Tilbage

28. Små lys omkring på jorden.

1. scene: Et brev leder en mand over havet til Amerika.
En dag i 1869 stod en mand af toget i Battle Creek, Michigan. Alle de andre passagerer forsvandt hurtigt, men den fremmede blev stående tilbage og så sig rundt uden at sige nogen ting. Til sidst gik han bort til lugen på stationen og gav stationsforstanderen en konvolut hvor der stod skrevet: ”J. N. Andrews, Battle Creek, Michigan.”

”Hvor skal du hen?” spurgte stationsforstanderen Den høje fremmede mand smilte bare og pegede på konvolutten. Da forstod stationsforstanderen at den fremmede hverken forstod eller talte engelsk. Så han bad en ven om at følge den fremmede mand til kontoret for ”Review and Herald”.

Den fremmede fandt ikke John Andrews på kontoret, men han mødte James White, som tog imod ham på en så venlig måde at det kunne forstås på alle sprog. Den fremmedes navn var Jacques Erzberger. Pastor White tog herr Erzberger med sig hjem og fik sendt bud efter en fransk bror som kom og oversatte for dem.

”Denne mand,” sagde oversætteren, ”har kommet hele vejen fra Schweiz med denne konvolut til at lede ham. Han bringer hilsener fra en gruppe på omkring halvtreds sabbatsholdere i Schweiz. Han er kommet til Amerika for at lære mere om Sabbatsbudskabet.”

Dette var gode nyheder for adventisterne i Battle Creek. De var glade for at høre at Guds budskab spredte sig til andre land langt borte.

Bror og søster White ville gerne undervise ham mere om Bibelen, men herr Erzberger måtte først lære noget engelsk så han kunne tale med familien. Pastor White inviterede John Kellogg en arbejder ved ”Review”-kontoret, til at bo hos dem og undervise den fremmede fra Schweiz i engelsk. Willie White som var femten år gammel nu, ønsket også at hjælpe til. Hver dag tog han herr Erzberger omkring i huset, og pegede på forskellige ting og sagde: ”Dette er et bord, dette er en stol, dette er en bog, dette er Bibelen,” . . o.s.v.

Denne metode var effektiv, og herr Erzberger lærte hurtigt. Efter fem uger var han i stand til at tale engelsk og blive forstået. Senere talte han også på stævner.

Herr Erzberger blev i Amerika i halvandet år før han rejste hjem til Schweiz for at undervise sit folk om de vidunderlige nye sandheder han havde lært. Før han rejste, bønfaldt han menigheden om at sende en missionær for at undervise folket i Europa. Men menigheden havde ikke penge til at sende en missionær med ham, og han måtte rejse med det løftet at de skulle sende en lærer så snart som mulig.

En missionær til et fremmed land! Dette var en udfordring til adventistmenigheden. Det ville koste mange penge at sende en missionær over havet. Det virkede næsten umulig. End det som virker umulig for mennesker, kan blive mulig sammen med Gud. Mark 10,27 siger: ”For mennesker er det umulig, men ikke for Gud, for alt er mulig for Gud.”

Et år gik, to år og tre år gik, og endnu var der ikke sendt nogen missionær for at opfylde løftet til Jacques Erzberger. Endelig i 1874, næsten fire år efter at Jacques Erzberger var rejst tilbage til Svejts, viste generalkonferensen sin interesse ved at vedtage at sende den første missionær til et fremmed land. De kunne ikke overse befalingen som Jesus selv havde givet i Matt. 28, 19. 20: ”Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple . . . og lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer, og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Hvem var denne første missionær som blev sendt til et fremmed land? Det var John N. Andrews, det samme navn som havde været på konvolutten som ledet Jacques Erzberger fra Svejts til Amerika. Og Schweiz blev netop det land som blev valgt til vor første missionsmark.

Pastor Andrews’ hustru var død to år tidligere, men han var stadigvæk villig til at tage sine to børn, Charles og Mary med sig at rejse. De sagde farvel til sine venner, og rejste med et skib som hed Atlas, den 14. september 1874.

Efter at pastor Andrews havde begyndt arbejdet i Schweiz, skrev han og fortalte bror og søster White at det store behovet for penge til at holde det nye missionsarbejde i gang i Europa. Mange af medlemmerne var ikke interesseret i at give penge til at sende over havet for at hjælpe mennesker som de ikke engang kendte. Men bror og søster White var ivrige efter at hjælpe alt de kunne.

Nogle havde givet søster White en smuk silkekjole, men hun sagde at hun ikke brød sig om at bruge en så kostbar kjole når hun kendte til det store behov de havde efter penge til den nye mission i Europa. Så søster White tog kjolen med til en købmand og bad ham om at sælge den for henne for så meget som mulig, for pengene skulle bruges til at forkynde evangeliet på anden side af havet. Han klarede at sælge kjolen for halvtreds dollars, og søster White sendte pengene til pastor Andrews til den nye mission.

Da andre hørte at søster White havde ofret en kostbar silkekjole til den nye missionen, forandret de mening, og de gav også. Sådan blev det mulig for mange mennesker i Europa at lære Guds sandheder at kende.

2. scene. Små lys i en mørk verden.
4. januar 1875 var en vigtig dato i Battle Creek, Michigan. Denne dag blev den første syvendedags adventistskolen i verden indviet. Men nogle mennesker klagede over denne nye skole. ”Hvorfor skal vi bruge penge til skoler?” spurgte de. ”Jesus kommer snart og det er ikke tid til at uddanne prædikanter.”

Akkurat på denne tid blev mange, mange mennesker over alt syge af influenza. Familien White havde også været syge. Søster White havde arbejdet så hårdt med at passe de andre at hun blev for træt så hun blev også syg. Pastor White vidste at hun havde nogle vigtige budskaber at give til prædikanterne og menighedslederne som var kommet der til nogle særlige møder, så han bad nogle af pastorerne om at komme og bede specielt for hende at hun kunne blive rask.

Søster White blev pakket ind i et varmt uldtæppe og taget ned i dagligstuen. Pastor White og to andre mænd bad alvorlig at Gud ville helbrede henne på grund af møderne som skulle holdes. Så begyndte søster White at bede med hæs, hviskende stemme. Pludselig blev stemmen klar og stærk og så kendte de ordene igen: ”Ære være Gud!” (Glory to God!)

(Fjern 7 sæt 6 op) De andre så op og så at hun havde et syn. Hendes ansigt havde et bekymret udtryk. Hun rejste sig, kastede uldtæpperne til side, og begyndte at gå frem og tilbage i værelset. Med armene udstrakt og ansigtet vendt opad, begyndte hun at tale. ”Mørkt, mørkt, helt mørkt, at, så mørkt,” råbte hun. Der var et øjebliks stilhed, så hendes ansigt lysnede og hun udbrød: ”Et lys, et lille lys, mere lys, mere lys!”

Hun fortalte ikke hvad hun præcis der havde set i synet. Men hun var blevet helbredt som svar på særlig forbøn. Den aften gik hun sammen med Pastor White gennem sneen til mødet. Næste morgen fortalte hun folket om synet hun havde haft da hun blev helbredt. Gud havde åbenbaret den åndelige mørke i verden for henne. Hun så at syvendedags-adventisterne havde et stort arbejde at gøre i de fremmede lande. Hun havde set små grupper med sabbatholdere over hele verden. Hun så at menigheden måtte sende prædikanter til disse stene og at de måtte oprette forslag som kunne trykke op bøger, traktater og blade som fortalte om sabbaten og om Jesu snare komme.

De som havde klaget over den nye skole, blev overasket over at høre søster White sige at de måtte lægge planer for at uddanne unge mænd til missionærer både for hjemlandet og for fremmede lande.

Nu forstod prædikanterne hvad hun havde ment med de ”små lysene” som begyndte at skinne udover hele jorden. Hun havde set mørke over alt, men da prædikanter, lærere, læger, sygeplejersker, kolportører bogtrykkere og andre arbejdere blev sendt ud, begyndte små sandhedens lys at skinne her og der. Forlagshuse ville hjælpe med at sprede sandheden sådan at folk over hele verden kunne læse dette budskab på deres eget sprog.

Efter dette alvorlige syn, var generalkonferensen glad for at de havde vist tro og sendt Pastor J. J : Andrews som den første missionær til et fremmed land nogle få måneder tidligere.

Adventisterne blev mere og mere interesseret i at arbejde med interesseret i at arbejde med missionen. Søster White gav mange budskaber fra Gud til menigheden om vigtigheden af at forkynde sandheden til folk i andre land. Men det stærkeste budskab kom fra Jesus selv da han sagde: ”Og dette evangelium om riget skal forkyndes over hele jorderige til et vidnesbyrd for alle folkeslag, og da skal enden komme.” Matt 24, 14.

Det første lille lyset blev tændt i 1874 da pastor J. N. Andrews rejste til Svejts. Det andet lyset blev tændt i 1876 da bror Bordeau rejste til Frankrig. Det tredje lyset blev tændt i 1877 da bor Matteson rejste til Danmark. Det fjerde lyset blev tændt da bror Haskell rejste til Australien.