Tilbage

31. Kamp mod fjenden.

1. scene: En syg baby.
Mange gange mens hun var i gang med at nedskrive undervisningen som Herren havde givet til de første adventtroende, prøvede Satan at standse søster Whites arbejde, for han ønskede ikke at folket skulle høre Herrens budskaber. Nogle gange gjorde han dette ved at skabe sygdom i søster Whites nærmeste familie, enten hos hendes mand eller hos børn. En af de første gange dette skete, var i 1850, blot seks år efter søster White begyndte sit arbejde som Herrens budbærer. På denne tid boede bror og søster White midlertidig hos familien Harris i Centerport, New York. De havde sin lille søn, Edson med sig. En dag skulle de følge pastor Rhodes til kanalbåden, og da der kun var ca. tre kilometer til kajen tog søster White med dem, og overlod lille Edson som blot et år gammel, til Clarissa, barneplejersken.

De kom tilbage, mødte fru Harris dem i døren og råbte: ”Lille Edson er ved at dø!” De løb hen til hans seng og fandt ham bevidstløs og med lukkede øjne, og de små arme var helt blå. Søster White forsøgte at tale med mild stemme og sagde: ”Vort eneste håb er Gud. Lad os sammenkalde menighedens ældste og bede øjeblikkeligt.”

”Hvad kan vi gøre?” sukkede pastor White. ”Pastor Rhodes er den eneste prædikant i nærheden og han er på vej til Michigan.” Uden at vente på svar, skyndte han sig ned, hoppede i vognen og kørte så hurtigt som hesten Charlie kunne, tilbage til byen og langs med kanalen efter båden. Otte kilometer længer nede tog han igen båden. Pastor Rhodes steg af båden og de skyndte sig tilbage til Harris’ hjem.

Der oppe på det lille værelse bad de og salvede den lille baby. Straks åbnede han sine øjne og smilede. Gud havde svaret på deres bøn.

Ikke længe efter dette, prøvede Satan igen. Omkring midnat, begyndte lille Edson at skrige. De skyndte sig ind til ham, og fandt at Clarissa holdt ham i sine arme. Han klyngede sig ind til hende sig af rædsel. Af og til slap han hende og fægtede i luften med begge hænder og skreg: ”Nej, nej, nej!” ”Han ser nogle som skræmmer ham,” sagde hans far. ”Der er nogle som er usynlig for os.” ”Ja,” svarede Ellen. ”Jeg er sikker på at Satan har sendt en af sine engle for at plage barnet.” Igen knælede de ned i bøn. Pastor White rævsede den onde ånd i Jesus navn. Straks faldt lille Edson i søvn og vågnet ikke før næste morgen.

Dagen efter skulle pastor White drage til Auburn for at hente de første eksemplarer af et blad som de havde trykt. Han var stadigvæk skrøbelig men han var fast bestemt på at ingenting skulle stoppe ham fra at få bladet ud. Søster White rejste med ham og kørte vognen de ca. 10 kilometer til Auburn. Undervis blev pastor White bedre. Alle Satans knep havde ikke forsinket bladet en eneste dag.

2. scene: Satan prøver igen.
De tog de trykte blade med sig hjem og kaldte hele familien sammen for at folde dem og adressere dem. Dette var mere arbejde og de havde næsten ikke tid til at spise, men til sidst var arbejdet gjort. Da var bror og søster White på farten igen. Da de havde lånt egen hest Charlie bort, og vognen til en anden prædikant som skulle ud og rejse, måtte de selv køre i en kærre. James og Ellen White sad på det høje sæde foran. Pludselig blev hestene skræmte, og vognen blev kastet mod en brat skråning og væltede. (Fjern vognen, og sæt 32 op) De kom krybende frem under vognen og kom på benene igen. 32 Er du skadet, Ellen?” ”Nej, hvordan har du det?” ”Jeg er heller ikke skadet.” Så fik de rettet vognen op og drog videre mens de sang en takkesang.

Ikke længe efter blev barneplejersken alvorlig syg. Hun blev også helbredt ved bøn. Igen blev Satans plan om at standse deres arbejde ødelagt.

Omtrent på denne tid skrev søster White til sine veninde fru Bates, hun sagde: ”Åh, hvilke kampe vi har måtte kæmpe mod fjenden siden vi begyndte at udgive vort blad. Vi har måttet bede og bede og bede og vi har måttet tro, tro, tro. Det er kun på den måde vi har vært i stand til at leve.” Søster White så at Satan ønskede at standse bladet, fordi vi kunne nå til steder hvor Guds tjenere ikke kunne komme. De var fristet til at blive modløse, men jo flere vanskeligheder den onde skaffede dem, jo mere alvorlig bad de og jo mere utrættelig arbejdede de.

Satan forsøgte på mange måder at standse søster Whites arbejde. Ved en anledning, nogen tid senere, sagde søster White til sine drenge. ”I dag må vi gøre os i stand til rejsen til Winsor til Sabbaten. Vi må gøre vognen ren. Efter så mange mil på mudrede veje er det virkelig et sørgeligt syn. Så trillede de vognen frem og Edson vaskede den grundig. Den anden søn Willie, tog sidegardinerne bed og hjalp moderen med at vaske og sy dem i orden. De lappede og vaskede olielærred på sæderne og lod dem tørre. De skulle rejse tidlig fredag morgen, for Winsor var en hel dags rejse borte.

Da Willie fredag morgen åbnede stalddøren for at tage hestene ud, Jack og Jim råbte han: ”Mor, åh , mor, kom og se hvad som er sket.” De to store vandbøtter og baljen som de havde brugt da de vaskede vognen var knust og trampet i stykker. Gardinerne og sædetrekkene som de havde gjort så pænt i stand var revet i strimler. Søster White sukket da hun så på ødelæggelserne omkring sig.

Men da hun så hesten, stakkels gamle Jack, stå og skælve af smerte fra et gabende sår i siden, kunne hun have grædt. Synderen var naboens arbejdshest som delte stalden med de to køreheste. Han havde gået løs og brugte det meste af natten til at ødelægge. Jim, den anden hest, var uskadt. Han havde fået grimen af sig og kom fri. Willie fandt ham klemt mellem vognen og staldvæggen. Jack prøvede at fortælle om sine lidelser ved at knægge sørgmodigt.

Søster White tog et overblik over skaden og sagde til drengene: ”I ved hvem som har ansvaret for dette. Det er vor store fjende som altid prøver at gøre os modløse. Men skal han have lov? Nej, aldrig. Vi må nok udsætte mødet i Windsor denne gang. Men senere skal vi komme dertil.

Når Satan prøver at gøre os modløse, lad os da huske Søster Whites oplevelser og bede Jesus om at hjælpe os.

Jesus er altid i stand til at standse Satan fra at hindre hans arbejde.