Tilbage

27. En lykkelig jul.

1. scene: Hemmelige synder.
Mange år var gået siden den første syvende-dags adventist-menighed i verden var blevet organiseret i Washington, New Hampshire. Mange forandringer havde fundet sted siden den tiden. Delight Oakes, lærerinden som var datter af Rachel Preston, var nu gift med Cyrus Farensworth. Han var bror til Wiliams Farnsworth som var den første mand som stod op i denne samme lille kirke og sagde at han ville holde den syvende dag som sabbat.

Nu var bror og søster White kommet for at besøge menigheden ”Guds Ånd mindede mig om at deres menighed behøver hjælp,” sagde søster White.

”Ja, jeg tvivler på at der findes en menighed noget sted som behøver mere hjælp mere end vor,” svarede Cyrus Farnsworth. ”Vi har været uden prædikant for det meste. Nogle af vore medlemmer er blevet verdslige og mange af vore unge er uomvendte. Manden til en af vore trofaste søstre har skrevet stygge ting om adventisterne. Han har sagt at du, søster White finder på historier som du ser er syner, og at ingen behøver at tage hensyn til dem. Jeg tror at Gud har sendt dig hertil for at hjælpe os.”

Det var mange børn og unge på dette stedet, men ingen af dem var virkelig omvendte. For eksempel en nitten år gammel dreng havde ikke givet sit hjerte til Jesus, fordi han havde set for mange fejl hos de ældre menighedsmedlemmer. Han vidste at hans egen far som var dirigent for koret, havde en hemmelig synd som han troede ingen viste nogle om. Da denne dreng arbejdede sammen med ham i skolen så han brune tobakspletter i sneen. Så så han faderen synde sig at sparke sne over for at skjule de hemmelige pletter.

Men søster da White talte ved et af møderne om sabbaten, genkendte hun flere mennesker i forsamlingen som hun havde set i et syn, og som hun havde ført særlige budskaber til.

To af disse, var herr og fru Newell Mead. De havde haft mere sorg og vanskeligheder og var blevet modløse. Søster White fortalte under mødet at hun var blevet bedt om at fortælle dem at Gud elskede dem og ville føre dem trygt gennem deres vanskeligheder.

Så vendte søster White sig til en ung kvinde som sad til mødet, hun var gift med en uomvendt mand. Hun sagde til henne at hun måtte gøre det som hun vidste var ret og ikke laden manden tvinge henne til at gøre noget forkert. Hun måtte være et godt eksempel.

Søster White havde også et budskab til en ung pige som havde været en kristen men som var gledet bort fra Gud. Budskabet søster White havde til denne pige var at hun havde gjort galt ved at vælge verdslige kamerater.

Mens søster White talte til disse mennesker, at den nitten år gamle dreng der og lyttede og tænkte: ”Jeg skulle ønske søster White ville pege på fars hemmelige synd.” Da, akkurat som om hun læste hans tanker, vendte hun sig til drengens far og sagde: ”Jeg så at denne bror er en slave af tobakken. Men det værste er at han prøver at bedrage de andre menighedsmedlemmer til at tro at han har stoppet med tobak, sådan som han lovede da han kom ind i menigheden.”

Nu da den unge dreng så på sin far som rødmede af skam over det søster White netop havde sagt, tænkte han med sig selv: ”Dette er virkelig en sand profet bare en engel kunne have vist henne alle disse hemmeligheder. Det skete akkurat som Amos siger i kap. 3, vers 7: ”. . . han har åbenbaret sit lønlige råd for sine tjenere profeterne.”

Da søster White var færdig med at tale, rejste de sig op, en efter en, disse mennesker og indrømmede at det hun havde sagt om dem var sandt. Det er sand som der står i 4.Mos. 32, 23: ”og I skal vide at jeres synd skal findes der.” Med tårer i øjnene bad de Gud og også menighedsmedlemmerne om tilgivelse. Til og med den mand som havde sagt og skrevet usande ting om søster White og adventisterne, angret og bad ydmygt om tilgivelse.

Og hvem var så den mand som havde tygget på tobak? Det var ingen andre end William Farensworth, den samme mand som så modig havde stået op i denne kirke mange år tidligere og sagt at han ville holde Guds hellige sabbat. Han havde stoppet at tygge tobak mange gange, men senere havde han givet efter for Satans fristelse og i hemmelighed købt tobak og gemt den til han var alene.

Men fra denne dag da søster White åbenbarede hans hemmelige synd, forstod han hvor højt Gud elskede ham som havde sendt søster White for at hjælpe ham. Han besluttet at vinde sejer over denne dårlige vane, og det gjorde han.

Og hvem var denne søn som så faderen gemme tobakspletterne i sneen? Det var Eugene Parnsworth, som senere blev en stor syvendedags-adventist prædikant.

Til og med på 1. juledag fortsatte møderne hele formiddagen som sædvanlig. Der blev givet en særlig appel til børn og de unge om at give sine liv til Jesus. Tretten af dem stod op for at vise at de ønskede at følge Jesus og blive døbt. Dette var den lykkeligste jul adventisterne i Washington, New Hampshire nogen sinde havde haft. Børnene var så lykkelige over at give sine hjerter til Jesus at de næsten glemte julegaverne.

En ung mand som hed Fred Mead, havde ikke vært interesseret i kristendom. Naboerne sagde at han var en hidsigprop. Men under dette møde havde han taget sin beslutning for Kristus og nu havde han en byrde for at vinde andre.

Juledags eftermiddag kom Orville Farnsworth med sine julegaver til sine søskendebørn, Fred og Rosella Mead. ”Kom op på mit værelse,” sagde Fred. Der vendte han sig til sin fætter og sagde: ”Orville jeg skal blive en missionær!”

”Du en missionær! Du spøger bare.”

”Nej, Orville, jeg spøger ikke. Jeg ville ønske du havde været til mødet i formiddags.” Fred tryglede Orville om at give sit hjerte til Jesus, og han gjorde det.

Til sidst var der atten unge mænd og kvinder og børn som ønsket at blive døbt. Men forældrene sagde at de måtte vente til foråret når isen smeltede på søen, for der var ingen andre steder de kunne blive døbt.

2. scene: døbt i isvand.
Men tolv af de atten sagde: ”Vi kan ikke vente, vi vil blive døbt nu.” De unge mænd gik til dammen ved Cyrus Farnsworths hus og hugget ca 60 cm tykke isblokke ud så de kom ned til åbent vand. De hugget trin i isen, så de kunne gå ned i vandet. De tolv blev døbt medens det var – 10 grader. Så snart de kom op af vandet blev de pakket ind i uldtæpper og skyndte sig til Farnsworths hus. Ingen blev syge efter den usædvanlige dåb. De andre seks blev døbt senere hen mod foråret.

Da disse unge blev ældre, tog de aktivt del i at bære sandheden ud til verden. Fred Mead blev en missionær i Afrika. Tre af de unge mænd blev konferensformænd, to blev prædikanter, tre af pigerne blev bibelarbejdere både i Amerika og i andre lande. Nu bærer deres barn og barnebarn budskabet videre som prædikanter, lærere, bibelarbejdere og missionærer til mange lande.