Tilbage

30. Glem ikke børnene.

1. scene: Gennem sneen til skolen.
Jeg er sikker på at de fleste af jer går på en fin menighedsskole med gode skoleborde og stole. Der er sandsynligvis mange børn på din skole, så I må have flere lærere til de forskellige klasser. Om vinteren når det er koldt, er det sikkert godt og varmt på skolen, så I slipper for at sidde med kolde hænder og fødder. Jeg håber I sætter pris på den gode skole og lærerne, fordi for længe siden havde adventisterne ikke nogen menighedsskoler hvor børnene kunne gå. De måtte gå på offentlige skoler alle sammen. Disse børn måtte være både modige og venlige, for de andre børn var ikke altid venlige mod dem. De gjorde nar af adventistbørnene og sagde: ”I er dumme som går i kirken på lørdag. Alle andre går i kirken på søndag. Og I aner ikke hvor godt det er at spise flæsk og svinekød, og kaffe og te er så dejlig. I er dumme som tror at Jesus snart kommer igen.”

Men eftersom syvendedags-adventistsamfundet voksede, blev det bedre organiseret. Søster White fik syner fra Gud om at vi skulle have menighedsskoler hvor drenge og piger og unge mennesker kunne få kristen uddannelse og have kristne lærere. Gud sagde til hende at der skulle være en menighedsskole selvom der ikke var mere end seks børn.

Den første skole vi havde var en ungdomsskole i Battle Creek, Michigan. Men der var ingen skole for børn. Søster White hævdede at vi ikke måtte glemme børnene. Hvis vi skal få trofaste mænd og kvinder til at blive ledere og arbejdere, så må vi uddanne dem fra de er helt unge. Lad os slå Ordsp. 22, 6 op og se hvad Bibelen siger om børn: ”Lær den unge (Eng. et barn) den vej han skal gå, så viger han ikke fra den, selv når han bliver gammel.”

Så begyndte skolen vor at uddanne lærere som kunne rejse ud og sætte menighedsskoler i gang. Men disse lærere var knapt færdig med sin skolegang, kom efterspørgsel fra forældre efter lærere som kunne komme og undervise deres børn. De sagde: ”Vi behøver en menighedsskole. Vore børn må lære fra Bibelen på skolen. De må lære at blive missionsarbejdere.” Disse forældre troede at om vi skal blive arbejdere for Gud, så behøver vi at uddanne os, som der står i 2. Tim. 2,15: ”Læg vind på at fremstille dig for Gud som en som holder prøve, som en arbejder som ikke har noget at skamme sig over, i det du rettelig lærer sandhedens ord.”

To af disse forældrene var herr og fru Albert Alkire. Om foråret 1897 skrev de til bestyrelsen for vor skole i Battle Creek og sagde at de ønskede en lærer som kunne have skole for deres fem børn. Men der var ingen lærer som var klar til at begynde at undervise endnu. Hele sommeren gjorde bestyrer Sutherland sit bedste for at få nogle lærere klar.

Sent på sommeren skrev fru Alkire et brev som indeholdt triste nyheder. Hun fortalte at hendes mand, herr Alkire var død, men hun ønskede stadigvæk at få en skole for børnene og bad om at få en lærer. På denne tid var der fire andre menigheder som også spurte efter lærere, så fem unge mænd og kvinder sagde at de var villige til at forlade skolen og rejse ud og begynde menighedsskoler.

En ung dame som hed Maut Wolcott rejste til Bear Lake, Michigan for at have skole for fru Alkire’s børn. Det var en kold og hvid verden frøken Wolcott kom til. Bakken og træerne var dækket af et tykt snetæppe og indsøerne var dækket af is. Men frøken Wolcott blev budt varmt velkommen af både eleverne og fru Alkire. De var så taknemlige får at hun var villig til at komme og begynde en skole for dem.

Der var også andre børn fra menigheden som kom til den nye skole, så til sammen blev der tretten elever. Fordi de ikke havde nogen skolebygning, og det var langt ude på landet, havde de skolen på gården til fru Alkire. Det var ikke noget stort hus. Der var bare to lokaler og et skur i stuegetagen, og første sal var der bare delvis gjort i stand da herr Alkire døde. Der var et lille lokale til lærerinden og et stort lokale til morderen og de fem børn.

Stuen blev til skoleværelse, hvor de brugte borde og stole i stedet for pulte. De havde en hjemmelavet tavle. Men det som børnene bedst kunne lide af alt, var orgelet. Lærerinden spillede mens børnene sang, og de elsket at synge.

Normalt gik de 8 kilometer til sabbatsskole og gudstjeneste med hest og vogn. En gang var det så koldt at hestene ikke kunne gå. Frøken Wolcott og hendes ældste elev, Laura, gik de 8 kilometer gennem sneen og over isen. Frøken Wolcott frøs både på næse og ører, men hun kom til sabbatsskolen og begyndte den præcis, for hun var sabbatsskoleformand.

2. scene: Hjælp os at redde skolen.
De fik mange erfaringer det første år som viste hvordan Gud passede på dem og velsignede den lille skole. En dag midt om vinteren med sne og is over alt, begyndte det at brænde i husets tag. Frøken Wolcott og Alice løb ovenpå og stablet stoler op på hinanden. Frøken Wolcott klatrede op og øste vand på taget på en gammel ussel stige og helte bøtter med vand udover som børnene hentet til hende.

Til sidst var branden slukket og skolen reddet. Fru Alkire kendte ikke en gang til branden, for hun var ude på laden alene og bad for sine børn og for lærerinden og for den nye skole. Hun var så træt og bedrøvet og ensom efter manden døde, og hun bad Gud om hjælp til at opdrage de fem faderløse børn på den rigtige måde. Og uden at hun vidste af det, så hjalp Gud dem akkurat da og reddet skolen og deres hjem. Da hun kom ud fra laden og de fortalte hende hvad som der var sket, var fru Alkire meget taknemmelig, for hun så at Gud allerede havde hørt hendes bøn. Dette gav hende nyt mod til at møde fremtiden.

Som resultatet af at de startede menighedsskoler i 1897, var der femten små skoler ved slutningen af det første skoleår. Hvert år siden da var der startet nye skoler, til at der i dag er omkring fem tusind syvendedags adventistskoler over hele verden, i Jungelen i Afrika og Borneo, langs de store floder i Sydamerika og Indien, ude i ørken og ude på de tropiske øer. Ja, over hele verden er der menighedsskoler og kristne lærere som ikke bare underviser i læsning, skrivning og regning, men også om Bibelen og om Jesu store kærlighed. Mange drenge og piger ville aldrig have lært om Jesus hvis ikke menigheden havde sat disse skoler i gang. Forældre i disse lande vil gerne at deres børn skal gå på disse skoler så de kan få en uddannelse, men mange af dem bliver også kristne.

Ved siden af disse børneskoler, har vi omkring syv hundrede ungdomsskoler og højskoler så vore unge kan få uddannelse på næsten alle områder, ved vore egne skoler.

Ja, syvendedags-adventistsamfundet har forgrenet sig på mange måder og på mange steder siden den første skole i Battle Creek begyndte at uddanne lærere som resultat af de syner som søster White fik for mange år siden.