han alligevel? Ja, skrive – det var svaret. Han bestemte sig for at skrive en lille bog om sabbaten. Han vidste han kunne sprede denne nye sandhed hurtigere hvis han fik trykket den, så bogen kunne sendes ud til tusinde steder, mens han blot kunne rejse til et par steder.

Men hvordan kunne han klare at få trykket bog? Det ville koste mange penge, og kaptajn Bates var en meget fattig mand nu. Han havde været ganske rig da han solgte sin båd for flere tusinde dollar. Den gang troede han at han havde penge nok til at leve af for resten af livet men nu var det borte alt sammen. Før den store skuffelsen i 1844 havde han brugt alle sine penge på at rejse rundt og købe litteratur for at fortælle menneskene at Jesus snart kom igen. Og nu havde han bare nogle få ører tilbage.

Men da kaptajn Bates bad til Gud om dette følte han at Gud ønskede han skulle skrive denne bog om den sande sabbat, akkurat som vi læser i Job 19,23: ”Men gid mine ord måtte blive opskrevet! Gud de måtte blive optegnet i en bog, . . . ” Til slut satte han sig, åbnede Bibelen og begyndte at skrive.

En dag mens han sat og skrev kom hans kone ud fra køkkenet og sagde: "Joseph, jeg har ikke nok mel til at gøre brødet jeg er i gang med færdigt.”

”Hvor meget mel behøver du?” spurte kaptajn Bates.

”Omkring to kilo,” svarede hun.

Da fru Bates gik tilbage til køkkenet, gik kaptajn Bates til butikken og købte melet. Han tog det med sig hjem, og satte det på bordet mens hans kone var ude af køkkenet et øjeblik. Så fortsatte han at skrive.

Snart kom fru Bates tilbage igen. ”Hvor kom dette mel fra?” spurte hun.

”Jeg har købt det,” svarede han. ”Er der ikke nok til det brød du er i gang med?”

”Jo, men har du, kaptajn Bates, men mand som har sejlet fra New Bedford til alle dele af verden, været ude og bare købe to kilo mel?”

Den gang var det ingen bagerier, og folk måtte bage alt selv, så de brugte mere mel. De plejede ikke købe to eller fem kilo ad gangen som vi gør nu. Nej, de købte halvtreds kilo, eller en stor tønde med mel ad gangen.

”Kære kone, jeg brugte mine sidste øre på det melet,” sagde kaptajn Bates.

”Hvad skal vi gøre nu da?", spurgte fru Bates.

Kaptajn Bates sagde: ”Jeg skal skrive en bog og sende den ud for at gøre sandheden om sabbaten kendt for verden.”

”Men hvad skal vi leve af?” spurte fru Bates, med tårer i øjnene.

”Herren skal sørge for os,” svarede hendes mand smilende.

”Ja, at Herren skal sørge for os, det siger du altid,” sagde fru Bates og begyndte at græde i det hun lukkede døren efter sig.

2. scene: Et specielt brev.
Kaptajn Bates satte sig ned og fortsatte med at skrive på bogen om sabbaten. Efter en stund følte han stærkt at han skulle gå på postkontoret. Han gik derhen, og der var det et brev til ham, men der var ikke noget frimærke på brevet. Det vil sige at kaptajn Bates måtte betale portoen på brevet. Men stakkels Kaptajn Bates havde brugt sine sidste ører på melet.

”Drew, jeg har ikke nogen penge – ikke engang nok til portoen,” sagde han til postmesteren.

”Åh, det er i orden, kaptajn Bates,” sagde postmesteren. ”Tag det med dig, og betal en anden gang.”

”Nej,” sagde kaptajn Bates. ”Jeg vil ikke tage brevet ud af postkontoret før portoen er betalt. Men jeg tror der er penge i dette brev. Vil du åbne det? Hvis der er penge i det, kan du tage portoen af dem. Hvis ikke, vil jeg ikke læse det.”

Postmesteren åbnede brevet. Jo, ganske rigtig, der var penge i det – en ti-dollar seddel! Drew tog fem cents for portoen og gav resten af de ti dollars og brevet til kaptajn Bates. Da han havde læst brevet, fandt han ud af at det var fra en mand som sagde at Herren havde sagt til ham at kaptajn Bates behøvede penge. Måske han havde det så travlt med at sende pengene, at han glemte at sætte et frimærke på.

Nu gik kaptajn Bates til butikken igen. Men denne gang kunne han købe en hel tønde med mel. Han købte også kartofler, sukker og andre ting. Da han fortalte manden i butikken hvor de skulle levere varerne, sagde han: ”Damen på det sted kommer måske til at sige at det må være fejl, men bryd jer ikke om hvad hun siger. Sæt alt sammen ved indgangsdøren.”

Dette brev med de ti dollars havde virkelig givet kaptajn Bates nyt mod og styrket hans tro endnu mere på at Jesus vil opfylde sit løfte i Mathæus 6, 25, 31-33: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise og hvad I skal drikke eller for deres legeme, hvad jer skal klæde jer med. . . .(for) jeres himmelske Far ved at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal jer få alt dette i tilgift!”

Kaptajn Bates havde begyndt at skrive bogen sin i tro, for han vidste at mange mennesker holdt søndag af uvidenhed, og at de ville være ivrige efter at kende til sandheden om Guds sabbat. Havde Jesus ikke sagt til Peter i Lukas 22, 32: ”. . . når du engang omvender jer, da styrk dine brødre!” Kaptajn Bates var blevet omvendt til adventist-troen, og nu følte han at han måtte dele denne nye sandhed om den syvende dag som sabbat med andre.

Fra butikken gik han til trykkeriet og aftalte at et tusind eksemplarer af hans bog om sabbaten skulle blive trykt.

Da kaptajn Bates kom hjem, så han melet og alt det andet ved indgangsdøren. Så gik han stille ind på sit værelse og begyndte at skrive igen.

3. scene: Hvor kom det fra?
(sæt 1. scene op igen og melet 173 i døren) 79
Straks efter kom fru Bates ind og sagde oprørt: ”Joseph, se udenfor! Hvor kommer alle de ting fra? Et bud kom og leverede det her. Jeg sagde til ham at det måtte være forkert, men han leverede det alligevel.”

”Ja,” sagde hendes mand, ”jeg går ud fra at det er i orden, da.”

”Men hvor kommer det fra? Spurte fru Bates.”

”Åh, Herren har sendt det,” svarede kaptajnen.

”Åh, ja, Herren har sendt det. Det siger du altid.”

Da gav kaptajn Bates henne brevet og sagde: ”Læs dette. Da ser du hvor det kommer fra.”

Hun læste brevet, og så begyndte hun at græde igen, men denne gang var det af en anden grund. Hun var så lykkelig over at Gud havde fundet et udvej for dem, men hun skammede sig over sin mangel på tro.

Kaptajn Bates gjorde bogen færdig. Bogtrykkeren trykkede den. Og han fik penge til at betale for den fra forskellige kanter akkurat når han trængte dem. Mange mennesker læste bogen, sammenlignede den med Bibelen, og blev overbevist om at den syvende dag stadig var Guds hellige dag – den samme dag han havde velsignet og helliget i Edens have ved slutning af skabelsesugen.