Tilbage

34. Det glemte syn og det glemte brev.

1. scene: Gå og fortæl synet.
I 1890, omtrent et år før hun rejste til Australien, fik hun et syn i Salamanca, New York.

Dagen efter sagde hun til sin søn, William: ”Jeg vil gerne fortælle dig om et syn jeg havde i nat. I synet var jeg i Battle Creek og jeg blev taget med til Review and Herald-bygningen og engelen sagde: ”Følg mig”. Så sluttet hun at tale. Synet var blevet borte for hende, og hun kunne ikke huske noget mere om det. Hun begyndte at fortælle igen, men det var helt borte fra hendes sind.

Så rejste hun sammen med sin søn og sin sekretær, frøken McEntefer til nogle møder i Virginia. Når hun havde tid, skrev hun i sin dagbog det hun havde forsøgt at fortælle om synet den dag.

Tidlig om foråret kom hun tilbage til Battle Creek for at være til stede ved Generalkonferensen. En Sabbats eftermiddag, da hun talte til den store forsamling, prøvede hun igen at fortælle synet. Men igen kom det væk fra hende. To gange til under mødet prøvede hun at fortælle synet, men hun kunne ikke huske det. Til sidst sagde hun: ”Jeg kommer til at sige mere om dette senere.”

Efter mødet spurgte generalkonferensens formand, pastor Olson, om hun ville tage morgenmødet, jeg er ikke i stand til at komme.”

Den samme aften mødtes en gruppe mænd på et kontor ved Review and Herald. De var kommet for at tale sammen om bladet om Religionsfrihed. Nu hedder dette blad Liberty, men den gang blev det kaldt American Sentinel.

De som arbejdede for religionsfrihed, ønskede at lovgiverne og dommerne i landet skulle læse bladet ”The Sentinel”. Men bladet fortalte om de lidelser og forfølgelser som ville komme over landet hvis folket ikke tilbad Gud efter sin samvittighed. Nogle var bange for at hvis lovgiverne og dommerne læste dette, så ville de ikke lide det. Derfor ønskede de at få disse artikler ud af bladet. Mødet varede til kl. 2. om natten.

Klokken tre om morgenen sendte Gud sin engel og vækkede søster White. Han bad hende om at gå til det tidlige morgenmødet og fortælle arbejderne hvad hun havde set i Salamanca. Hun klædte sig på, gik hen til kommodeskuffen, tog sin dagbog og begyndte at læse. Idet hun kikkede gennem siderne, kom en scene fra synet klart frem for hende, og hun skrev noget mere i forbindelse med det hun allerede havde skrevet. Da pastor Olson, generalkonferensens formand så hende ved morgenmødet, sagde han: ”Søster White, vi er så glade for at se dig. Har du et budskab til os?” ”Ja, det har jeg,” sagde hun og gik frem til talerstolen.

Hun begyndte at tale. ”I synet var jeg i Battle Creek og jeg blev taget med til Review and Herald-bygningen, og engelen sagde: ”Følg mig”.” Her havde hun altid stoppet før og hendes søn lænede sig spændt fremover for at høre om hun fortsatte. Frem gange havde han hørte hende prøve at fortælle dette synet, og hver gang havde hun glemt det.

Hun fortalte at engelen havde ledet hende til et lokale hvor en gruppe mændene diskuterede visse artikler som var trykt i ”The American Sentinel”. Hun sagde: ”Hvis disse artikler om sabbaten og Jesu andet komme ikke bliver taget ud af bladet, så kan vi ikke længere bruge det som et organ for vor religions- friheds-organisation.”

Hun fortsatte med at tale i en time og fortalte om mødet hun havde set i synet. Så gav hun medlemmerne den undervisning som engelen havde givet hende, at de skulle fortsætte at trykke sandheden om Sabbaten og Jesu andet komme akkurat som de havde gjort hidtil. Derefter satte hun sig. Da kom en mand fra bagerste række i salen frem og sagde: ”Jeg var til stede ved det møde i går aften,” ”I går aftes!” udbrød søster White. ”I går aftes? Jeg troede dette mødet fant sted for flere måneder siden, da det blev vist til mig i synet.”

”Jeg var til det møde i går aftes,” gentog manden, ”og jeg er den mand som kom med bemærkningen angående artiklerne i blandet, jeg holdt bladet over mit hoved. Jeg er ked af at jeg tog fejl og jeg benytter denne anledning til at placere mig selv på den rigtige side.” Så satte han sig. Snart var der flere medlemmer som også havde været til stede ved mødet aftenen før, som gav et lignede vidnesbyrd.

Nu kan du forstå hvorfor søster White ikke fik lov til at fortælle om synet tidligere, for da havde mødet jo ikke fundet sted endnu. Det viser også at søster White var lige afhængig af Den hellige ånd når hun skulle fortælle om sine syner til andre, som hun var når hun modtog dem.

2. scene: En kiste indeholder en hemmelighed.
Og nu skal I høre om det glemte brev. I husker historien om den lykkelige juledag da bror og søster White besøgte menigheden i Washington, New Hampshire, da 18 unge drenge og piger blev døbt derefter.

Blandt medlemmerne i denne menighed var det en mand som hed Steven Smith. Hans livshistorie var trist, selv om den fik en lykkelig afslutning.

Det var i 1850, seks år efter at den første gruppen begyndte at holde sabbat i Washington, New Hampshire, at Steven Smith sluttede sig til de sabbatsholdende adventister. På denne tid var han en ivrig afholdsarbejder. Han kæmpede også i mod slaveriet. På grund af at han arbejdede for at støtte disse ting, fik han lide mere hån og forfølgelse. Og nu havde han taget imod endnu en upopulær sandhed, sabbaten. Han var meget aktiv i missionsarbejde og brugte al den tid han kunne til at gå fra sted til sted og tale med mennesker om hvor vigtig det er at holde alle Guds bud og gøre sig rede til Jesu komme.

Bare et år efter at Smith var kommet ind i menigheden, blev der holdt årsmøde her i Washington, New Hampshire. Bror og søster White var til stede her. Under årsmødet fik søster White et syn hvor hun så nogle af det forkerte som Steven Smith og de andre lærte. Der var 75 personer til stede ved årsmødet, og alle troede at det var Gud som talte gennem synene til søster White, undtagen Steven Smith og en mand til. Alle de andre bekendte at de havde taget fejl og de tog i mod irettesættelsen som blev givet.

Men Gud elskede Steven Smith, og senere sendte han et særligt budskab til ham i form af et brev fra søster White. Så da Smith en dag var på posthuset, fik han en lang konvolut. Før han åbnede det, så han afsenderadressen på konvolutten: ”Ellen G. White, Battle Creek, Michigan.” ”Fru White har skrevet et budskab til mig som jeg ikke vil have,” sagde han til sig selv og var oprørt. Et øjeblik stod han der med brevet i hånden og tænkte over hvad han skulle gøre. Så bestemte han sig for at han ikke ville læse det. Han puttet det i frakkelommen og gik hjem. Han gik op til sit værelse og gemte brevet på bunden af en kiste.

Steven Smith gik i kirken nogen ganger om Sabbaten og han bekendte sig til at holde Sabbaten. Men når han kom til kirken var det bare for at diskutere med menighedsmedlemmerne og han sagde uvenlige ting om dem og særlig om søster White. Snart sluttede han sig til en gruppe mennesker som altid finder fejl ved prædikanterne. Tiden gik, fem, ti, tyve, femogtyve, syvogtyve år. Hele denne tiden lå brevet på bunden af kisten, uåbnet og glemt. Hele tiden havde Steven Smiths familie bedt for ham, fordi de var glade for ham og de kunne se at han ikke var lykkelig.

Så en dag tog Smith et brev op fra Review and Herald og begyndte at læse i det. Det var en artikel der var undertegnet af Ellen G. White. Han bestemte sig for at læse den, og da han var færdig, sagde han til sig selv. ”Dette er sandt.” Neste uge var der også en artikel af hende i bladet, og han læste den også. Hver uge efter det læste han hendes artikler og de begyndte at forandre hans liv.

3. scene: En god prædiken.
(Vis scene 1, 31 som taler.)
På denne tid kom pastor Eugene Farnsworth, som Steven Smith havde kendt fra han var dreng, til byen for at holde nogle møder. Smith gik for at høre ham: Pastor Farnswoth talte om adventbevægelsens begyndelse og hvordan den havde spredt sig udover store dele af verden, og at dette var en opfyldelse af profetierne i Åbenbaringens bog.

Ved afslutningen af mødet rejste Steven Smith sig og begyndte at tale. (fjern 43, sæt op 42) Nu var han gammel mand med hvidt hår og bøjet ryg. Han fortalte menigheden hvor bedrøvet han var for alt det slemme han havde sagt om den og for at han havde vært borte fra dem i så mange år. Han sagde at han ønsket at komme tilbage til menigheden og glæde sig sammen med dem igen.

Pastor Farnworth annoncerede at han også ville tale igen næste uge. Steven Smith bestemte sig for at være til stede også neste Sabbat. Gennem ugen havde han god tid til at tænke over fortiden, og om onsdagen husket han brevet som lå gemt i den gamle kiste. Det var 28 år siden nu, og for første gang ønskede han virkelig at vide hvad som stod i det.

Så han ledte i kisten og fandt brevet. Han åbnet det og begyndte at læse. Hvad fandt han der? Han læste en advarsel om den bitterhed og skuffelsen som han ville opleve hvis han ikke forandrede sig. Det var et sandt billede af de 28 år af hans liv som havde gået. Det indeholdt en appel til ham om at angre og et løfte om at hvis han gjorde det, så ville han få tilgivelse, for Gud elskede ham stadigvæk.

Da pastor Farnsworth var færdig med sin præken næste Sabbat, rejste Steven Smith sig igen og sagde: ”Jeg modtog et budskab fra søster White for 28 år siden. Jeg tog det med mig hjem og lagde det ned i en kiste og læste det ikke før sidste torsdag. Brødre hvert ord af det budskab til mig er sandhed og jeg tager imod det. Jeg er kommet dertil at jeg tror at alle vidnesbyrdene er fra Gud, og hvis jeg havde brudt mig om det som Gud sendte til mig, så vel som alle de andre, ville det have forandret hele mit liv og jeg ville være en anden mand. Til min sorg har jeg fundet ud at synene var rigtige og jeg tog fejl.”

Vi er glade for at Steven Smith til sidst angrede og bekendte den store synd han havde gjort mod sig selv og mod sine venner. Fra da af levede han et godt kristenliv indtil han døde. Men så dumt at han ikke åbnede det brev 28 år før han fandt ud hvad Gud havde at sige til ham. Hvor megen sorg og vanskeligheder kunne han ikke have sparet sig selv og andre for hvis han havde læst det og givet akt på advarselen.

Kan det være at vi gør den samme fejl nu som Steven Smith gjorde? Gud har sendt mange budskaber for de sidste dage i bøgerne som er kaldt Vidnesbyrdene og Den store strid-serien. De er blevet skrevet for at undervise os. Men er vi noget klogere end gamle Steven Smith hvis vi lader disse bøger stå uåbnet i en boghylden? Hvis vi læser og studerer disse bøger og Bibelen, vil de hjælpe os til at blive bedre kristne og til at vinde den sidste store sejer sammen med Jesus.