Tilbage

29. Et syn under en begravelse.

1. scene Begravelse i en skolestue
På en af bror og søster Whites rejser, fandt de en gang en gruppe på 40 nye sabbatsholdere et sted som heder Lovlett’s Grove, Ohio. En søndag eftermiddag mens de var der, var det begravelse for en ung mand som var godt vellidt på stedet. De bad pastor White om at tale ved begravelsen. Efter at han var færdig med at tale, rejste søster White sig for at sige nogle trøstende ord til slægtningene. (fjern 7, sæt 2 op ved siden af 27) Hun talte om håbet om Jesu snare genkomst, og om hvor herlig opstandelsen vil blive når kære bliver forenet og de aldrig skal skilles igen.

Men hun beskrev det skønne og smukke i himmelen, gjorde hun en pause, og så stoppede hun med at tale. Forsamlingen undrede sig over at hun blev tavs, men så så de at ansigtsudtrykket forandrede sig og hun så opad som om hun så nogle langt borte. Så hørte de hende udtrykke med en fyldig, smuk røst: ”Ære være Gud.” Igen gentog hun de samme ord bare med svagere stemme. Og igen, for tredje gang sagde hun de samme ord, men denne gang hørtes det som de kom langt borte fra. (Fjern 2, sæt 6 op)

Da stod James White op foran forsamlingen og sagde: ”Min hustru har et syn. Hvis nogen af jer har lyst til at komme frem og kontrollere, så bare føl jer fri.” Mange kom frem for at se nøjere på hende. Pludselig var der en som opdagede at hun ikke åndede, alligevel var pulsen kraftig og jævn. ”Hun er altid sådan når hun har et syn,” forklarede James White.

Netop der tog søster White et skridt fremad. Hendes svaghed var helt forsvundet og hun havde et strålende smil over ansigtet. Hun stirrede stadigvæk fremad. Øjnene var vidt åbne og det virkede som hun stirrede intenst på noget smukt langt borte, scener som ingen andre kunne se. Nogle gik op på siden af hende for at støtte hende hvis hun skulle falde, men de lagde snart mærke til at selvom bevægelserne var lette og graciøse, kunne ingen forhindre hindre dem. De kunne ikke en gang bevæge hendes lillefinger. Så forsamlingen satte sig ved pultene igen og så på hende i ærbødig stilhed. Af og til hørte de at hun sagde et ord eller en hel sætning. Nogle gange var der et udbrud, nogle gange et spørgsmål.

Snart begyndte de at spørge pastor White om synene som hans hustru havde, og han svarede dem: ”Hun taler med sin engel,” sagde han. ”Hun har ofte beskrevet ham som en høj, majestætisk ung mand med et smukt ansigt og klangfuld stemme. I disse syner bliver hendes sind ligesom båret af sted og hun ser mange ting som dem omkring hende ikke kan se. Ofte ser hun ting som sker langt borte. Eller hun ser ting som skete for lang tid siden, eller som endog er i fremtiden. Nogen gange er det som hun er i himmelen og taler med Jesus og englene.”

Forsamlingen var meget interesseret og betaget af at se søster White i et syn. Pludselig var der nogen som sagde: ”Se, hvad ser hun mon nu? Det må være nogle frygteligt. Se, hun flagrer med hænderne som om det gør ondt på hende, og hun ser så ængstelig ud. Hvad betyder det?”

”Det må være,” sagde pastor White, ”at hun ser scener med stor lidelse.” Spændte sad de og ventede og betragtede hende. Hvad kunne det være som gav hende sådan ængstelse og sorg? Men snart forsvandt det bekymrede udtryk fra hendes ansigt om hun virkede tilfreds og glad. ”det må betyde at hun ser noget glædeligt,” sagde James White.

To timer gik. Det var nu blevet sent på eftermiddagen. Kisten foran i værelset var blevet glemt en tid. Endelig så de at søster White at trække vejret dybt, som om hun fyldte lungerne for første gang. Snart trak hun vejret normalt igen. Så begyndte hun at lægge mærke til folk omkring sig. De samlede sig tæt omkring hende og spurte hvad hun havde set i synet, men hun svarede at hun ikke ønsket at tale om det netop her. Det var særligt højtideligt.

Nu fortsatte begravelses-ceremonien. Kisten blev løftet af kærlige hænder og båret ud til graven. Slægtninge og venner fulgte efter i prosessionen, men nogle blev igen i klasseværelset for at tale med søster White. De ville så gerne at hun skulle fortælle dem hvad hun havde set i synet.

2. scene: - Engelen sagde: ”Skriv”.
To dage senere påbegyndte James og Ellen White hjemrejsen. Det var tre uger siden de havde rejst hjemmefra, og de længes efter at komme hjem til sine tre små drenge. Under togrejsen, fortalte søster White sin mand mere om synet, og hun sagde: ”Så snart jeg får skrevet nogle vigtige breve, skal jeg begynde at skrive det ned.”

Undervejs, stansede de i Jackson. Michigan for at besøge deres venner, familien Palmer. Pludselig mens hun talte, midt i en sætning, mærkede hun en underlig prikkende følelse i munden, og tungen virkede tyk og stiv. Hun kunne ikke udtale ordene hun ville sige. Snart mistet hun bevidstheden. Hun vidste ikke nogle ting før hun hørte at hendes mand og her Palmer bad for hende. Hun så sig omkring og prøvede at rejse sig, men hun klarede det ikke. Hun var blevet lam.

Hun hørte mændene sige at hun havde fået et alvorlig slag, og de fortsatte og bede. Efter en stund prøvede hun at rejse sig igen. Denne gang klarede hun med hjælp af sin mand at stå op og bevæge sig lidt omkring. De takkede Gud for at hun var blevet bedre. Dagen efter klarede de med store vanskeligheder at komme hjem.

I mange uger kunne søster White ikke tage et eneste skridt alene. Hun kunne heller ikke mærke om de helte iskoldt vand på hendes hoved. Alligevel husket hun befalingen engelen havde givet hende om at skrive synet ned og publicere det. Selvom hun stadigvæk var lam, bad hun om at få papir og pen, og møjsommelig begyndte hun at skrive. Den første dag kunne hun bare skrive nogle få sætninger.

”Jeg vil ikke give op,” råbte hun. ”Satan prøver at hindre mig fra at forføre menneskene og føre dem i ødelæggelse. Men jeg er blevet lovet at englene vil styrke mig.”

Så, hver dag gjorde hun sit bedste for at skrive lidt mere. For hver dag blev hun noget stærkere og var i stand til at skrive lidt mere end dagen før. Da hele synet var skrevet ned og færdig til at trykkes, var virkningerne af slaget fuldstændig borte og hun havde fået sundheden tilbage.

Synet fyldte en lille bog på 219 sider. Det fortalte historien om den store strid mellem Kristus og Satan som begyndte i himmelen og fortsatte ned igennem hele historien.

Senere skrev hun den samme vidunderlige fortælling mere udførlig. Den fylder fem store bøger som er kaldt ”Den store strid-serien”. Disse bøger er blevet læst af millioner af kristne over hele verden og er oversat og udgivet på mange sprog.

Det efterfølgende er to afsnit fra hendes lille bog Early Writings, s. 289, (Budskaber til menigheden), sidste afsnit i kapitlet ”The saints- reward”, (de frelstes belønning) og sidste afsnit på side 291: ”Menneskelig sprog er alt for fattig til at beskrive himmelen. Efter som scene rulles op for mig, er jeg tabt i beundring. Henrevet af dens strålende skønhed og overvældende herlighed, må jeg lægge pennen ned og udbryde: ”Åh, hvilken kærlighed, hvilken vidunderlig kærlighed.” Det mest ophøjde sprog er ikke i stand til at beskrive himmelens herlighed og de umålelige dybder i Frelserens kærlighed. . . ”

”Jesus forlod byen, og de frelste og et tog af himmelens hær fulgte ham. Jesus steg ned på et stort bjerg. Så snart hans fødder rørte det, delte det sig og blev til en stor slette. Vi så på og så den store, smukke stad, med tolv grundstene og tolv porte, tre på hver side, og en engel ved hver port. Vi råbte: ”Staden, den store stad kommer ned fra himmelen, fra Gud!” Og den kom ned i al sin glans og blændende herlighed og stoppede på den store slette som Jesus havde beredt for den.”