Tilbage

33. Et budskab til Ella.

1. scene: En piges bøn.
Tænk dig om søster White levede nu, og at hun skrev et vigtigt budskab specielt til jer. Hvad tror du at du ville sige? Fortællingen i dag er om et budskab som søster White skrev til en pige på 14 år. Den pigen var hendes eget barnebarn, Ella. Hun lever endnu (1965), og hedder fru Ella Robinson. Hun har skrevet en bog som hedder ”Stories of my Grandmodher” (Fortællinger om min bedstemor).

Nogle af søster Whites syn gjaldt vigtige personer i Adventbevægelsen sådan som konferensformænd og bestyrere og sanatorier, forlag og skoler. Andre gjaldt prædikanter, lærere, læger og forældre. Selvom de fleste af synerne var for voksne, fik hun nogle budskaber specielt til barn.

Ella boede i Australien sammen med sin familie og sin bedstemor Ellen White. Ella var netop kommet hjem fra en aftensskole som blev holdt for elever som måtte arbejde om dagen for at tjene penge til at gå på vor skole som hed Avondale Den aften da hun kom hjem fra skolen, knælede Ella ved siden af sin seng og bad. Hun vidste at hun ikke var så god kristen nu som hun havde været for tre år siden da hun blev døbt. Hun bad Gud om hjælp til at få tilbage den fred og glæde som hun før havde i sit hjerte. Men hun syntes ikke at hendes bøn nåede længere end til taget og følte at hun drev længere og længere bort i fra Gud.

Efter at hun havde bedt længe, gik hun og lagde sig, og mens tårerne randt ned på hendes pude, bad hun: ”Hjælp mig at rette på det som er galt, sådan at jeg igen kan være sikker på at du godtager mig.”

2. scene: Besøg af bedstemor.
Næste eftermiddag, kommer Ellas bedstemor, søster White på besøg i sin vogn. Hun hilste ikke fornøjet på familien som hun plejede, men sagde alvorligt til Ellas mor: ”Jeg vil gerne at Willie skal kalde familien sammen, for jeg har noget at sige til jer.” Willie var søsters Whites søn.

Snart var hele familien samlet i stuen sammen med bedstemor White. Ella og Mabel, hendes yngre søster holdt hver især deres lille tvillingbror fast. Men bedstemor White sagde: ”Vil nogen anden tage sig af tvillingerne? Jeg vil at Ella og Mabel skal høre opmærksomt efter, for jeg har et alvorligt budskab til dem.”

Så tog søster White flere papirark frem fra en lille taske hvor hun havde sine skrivesager, og begyndte at læse op af dem, af det hun havde skrevet om morgenen. Hun sagde. ”Jeg kunne ikke sove efter kl. 11 i går aftes. I nat blev jeg undervist af Gud. Der var en som stod ved siden af mig og talte til mig.”

Søster White havde set hele familien i synet. Hun sagde til Ellas forældre at der var rod i hjemmet. Det var for meget brok og de glemte Gud i deres daglige pligter hjemme. Hun blev bedt om at sige til børnene at de måtte bruge mere tid til at læse i Bibelen.

”Kan det være mulig,” tænkte Ella ”at Gud har sendt sin engel fra himmelen med et budskab kun til os?”

Søster White fortsatte: ”Børnene skulle forstå at en del af deres uddannelse er at lære og gøre de små pligter i livet ordentlig.” Søster White læste videre: ”Lad en levende tro, præcis som tråde af guld, gå gennem de daglige erfaringer, når I gør de almindelige pligter. Hvad I end gør, så gør alt til Guds ære. Da vil de se op til Jesus. Da vil kærlighed til Jesus blive motivet for alt, og give liv og kraft til alt som skal gøres.”

”Piger,” læste hun, ”må blive bedre til at lære ordentlige vaner og holde deres klæder rene og gjort i pæn stand.”

Ella og Mabel så på hinanden. Åh, som de hadede at sidde og stoppe strømper og sy deres kjoler i stand. Selvfølgelig vidste Gud om dette, og ønsket og hjælpe dem.

Som Ella sad og lyttede til det hendes bedstemor læste, forstod hun at det meste af synet var særlig rettet til hende. Hendes navn blev nævnt flere gange. Hun hørte at det var hendes pligt at sætte et rigtig eksempel for sin yngre søster ved at være en virkelig, levende kristen i hjemmet. Hun skulle være trofast i alle de små pligter hun havde hjemme, og hun skulle ikke vente på at morderen skulle bede hende om alt hun skulle gøre.

Søster White så direkte på sine to sønnedøtre og læste: ”Det første I skal gøre, er at sørge for at alt i jeres værelse er i orden. Gud kan ikke lide de vaner I danner. I må skaffe jer rigtige vaner også når det gæller klæder. Jeres udseende skal være pænt og tiltrækkende, for englene lægger mærke til sådanne ting. I må ikke forsømme de små ting som må gøres for at få et pænt udseende. Til og med køkkenet skal også være pænt. ”Den som er tro i det små er også tro i det store.”

Da søster White var færdig med at læse det lange brev, gav hun det til familien og sagde: ”Dette er budskabet jeg er blevet bedt om at give jer. Jeg råder jer alle til at give akt på det.”

Hun sagde til Ella og hendes søster, at de ikke skulle være modløse, for englene var med dem for at se hvordan de kunne hjælpe dem med at udvikle en karakter som lignede Jesus.

Ella reagerede hurtigt på budskabet ved at blive bitter og fornærmet. Hun løb op på sit værelse, begravede ansigtet i puden og græd. Hvorfor skulle hun bruge så meget tid på at feje og skure og vaske op? Hun ville bruge tiden til at læse lektier. Hun ville have gode karakterer i skolen.

Da, pludselig, præcis som ramt af et lyn, huskede hun noget. Hvad var det hun havde bedt om aftenen før? Hun havde bedt Gud om hjælp: Så dette budskabet måtte være et direkte svar på hendes bøn. Ja, den store Gud i himmelen havde hørt bønnen til en ung pige og havde sendt sin engel for at vise hende hvad som var galt med hendes liv. Gud elskede hende. Han havde sendt et særlig budskab og irettesat hende fordi han elskede hende. Han havde til og med nævnt Ella og Mabel ved navn.

Da disse tanker kom til hende, begyndte angertårer at løbe i stedet for de oprørske tårer som havde løbet et øjeblik siden. Hun knælede på samme sted som hun havde bedt aftenen før da hun følte sig forladt af Gud. Nu vidste hun at han ikke havde forladt hende og hun var taknemmelig for at vide at den store Gud som styrer universet også tænkte på en ung pige som var gået bort fra ham. Han ønskede at få hende med sig til himmelen, så han sendte sin engel for at hjælpe hende at finde vejen tilbage.

3. Scene. Den beskidte gryde.
(Fjern alle folkene, vis 4 ved ovnen.)
Pludselig huskede Ella en gryde som hun havde sat i blød og gemt godt bag komfuret. Da hun var sikker på at ingen så hende, tog hun den frem og vaskede den. Hun så sig om i køkkenet og fandt flere ting som trængte at blive ordnet. Hun skrubbede bordet godt, kastet et vissent græskar ud og ryddet op i hele køkkenet. Mens hun arbejdede, tænkte hun på det vers som bedstemor havde citeret i budskabet: ”Den som er tro i det små, er også tro i det store.” Hun bestemte sig for at fra nu af skulle hun holde køkkenet pænt og rent.

I en tid skammet Ella sig ved at lade nogen vide at hun var blevet irettesat af en engel. Men senere forstod hun at dette budskab som hjalp hende da hun var modløs, også kunne være et godt budskab for andre unge som er fristet til at forsømme sit arbejde og tro at ingen ser det.

”Englene ser hvornår vi ikke gør vor pligt, Men de ser også når vi gør vor pligt ordentlig.”

Ella kunne lide dette vers: ”Den som er tro i det små, er også tro i det store. . .” Ella lovede sig selv at: ”Herefter vil jeg prøve at gøre alt så godt og trofast, som om jeg kunne se at Jesus ser på alt det jeg gør.”

Dette er et godt løfte for hver enkelt af os også. Lad os læse Ellas løfte igen, så vi kan tænke mere alvorlig på det: ”Herefter vil jeg prøve at gøre alt så godt og trofast, som om jeg kunne se at Jesus ser på alt jeg gør.”