Tilbage

25. Et mirakel på isen.

1. scene: Et nyt mirakel.
Bror og søster White havde holdt møder med en ny gruppe sabbatsholdere i Illinois. Nu var møderne ovre, og de havde planlagt at rejse næste dag til Waukon, Iowa. Det var om vinteren, og alt var dækket af sne. Nu begyndte det at regne og sneen smeltet hurtig.

”Det ser ud som vi må aflyse rejsen,” sagde pastor White. Og hvorfor kunne de ikke aflyse rejsen? Hvorfor skulle de være nødt til at rejse 320 kilometer i åben slæde i et sådant vejr?

Grundene til at de måtte rejse, var at søster White havde set i et syn at den lille gruppe med adventister i Waukon trængte til hjælp. Hun måtte rejse og hjælpe dem så snart som mulig.

To prædikanter som havde hjulpet dem med møderne i Illinois havde lovet at tage dem med slæde næste morgen til Waukon, men nu regnede det. ”Søster White, hvad med denne rejse til Waukon?” spurgte den ene af dem aftenen før, i det de skulle gå til sengs.

”Vi skal rejse,” svarede søster White.

”Ja,” sagde prædikanten, pastor Hart, ”hvis Herren gør et under skal vi rejse.”

Flere gange i løbet af natten stod søster White op og stod i vinduet og ventede på at et mirakel skulle ske. Hun bad om at hvis Gud ønskede at de skulle rejse, måtte han give dem et tegn ved at forandre regn til sne. Og Gud svarede på hendes bøn og gav hende tegnet. Ved daggry blev det koldere og begyndte at sne. Dette var det under de behøvede. Det sneede hele dagen og sent på eftermiddagen var der kommet nok sne til at de kunne begynde den lange kolde rejse til Waukon. De rejste omkring kl. 17. Det fortsatte at sne i det de rejste nordover, helt til vejene næsten var sneet til igen. De stoppede ved hjemme til nogle sabbatsholdere i Green Vale for at holde nogen møder med adventisterne der. Det fortsatte at sne så meget at vejene blev spærret så de ikke kunne fortsætte. ”Søster White,” spurgte den anden prædikant, pastor Everts, ”hvad med Waukon?” ”Vi skal rejse,” sagde hun.

Endelig startede de en gang til, men mange ganger måtte de stoppe og grave sig igennem store snedriver. Mens de kørte videre, tænkte søster White på folket i Waukon.

Nogle af adventisterne fra Maine og andre steder var flyttet over Mississippi-floden til det nye land Iowa. Nogle af dem havde skrevet tilbage til sine venner og sagt: ”I kan købe god billig jord her. Vi tjener let til livets ophold, og vi kan sprede evangeliet til mennesker her.” Så flere familier besluttede at flytte til Waukon, Iowa.

Jorden var så rig, at hvis de arbejdede hårdt så kunne de tjene sig rige. De arbejdede hårdt og tjente mange penge. Men efter en tid glemte nogle af dem at holde sabbatens yderkanter hellig, de var så optaget af sit arbejde. De begyndte at finde fejl og kritisere hinanden og bror og søster White.

Pastor John N. Andrews som havde været en stor prædikant og skribent, blev syg. Han bestemte sig for at rejse til Waukon og bo hos sin far til han blev rask igen. Han sluttede at prædike og begyndte at arbejde i sin onkels forretning når han kom til Waukon.

Så blev John Loughborough modløs fordi hans kone blev modløs. Hun var bedrøvet fordi de ikke havde nok penge. Han stoppede med at prædike og begyndte at arbejde som snedker for at tjene flere penge. Hvor sande er de ord som står i 1. Tim. 6,10: ”Kærlighed til penge er rod til alt ondt, af lyset dertil har nogle faret vild fra troen og har gennemstunget sig selv med mange pile.”

Søster White var bestemt på at rejse til Waukon og prøve at hjælpe disse ligegyldige medlemmer. Torsdag aften standsede de ved et hotel ikke langt fra den store flod Mississippi. Der var ingen bro som de kunne køre over. Men de havde hørt om andre slæder og vogne som havde kørt over isen.

Ved firetiden næste morgen vågnede søster White ved at hun hørte regnen tromme på taget. De klædte sig hurtig på og rejste straks. De måtte skynde sig at komme over floden før isen smeltede. De kørte i den åbne slæden mens regnen øste ned over dem.

Da de nåede floden, spurgte de om det var mulig at komme over, men ingen turde at opmuntre dem til at prøve. Isen var blød og blandet med sne og der var ca. 30 cm vand på. De stoppede ved flodbredden. En af prædikanterne rejse sig op i slæden og sagde: ”Vi er kommet til det Røde Hav, skal vi drage over?”

”Kør videre, stol på Israels Gud,” var søster Whites svar. ”Kør,” sagde pastor White.

Langsomt og forsigtig gik hestene ud på isen. Vandet nåede næsten op til slædekanten, og vandet sprøjtede mens de langsomt gled fremad. De bad alle sammen. Og isen holdt.

På flodbredden stod folk og så på. De ventet at slæden hvert øjeblik skulle gå igennem isen. Men endnu en gang gjorde Gud et under for sit folk: ja den Gud om lod Israels børn gå tørskoet gennem det Røde Hav, lod Mississippi-floden fryse til foran slæden til disse missionsarbejderne.

Da de til sidst nåede den anden side og kørte op på flodbredden, flokkede folk sig om dem og sagde: ”I må have haft Guds hånd med jer, ingen ting skulle få os til at køre over der.”

Efter at de havde krydset floden, havde de endnu fire dage til at rejse før de endelig nåede Waukon. De havde haft en lang og kold rejse, og da de kom frem, fik de en kølig velkomst. Nogen var knapt glade for at se dem, fordi folket i Waukon følte sig skamfulde og skyldbetyngede. De vidste at disse menneskene var kommet for at hjælpe dem.

Da søster White mødte pastor Loughborough, spurte hun alvorlig: ”Hvad gør du her, Elias?”

Pastor Loughborough var tavs. Han havde ingen ting at sige. Han vidste at han ikke skulle være der og arbejde som snedker. Han var en prædikant.

2. scene: Lad Jesus komme ind i dit hjerte.
Der blev kaldt sammen til møde dagen efter. Da de sang de gamle adventistsange, blev hjerterne rørt. James White talte og de begyndte at mærke en følelse af velvilje. De blev klar over at mange som før havde vært ivrige til at undervise i sandheden før, nu til og med havde glemt at dele sin tro med sine naboer i Waukon.

Mange græd højt da blev de mindet om de vidunderlige oplevelser de havde haft før, da de var i brand for Gud og spredte budskabet om Jesu snare komme og sandheden om sabbaten.

En mand rejste sig og bekendte at han nogle gange havde haft så mere at gøre på gården at han også havde arbejdet på sabbaten. En anden sagde at han havde stoppet at give så mere i kollekt fordi han ønsket flere penge til sig selv, han ville købe mere jord.

Fru Loughborough rejste sig og sagde: ”Bror og søster White, jeg er glad fordi I kom. Jeg har taget fejl, jeg har syndet, og jeg har fået min mand til at synde. Gud, tilgiv mig. Nu vil jeg åbne min hjertedør, Herre Jesus, kom ind.”

Da rejste pastor Loughborough sig og sagde: ”Jeg har lagt bort min hammer. Jeg har slået min sidste spigere ind. Fra nu af skal min hånd kun holde bibelen og aldrig give op. Hjælp mig til dette Gud.”

Da bror og søster White rejste hjem igen, var Loughborough med dem. Han begyndte at prædike igen, og stoppede ikke. Pastor John Andrews blev vor første missionær i andre lande. En ung mand som var til stede ved dette mødet i Waukon, blev senere Generalkonferensens formand.

Hvilken velsignelse var disse møder for den modløse gruppe i Waukon. De havde lært den gode lektie som Matt. 6,24 lærer os. ”Ingen kan tjene to herrer, for han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene Gud og mammon.” Mammon betyder rigdom eller penge.

Sabbatsholderne i Waukon fældede tårer da slæden begyndte at bevæge sig på hjemvejen. De vinkede farvel til disse trofaste missionsarbejdere som havde trosset is og sne for at komme og varme de kolde hjerter til medlemmerne i Waukon.