Tilbage

23. Mand som blæste i "evangelie-basunen"

Han var ikke en gang fyldt sytten år, følte John Loughborough en virkelig byrde for at drage ud og fortælle evangeliet. Det var mens han en gang var meget syg af malaria at han tog sin beslutning.

Han fortalte: ”Når fryseanfaldene kom, kom det så tydelig frem for mig at jeg måtte bestemme mig for at rejse ud og prædike. Så stoppede fryseanfaldene. Den dag da jeg havde to fryseanfald på en dag, sagde jeg til Gud: ”Herre, stans feberen og fryseanfaldene, så vil jeg drage ud og prædike så snart jeg bliver stærk nok til at gøre det.” Den dag stanset anfaldene.

Han glemte ikke sit løfte. Så snart han blev rask nok, begyndte han at tage kartofler op, savede og huggede brænde og gøre al slags arbejde han kunne for at tjene penge til at drage ud og prædike. Men selv om han arbejdede mange timer, tog han sig tid til at forberede nogen prædikener. Endelig, efter nogle uger havde han sparet en dollar op når han havde betalt alle sine udgifter. Han følte at han med den kunne han drage ud, hvor han havde tænkt at begynde og prædike.

1. scene: En gammel ven.
Før scene 2, sæt 54 og 50 op
En gammel ven af familien kom på besøg mens han gjorde sig i stand til at rejse, og han spurte hvad han skulle gøre. Da John fortalte om sine planer, blev vennen meget glad. ”Det er akkurat det jeg har ventet at du ville gøre. Da du bare var to år gammel, sagde din far til mig: ”denne lille dreng kommer til at hjælpe med at blæse i ”evangelie-basunen”. ”Denne mand var interesseret i John og hans planer, så han sagde, ”Du har jo vært syg, har du nogen penge?” ”Jeg har sparet en dollar,” svarede John, ”jeg kan betale billetten til Rochester, da har jeg 25 cent igen. Jeg vil gå resten af vejen til det stedet jeg skal, det er ca. 37 kilometer.”

Og så, med Bibelen og fem prædikener i tasken, drog John ud for at begynde et langt og nyttig liv som prædikant. Han gik fra landsby til landsby og besøgte skolerne først og fik tilladelse til at holde møde om aftenen. Så bad han eleverne sige til forældrene at der skulle være møde på skolen om aftenen. Da ville han holde en af sine fem prædikener.

Efterat John var gift, boede han og hans kone i Rochester, New York. Han tjente til livets ophold med at male hus fem og en halv dag om ugen.

John var en førstedags adventistprædikant. Han havde endnu ikke hørt at den syvende dag er sabbat. Så, lørdag eftermiddag plejede han at drage til en af de tre kirker han havde ansvar for. Han prækede søndag formiddag, besøgte menighedsmedlemmerne om eftermiddagen og drog hjem igen om aftenen. En dag sagde en ven til ham: ”Nogle af dine medlemmer har slutte sig til syvendedags-folket. Er det ikke bedst at du rejser og får dem væk fra lørdags-helligholdelsen?”

2. scene: Gud valgte skriftstederne.
John Loughborough gik til Missionshjemmet, syvendedags-adventisternes mødested, godt forberedt på en diskussion. Han tog en liste med sig, med skriftsteder som han mente var bevis på at de ti bud var afskaffet og at de kristne ikke længere behøver at holde den syvende dag som sabbat.

John N. Andrews talte den aften. Han var også en ung mand omtrent på Loughboroughs alder. Uden at han kendte noget til Loughboroughs liste over skriftsteder, blev Johan Andrews ledet af Den hellige ånd til at tale om dette samme emne, og han brugte de samme skriftsteder som John Loughborough havde på sin liste. Pastor Andrews forklarede teksterne så tydelig fra Bibelen at i løbet af en måned holdt også John Loughborough sabbaten. Han ville ikke være skyldig i at lære folk at bryde Guds bud. Vi læser i Mathæus 5, 17. 19, ”I må ikke tro at jeg er kommet for at ophæve loven . . jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at opfylde. Derfor den som bryder et eneste af disse mine bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i himlens rige, men den som holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i himlenes rige.”

3. scene: Et budskab til Loughborough.
John Loughborough mødte bror og søster White for første gang en sabbats formiddag i Missionshjemmet. I et andet lokale i huset lå Oswald Stowell, en ung mand som arbejdede med håndpressen som bladet Reviw and Herald blev trykket på. Han var alvorlig syg, og lægen havde sagt at han umulig kunne blive rask. Ved slutningen af mødet bad han pastor White og frue om at komme til hans værrelse og bede for ham at han kunne blive helbredt.

Fordi John Loughborough var en prædikant, bad bror og søster White ham om at komme med ind og bede sammen med dem for den syge mand. De tre knælede ved siden af sengen og bad inderlig at Gud ville helbrede denne medarbejder. Da de rejste sig fra bønnen, satte mand sig op i sengen, slog sig på siden som havde vært så mange smerte i for nogle få minutter siden, og sagde: ”Jeg er fuldstændig helbredt! Jeg kan arbejde i morgen.” Og han begyndte at arbejde to dage senere.

Da de to mændene vendte sig og så på søster White, så de at hun knælede ved sengen og så op. ”Ellen har et syn,” sagde James White stille.

Da synet var ovre, sagde hun at hun havde et specielt budskab til John Loughborough. ”Jeg så tre mænd som forsøgte at hindre dig i at slutte dig til de sabbatsholdende adventister. Jeg hørte uvenlige ord blive talt til dig af dine medprædikanter. Herren ønsker at du skal give dig helt til at forkynde budskabet.

Søster White fortalte ham til og med hvad han selv havde tænkt, i forbindelse med at holde sabbat – det var tanker som han ikke en gang havde udtrykt til sin kone. Til sidst sagde herr Loughborough: ”Dette er virkelig mere end menneskelig kraft i forbindelse med dette syn.”

I 1868 svarede pastor Loughborough og pastor D. T. Bordeau på et kald fra Generalkonferensen om at rejse som pionermissionærer og begynde arbejdet i Californien.

På mindre en to uger købte de to mænd et telt i New York og gjorde sig i stand til den lange rejse. Omsider kom de med båden til San Fransisco hvor de havde tænkt på at sætte teltet op, men de kunne ikke finde en god placering. Så bad de til Gud at han måtte lede dem på denne nye missionsmark og vise dem hvor de skulle rejse.

Ikke længe efter at de var kommet frem, kom en fremmed hen til dem og inviterede dem til at sætte teltet op i Petaluma. Han sagde: ”En dag så jeg i en avis fra Østkysten at to prædikanter skulle komme til vestkysten og holde teltmøder. Medlemmerne i vor kirke i Pataluma har sendt mig for at finde disse mænd og bede dem om at holde sit første møde i vor by.”

Loughborough og Bordeau følte at dette var Gud som ledede dem, så de fulgte mand.

Lige før havde et af medlemmerne i kirken i Petaluma drømt at han så to mænd som tændte en brand. Han så at prædikanterne i Petaluma prøvede at slukke den men de klarede det ikke. Man så igen at disse to mænd tændte på fire brande til, så der blev fem brande som brændte stærkt. Manden som fik denne drøm sagde at han ville lære disse to prædikanter at kende igen, hvis han en gang kom til at se dem.

Da disse to prædikanter kom til Petaluma, så man dem og råbte: ”Der er dem, dette er de samme mænd som jeg så i drømmen.”

Pastor Loughborough og pastor Bordeau slog op teltet, og mange mennesker kom til mødet hver aften, ivrige efter at høre dette nye budskab. Det var ikke længe før der var fem nye syvendedags-adventistmenigheder i Sonoma Valley. Dette var de fem brande som man havde set i drømmen.

Dette var begyndelsen til et stort arbejde i Californien, lejrmøder blev holdt, bøger blev solgt og Pacific Press Publishing Association (bogforlag) blev organiseret i Oakland, hvor de begyndte at trykke bladet ”Tidernes tegn”, (Signs of the Times). Det bliver stadigvæk tryk rundt omkring i verden i dag.