Tilbage

3. – Ellen giver sit hjerte til Jesus.

1. scene – Ellen beder om at få fred med Gud
Da Ellen var tolv år gammel, følte hun en stor sorg i sit hjerte. Hun havde en følelse af at hun aldrig kunne blive kaldt et Guds barn, at hun ikke var god nok til at komme til himmelen. Ellen og tvillingsøsteren Elisabeth gik til sengs om aftenen, men Ellen kunne ikke sove. Hun lå vågen og ønskede at hun kunne komme nærmere Gud. Mange gange efter at Elisabeth var faldt i søvn listede Ellen sig ud af sengen (fjern 57) og knælede på det kolde gulv ved siden af sengen. (vis 62) Der bad hun længe og alvorlig til Gud.

Med det bedrøvede sind, rejste Ellen med forældrene sine til Metodistenes sommerstævne i Buxton i Maine i 1840. Hun længes sådan efter at få fred med Gud og virkelig tilgivelse for sine synder.

2 scene – Ellen hører en god prædiken.
Lige efter at de var kommet til stævnet, hørte Ellen (vis Ellen og de andre som sidder til møde) en prædiken om hvordan dronning Esther modig gik ind til kong Ahasverus efter at hun havde fastet og bedt Gud om at hjælpe sig. Ester sagde: ”Og så vil jeg gå ind til kongen . . . . Skal jeg da omkomme, så må jeg omkomme.” Dronning Esther havde mod til at gå ind til kongen efter at hun havde bedt, for hun troede at han ville tage i mod henne, og det gjorde han. Denne prædikenen fik Ellen til at forstå at hun måtte have mere tro på at Jesus elsket henne akkurat sådan som hun var, og at Han ville tage i mod henne sådan som kongen havde taget imod Dronning Esther, og at Jesus ville tilgive hendes synder.

Prædikanten bad alle som ønskede særlig forbøn om at komme frem, og Ellen gik. (13, 44, 45, 62) Mens hun bøjede sig sammen med de andre som søgte Gud, bad hun stille for sig selv: ”Hjælp mig, Jesus, frels mig, ellers går jeg fortabt!”

Mens hun bad sådan, mærkede hun pludselig hvordan byrden forsvandt og hun følte sig glad og lykkelig. Nu var hun sikker på at Jesus forstod hendes vanskeligheder og at Han ville hjælpe henne.

3. scene – Jeg kan se det i dit ansigt.
En dag under stævnet (22, 61) stansede en dame og talte med Ellen. ”Kære barn,” sagde hun, ”har du givet dit hjerte til Jesus?” Ellen skulle akkurat til at svare ”ja”, da damen udbrød, ”Ja, det har du virkelig. Hans fred er med dig, jeg kan se det i dit ansigt!”

Jeg undres om folk kan sige dette om vore ansigter? Kan de se at Guds kærlighed skinner i vore ansigter? Kan du huske nogle fortællinger fra Bibelen om hvordan enkeltes ansigter skinnede af Guds herlighed? Ap. G. 6, 8. 15 siger: ”Men Stefanus var fuld af nåde og kraft og gjorde undergerninger og store tegn blandt folket. . . .Og da alle de som sad i rådet stirrede på ham, så de hans ansigt som en engels ansigt. ” Moses’ ansigt skinnede også af Guds herlighed da han kom ned af Sinai bjerg efter at han havde talt med Gud. 2. Kor. 3, 7. står der: ”. . . Israels børn tålte ikke at se på Mose åsyn, for hans åsyns herligheds skyld. . . . ”

4. scene – Ellen lærer noget af en paraply.
Der var mange drenge og piger på stævnet. (60, 75, 76 med forældre) Men denne gang var der ikke et særlig telt eller rum for børnemøder som der er for børn nu. Disse børn sad sammen med deres forældre hele dagen og hørte på prædikanten.

En dag da Ellen sad til mødet, så hun en lille pige på omtrent seks år som sad ved siden af sin mor. Hun holdt en fin paraply (165) tæt indtil sig. Mange gange skulle hun til at sætte den ned, men så tog hun de op og holdt den tæt ind til sig igen. Åh, så dyrebar den paraply var får hende. Hun så bedrøvet og tankefuld ud, akkurat som hun kæmpede med noget inden i sig.

Ved et tidligere møde havde den lille pigen hørt prædikanten sige at vi må give alt til Jesus. Nu sad hun og tænkte, ”må jeg også give min paraply?” Jeg er glad i Jesus, jeg er glad for min paraply, jeg er glad i Jesus, jeg er glad for min paraply. Kan jeg opgive paraplyen for Jesu skyld?” Hun så på sin paraply og pludselig brast hun i gråt og sagde højt: ”Kære Jesus, jeg vil elske dig og komme til himmelen. Tag mine synder bort. Du skal få mig og min paraply og det alt sammen.” Så slog hun armene omkring moren sin og sagde: ”Åh, mor, jeg er så glad fordi Jesus elsker mig, og jeg er mere glad for Ham end for min paraply eller noget andet.”

Den lille piges ansigt strålede af glæde og hun smilede til alle omkring sig. Hennes mor var også glad. Med tårer i øjnene fortalte hun at hendes lille datter havde fået paraplyen som gave og at hun var så vældig glad for den. Hun bar den med sig overalt, enten det regnede eller var i solskin. Hun havde den til og med, med sig i sengen om aftenen. Men her på stævnet havde hun hørt historien om hvordan Jesus havde givet sit liv for at vi skal komme til himmelen. Hvilken kamp havde hun gennemgået før hun var villig til at opgive sin fineste skat – sin paraply – for Jesu skyld. Mon kampen nu var over og hun var villig til at ofre sin fine paraply til Jesus.

Alle i teltet var glad for den store sejr som denne lille pige havde vundet. De vidste at det var ligeså vanskelig for henne at give den fine paraply, som det ville være for at opgive sine hus og ejendomme.

Nå forklarede morderen til sin lille pige at siden hun nu var villig til at give det fineste hun ejede til Jesus, så var det i orden at hun beholdt den og brugte den, bare hun ikke var mere glad for paraplyen end hun var for Jesus.

Denne pige havde lært en vigtig lektie, at det vi altid må adlyde det første bud som siger: ”Du skal ikke have andre guder en Mig.” Hun var så glad for sin fine paraply at hun næsten tilbad den som en lille gud. Det er også at bryde det andet bud, for det siger at vi ikke skal tilbede afguder. Paraplyen var ikke en virkelig en afgud, men omtrent alt kan blive som en afgud hvis vi bliver glad for det eller tænker på det hele tiden som mange mennesker gør. En skinnene ny bil, eller et fint nyt hus, eller en ny båd, eller et ny fly eller til og med en blank ny cykel kan blive som en afgud. Nogle piger næsten tilbeder pæne klæder og de er aldrig tilfreds med det de har. For dem bliver klæder som en afgud. Hvis vi elsker og tænker på disse ting mere end vi tænker på Jesus, sådan at vi ikke har tid til at læse Bibelen, da bliver disse ting som en gud eller en afgud for os, sådan som en lille pigens paraply var for henne.

Idet Ellen sad der til mødet, tænkte hun for sig selv: ”så vanskelig det er at opgive til og med en lille skat som denne paraply. Jesus ofrede endog himmelen for vor skyld og blev fattig sådan at vi kunne få de himmelske rigdommene.”

Nu havde Ellen endelig fået virkelig fred med Gud. Hun vidste at hendes synder var tilgivet. Hun var villig til at blive døbt og blive et virkelig Guds barn.