32. Man skal lyde Gud mere end mennesker.
Henvisninger: Life sketches s. 331, 378. Stories of my Grandmodher, s. 178-184.
Dagens tekst: Esaias 35, 1.2.1.scene: – ”Et monument over en drøm”
Hvis vi kunne have besøgt vor skole i Australien på indvielsesdagen, ville vi have set et monument af sten. På denne støtte står historien om en plovfure skrevet, som førte til at denne store skole blev bygget. Der står sådan: ”Omtrent 500 yards øst for dette sted, fandt de plovfuren som Ellen G. White så i en drøm, og som førte til oprettelsen af den Australsk Missionsskole i dette distrikt i 1894.”
Pastor James havde arbejdet for hårdt, og døde da han var 60 år gammel. Han og søster White havde arbejdet sammen i 35 år, men nu måtte hun fortsætte alene som Guds budbærer.
Senere rejste hun og hendes søn Willie og hans familie til Europa for at hjælpe menighederne der. Søster White havde vært i Australien bare nogle måneder, da hun sagde: ”Vi må have en missionsskole i dette land.” Men menighedsmedlemmerne blev forbavsede da de hørte dette og spurte: ”Hvordan kan vi bygge noget så kostbart som en missionsskole når vi bare har omkring frem hundrede adventister i hele Australien?” Men søster White fortsatte at tale om en skole med mere jord omkring. Til sidst blev en gruppe mennesker bedt om at se sig om efter et passende sted hvor de kunne bygge en skole.
Efter at have ledt i flere måneder, så fandt de et stort skovområde. De skrev og bad søster White om at komme og se på stedet. Hun rejste med toget sammen med pastor George Starr og frue og nogle andre venner.
Under togrejsen fortalte søster White dem om en ualmindelig drøm hun havde haft for nogle nætter siden. En drøm som dette er ofte kaldt et nattesyn. Den samme engel som havde åbnet sig for hende i andre syner stod ved siden af hende i drømmen og talte til hende. Hun syntes hun var et sted for at se på en grund hvor skolen kunne bygges. Hun syntes hun gik sammen med sine venner gennem en skov. Snart kom de til en åbning hvor der ikke var nogen træer. I stedet så de en plovfure som nylig var pløjet. En fure er et jordstykke som er pløjet op eller gravet op for at plantes til med noget. Det var en lille fure, ca. to meter lang og ca. 20 cm. dyp. Mens hun så på furen, så hun to mænd som kom og begyndte at undersøge jorden. ”Dette er ikke noget godt land. Jorden er dårlig,” sagde de.
Da søster White så op, så hun en engel stå ved furen. Hun hørte ham sige: ”Usandhed er blevet sagt om dette landområde.” Så beskrev engelen de forskellige jordlagene og forklarede sammensætningen af jorden. Han sagde at jorden var vel egnet for produktion af frugt og grøntsager, og at den ville være god hvis den blev passet godt. Engelen sagde også: ”Herren kan dække bord i ørkenen.” Det betyder at selv i ørkenen kan Gud lade mad vokse frem som vi kan sætte på bordet og spise.
Da de kom frem til stationen, blev de mødt af pastor Willie White, pastor Daniells og andre mænd fra konferensen. Efter at de havde spist middag, gik de ombord i tre robåde og roede hen til Dora Creek.
2. scene: Hvem havde pløjet furen?
Da bådene nåede frem til landingspladsen, gik de op på flodbredden og gennem en skov, Søster White satte sig på nogle kævler for at hvile mens de andre delte sig i grupper og gik i forskellige retninger for at undersøge landområdet.
Pastor Starr og hans kone kom tilbage før de andre og spurte søster White om hun havde lyst til at se sig lidt omkring. Som de gik igennem skoven, kom de pludselig til en åbning for der voksede ikke nogen træer, og der, på midten var en nydelig pløjet fure. (126) Den var omkring to meter lang og 20 cm. dyp, nøjagtig som søster White havde set i drømmen.
Mens de stod der og undrede sig over hvordan den var blevet lavet, kom det to mænd fra forskellige kanter og stod i hver sin ende af furen. (30 og 50) De bøjede eg ned og tog noget jord i hænderne for at undersøge den. En af dem sagde: ”Dette er ikke noget godt landstykke. Jorden er dårlig.” – De samme ord havde søster White hørt i drømmen. Den anden mand sagde: ”Den er sandholdig og virker sur. Min mening er at der ikke vil vokse noget her.”
Så var der nogen som spurte: ”Hvordan er denne plovfure blevet lavet her?” Alle var forundrede. De kunne ikke forstå hvem som havde pløjet den, eller hvordan den var blevet lavet, for der var ingen plov eller andre redskaber i nærheden.
Det var ingen spor efter hestehove eller nogen vogn som var kørt til stedet. Græsset var ikke nedtrådt. Nej, det var ikke noget unormalt ved stedet undtagen den pløjede fure.
De som havde rejst sammen med søster White på toget, ventede at hun skulle fortælle om drømmen. Da hun var færdig med at fortælle og de havde hørt hvad engelen havde sagt, havde ingen noget at sige. De vidste at når Gud havde sagt at der ville vokse frugt og grøntsager der, så ville der det. Da de roede tilbage nedad floden den aften, følte de alle at Gud havde ledet dem til det rigtige sted, hvor de skulle bygge skolen.
De havde bedt myndighederne om at sende en ekspert for at se på stedet og undersøge jorden. Han gav dem en meget ugunstig rapport. Han bedømte jorden som meget dårlig og sagde at der ikke ville vokse noget der.
Nu havde komitéen et vanskeligt valg. De måtte enten vælge videnskabsmandens rapport som sagde at jorden var dårlig, eller vælge oplysningerne fra engelen som sagde at Herren ville lade det vokse godt med frugt og grøntsager hvis jorden blev passet. De huskede hvordan Gud før særlig havde velsignet sit folk når de fulgte hans råd. Lad os slå op til Ap. Gj. 5,29 og se hvad Bibelen siger: ”. . . En skal lyde Gud mere end mennesker.” Nu skal vi læse Luk. 18, 27: ”. . . Det som er umulig for mennesker er mulig for Gud.” Så, komiteen stemte enstemmig for at bygge skolen på det stedet hvor de havde set den mærkelige plovfure. Hvem tror du havde pløjet den? Det kunne ikke have vært nogen anden end en engel fra Gud som pløjede den fure.
Gud velsignede skolen fra begyndelsen. En kvinde gav $ 5000 får at få betalt grunden. Ikke en eneste af hverken elever eller lærere blev syge den første vinter.
Og hvad med jorden? Voksede der frugt og grøntsager som engelen havde forudsagt? Åh, ja, vingården og frugthagen og grøntsagshaven producerede rigelig med fin frugt og grøntsager akkurat som der står i Es. 35, 1.2: ”. . . den øde mark skal juble og blomstre som en lilje, den skal blomstre og juble, ja juble og synge med fryd. . . .”
Og det har været mere glæde og sang siden den dagen for over 70 år (i 1965) siden da Gud sendte en engel for at hjælpe sit folk i Australien med at finde det rigtige sted at bygge sin skole.
Hundredvis af elever fra denne skole har rejst til forskellige steder af verden for at arbejde som missionærer. Og hundredvis af mennesker har spist mat som er lavet ved vor helsekostfabrik, hvor mange arbejder og tjener sine skolepenge.
Adventfolket i Australien er meget stolt af sin fine skole og sin helsekostfabrik. De er så taknemmelige for at komitéen valgte at lyde Gud, frem for videnskabsmanden som sagde at jorden ikke var god.